Af Mette Roerup Aktiv i Bedsteforældre for Asyl og medlem af Mellemfolkelig Samvirkes styrelse.
Med tre eksempler på udygtig forvaltning af danske statsborgeres ansvarsbevidsthed påpeger Mette Roerup blot nogle af de misbrug, næste regering og Folketing bliver nødt til at rette op på.
Stemmeret og ansvar
Alle voksne statsborgere har stemmeret, og udnyttes den, har vi indflydelse på, hvilken regering der nedsættes. Regeringen har ansvaret for lovgivningen, og forskellige myndigheder sørger så for at lovgivningen gennemføres i handling. Integrationsminister Kaare Dybvad har derfor ansvaret for den lovgivning, som angår flygtninge og asylansøgere.
Hvem betaler prisen for den dårlige forvaltning?
Netop Kaare Dybvads ministerium skal forvalte nye love, der bliver sprøjtet ud i et tempo, så selv de myndigheder, som står for gennemførelsen, har svært ved at følge med. Hvem betaler så prisen for denne uigennemtænkte lovgivning? Det gør asylansøgere og flygtninge. Men store dele af befolkningen kender ikke til realiteterne.
Vi har ganske vist et integrationsministerium, men det flygtninge mødes med, er en hjemrejseydelse, som gør det meget svært at leve op til regeringens krav om arbejde, uddannelse, danskkundskaber, medborgerskab for blot at nævne få af udfordringerne, der i sig selv kræver en kæmpeindsats.
Fornyelse af opholdstilladelse
Men her standser problemerne ikke: Asylansøgere og flygtninge skal nemlig samtidig søge fornyelse af deres opholdstilladelse hvert andet år. Derfor bliver denne model ved at være stressende. Hvordan tror man, at mennesker kan yde en integrationsindsats, når de lever i uvished om den nærmeste fremtid?
Eksempel I:
Syriske flygtninge fra Damaskusområdet risikerer at få frataget deres opholdstilladelse, de kan anke sagen til flygtningenævnet, og i mere end halvdelen af sagerne får klagerne heldigvis ret til at blive. Det er selvfølgelig godt, men i perioden indtil sagen kommer i nævnet må de ikke arbejde. Desuden mister de al støtte, så når de igen får tilladelse til at blive, kan de starte på ny med at opbygge en tilværelse. Regeringen mener nemlig trods alle påviste realiteter at Damaskusområdet er sikkert, og udlændingeservice skal agere efter de retningslinjer, der ikke svarer til virkeligheden. Det er regeringens ansvar, men regeringen fralægger sig ansvaret og siger, det er en myndighedsafgørelse, som de ikke vil blandes ind i.
Derfor skal vi råbe op om lovgivningens urimeligheder.
Det er skræmmende, og vi borgere skal blive ved med at råbe op og fortælle om alle disse urimeligheder. Det gælder mange områder i lovgivningen.
Eksempel II: Lov mod at bo i sit fædreland med udenlandsk ægtefælle
Det gælder lovgivningen om statsborgerskab, hvor det næsten er umuligt for en dansker at leve og bo med en ægtefælle, som kommer fra et land uden for Europa. Det var ikke meningen med lovgivningen, men endnu et eksempel på en uigennemtænkt lovgivning udarbejdet af frygt for at fremmede skal ”invadere” Danmark.
Eksempel III: Det morderiske eksempel
Endnu et eksempel er, at der stadig befinder sig 5 små danske børn og deres mødre i de kurdiske fangelejre i Syrien. Alle eksperter udtaler, at børnenes helbred nu er i stor fare, og risikoen for at et af børnene dør er helt reel. Eksperterne anbefaler, at børn og mødre skal hjem. Regeringen har stadig ikke taget ansvaret på sig og hjemtaget familierne.
Det er en skandale og en overtrædelse af børnekonventionen. Store dele af befolkningen og undertegnede tager afstand fra den politiske ansvarsfralæggelse. Vi bliver ved med at påpege alle disse umenneskeligheder, der begås mod mennesker, der har behov for vores hjælp. Vi forlanger at ansvaret bliver taget alvorligt i det danske demokrati. Vi vil huske det ved det kommende valg.