af Monica Krog-Meyer, tidl. radiovært, nu deltidspensionist, foredragsholder og skribent på www.pov.international
Om ANSVAR
Jeg forudsiger: En dag i fremtiden vil en dansk statsminister undskylde offentligt for den måde Danmark har behandlet asylsøgende mennesker i starten af det 21. århundrede!
Helt i tråd med den undskyldning den franske statsminister Macron kom med i år overfor de franske jøder, som man var alt for behjælpelig med at sende til tysk udryddelse for 80 år siden, i 1940’erne.
Efter en fremtidig kommissions granskning af asylansøgeres beretninger, med tal og statistikker, journalisters gravearbejde og efterkommeres dokumentation af familiers og enkeltpersoners lidelser, uretfærdigheder og oplagte tragedier, vil statsministeren – af hensyn til landets renommé, vores egen selvfølelse, handelsbalancen og det historiske eftermæle – holde tale:
„Undskyld. Vi gjorde det ikke godt nok. Vi havde ansvaret, men vi forvaltede ikke det ansvar efter danske værdier. Vi gjorde forskel på mennesker. Vi splittede familier. Vi sendte unge og gamle i armene på de bødler, de en gang flygtede fra, fordi vi sendte dem tilbage.
Vi ødelagde mange menneskers liv, da vores regler tvang dem til at leve deres dage i udrejsecentrenes inaktivitet, når de ikke ville rejse hjem.
Vi beklager meget det skete. Vi undskylder. Vi glemte, hvad det vil sige at være dansk.”
Hvem ved: måske et minuts stilhed for at mindes de mange, der mistede livet, fordi vi ikke ville tage imod dem eller fordi vi sendte dem hjem igen til en uvis skæbne.
Jo, jeg forstår udmærket godt, at vi ikke kan redde alle.
”Lille Danmark kan ikke rumme alle verdens lidelser!”
Men at den politiske stemning i landet her i 10’erne og 20’erne peger på at afvise flest muligt, for det er der stemmer i? At det gælder om at holde fast i de skrappeste love og tilsidesætte medmenneskelighed? At forskelsbehandle.
Det forstår jeg ikke.
Mange danskere sidder i kirken om søndagen og hører om næstekærlighed. Der er ingen forbindelse til virkeligheden udenfor.
Fremmedfjendtlighed er øverst på stemmesedlen — vi får nye partier uden partiprogram, men dog dette: Fremmede skal ud! Det er et dansk anliggende. Det lille land med de stolte traditioner for at redde danske jøder under krigen.
Argumenterne i dag er til dels økonomiske, for det koster at tage sig af asylansøgere. At indlogere, helbredstjekke, behandle og berolige mennesker, der er flygtet fra konflikter, oprør og krige.
Til al held er det en ret fin langtidsinvestering, viser det sig. Det er perfekt, at vi er langt flere til at tage fat, tjene penge og betale skat. Kort sagt få hjulene til at køre rundt. Men vi skal bruge endnu flere. Både de private firmaer og det offentlige Danmark har desperat brug for ansatte. Velfærdsstaten er på spil.
Alligevel vælger vi at splitte familier og sende dem vi har brugt penge på at uddanne, unge velfungerende kvinder alene tilbage til de lande, de flygtede fra, mens resten af familien af forskellige grunde kan blive. Ældre og svage bliver udvist, dokumenterbart truede bliver sendt ’hjem’. Og hvis de udviste/hjemsendte ikke vil rejse, så bruger vi 300.000 kr pr person pr år på at lade dem rådne op i et udrejsecenter.
Det er dårlig økonomi og dumt, men vores problem. Det er også afskyeligt og inhumant. Den nye danske mentalitet. Det kommer til at kræve en undskyldning engang.
Men vi var da hjælpsomme og reddede de afghanere, der havde hjulpet de danske soldater ud af deres land, da Taleban overtog magten? Jo jo, dem vi reddede ud i 12. time fik 2 års asyl, som ikke kan forlænges. Ingen arbejdstilladelse, ingen bolig — kort sagt: intet livsgrundlag. Halvdelen af dem er derfor rejst videre til USA, England og Canada. Det var måske det, der var meningen?
Det er pinligt. Flovt. Tilmed oplever afghanerne nu vores enorme hjælpsomhed overfor ukrainerne! Det må være svært, for hvor er forskellen? Er det fordi europæere skal komme før afghanere? Ukrainerne har fået ophold, arbejdstilladelser og boliger. Fra starten.
Syrerne blev udsat for bombardementer, udryddelse og angreb i deres eget land – ikke af fremmede magter, men af deres egen leder. De flygtede hertil, henover havet, gennem skove, ad landevejene for at komme i sikkerhed. De har gjort alt for at blive danskere: gået i skole, fået uddannelser, lært sproget, deltaget i foreningsliv, fået arbejde. Kort sagt: integreret i det danske samfund. Nogle af dem sender vi så ’hjem’ igen, for ’nu er Syrien sikker’.
Vi tager helst ikke kvoteflygtninge – vi frasiger os ansvaret for at opføre os som medmennesker.
Vi kommer til at undskylde for det hele en dag.