Børnenes Statsminister er en betegnelse, der med folketingets forråelse er en hån mod børn i Danmark: Mens de andre nordiske lande, Finland, Norge, Island og Sverige har inkorporeret FN’s konvention om Barnets rettigheder, lader det til at være umuligt her i landet. Derfor en opfordring til mere pres på beslutningstagerne fra befolkningen.
I anledning af Folketingsdebat 14.01.2020 & Beslutningsforslag B39
Danmark ratificerede konventionen i 1991 og lovede derved at overholde den. Men skal dette løfte holde i praksis, skal konventionen inkorporeres i lovgivningen. I den proces skal ethvert lovforslag kontrolleres for at sikre, at det ikke bryder med konventionens intentioner. Ligeledes skal den offentlige forvaltning overholde børnekonventionen. Barnet bliver på samme tid et barn med det naturgivne beskyttelsesbehov og et retssubjekt. Det sidste indebærer, at det offentliges beslutninger om barnet kan bringes for en domstol.
De fire andre nordiske lande, Finland, Norge, Island og Sverige har inkorporeret konventionen i deres lovgivning, velvidende at dette giver en mindre magtforskydning fra deres parlamenter til domstolene. Men i praksis medfører dette en mere gennemskuelig forvaltning af børns forhold, en bedre sikkerhed omkring vigtige dispositioner omkring barnet.
Det medfører også et ganske anderledes oplysningsniveau omkring konventionens indhold i befolkningen og i særdeleshed blandt professionelle, der har ansvaret for børns udviklings- og helbredsforhold og deres retssikkerhed.
Alt dette giver en forventning om, at tiden nu er inde til også i Danmark at komme på niveau med de øvrige nordiske velfærdslande. Vi har fået en børnenes statsminister, og hendes nytårstale gav et løfte om en mere sikker sagsbehandling af alle børns mellemværende med den offentlige sektor.
Ved debatten i Folketinget i aften er tonen mere brutal. Selv socialdemokratiet omtaler, at forholdene for „udlændingebørn” spiller en rolle. Altså allerede dér tales der åbent om partiets behov for diskrimination, hvilket er forbudt efter konventionen. Flere andre par- tier kommer med mere brutale udsagn om de børn, Bedsteforældre for Asyl beskæftiger sig med, såvel i asylfasen som „andre udlændingepositioner”. Ud fra denne debat er stemningen hos Folketingsflertallet blevet yderligere forrået. Udsigten til en inkorporation forekommer håbløs, medmindre der opstår et hidtil ukendt pres fra befolkningens side.
Et lyspunkt er den fornemme argumentation under mødet af Trine Torp (SF), som har fremlagt beslutningsforslaget.
Pludselig er udlændingepolitikken blevet styrende for alle børns rettigheder i forhold til politikere i Danmark. Mange flere bedsteforældre end vores gruppe må være engagerede i børns retssikkerhed fremover, idet konventionens bestemmelser skal sikre alle børn på dansk jord.
