Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Minoritetsbørn er en gave i Danmark

Som psykolog møder jeg mange minoritetsbørn og unge, der kæmper med nogle identitetsproblemer, som deres forældre har svært ved at hjælpe dem med, fordi de føler sig rodløse mellem to kulturer.

Minoritetsbørn og unge er ikke kun vokset op imellem to kulturer, men ofte mange forskellige kulturer, forskellige måder at tænke på, forskellige måder at forholde sig til livet på, fordi de vokser op med andre børn, der kommer fra andre kulturer. På deres vej møder de mangfoldigheden fra de er helt små.

Jeg husker, hvordan vi som nyankomne flygtninge startede med at bo på Hotel Danmark dengang i 1986, hvor der boede mennesker fra forskellige dele af verden på hotellet. Jeg voksede op med, at vi minoritetsbørn automatisk spejlede os i hinanden og mødte hinanden med en forståelse, som vi ikke altid mødte uden for vores fællesskab. Vi havde en respekt for hinandens mad, musik og kultur. Vi var ikke bare de fremmede for hinanden. Vi spiste sammen, var sammen med hinandens familier, holdt fester og dansede sammen. Når mine veninder og jeg holdt fester, så blev der ikke kun danset en dans, men forskellige danse fra forskellige kulturer. Vi kom hjem til hinanden og havde en kulturel fleksibilitet og tillid til hinanden. Min generation havde erfaring med, hvordan det var at være de fremmede i klassen.

Vi havde som børn eller unge ikke de samme forudsætninger for at få hjælp af vores forældre gennem vores skoleforløb eller uddannelse som de etnisk danske børn havde. Selvom vores forældre gerne ville, så havde de ikke forudsætningerne for at kunne hjælpe os. Den grundviden som danske forældre har udviklet gennem deres opvækst i Danmark, har minoritets-forældre ikke udviklet, simpelthen fordi de ikke var her. Det har en stor betydning for børnenes karakter og udvikling. Det sætter dem i en sårbar position, når de skal igennem en masse psykologiske undersøgelser, der er meget kulturelt betingede. Jeg husker gennem mit PPR-arbejde, hvordan minoritetsbørn igen og igen blev misforstået. Vores uddannelsessystem bygger også på en kulturel forforståelse, som minoritetsforældre og børn ikke har haft adgang til.

Hjerte contra hjerne

Den kulturforskel, vi ser, udspringer også af de to psykologier, der dominerer de to verdener. I Østen er det hjertets psykologi, mens det i Vesten er hjernens psykologi, der præger befolkningens tænkning og adfærd. De kommer fra kulturer, hvor det at kunne dele af sin mad og sit hjem, er en stor kærlighedserklæring. Den sorg, jeg ser hos minoritetsunge, er et udtryk for en sorg over ikke at kunne spejle den kærlighed ude i samfundet. Deres åbenhjertighed er ikke udtryk for svaghed, den er deres styrke. De har let til kys, berøring og kram. De går langt for deres familier og venner på flere niveauer. De har let ved at udtrykke følelser. Ved Værebroparkens legepladser ser man, hvordan børnene samarbejder, deler deres  slik,  hjælper den lille dreng, der ikke kan komme op. I deres øjne ser  jeg masser af kærlighed. Med den kærlighed kan det blive svært at overleve i et klima, der ensidigt fokuserer på præstation, konkurrence og hvor kærligheden og offervilligheden ikke er en del af den sociale virkelighed.

Det går først galt, når samfundet ikke kan se de styrker i dem og dæmoniserer dem, og der ikke er nogen til at minde dem om, hvad de skal holde fast i. Det går galt, når voksne på politisk niveau kontinuerligt har et negativt fokus på de unge, og der ikke er nok fagprofessionelle til at kæmpe for deres rettigheder. På trods af al den modstand, så er minoritetsunge modige og gør alligevel fremgang. De fortsætter med at kæmpe.

Det afghanske fællesskab

De, der vil udforske integrationsområdet, er ikke nysgerrige på at finde frem til, hvad minoriteter elsker ved deres kulturer, hvad de elsker ved dem selv, deres familier, deres musik, poesi, kunst m.m. Det er et tab, når Vesten har et så snævert ensidigt negativt syn på Østen. Man tror, at man går ind i deres verden, men man opdager ikke, at når man går ind, tolker man deres verden ud fra sin egen verdensforståelse; hvorfor har de så mange sofaer, hvorfor er der ikke nok legetøj i deres hjem, hvorfor hænger der ikke kunst på væggene. Man bliver optaget af facaden, den ydre form, i stedet for at stille de rigtige spørgsmål for at opdage kærligheden og styrken i dem. Jeg har sjældent læst bøger om, hvad minoriteter er fascineret af ved deres kulturer, hvilken litteratur, hvilke personligheder eller situationer, der har ændret deres liv.

