Hvordan arbejderne blev til muslimer

Ferruh Yilmaz var 19 år, da han kom til Danmark som fremmedarbejder. Han blev politisk aktivist i et land, hvor man var stolt af at tilhøre arbejderklassen. Statsministeren kom fra arbejderbevægelsen og cyklede på arbejde. Selv om Yilmaz ikke kunne sproget, blev han en del af den danske arbejderklasse, da han meldte sig ind i fagforeningen. Den politiske kamp var dengang en økonomisk klassekamp. Modstanderne var kapitalisterne og deres repræsentanter. Fremmedarbejderne organiserede sig i nationale/etniske foreninger. Disse foreninger havde forbindelser til fagbevægelsen og til politiske partier.

Ekstra Bladet og Søren Krarup

Ekstra Bladet var imod racisme ligesom fagbevægelsen og dens politiske repræsentanter i Socialdemokratiet. Avisen kaldte i 1986 præsten Søren Krarup for ”Hadets Apostel”. Det var samme år, som han indrykkede en annonce, der protesterede mod Flygtningehjælpens indsamling. Den annonce blev et vendepunkt i indvandrerdebatten. Senere skulle Søren Krarup ende med en fast klumme i Ekstra Bladet.

Fra klassekamp til fælles kulturelle værdier

Da Ferruh Yilmaz forlod Danmark efter to årtier, var han ikke længere det menneske, han havde været: Nu afhang hans identitet af hans etnicitet og religiøse baggrund. Han var blevet til ’muslim’, selv om religion aldrig havde haft nogen betydning i hans liv, og han altid havde betragtet religion som opium for folket. Han var stadig medlem af fagforeningen, men de fælles klasseinteresser var rykket i baggrunden. Nu var der fokus på kulturelle og etniske forskelle. Sammenhængskraften, som de fælles kulturelle værdier udgjorde for ”det danske folk”, havde afløst klasse- modsætningerne mellem arbejderne og kapitalisterne. Den offentlige debat havde siden midt i 1980’erne kredset omkring indvandrernes kulturelle praksis og deres værdier. Det var lykkedes den europæiske højrefløj at kapre debatten. Indvandring var ikke længere et arbejdsmarkeds- eller humanitært spørgsmål. Det var blevet et kulturelt/religiøst problem. Samtidig lykkedes det at fastholde fokus på flygtninge og indvandrere som et kulturelt problem ved hele tiden at skabe eller udnytte moralske panikker.

Medierne fokuserede på skandaler om indvandrer-kriminalitet, misbrug af velfærdssystemet, æresdrab, omskæring af piger osv. De fokuserede på indvandrernes mangel på respekt for kvinder, homoseksuelle og dansk kultur i det hele taget. Og disse moralske panikker tvang også venstrefløjen og humanisterne til at diskutere ud fra et kulturelt perspektiv. De så stadig sig selv som progressive og antiracistiske, men nu handlede kampen om etnisk og kulturel ligestilling.

Indvandringens kulturelle betydning for ”vores” samfund var blevet centrum for den offentlige debat.

Tilkæmpede rettigheder forvandledes til fælles værdier

Hen ad vejen blev fagforeningerne, feministerne, bøsserne og andre progressive tvunget til at positionere sig i forhold til de praksisser, der helt tydeligt var i konflikt med deres politiske principper – eller ”værdier”, som de nu blev kaldt. Med tiden forvandlede dette konstante fokus på indvandrernes kultur og religion dem til en trussel mod ”den danske levevis” og ”den danske kultur”. Dansk kultur blev nu defineret som alt det, indvandrerne truede: ligestilling mellem kvinder og mænd, tolerance over for homoseksuelle, frisind, ytringsfrihed osv.

Disse ”værdier” havde før været rettigheder, der var vundet gennem årelange kampe. De var aldrig blevet betragtet som kulturelle, men nu var de pludselig blevet til ”danskernes” fælleseje. De fik betegnelsen ”fælles værdier”, og således blev venstre- og højrefløj bragt sammen. De konstante kriser eller moralske panikker forvandlede efterhånden fremmedarbejderne til kulturelt fremmede muslimske indvandrere.

