af Gerda Abildgaard, frivillig og netværkskoordinator under Røde Kors.
Når vreden bruges ansvarligt, viser den sig i en vilje til at følges med flygtningen og den udstødte og i en anklage mod de nuværende splittelsesforsøg. Der må og skal være håb for fremtiden og for den ægte samtale efter valget. Om sit indlæg siger forfatteren: ”Mit indlæg er baseret på egne oplevelser og erfaringer i mit arbejde og afspejler derfor kun mine egne holdninger.”
Gennem hele mit lange liv har jeg altid haft det for øje, at jeg skal tage ansvar for mig selv, men også for, hvad der sker i samfundet omkring mig. Det betød også, at jeg i mange år var koordinator for Dansk Flygtningehjælps landsindsamling og var initiativtager til en bog omkring flygtningesituationen i Ikast-Brande kommune, som er min hjemkommune. Dengang var flygtningestrømmen ikke så stor, og vi kunne sagtens rumme de flygtninge, vi fik til kommunen. Senere med flygtningestrømmen i 2015 etablerede vi ”Tal dansk cafe” på biblioteket, lavede cykelværksted og cykeltræning. Ja, i det hele taget gik det fint med integrationen.
Nedturen er i gang: øjets lys slukkes
Så i 2016 blev det gamle åbne fængsel Kærshovedgård lavet om til udrejsecenter. Det var der en del skriveri om i de lokale aviser. Derfor tog et par præster initiativ til en høring omkring, hvad det var for noget. Min mand og jeg deltog, og jeg husker tydeligt, at pastor Osmundsen illustrerede situationen med et tændt fyrfadslys, som han satte under en glascylinder. I løbet af ganske kort tid blev flammen svagere og svagere for til slut langsomt at dø ud. Det var en meget fin illustration af, hvordan det går de personer, som bor på udrejsecentrene, herunder Kærshovedgård. Ja, i tankerne får man grimme associationer til Inger Støjbergs ord om, at det skal være så uudholdeligt som muligt, så personerne rejser hjem.
Avisløgne
Kort derefter begyndte jeg at arbejde som frivillig i kvindeklubben på KHG (Kærshovedgård, red). Først blev jeg meget chokeret, idet vi fra aviser og andre medier havde den opfattelse, at det var kriminelle, narkomaner mm, der boede derude. Det viste sig, at det langt fra var tilfældet. Den største gruppe var og er afviste asylansøgere.
Småbørnsmødre lades i stikken. Statsministerens og ekstremisternes uansvarlighed
Efter kort tid fandt jeg ud af, at mange af kvinderne var småbørnsmødre, ja et par stykker havde sågar børn i etårsalderen. Det vidste vi intet om. Derfor begyndte jeg at skrive læserbreve og blev også meget aktiv på sociale medier. Jeg skrev til integrationsordførerne fra de forskellige partier, ja til statsministeren som nok så rørende kaldte sig børnenes statsminister. Hvad fik jeg ud af det? Intet, jo en sludder for en sladder. Selvfølgelig fik jeg svar fra de mest yderliggående partier, og det fik jeg ofte en ikke særlig pæn dialog ud af. Det samme gjorde sig gældende med læserbreve, men heldigvis fik jeg også mange positive tilkendegivelser. Befolkningens ordentlighed viser sig ofte modsat mediernes og politikernes propaganda
Selvom vore politikere forsøger at overgå hinanden med lagkager og anden form for fejring, når de har været særlig barske i deres love og udtalelser, så er det min faste overbevisning, at jo mere vi på en sober måde råber op, jo større chancer har vi for at påvirke befolkningen i positiv retning. Den almindelige dansker har slet ikke så meget imod flygtninge, som mange giver udtryk for. Jeg giver pressen og vore politikere skylden for, at der i dele af befolkningen er et vist fremmedhad især mod asylansøgere. Vi har fået tudet ørerne fulde om, at muslimerne en skønne dag vil være et flertal i vores smørhul af et land. I 2015 fik vi paradigmeskiftet, ja helt frem til 2019. Det betyder, at vi i dag — målt i asylansøgere per indbygger — ligger som nummer 20 i EU, kun Polen, Ungarn og Baltikum topper den statistik.
