Forholdene i Ellebæk er blevet et eksempel på ’ondskabens banalitet’: Ikke-kriminelle asylansøgere, der ikke tør forlade Danmark, behandles som kriminelle.
Danmark har de sidste 20 til 30 år ganske langsomt været ude for et moralsk forfald. Det er blevet påpeget af den europæiske anti-torturkomite, der har fundet, at forholdene i Ellebæk er de værste i Europa.
I forbindelse med mit tidligere arbejde som psykiater på Anstalten ved Herstedvester har jeg set fængselsforhold i Sydeuropa. De var nogle steder uhyggelige, og det er for mig meget trist, at mit land er sunket så dybt i dets forsøg på at gøre forholdene så utålelige som muligt for nogle uønskede mennesker.
Hvordan har det kunnet ske, at Danmark fra at være et foregangsland inden for menneskerettigheder i løbet af få årtier har udviklet sig til det stik modsatte? Der er mange (også blandt „Rigets fremmeste mænd”, som politikerne blev kaldt i gamle dage), der betjener sig af den dybe menneskeforagt, som gør mennesket ufølsomt over for andre menneskers lidelser (jvf. Henrik Pontoppidans „De vises sten”).
Vi ved, at man ved hjælp af retorikken langsomt kan påvirke et helt folk. Der har i de sidste dage været flere eksempler på sådanne talemåder. Blandt andet har vores justitsminister Nick Hækkerup villet retfærdiggøre forholdene på Ellebæk ved at tale om et nødvendigt „skub i ryggen” på de anbragte, afviste asylansøgere i Ellebæk fængslet (og det er jo ikke så slemt), eller Peter Skaarups kommentar til forholdene i Ellebæk, at de afviste asylsøgere ikke skal bo under luksuriøse forhold. Som om der kun var de to muligheder. Jeg vil gøre opmærksom på Hannah Arendts tale om ‘den banale ondskab,’ hvor der under et velorganiseret samfund kan finde uhyrligheder sted. Det er der, hvor alle bare gør deres pligt, men ikke er personligt ansvarlige.