Ude af øje – ude af sind
Bente Rich, børne- og ungdomspsykiater
Da TV for fem år siden dokumenterede de uacceptable forhold, som børn i Udrejsecenter Sjælsmark levede under, blev mange rystede. Røde Kors, som havde ansvaret for familiernes sundhedstilbud og børnenes skolegang, foretog en screening af en repræsentativ gruppe af børnene, og dokumenterede en voldsom mistrivsel. Over halvdelen af børnene ville have fået en børne- eller ungdomspsykiatrisk diagnose, hvis de var blevet tilbudt den relevante udredning. Men det skete ikke. I stedet flyttede man børnefamilierne til et fra pressen og offentligheden fjerntliggende sted, Udrejsecenter Avnstrup i Bistrupskovene. Endnu engang med accept og deltagelse af Røde Kors. Dette fik offentligheden til at stole på, at børnene nu ville komme i tilfredsstillende trivsel.
Nu har Røde Kors imidlertid selv gennemført en ny screening af børnenes psykiske helbred, og børn og forældre er stadig lige medtagne. Næsten halvdelen af børnene er i høj risiko for at få en eller flere psykiatriske lidelser. 75% af forældrene har symptomer på markant psykisk mistrivsel, svarende til psykiske lidelser. I Rapporten skriver Røde Kors: ”Der er således grund til alvorlig bekymring for de børn, der tilbringer en stor del af deres barndom i asyl- og udrejsesystemet i en håbløs og belastende livssituation. Psykologerne vurderer, at børnenes trivsel og udvikling risikerer at tage uoprettelig skade, hvis de belastende og vedligeholdende faktorer i deres mistrivsel fortsætter uden hensyn til deres udviklingsmæssige behov”. Man anbefaler: ”Et vigtigt skridt på vejen vil være, at afviste asylansøgere først flyttes til udrejsecenter, når udrejsen er nært forestående”. Men rapporten har ikke været synlig i pressen – og da slet ikke i TV-mediet, som i praksis er det eneste oplysende medie, der når frem til flertallet af danske vælgere.
Dette kan overraske, da pressen er meget optaget af at beskrive mistrivsel hos børn og unge. Og her står vi med en gruppe familier, som Christiansborgpolitikere gennem lovgivningen bevidst har presset ud i svær mistrivsel i forventning om, at de så ville forlade landet.
Politiske beslutninger, der fastholder og fremmer børnenes ulykke
Der er tale om familier, som af forskellige grunde ikke tør eller kan udrejse efter afslag på asyl. Gennem mange år, indledt af Poul Nyrup Rasmussens regering i 1997 og 1998, har man øget presset på disse børnefamilier i en grad, offentligheden er ukendt med.
Først og fremmest ved de såkaldt motivationsfremmende foranstaltninger, som i dag medfører, at afviste asylsøgende familier efter afslag på beskyttelse anbringes på et udsendelsescenter, en interneringslejr, med meldepligt to gange dagligt. Dagligdagen er fyldt af svære restriktioner. Hvor myndighederne tidligere efter en vis tid erkendte, at en udsendelse ikke var mulig og derpå gav familien bedre livsvilkår, så hævder Hjemrejsestyrelsen nu, at man aldrig anser enhver mulighed for afprøvet. Altså kan familierne bo i internering i skoven uden tidshorisont.
En andet pres består i direkte omsorgssvigt af børnene fra Danmarks side, idet den daværende regering i 2014 besluttede, at disse børn ikke længere skulle være dækket af Serviceloven, som sikrer beskyttelse af og den nødvendige hjælp og støtte til udsatte børn. Behovet for dette blev før vurderet af veluddannede embedsfolk i kommuner. Efter lovændringen skal medarbejdere i Udlændingestyrelsen beslutte, om et lidende barn i Avnstrup bør få hjælp. De samme medarbejdere, som skal udtænke, hvordan man kan presse familierne yderligere. Det må være et etisk problem for dem. Også fordi de ikke har den børnefaglige viden, der gennem året opsamlet i kommuners forvaltninger.
