Hvordan bliver de børn, regeringen har afvist fra lejrenes helvede, hvis de overlever? Hvad kan Danmark vente sig af dem?
Jeg sad forleden med mit barnebarn og så et indslag om danskere, der vender hjem fra Kina. Jeg forklarede, at det var for, at de ikke skulle blive syge.
„Det er da godt”, sagde hun, „Men ovre hos Leyla så jeg en film om små børn i en lejr. Nogle af dem var allerede syge, og de andre kunne nemt blive det. Men de må ikke komme hjem til Danmark?”
„Det er fordi deres mødre har vendt Danmark ryggen. Derfor vil man ikke have mødrene hjem.” „Deres mødre?” „Ja”
„Altså: fordi deres mødre har vendt os ryggen, så vender vi deres børn ryggen? Det ville jo være ligesom hvis Bastian slår mig ovre i skolen, så går jeg ned og slår hans lillebror i børnehaven.”
I det samme ringede hendes telefon.
Jeg sad og tænkte på, at de fattige kurdere forgæves har bedt de europæiske regeringer om at tage deres statsborgere hjem. At leve op til det ansvar vi har for egne statsborgere. Hvordan vi end vender og drejer det, så er de mennesker vokset op i Danmark. Vi har haft mulighed for at påvirke dem. Det kan ikke være rigtigt at bede andre tage ansvaret for deres ugerninger.
Jeg tænkte også på statsministerens smukke tale ved undskyldningen til Godhavnsdrengene, hvor hun bl.a. udtalte: „Det er aldrig børnenes skyld” Men hvad så med disse børn, danske statsborgere? Er det deres skyld? Vi vælger ikke selv vore mødre.
Og hvad med de opreklamerede danske værdier? Er det i overensstemmelse med dem at lade små danske børn rådne op i det, NGO‘er har kaldt „et helvede på jord”. Vi har lovet FN at overholde Børnekonventionen, der foreskriver, at ved enhver myndighedsbeslutning skal barnets tarv veje tungest. Barnets tarv!
Regeringen mener, at mødrene – og måske også nogle af de ældre børn -er radikaliserede. Derfor er det farligt for danskerne og Danmark at tage dem hjem. Men hvordan tror regeringen, at de børn, der når at blive voksne, vil have det med Danmark? De er danske statsborgere og kan frit rejse hertil. Hvilke følelser nærer man over for Danmark, hvis man har set sin søster dø i en flygtningelejr, og man ved, at hun kunne være reddet, hvis hun var kommet hjem til Danmark? Er sådan en person ikke for alvor farlig for vort land? Faktisk har PET udarbejdet effektive planer for af-radikalisering, der kunne anvendes på mødrene – så effektive, at andre lande har vist interesse. Mon politikerne er klar over det?
…Skal vi bare lade det her ske med lukkede øjne, og lade flere mennesker blive ødelagt! Hvis vi er flygtninge, hvis vi er flygtet fra vores land pga. krænkelser, har efterladt alt og har mistet vores kære i krig, hvis vi ikke kan vende tilbage til vores land:
– Det betyder jo ikke, at I har nogen ret til at behandle os, som om vi ikke var mennesker!