Anmeldelse af filmen ,Saint Omer’ fra 2022
Birthe Nielsen,
Filmen bygger på en autentisk hændelse, en mor (i filmen Laurence Coly) er anklaget for at have druknet sit 15 måneder gamle barn (Elise). Moren satte barnet ud ved havet og lod tidevandet tage det.
Hun er tidligere studerende i Frankrig fra Senegal, hvor hun boede sammen med en adskillige år ældre etnisk franskmand (i filmen Luc) med kone og børn i baggrunden.
Parallelt hermed følger vi en nyligt gravid kvindelig forsker og universitetsunderviser med rødder tilbage i Senegal, idet hendes forældre er migreret herfra til Frankrig. Hun (Rama) er ankommet som tilskuer til retssagen. Antagelig alias for filminstruktøren Alice Diop med lignende baggrund. Filmen har modtaget 2 priser på Venedig filmfestivaler og instruktøren anses globalt som lovende.
Laurence tilkendegiver under retssagen — som bygger direkte på retsudskrifter herfra — at hun ikke ved hvorfor hun handlede som hun gjorde, men håber at retssagen vil afsløre dette. Retssagen afslører, at hun bliver tiltagende isoleret med barnet, som end ikke er registreret og derfor ville kunne forsvinde sporløst (man troede først det drejede sig om et druknet bådflygtningebarn).
Ligeledes afslører retssagen i forbindelse med afhøringen af den franske samlever en tiltagende fornægtelse af mor og barn. I sin isolation udvikler Laurence hallucinationer. Angiveligt en fødselspsykose, som kan opstå senere end ved fødslen. Retssagen gør, til forskel fra retssager i Danmark – som jeg kender til som nævning/domsmand gennem 10 år – meget mere ud af at motivforske og forsøger at udrede årsagen til drabet, d.v.s. hvad der skubbede Laurence derud og ender med at konstatere, at hun som ‘et fantom’ i betydningen depersonaliseret hvirvlede i retning mod ‘ondskaben’.
Diskriminationen i Frankrig kommer blandt andet til udtryk i en undren under retssagen over, at Laurence under sine studier ville skrive om den østrigske filosof Wittgenstein. Samt — som fremhævet af Sound Venue, der giver filmen fire stjerner — i at barnefaren ’har slavegjort den unge kvinde, som et modfaldent mikroportræt af den engang så stolte franske republik og kolonimagt.’
I undertegnedes optik udgør fremmedgørelse tillige en væsentlig dimension i den samlede proces. Laurence er opvokset i Senegal i en i vid udstrækning kollektiv kultur (som jeg personligt har oplevet det i nabolandet Mali) med fælles opdragelse og sammenhængskraft i familien såsom i gruppen og nærmiljøet. Herfra kommer hun til en individualistisk kultur, som den i Vesteuropa, hvor individer lever i stigende grad atomiserede. Det er ikke uden grund tidsskriftet Jeune Afrique (engelsk Now Africa) har påpeget, at Afrika ikke skal efterligne vestens kulturelle normer men derimod bevare sine egne i kontinentets fremtidige udvikling. Sporene skræmmer!
Jeg mener, denne faktor spiller ind – reelt i form af et kulturchok hos Laurence. Uanset nationalitet hos flygtninge og indvandrere fra kollektive kulturer, har jeg i mit arbejde oplevet samstemmende udtalelser om ’tomme gader’ og ’afstand mellem folk’ for eksempel her i DK.
Et sted i filmen udtaler Laurence tillige, at hun ville beskytte datteren mod ’ondskab’ ved at ofre hende til havet. Parallelhistorien kommer aldrig rigtigt ’op at flyve’, Rama tilkendegiver, hun er bange for at blive som sit mødrene ophav, hun føler sig svigtet fra barndommen af sin mor. Det samme gælder Laurence i filmen, hvis mor mest synes optaget af pressedækningen af sagen. Mens Ramas kæreste (etnisk franskmand) udtaler, at hun og moren er forskellige og at Ramas mor er ødelagt af sit liv. Ramas opkastninger under graviditeten afspejler måske ambivalensen i forhold til det kommende ansvar.