Det, man ikke ser, er, hvordan de er omgivet af kærlighed, gæster, at børnene kan sove sammen. Jeg husker, hvor rig min barndom var. Jeg havde ikke behov for at gå til en masse eller at have en masse ting. Jeg havde mine kusiner og fætre, som jeg elskede inderligt og følte mig dybt elsket af. Hvis jeg var ked af det, så var de der med det samme. De var der gennem mine forelskelser, hjertesorg, forskellige kriser. Vi så gyserfilm sammen, bagte og lavede mad sammen og stod op til fælles morgenmad og afghansk musik. Vores fædre spillede på musikinstrumenter, mens vi børn og unge dansede i stuen.

Diskrimination forhindrer klarsyn

Kulturmøder og sorg handler både om tab og en åbning til et bredere og dybere livsperspektiv. Blikke med sorg, bliver til blikke fulde af håb og kærlighed. De overlever de kolde og nedværdigende blikke. De rummer alle de gange, en etnisk dansker føler sig berettiget til at behandle dem på en måde, som den etniske dansker aldrig ville behandle en anden dansker, fordi det ville han eller hun aldrig finde sig i. Og det er denne direkte og subtile racisme, som har efterladt en sorg i mig og i mange fra min generation og som vi nu som voksne prøver at gøre op med, fordi vi ønsker at vise, at vi vil Danmark. Danmark er også vores kultur, vores historie og der, hvor vi har hjemme.

Vi skal huske, at vores øjne ser det, de vil se. Vores synsfelt er afgrænset til, hvor vi er, fordi vores øjne ikke ser det fulde perspektiv. Vores øjne ser kun det, de er i stand til at se gennem deres egen forforståelse. Vi ser ikke al den modstand, minoriteter står overfor, fordi vi ikke er dem og ikke oplever verden gennem deres positionering i vores samfund. Når vi f.eks. synes, at det er negativt at have for mange brune børn i en klasse, hvordan skal børn og unge med minoritetsbaggrund så tolke den debat? Eller når flere og flere etnisk danske forældre flytter deres børn ud af de danske folkeskoler med ’for mange minoritetsbørn’ og flytter dem til ofte rene hvide privatskoler. Når minoritetsbørn skal sprogtestes, selvom de kun taler dansk. Når danske forældre opdrager og sætter grænser for deres børn, så er det opdragelse, men når minoritetsforældre gør det, så er det social kontrol.

I sin forskning har Laura Gilliam lavet månedlange observationsstudier på danske folkeskoler og interviewet drenge med minoritetsbaggrund. Hendes forskning viser, at drenge med en mellemøstlig familiebaggrund ikke kun bliver diskrimineret på baggrund af deres navne, de forskelsbehandles også i den daglige undervisning. Laura observerede en tendens til, at nogle lærere slår hårdere ned på minoritetsdanske drenge, skælder dem mere ud og forventer mindre af dem fagligt end majoritetsdanske drenge.

Uanset hvad, så ligger der negative antagelser såsom „det er nok, fordi de er muslimer”. For mig handler det hele om, hvordan vi kan forstå hinandens verdner. For at forstå, skal vi blive bevidste om, gennem hvilke fordomme vi møder hinandens verdener.

Kulturforskelle

Det er her, der opstår et kultursammenstød, fordi mange muslimer ønsker at beskytte familielivet og de sociale bånd. Karriere kommer ikke før familie. Familielivet har en stor prioritet for næsten alle familiens medlemmer. Forældrenes tid med børnene har en stor betydning for sammenholdet i familien. Gennem forældrenes nærvær får barnet sin tryghed. Det lærer at orientere sig socialt og får et blik for, at det deler verden med andre. Det udvikler empati. Det lærer tillid til sine omgivelser, det lærer at give og modtage omsorg. Det er det letsind og den hjælpsomhed, som mange etniske danskere oplever, når de besøger Østen, hvor de oplever sammenholdet i familier eller blandt naboer og langt mere kontakt på gadeplan. Det er samme letsind og ukomplicerede samspil og samarbejde, jeg oplever med min iranske nabo. Jeg kan huske, hvordan afghanerne tog sig af min mor på gaderne i Kabul under vores ferie, fordi hun var handicappet. I butikkerne hentede de en stol og vand til hende og kaldte hende for „tante”. Da Abdel Aziz Mahmoud og hans familie blev interviewet i Go’ Aften Danmark, spurgte journalisten, om det ikke var irriterende, „at moren skulle tvinge ham og hans søskende til at hjælpe hinanden og være der for hinanden. Hvad nu, hvis de ikke havde lyst til det”. Netop her kommer kulturforskellen, hvor pligten over for familien, de relationelle bånd, bliver til lyst og kunsten at elske. Jeg ringer til min bror, når han er syg, og spørger, om jeg ikke skal komme forbi med suppe til ham. Han kommer forbi mig, når han mærker, at jeg er ude af mig selv.