Inger Støjberg – en samfundstrussel
Når jeg skriver, at politikerne manipulerer, tænker jeg især på den tidligere integrationsminister, som fik vedtaget mere end 100 love vedrørende flygtninge/asylansøgere. Hendes ‘barnebrudssag’, hvor hun gjorde, hvad hun kunne for at redde de unge piger fra gamle, skæggede mænd, endte som bekendt med en rigsretssag. Fakta i den sag var, at den ældste gamle mand var 32 år, de andre først i tyverne. Hun blev dømt ja, men hvad nu? Hun får en kæmpe opbakning til et nyt parti, og det til trods for, at partiet ingen politik har endnu. Det er utroligt skræmmende.
Dansk uansvarlighed: ”Han er dement – han skal ud”.
I mit arbejde på KHG ser jeg, hvordan flygtninge behandles. Personer, som i mange år har boet i DK, haft arbejde, betalt skat og betalt tilbage på den hjælp, de fik som nyankomne til vores land. Personer, som måske var i gang med en uddannelse til gavn for vort samfund.
Unge kvinder fra Syrien skal ud, nu hvor de er blevet 18 år. Kvinder som er godt i gang med at uddanne sig, de skal sendes hjem til en meget uvis fremtid, ja måske er hele deres netværk i Danmark. Her for ganske nylig blev et ældre syrisk ægtepar sendt til KHG. Hele deres familie bor og arbejder i DK, men de skal ud. På trods af at den ældre mand er svært dement og hans hustru lider af mange sygdomme. Det betyder intet. De skal ud. Hvor er det Danmark, vi kendte engang? Hvor er de ansvarlige for, hvad der sker? Det kan ikke være undgået deres opmærksomhed, at alle andre lande ser undrende på, hvad der sker i Danmark. Såvel FN som EU advarer mod at sende syrere retur til Syrien. Alligevel mener vores politikere ikke, at der er risiko ved at hjemsende syrere til Damaskus-området.
De har hjulpet Danmark – ”de skal ud”
Da vi fik afghanerne til Danmark — Afghanere, der havde hjulpet os under vores missioner i Afghanistan, ja, så valgte mange af dem at forlade landet igen, da de betingelser vi gav dem, var langt ringere end det andre lande kunne give. Også her løb politikerne fra deres ansvar.
Ser vi på de flygtninge, som efterhånden er faldet godt til, ja, så er deres vilkår også gradvist forringet. Den kontanthjælp, som mange oppebar, blev halveret, også folkepensionen blev reduceret. Børnepengene blev der også set på. Ikke sært, at mange har svært ved at finde en bolig, de kan betale.
Danmark en retsstat? – en absurditet
Danmark er en retsstat, men desværre ved langt de færreste danskere, hvor svært det er at være flygtning i vores land. Vi skal give de mennesker, som vi har lukket ind i vores land en fair behandling og overholde menneskerettighederne. Det gør vi ikke. Det er vores pligt at tage ansvar over for den verden vi lever i, hvilket også indbefatter flygtninge.
Det ansvar, som vi har over for flygtninge og den absurde flygtningepolitik, der pt føres i Danmark, kan vi påvirke. Inden længe skal vi til valgurnerne. Vi er mange, der gerne ser en positiv forandring. Derfor kan vi på tværs af partierne være med til at påvirke kandidaterne til at give forpligtende løfter omkring udlændingepolitikken.
Håb for fremtiden: Lad hjertesukkets forpligtelse feje absurditetens smålighed ud, så vi alle kan følges ad i et fællesskab, vi kan være bekendt.
Jeg håber, at jeg med dette lille hjertesuk kan være med til at puste til al det fremmedhad og nedgørelse, som desværre hersker mange steder i vort samfund. Langt de fleste flygtninge kom til Danmark, fordi de troede, at vi var et humant land, der tager vare på alle vores indbyggere. Flygtninge som i langt de fleste tilfælde vil Danmark og ser Danmark som deres nye fædreland. Lad os behandle dem med den respekt, som de fortjener.