Endelig har den daværende justitsminister i 2014 efter en længere undersøgelsesproces, hvor stemningen var for en inkorporering, besluttet, at vi ikke skulle inkorporere FN´s Børnekonvention i dansk lovgivning. Senere blev et beslutningsforslag om en inkorporering af konventionen bragt op i Folketinget i 2019 og 2020, men stemt ned. En politiker brugte som begrundelse: ”vi vil selv bestemme over Sjælsmarkbørnene”. Hun ville have muligheden for fortsat at diskriminere disse børn og var villig til at betale den pris, at alle andre børn i Danmark fortsat skal leve uden den retssikkerhed, en inkorporering ville give dem. En inkorporering indebærer, at lovgivning og forvaltning skal overholde konventionens bestemmelser. Dette er sket i de andre fire skandinaviske lande, hvorved børn på samme tid har krav på samfundets omsorg og beskyttelse – og en retssikkerhed derfor. I de lande har en børneombudsmand mulighed for at overvåge, at man rent faktisk overholder konventionsbestemmelserne, som nu indgår i lovene.
Forvaltningspraksis, der fastholder børnenes ulykke
I udlændingelovgivningen findes en mulighed for at tildele en humanitær opholdstilladelse, hvis en afvist asylansøger lider af en alvorlig behandlingskrævende sygdom, men denne paragraf bruges stort set aldrig mere. Formentlig ville flere af disse familier kunne opnå en sådan opholdstilladelse, hvis børn og voksne fik den nødvendige lægelige dokumentation af deres psykiske lidelser. Men dette sker ikke. Af ukendte årsager henviser Røde Kors ikke de børn, som de har screenet til at kunne have en børne- eller ungdomspsykiatrisk sygdom til den nødvendige lægelige udredning, selv om der findes erfaring for, at familiernes sager kunne genoptages på det grundlag.
Mange vil kunne huske, hvordan afviste irakiske familier, der stod til tvangsudsendelse i 2009, søgte kirkeasyl i Brorsonkirken. Frivillige speciallæger i børne-ungdomspsykiatri dokumenterede børnenes psykiske lidelser, og psykiatere mødrenes. Sagerne blev genoptaget, og familierne fik ophold. Kun et barn var psykisk rask – en dreng på 8 måneder. En pendant findes i den nye rapport fra Røde Kors: “For nylig kom en familie med en baby på 10 måneder, der var i total trivsel. Men det hører til sjældenhederne at se et barn i 100% god trivsel.” Vi må håbe, at Røde Kors begynder at sikre disse børnefamilier adgang til den nødvendige lægelige dokumentation, da udlændingemyndighederne ikke accepterer psykologudtalelser som retsgrundlag. En screening af børnene som gruppe giver ikke det enkelte barn den individuelle mulighed, vi skylder det. Så opfølgning er nødvendig.
Børnene selv er stort set identitetsløse i asylprocessen, idet de kun optræder som vedhæng i forældrenes sag, så derfor kræver dette et særligt fokus såvel hos Røde Kors som hos udlændingeadvokaterne. Dertil kommer, at danske politikere bevidst har anbragt børnene i livsomstændigheder, de vil tage varigt skade af. Nu bør det enkelte barn sikres retligt bedre.
I et civiliseret samfund kommer vi til undsætning
Hvad bør der gøres?
Interneringen af disse familier bør ophøre, så vi følger samme praksis som Norge og Sverige: at man først anbringes i et udrejsecenter, når rejsen er lige forestående. Uden fornyet interesse fra pressens side bliver det svært at skabe den nødvendige folkelige opmærksomhed for sagen. Så derfor, kære medier, kom på banen igen.
Personer med offentlig gennemslagskraft og interesse for børns udvikling og trivsel ville kunne påvirke politikerne. D. 28. juni bragte Information et læserbrev af formanden for Lægeforeningen og generalsekretæren for Red Barnet: “Tidligere indsats mod mistrivsel”. De argumenterede for, at den stigende mistrivsel blandt børn og unge i særligt udsatte positioner har behov for særlig opmærksomhed. Tænk om de ville bruge deres indflydelse politisk mod denne svære børnemistrivsel, som kun tjener politiske hensyn!
Vi andre må begynde med at finde en ny og bedre betegnelse for børnene end “Sjælsmarkbørn”, idet de jo ikke hører til Sjælsmark længere – og nu har været under den ekstreme belastning i yderligere fem år. De må have et navn, så usynliggørelsen af dem bliver vanskeligere. Vi kan hver især gøre noget ved at fortælle om børnefamiliernes uacceptable lidelser.
Rapporterne kan findes på: www.rodekors.dk/asyl