Denne transformation påvirkede også indvandrerne selv. Da Ferruh Yilmas kom til Danmark, var indvandrerne organiseret i nationale eller etniske foreninger. Islam var en del af deres baggrund, men det var ikke sådan, de så sig selv. De blev diskrimineret som tyrkere, pakistanere, arabere osv. i deres søgen efter boliger og jobs. Deres foreninger skabte forbindelse til det danske samfund via fagbevægelsen og politiske partier. Men jo mere kultur og religion blev brugt til at karakterisere indvandrerne, jo mere fik de europæiske regeringer behov for at tæmme Islam.

Derfor integrerede de muslimerne i det institutionelle system og etablerede officielle kommunikationskanaler til muslimske indvandrere. I stedet for de nationale/etniske foreninger opstod der tværnationale, religiøse foreninger. De kommunikerede nu mere med det officielle Danmark end med de traditionelle og politiske organisationer som tidligere.

Repræsentationskrisen

Fra sidst i 1970’erne og op igennem 1980’erne og 1990’erne forsøgte de højreorienterede regeringer i store dele af Europa at gennemføre økonomiske reformer. De gik ud på at begrænse velfærdssystemerne. Økonomien skulle dereguleres. Skattelettelser skulle betales med indskrænkede rettigheder og nedskæringer i sociale ydelser.

Det neoliberale dogme betød, at informationssamfundet og globaliseringen krævede fleksibilitet. Virksomhederne skulle betale mindre i skat, så man ikke risikerede, at de flyttede andre steder hen. Derfor var man nødt til at skære ned på velfærdsydelserne. Den største modstand kom fra fagbevægelsen. Dens magt skulle derfor stækkes.

De europæiske socialdemokratiers accept af det neoliberale dogme skabte imidlertid et politisk tomrum, hvor arbejderklassen ikke længere så sine interesser repræsenteret af noget parti. Det gav bare ikke mening at skifte til et andet parti, der også støttede det etablerede system. Man havde brug for en helt anden slags politik. Her var det afgørende, hvem der var i stand til at flytte den politiske horisont og skabe nye rammer for sociale og politiske identiteter.

I Danmark skete den afgørende ændring efter Yilmaz’ opfattelse, da udlændingeloven blev vedtaget i 1983. Den gav indvandrere og især flygtninge rettigheder. Der var et bredt flertal bag denne ret vidtgående lov. Men derefter begyndte flygtninge at komme til Europa fra konflikter i Afrika, Mellemøsten og Østasien, især Sri Lanka. Samtidig gik den borgerlige firkløverregering under Poul Schlüter (K) i gang med sit angreb på fagbevægelsen og velfærdsydelserne.

Negativ propaganda

Justitsministeriet og politiet fodrede medierne med en strøm af negative historier og tal om tilstrømningen af flygtninge. Det yderste højre fik adgang til medierne ved at fremprovokere kriser og moralske panikker over indvandrernes kultur. Deres fortælling var, at indvandringen var den største trussel mod sammenhængskraften i det danske samfund. Eliten knægtede det tavse flertal og beskyttede dem, der ødelagde nationen. Man kunne nærmest få det indtryk, at Danmark var ved at gå under.

I 1986 satte Søren Krarup fra det yderste højre så en annonce i avisen, hvor han opfordrede til boykot af Dansk Flygtningehjælps indsamling. Det lykkedes ham at overbevise mange om, at det politiske system ikke længere repræsenterede dem.

Medierne dækkede hans annoncer og den efterfølgende debat og var stærkt kritiske over for denne ”hadets apostel”. Den kulturelle elite kastede sig også over ham.

Men ingen anfægtede Krarups grundpræmisser:

• Nationens fremtid var det danske folks største bekymring. Yilmaz’ analyse af læserbreve fra perioden viste, at det ikke var tilfældet.
• Fremmede muslimer var en trussel mod den danske kultur og nationen som sådan.
• Det politiske system repræsenterede ikke længere det danske folk.

Yilmaz’ analyse af avisdækningen viser, at Krarups modstandere efterhånden blev tvunget til at acceptere hans påstand om, at nationens fremtid var danskernes største bekymring. De satte heller ikke spørgsmålstegn ved, at der var uovervindelige kulturforskelle mellem muslimer og ”danskerne”.

