Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Min historie

PTSD medfører et liv, der ikke under én ro. Man hører hverken til i sit nye land eller i det land, man har sine rødder i, selv om man holder af begge steder.

Min historie startede der, hvor man havde alle grundene til at dø, men stadig levede, og ender her, hvor man har alle grundene til at leve, men stadig dør. Jeg tror, alle flygtninge savner deres hjemland, men da jeg var i hjemlandet, rejste min sjæl væk til et fredeligt sted og derefter fulgte min krop med. Siden jeg kom til Danmark, har jeg været integrerende. Jeg har været heldig at være med til at stifte den udbredte bevægelse i hele landet, Venligboerne. Jeg startede på et af de hårdeste studier på KU, nemlig psykologi. Og jeg blev endda gift med en dansk kvinde. Men der mangler noget alligevel, noget essentielt, som giver livsgnist, men som jeg ikke kan sætte ord på. Altså: Jeg opfylder mine pligter og prøver at være en aktiv del af samfundet, og jeg elsker min næste. Men problemet er, at man ikke starter på ny, når man er kommet til et nyt land. Man har et eller andet i bagagen, og i mit tilfælde er det krigs-ar.

Det gamle liv og det nuværende overlapper hinanden, og lige netop i denne overlapning udformes mit virkelige liv. Jeg vågner og drikker min arabiske morgenkaffe, men spiser rugbrød til morgenmad. Jeg nyder begge dele, og jeg er glad for at være et kulturelt rigt menneske, men dette eksempel minder mig altid om, at jeg ikke hører til nogen steder. Den kombination, jeg har, frasiger mig retten til at høre til. Det er en konstant påmindelse om, at jeg er ligesom et træ, der har rødderne et andet sted og ser anderledes ud og derfor ikke kan være en del af fællesskabet, lige meget hvor gode mine frugter bliver. Det er ret hårdt at være statsborger fra den næst mest elendige befolkning på jorden og bo blandt den gladeste. Jeg taler tit med min familie i Syrien – det kræver dog, at jeg har tid, og at de har internetforbindelse. Jeg har forleden lagt mærke til, at der er en stor del af mit hverdagsliv, som jeg ikke nævner over for dem, simpelthen fordi de ikke vil kunne forstå den. De vil ikke kunne forstå min følelse, når nogen siger til mig ”Åh, hvor taler du flot dansk!”, eller da et barn fra børnehaven, hvor jeg arbejdede, spurgte mig om alle i mit hjemland er lige så brune som mig. Heller ikke min følelse, da psykologen fortalte, at jeg har symptomer på PTSD. Det betyder i bund og grund at det liv, jeg lever, det er ikke et dansk liv, heller ikke arabisk, men snarere en oversættelse fra arabisk til dansk.

Man skal altid opgive noget for at få noget andet til gengæld. Jeg skulle opgive at kunne se min familie, min nyfødte niece, et tæt forhold til min  lillebror, mine venner, at kunne komme forbi min yndlings-café og gå en tur i min yndlingsdel af den gamle by for at få „livskvalitet” i Danmark. Men hvad er det egentlig, der gør en glad? Lige meget hvad det er, ved jeg, at jeg har akut mangel på det i mit nye liv i Danmark.

Læs osgå