SOS Racisme elsker den brogede verden. Derfor er dette forårsnummer helliget temaet SAMEKSISTENS. Vi er hverken farveblinde eller underkastet kadaver-disciplin. De faste rubrikker, som bringer vores formands, Jette Møllers SIDEN SIDST og Birgitte Olesens NYT fra Randers, manifesterer både glæden ved befolkningens mangfoldighed og protesten mod alle forsøg på fjendtlig ensretning.
Hans Lassens grundige redegørelse for arbejdsmarkedet som det allerbedste sted for vores tydeligt vellykkede integration og Svend Løbners fortælling om hans nye version af Netavisen SAMEKSISTENS er begge vidnesbyrd om vores samfunds farveglæde.
Derfor har det været en fornøjelse for den gamle redaktør at have haft lov til både at redigere dette tidsskrift og også få lov til at skrive i denne netavis.
Som en særligt indtrængende stemme taler Malene Fenger-Grøndahls artikel om den jødiske gravplads i Aarhus og den åndsform, der vidner om, at kærligheden er stærkere end døden.
Men vi kan ikke se bort fra, at alt for højrøstede stemmer ønsker ensretning, så vi har igen-igen brug for at hævde farverne og mangfoldighedens skønhed. Det gør Naderah Parwani med sin artikel om den forskel, hun ser mellem vestlig opdragelse og den afghanske opdragelse, som hun kender via sine rødder.
Eva Smith, hvis medvirken i SOS Racismes konference den 13. januar er omtalt ss. 21-22, fortæller her i bladet om en planlagt hyggestund med barnebarnet, der dog udviklede sig til en uhyggelig øjenåbner for andre danske børns skæbne hos den unge. Else Lidegaard, der stiftede ‘Bedsteforældre for Asyl’, skriver, hvordan man for alvor passer på Danmark. Finn Parbst, der nyligt har tilsluttet sig bevægelsen, fortæller om et borgerforslag til gavn for alle børn her i landet der, trods over 56000 underskrifter, blev forkastet af Folketinget. Forstå dem, hvem der kan. Og Bente Rich opfordrer i sin tekst til, at vi får inkorporeret børnekonventionen i dansk lovgivning, for med den nuværende forvaltning er der alt for mange børn, der bliver svigtet og ligefrem oplært til at blive Danmarks fjender.
Anne Nielsen har været tovholder ved Konferencen om vores minoriteter og deres manglende rettigheder. Hun skildrer den lange dag i Fællessalen på Christiansborg. Den dag var mistrøstig, men i sin afvikling med så megen energi og så mange gode indlæg bragte dagen alligevel håb om at de ringe forhold ikke varer ved. Vi bringer også tekster af Tarek Kelani Aboabdo og Laila Belhaj, der personligt har været udsat for vanvittig forskelsbehandling.
Heidi Hansens lange erfaring som psykiater giver hende en særlig myndighed, der afslører Danmarks forråelse og bratte fald mod den moralske afgrund. Endelig slutter vores formand ringen af læseværdige tekster med beretningen om, hvordan gæstearbejdere, som vores samfund engang havde brug for og udnyttede til fælles bedste, blev til ”muslimer”. Alt sammen på grund af ’paradigmeskiftet’ der skulle forvandle ret til at kæmpe for gode vilkår til de luftige nationale ’værdier’.
Karen Margrethe Høskuldssons farveglade forside illustrerer befolkningens muntre sammensætning og samarbejde i alle de beskæftigelser, vi udøver for et godt samfund, og inde i centrum er der en buket tusindfryd, små Margueritter som en kærlig hilsen i anledning af Majestætens runde fødselsdag.
SOS Racisme hylder ansvar og empati, ligesom vi glæder os over alle de gode tegn, der trods alt er på venlig sameksistens.