Anders Jerichow, København:
Her er derfor den gode nyhed: Hverken i Danmark, Sverige eller den muslimske verden har de provokerende koranskænderier udløst meget mere end skuldertræk og modvilje. Sammenlign med 2006, og det er tydeligt, at langt, langt de fleste af de muslimske samfund i Skandinavien har taget til sig, at regeringer, partier og opinionen afviser de uendeligt få brandstiftere.
De to regeringer har klogelig taget uomtvistelig afstand fra offentlig afbrænding af bøger, som trossamfund finder hellige eller kære. Det er lige så tydeligt, at de fleste muslimske samfund ude i verden også ved, at opviglerne kun er få og uden politisk betydning.
Politiken den 8. juli
Jens Christian Grøndahl, København
Jeg mener ikke, at Koranen eller islam skal have særlig beskyttelse, alle religioner skal behandles lige. Et generelt forbud mod offentligt at skænde bøger ville løfte diskussionen ud over debatten om Vesten kontra islam. Det ville være at beskytte bogen som symbol på den demokratiske samtale i et frit og åbent samfund.
At brænde bøger, det er noget, autoritære regimer gør. Man brændte Salman Rushdies ”De sataniske vers” i Pakistan og Indien i slutningen af 1980’erne, nazisterne brændte bøger i 30’erne, og den katolske kirke brændte og bandlyste videnskabelige værker i den tidlige renæssance. Bogafbrændinger har alle dage været en måde at knægte ytringsfriheden på. Det er derfor fuldkommen historieløst at kalde det en ytring at brænde Koranen af. Koranen er en ytring lige så vel som alle andre hellige skrifter, filosofiske værker, romaner, essays. Bogafbrændinger er ikke et udtryk for ytringsfrihed. Det er at kvæle ytringsfriheden i flammer.
Kristeligt Dagblad den 1. august
Jørgen Kirkegaard,Hellerup:
Hvad er fælles for Grækenland, Spanien, Irak og Norge? Disse lande har i årtier tjent styrtende på at forurene vores atmosfære med CO2, med henholdsvis flyturister og enorme mængder olie. Hensynsløst. Nu kommer så naturens store klimaøretæver med brande, tørke og oversvømmelser. På sin vis meget retfærdigt, men desværre rammes også mange helt uskyldige, bl.a. i Afrika. Det kan man så tænke lidt over, men konklusionen er den indlysende: Naturen vinder altid til sidst.
Politiken den 22. august
YTRINGSFRIHEDEN har sine begrænsninger – også i den danske lovgivning. Koranafbrænding er ikke ytringsfrihed, derimod simpel forhånelse, hvilket er ulovligt jf Racismeparagraffen 266 b.
Vi er enige
Med forfatteren Carsten Jensen, som har skrevet:
”Koranafbrændingerne har intet med satire eller kritik at gøre. De udspringer af en helt anden tradition end satirens og ytringsfrihedens. Inspirationen er nazisternes bogafbrændinger i 1930’erne. Flere tusind forfattere måtte dengang se deres bøger blive brændt på bålet på offentlige pladser. Traditionen går helt tilbage til middelalderen, hvor kættere og jøder fik hellige skrifter offentligt brændt.
Den tyske digter, Heinrich Heine, advarede allerede i 1823 mod bogafbrændinger. “Der, hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker.” Ingen profeti kunne være mere uhyggeligt præcis. Ingen af de tusinder af forfattere, der måtte se deres værker brændt rundt om i tyske byer, overlevede nazismen, medmindre det lykkedes dem at flygte fra Hitler-Tyskland.”
Vi tager afstand fra,
At Enhedslistens allierer sig med højrefløjen i stedet for at solidarisere sig med vores muslimske medborgere. De er blevet glemt. Men de er i lige så høj grad ramt af tilsviningen af deres tro og den nedværdigende debat.
De er vores venner, vores naboer, vores kollegaer, vores børns pædagoger, vores forældres plejere. Det er lagerarbejderne, og chaufførerne, der sørger for vores forsyninger. Det er rengøringsassistenterne, som holder arbejdspladserne rene. Samt ingeniørerne og juristerne mfl. De er en vigtig del af vores samfund, men de er usynliggjorte. Det er dem, Enhedslisten — i et klassekampsperspektiv — skulle give en stemme. Det kunne jo være, at Enhedslisten så ville få en stemme tilbage ved næste valg.
Medborgerskab hindres, modborgerskab fremmes med fremtidige konsekvenser.
Vi opfordrer Enhedslisten til
At pege på løsninger af ”korankonflikten” ved f. eks. at kræve genindførelse af blasfemiparagraffen eller evt. støtte andre sanktionsmuligheder.
ARU — Antiracistisk Udvalg