I centrum af Aarhus ligger en lille indhegnet jødisk gravplads. Den blev indviet 1824 og var i funktion frem til 1905. I alt 62 jøder er begravet der, de fleste var fastboende i Aarhus, andre patienter på psykiatrisk hospital i Risskov, og andre fra nærliggende byer som Horsens, der ikke selv havde en jødisk gravplads. Efter jødisk opfattelse er graven den afdødes ejendom i al evighed, og jødiske gravpladser kaldes belotam, Evighedens have.
Da gravpladsen i Aarhus blev oprettet, blev der indgået en aftale mellem magistraten og den jødiske menighed om, at gravpladsen aldrig måtte sløjfes.
Selv om der ingen låge er i smedejernsgitteret omkring gravpladsen, kommer der stadig slægtninge til de afdøde og placerer små sten på gravstenene – som tegn på, at de afdøde huskes. Den jødiske skik med at lægge sten i stedet for blomster skyldes, at man ikke finder det rigtigt at tage liv fra planter for at lægge dem på en grav.
I de sidste uger har jeg tænkt meget over den jødiske gravskik. Og jeg har tænkt på den fredshilsen, vi giver hinanden under messen i den katolske kirke i Aarhus, hvor jeg hører til menigheden. Vi ønsker hinanden Guds fred og håber dermed at kunne give noget af det videre, som vi modtager. Når vi forlader kirken, er det i håbet om at kunne sprede fred til og blandt dem, vi møder. Kristne, muslimer, jøder, hinduer, buddhister, ateister. Medmennesker og med-arvinger til en verden, vi dermed også alle har medansvar for.
I dag er der ikke længere nogen aktiv jødisk menighed eller synagoge i Aarhus, men gravpladsen minder om den historiske jødiske tilstedeværelse. På gravpladsen er der bl.a. flere sten med efternavet Rée, slægtninge til storkøbmanden Hartvig Philip Rée. Han var født i Fredericia, hvorfra der kom en del jøder til Aarhus omkring år 1800, og han var langt fra den eneste jøde i Aarhus, der drev handel. En oversigt over de begravede på den lille gravplads rummer adskillige købmænd, en boghandler og en modehandlerinde, men også en buntmager, en redaktør og en proprietær.
Allerede i sidste del af 1600-tallet var der nogle få jødiske handelsfolk i Aarhus, men de var ikke velsete, og da en tobaksspinder i 1687 som den første jøde søgte og fik borgerskab i Aarhus, var der udbredte protester. En aarhusiansk tobaksspinder opsagde ligefrem sit borgerskab i protest. I 1696 havde fattigdom tvunget de jøder, der havde haft forretning i byen, til at flytte, og magistraten bad kongen om blive fri for flere jøder – for på den måde at beskytte de handlende mod konkurrence.
Trods modstanden mod de jødiske handelsfolk kom der dog flere jøder med tiden, bl.a. førnævnte Hartvig Philip Rée, der i 1810 etablerede sig som købmand og siden som ejer af et rederi og en safiansfabrik. I 1818 var han den borger i byen, der betalte mest i skat, og han blev som den første jøde i Danmark optaget i byrådet.
I dag er der adskillige borgere med anden etnisk baggrund end dansk i byrådet, og byens kulturborgmester har palæstinensisk-muslimske rødder. Hartvig Rée og andre med ham banede vejen for den sameksistens, som burde være selvfølgelig: At inddrage hinanden og bidrage aktivt til det fælles liv.
Men selvfølgeligheden lider også mange knæk, for borgere i massevis – jøder, muslimer og andre – føler sig med god grund mistænkeliggjort og truet. Med gravskændinger af jødiske grave i Randers og andre antisemitiske handlinger på Krystalnatten 9. november 2019 som det seneste eksempel på, at det stadig ikke er let at føle sig som borger i Danmark, hvis man ikke tilhører majoriteten.
Men der er også håbefulde tegn i tiden. På Krystalnatten, mens gravskænderierne fandt sted, befandt jeg mig i Roskilde, som observatør til en konference for kristne og muslimske ledere. Mange havde deltaget i møder i dette netværk i over ti år, andre var nytilkomne. Fælles for dem var et reelt ønske om ærlig samtale og forpligtende sameksistens. Der blev blandt andet talt om humor, venskab og blandede ægteskaber. Flere imamer og præster fortalte om deres erfaringer med at hjælpe familier i sorg, når en person i et blandet ægteskab var død. Ofte var familierne i konflikt og uenige om, hvordan en afdød, der fx var konverteret fra en religion til en anden, skulle begraves. Imamer og præster fortalte om, hvordan de samarbejdede og fandt løsninger, som alle i familien kunne leve med. En præst havde ligefrem oplevet, at en blandet kristen-muslimsk familie i dyb sorg netop i sorgen havde fundet sammen på tværs af forskelle. Ved begravelsen af den unge mand, der var død i en ulykke, deltog både præst og imam, og der fandt et ritual sted både i kirke og moske. ”Hvis vi kan være sammen i sorgen, er det måske her, verdensfreden begynder,” havde et af familiemedlemmerne sagt.
Det er håbefulde ord, som peger på nødvendigheden af, at vi også er sammen i livet. Det tænker jeg på, når jeg passerer forbi ’Evighedens have’, den jødiske gravplads i Aarhus.