Narrativet var, at systemet var gennemkorrupt og sammenspist. Eliten lyttede ikke til folket, men lod fremmede – indvandrere, etniske og religiøse minoriteter – ødelægge nationen. Den nation, der var blevet opbygget af de hårdt arbejdende indfødte danskere.

Krarup vendte mediernes og den kulturelle og politiske elites rasende angreb mod dem selv. Han anklagede dem for at undertrykke enhver, der udtrykte utilfredshed med deres sammenspiste og korrupte system.

På højrepopulisternes banehalvdel

I tiden derefter skiftede fokus fra flygtninge (det humanitære fokus) til de indvandrere, der allerede var i landet (det kulturelle fokus). I slutningen af 1987 handlede den danske indvandringsdebat mest om kulturelle forskelle. De, der forsvarede indvandrerne, gjorde det ved at forsvare kulturelle forskelle.

Ved at tage kampen op på højrepopulisternes præmisser bekræfter man de begreber og ord, som de bruger. Det gælder fx ord som muslimer og gruppevoldtægter, parallelsamfund, ghettoer og barnebrude. Vi ender med at indlejre disse begreber, og kampen udkæmpes hele tiden på højrepopulisternes banehalvdel.

Men hvordan lykkedes det højrepopulisterne at få vendt mediernes negative skildring imod eliten og medierne selv? De brugte simpelthen den negative dækning som beviset på elitens foragt for enhver, der vover at råbe op, og for det tavse flertal, der betragtes som uvidende og racistisk. En slående parallel finder vi i den amerikanske præsident Trump.

Populistisk succes afhænger af, at der er en trussel – i dette tilfælde var det den muslimske trussel. Truslen holdes i live ved hyppige kriser. Paradoksalt nok er det mediernes forkærlighed for kontroverser og kriser, der sikrer, at oplevelsen af dyb krise holdes vedlige. Den måde, muslimerne hævdedes at ændre samfundet på, blev efterhånden koblet sammen med de folkelige bekymringer for den neoliberale nedbrydning af velfærdsstaten. Den blev koblet med følelsen af svindende selvbestemmelse i en globaliseret verden.

Valget i 2001 blev skelsættende: Dansk Folkeparti blev de afgørende stemmer til de blå regeringer under Anders Fogh Rasmussen. Det blev et opgør med klassekampen og med venstre og højre, for vælgerne ville have et nyt samfund. I det lange løb er der blevet skabt en ny social horisont. Den sociale harmoni ødelægges ikke længere af undertrykkende kapitalister, men af muslimske indvandrere.

Forskellige rationaliteter

For nogen tid siden blev Ferruh Yilmaz inviteret til at tale OM eller FRA det muslimske perspektiv på en stor akademisk konference. Det forudsatte to ting: 1) At der findes et muslimsk perspektiv – 2) At han ville være i stand til at tale om eller fra et sådant perspektiv. Det er et eksempel på, at vi har indlejret det yderste højres begreber i vores måde at se verden på.

De problemer, som Yilmaz påpeger, er:

• Populisme begyndte ikke med DF og Trump.
• Populismen forbindes med post-truth, så vi tror, den skal bekæmpes med fakta. Men politik har aldrig handlet om fakta. Populister bruger i øvrigt selv mange fakta. Selv den biologiske racisme blev forsøgt understøttet med fakta.
• Populisme karakteriseres som irrationel. Men der eksisterer ikke nogen universel rationalitet. Hvert eneste argument er baseret på en bestemt antagelse om, hvordan verden er skruet sammen. Populister er ikke irrationelle. De har bare deres egen rationalitet.

Og den er vi nødt til at udfordre med vores egne præmisser. Hvis vi dømmer populismen ude som irrationel, slutter alt jo her. Selv konspirationsteorier har deres egen rationalitet.

Det samme gælder venstrefløjen. Vi genkender bare ikke vores egne teorier som sådan. Det er rigtigt for os.

Men det er jo også rigtigt for dem. Så vi er nødt til at angribe dem ud fra en alternativ horisont, der handler om, hvilket samfund vi ønsker – i stedet for at fortsætte kampen på deres banehalvdel. Hvis vi forsvarer det etablerede mod deres angreb – i stedet for at komme med et alternativ – falder vi i deres fælde. Vi fremstår som en del af den kulturelle og politiske elite, der forsvarer det korrupte system med alle dets fejl og mangler.