Medierne og samfundets empatikrise

Jeg har derfor lært, at de rigtige svar på livets vigtigste spørgsmål kan vi ikke finde gennem vores eget kulturelle snæversyn. Vi kan heller ikke få adgang til svarene gennem de spørgsmål, vi er vant til at stille. Jeg har lært gennem mit arbejde inden for det transkulturelle felt, at vores forforståelse først udfordres i vores møde med andre kulturer, at vi først bliver klogere, når vi møder det ukendte; at det ikke er noderne i sig selv, der er målet, men det der er imellem noderne, der er processen. Det er det, der er imellem os, måden vi møder hinanden på, hvor vi vil hen sammen, der siger noget om, hvem vi er, og hvad vi repræsenterer. Måden, vores medier og de danske journalister bliver ved med at dehumanisere vores mindretal på, siger noget om vores samfund, at vi som samfund er i en dyb empatikrise.

Det er også et demokratisk nederlag, når så mange psykologer, psykiatere, pædagoger og politikere har været tavse, når så mange organisationer, der beskæftiger sig med børn, har været tavse, mens vi har behandlet minoritetsbørn, som vi har gjort den sidste tid, særligt under valget med Paludan, der fik lov til at mobbe dem foran deres skoler, kalde deres forældre ludere og pædofile med politibeskyttelse.

Demokrati er inklusion

Hvis vi skal have større visioner for vores fællesskab og Danmarks fremtid, så må vi løfte niveauet i debatten. John A. Powell, der beskæftiger sig med diskrimination i USA og min kollega Iram Khawaja, beskriver vigtigheden af belonging som en modsætning til othering (andetgørelse). Belonging handler om retten til at være et fuldt menneske og betyder mere end blot  at have adgang til mulighederne i et samfund. Det betyder at blive respekteret, retten til at være medskabende og stille krav til samfundet på lige fod med alle majoritetsborgere. Belonging påvirker ikke kun måden vi ser verden, men måden vi bliver til i verden.

Med en følelse af belonging kan man skabe et fælles vi, mens man gennem othering fratager minoriteter deres eksistensberettigelse. Det har alvorlige demokratiske, samfundsøkonomiske og helbredsmæssige konsekvenser, når vi ikke føler, at vi hører til. Ifølge Powell skal vi alle gøre op med det snæversyn, den indstilling af „superiority” over for vores medmennesker. Vores opgave er at befri menneskeheden fra denne ideologi baseret på et hierarki af dominans, som associeres med det idealiserede ufejlbarlige hvide ideal, det eftertragtede menneske, der er hævet over andre mennesker, der nyder magt og velstand og som føler sig berettiget til at nedgøre mennesker fra andre kulturer. Vi idealiserer flertallet og dæmoniserer mindretallet. Vi straffer, forskelsbehandler, udskammer mindretallet, som skal opnå succes til trods for marginalisering og stigmatisering. Det forklarer den dybe sorg, som mange minoriteter lever med. Vi skal alle tænke over, hvilken verden vi vil leve i, hvilken historie vi ønsker at skabe, og tage ansvar for de menneskerettigheder og det demokrati, som vi alle bryster os af.

Et samfund ender i kaos, når et flertal undertrykker sine mindretal og fratager dem deres grundlæggende menneskerettigheder både strukturelt og systematisk. Det går imod alle de grundlæggende værdier, som jeg er vokset op med i Danmark, og som har opretholdt freden og væksten i Danmark. Det er en tænkning, der minder mig om den ekstremisme og det had, som har skabt kaos i Afghanistan. Det påvirker mig, mine minoritets-fæller og alle mine danske venner, at vi alle gennem tavsheden giver et hadefuldt menneskesyn lov til at gennemsyre vores samfund. Det er et demokratisk nederlag, at så mange erhvervsledere og fagprofessionelle er tavse og vender ryggen til den dehumanisering, vi ser vokse i Danmark. Det er for mig et udtryk for — et symptom på — at vi har mistet noget meget grundlæggende.

Læs osgå