af Anne Nielsen, SOS Racismes Koordinationsudvalg
Den 19. juni 2022 talte jeg på Kærshovedgård ved et arrangement arrangeret af Close the Camps, af NGO’er og beboerne i anledning af FN’s Flygtningedag. Det herunder er dels oplysninger, dels er det taget fra min tale.
Det gjorde indtryk på mig, at flere beboere oplyste, at mange af dem, de ankom sammen med for fire-fem år siden, nu var blevet psykisk syge eller var på stoffer og alkohol. De græd og kunne ikke forstå, hvorfor de skulle bo dér! Og der er heller ingen mening med det!
Meningsløse pligter
Beboerne på Kærshovedgård er underlagt et urimeligt og nidkært pligt- og straffesystem, når de overtræder en pligt. Meldepligt, opholdspligt og underretningspligt, retfærdiggøres af politikere for to formål: ”Vi skal vide, hvor vi har dem, hvis de pludselig kan sendes ud” og de skal være ”motiverende” for at rejse hjem. Men det giver ingen mening, for i forvejen har afviste asylansøgere og andre udviste længe kunnet frihedsberøves, hvis de pludselig kunne sendes hjem mod deres vilje. Overvågningssystemet, der skal holde øje med, hvornår de er i lejren og hvornår udenfor, er påvist at være fuldt af fejl, og er nu fulgt op af et manuelt registreringssystem, der yderligere begrænser mulighederne for at være uden for centret. Datatilsynet har anmeldt Udlændingestyrelsen til politiet med bødekrav på 150.000 kr.
Lange fængselsstraffe for
ingenting!
Selv om en overtrådt pligt ikke generer nogen som helst, kan den altså straffes med fængsel i måneder til år, og man straffes for hver af de tre omtalte pligter, man ikke har overholdt — eller som ikke var registreret af det fejlagtige system. Mens afviste asylansøgere har været pålagt meldepligt hos politiet i en årrække, har det været i mindre omfang og med mildere straffe end nu. De skærpede straffe skulle ifølge lovændringerne i 2019 kun gælde for ”kriminelle udvisningsdømte” og folk på ”tålt ophold”, ”fremmedkrigere” og ”folk til fare for andre”; men med tiden kommer de til at gælde alle gennem kriminaliseringen af asylansøgerne og flygtningene. Officielt er straframmen for afviste asylansøgere kun 4 måneder, men reelt får de fængselsstraf samt dom til udvisning og indrejseforbud 3. gang, de dømmes for pligtforsømmelser, og herefter er de af de danske myndigheder forvandlet til ”kriminelle udvisningsdømte”. De skærpede straffe, som sagde ”spar 2” til alle andre straffe, var en gave til Dansk Folkeparti for at stemme for Finansloven for 2019, har Peter Skaarup fortalt, også den gang samarbejdede han med Inger Støjberg om at gøre ”tålt ophold så utåleligt som muligt”.
Rå og uempatiske politikere
Og det er det plan, udrejsecentrene fungerer på: det giver danske politikere mulighed for at vise sig fra deres mest rå, barske og uempatiske side! Politikerne forsvarer pligt- og strafregimet med, at det er ”kriminelle” — selv om de har afsonet deres straf — og krigsforbrydere, der straffes, og som opholder sig ulovligt i Danmark. De lader som om, de ikke ved, at de fleste på Kærshovedgård er afviste asylansøgere, dertil kommer nu flygtninge, der har fået ophævet deres ophold! Politikerne har selv vedtaget, at de opholder sig ulovligt efter afvisningen!
Politikernes mobning virker ikke på hjemrejse, men gør folk psykisk syge
Politikerne begrunder deres mobning med, at Danmark selv kan bestemme, hvem det vil give lov til at være her — og hvem, der skal hjem — også selvom de har små børn i Danmark, og selvom der er krig i hjemlandet. Regeringen og politikerne påstår også, at ”Udlændingestyrelsen og Flygtningsnævnet har de slet ingen indflydelse på”, selv om hver tredje i et Flygtningenævn er ansat af Udlændingeministeriet! Og ministeren har altid fuld tillid til myndighedernes afgørelser! Samtidig ved politikerne godt at hele regimet og setuppet med udrejsecentre ikke får folk til at rejse frivilligt hjem, og at det har det ikke gjort i årevis! Men – som Michala Bendixen viser i ”En fast hånd i ryggen”, ville man i mange tilfælde kunne finde en løsning inden for den eksisterende lovgivnings rammer – fx ved at bruge paragraffen i udlændingelovgivningen om udvisningshindrede, eller ved at følge menneskerettighederne og give humanitært ophold til dem, der har krav på det, jf. Paposhvili-dommen fra Menneskerettighedsdomstolen.
Det barokke er, at Danmark tidligere har givet mange psykisk syge mennesker asyl i form af de facto status eller humanitært ophold, men det ønsker politikerne ikke at gøre nu. Det er vores politikere, og den politik, de dikterer deres myndigheder både gennem og uden om lovgivningen, den er gal med! Så snart politikerne går ud over grænserne for menneskerettighederne, som en dom fra Menneskerettighedsdomstolen viser, forsøger de at fortolke dommen, så den får mindst mulig effekt på dansk lov og praksis. Mange er endda blevet psykisk syge af forholdene på udrejsecentret sammen med den konstante stress og meningsløshed, som opleves værre end under selve flugten.
Og hvis politikerne ikke har haft lovhjemmel i deres administration angående udlændinge, så laver de en ny lov, som hjemler mulighed til at opretholde den ulovlige praksis, de rent faktisk har indført. Det ser vi i sagen om de såkaldte ”barnebrude”, og det samme er det, der er sket over for afviste asylansøgere på udrejsecentre ved at lade de skærpede regler gælde for afviste asylansøgere og flygtninge fra 3. dom. I første omgang var det Rigspolitiet, der ændrede deres vejledning herom, i 2. omgang vedtog det udlændingefjendtlige politiske flertal af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, at ændre det i udlændingelovgivningen.
De udviste tør dog stadig ikke rejse hjem, eller vil ikke rejse fra deres børn – og mange kan heller ikke, fordi de ikke har identitetspapirer eller ikke kan skaffe dem. Så de er tvunget ud i et limbo af meningsløshed, og kan se frem til en årrække på et udrejsecenter, hvor de kun kan besøge deres børn en weekend to gange om måneden, vekslende med varetægtsfængsling og tilfældige fængselsophold, med endnu ringere kontakt med børnene. Flere flygter selv fra udrejsecentrene og Danmark, end antallet, der tvangsudsendes til udlandet. Men de risikerer at blive tilbagesendt til Danmark efter Dublin-reglerne, hvis de rejser til Schengen-området.