Ingen kan tåle så megen magt, som Folketinget har overdraget regeringen ved at reducere retsstaten og tillade ’børnenes statsminister’ at forskelsbehandle nogle af de børn den danske stat har ansvar for.
„Vi passer på Danmark,” understreger vores statsminister som argument for nye stramninger i udlændingepolitikken. Næsten den samme begrundelse brugte vi i ”Bedsteforældre for Asyl”, da vi i 2007 inviterede politikerne til et ”omvendt vælgermøde” for at forklare dem, hvorfor vi hver søndag stillede os op uden for Sandholmlejren i protest mod, at vi i Danmark spærrer uskyldige mennesker inde i lejre.„Vi står her, vi gamle som har kendt Danmark så længe, for vi genkender ikke længere vores land.”Vi står der endnu. Foran Sjælsmark, og snart foran Avnstrup – for nu skal beboerne flytte igen – men blot til et nyt center, hvad der ikke giver megen mening, især ikke for de børn, som havde et normalt liv nogle timer om dagen i en dansk folkeskole. Ifølge Røde Kors har ¼ af børn på 10 år på Sjælsmark skiftet skole 4-6 gange på grund af omflytninger. „Vi passer på Danmark.” gentager Mette Frederiksen, med argumenter for at tidligere Islamisk stats-krigere ikke skal kunne vende tilbage til Danmark.
»Du har et menneske, der forlader Danmark mod alle anbefalinger, drager ud i et konfliktområde, måske begår alvorlige forbrydelser, måske sågar mod menneskeheden. Og så på et tidspunkt ønsker den person så at vende tilbage til Europa, måske Danmark«.
Ja, hvor ellers? Hvem skal ellers huse de uønskede? I en af de sange, der i hvert fald i Mette Frederiksens ungdom hørte til de kendteste danske Jeg elsker de grønne lunde, hedder det i 4. vers:
Mig fryder din ros, din ære, mig knuger din sorg, dit savn
hver glans hver plet vil jeg bære, som falder på Danmarks navn.
Statsministeren fastholder også, at situationen er til fare for børnene, som kan risikere at blive radikaliserede under deres opvækst? Men betyder det, at vi nu skal foretage sindelagskontrol og fratage forældre, vi politisk tager afstand fra, forældreretten over deres børn, som vi i forvejen har frataget dem deres danske statsborgerskab?
Uden familie, uden land, tilbydes det lille barn til gengæld en tvangsadoption.
Håndlangeren, der står for disse amputationer, hedder Tesfaye, ham er givet al magt til at udpege, hvem der skal ud, det kan ikke gå hurtigt nok, domstole eller andre myndigheder kan man spørge bagefter. Ham er det, som skal finde et sted, helst i Afrika eller et andet sted fjernt fra Danmark, hvor de afviste asylansøgere kan blive gemt væk. Vi taler om uskyldige mennesker som dig og mig.
Men man kan ikke exportere sin skam ved at gemme den langt nede i Afrika. De adspurgte afrikanske lande har da også indtil videre betakket sig for at løse et problem, de mener hører hjemme i Danmark
–Hvem kan tåle så meget magt?
