Her under vores himmelstrøg rejser man ud for at opleve verden og andre kulturer. Det har ganske vist været småt med den slags i de seneste par år, men denne artikel er en skildring fra den rejseglade forfatter, der pludselig fik verden hjem til sig selv.
Ida Winther, tale- og neuropædago
De hellige tre konger kommer omtrent fra den del af verden, der har fyldt det meste hos os her i efteråret. Historien startede sidste sommer, da vi kom i forbindelse med en 30-årig afghansk flygtning, Ezatullah Zamani, som manglede et sted at bo. Vores ungdomslejlighed i kælderen var ledig, så vi sagde ja til at blive udlejere.
Ezatullah havde derhjemme arbejdet for amerikanerne, så i 2015 måtte han flygte fra Taleban over hals og hoved og efterlade sin kone, Zakia og fem børn.
Fra hjælpsom til enlig og ensom i Danmark
Efter en forkludret sagsgang i Udlændingestyrelsen fik han langt om længe i august i år [2021] bevilget familiesammenføring. På det tidspunkt var Taleban godt i gang med at indtage Kabul, og da de havde banket på døren til familiens lejlighed og spurgt efter mænd og store drenge, turde Zakia ikke blive der, først og fremmest af hensyn til Norulla, den ældste dreng på 12. Hun og børnene boede nu på gaden, under en motorvej, sammen med andre kvinder og børn. Samtidig forsøgte hun at komme ind i lufthavnen til den danske udenrigstjeneste, som stod klar med hendes og børnenes navne på danskerlisten – men forgæves. Lufthavnen lukkede.
Ezatullah viste os nu de dramatiske videoer, som Zakia havde sendt, og han sov ikke om natten. Et par uger gik. Endelig fik familien kørelejlighed til grænsen til Pakistan, hvor udenrigstjenesten tog imod dem og forsikrede pakistanerne om, at de ville blive hjulpet videre fra Islamabad til Danmark. Sent søndag aften d. 19. september fik vi at vide at familien var på vej og ville lande i Kastrup mandag.
I mellemtiden havde Ezatullah været i løbende kontakt med sin sagsbehandler for at få hjælp til at skaffe en bolig. Han fik tilbudt en lejlighed pr. 1. december, men afviste det – så længe kunne de ikke vente. Han tog nu til Kastrup for at hente familien, og jeg fik travlt med at rydde vores fælles kælder-forrum med vaskemaskine og tekøkken, samle madrasser, vattæpper og puder.
Familiesammenført – store praktiske vanskeligheder
Hvor bevægende at opleve Ezatullah komme tilbage sammen med hele sin familie, dødtrætte men alle i god behold. Ud over mor Zakia og Norulla på 12 var det Mahnur på 7, Farman på 8, Omar på 9 og Sedra på 10.
Dagen efter tilbød integrationsafdelingen i Næstved kommune familien et par (u)mulige akutboliger, to ikke sammenhængende værelser med fælleskøkken og -bad. Nu var vi involveret, jeg deltog i møder med sagsbehandlere mv.
Vi var enige med Ezatullah og Zakia i, at det var bedst, at de blev hos os, indtil de kunne få en varig bolig. Zakia, pigerne og jeg gik i genbrugsbutikker og skaffede tøj og køkkengrej, og flere af vores venner bidrog med aflagt tøj. Vi kontaktede skolevæsenet, som reagerede prompte med at indkalde hele familien til møde om skolestart. Vi var da på besøg hos Kristian1 i Rønne. Han rundsendte en sms til alle sine naboer på Falsterbovej, og da vi kørte hjem, var bilen fyldt af skoletasker med indhold, sække med børnetøj og tre løbehjul. Allerede fra oktober gik børnene glade i skole, og far Ezatullah var efter flere måneders arbejdsløshed igen i arbejde som kok hos en afghansk restauratør.
En lykkelig efterårsferie under vanskelige forhold
I efterårsferien topper antallet af beboere i huset med 16, da alle vores børnebørn kommer på ferie. I haven spiller Omar og Farman fodbold med Andreas og Jonathan – siden september har vi ikke behøvet slå græs!
En passende bolig er stadig familiens altoverskyggende behov, men boligjagten resulterer kun i afslag på afslag på trods af ansøgninger til boligselskaber og Boligportal. Integrationsafdelingens ultimativt sidste tilbud om bolig har Ezatullah og Zakia desværre ikke kunnet overskue at tage imod, da det ville indebære næsten en times transport til skole og arbejde.
Børn og unge — myndighedsbeslutning
D. 22. november skriver jeg en underretning på den syvårige Mahnur til Børn og Unge i håb om, at det kan udvirke en løsning mht. boligen. Børnene sover ikke før omkring midnat, og vi kæmper forgæves mod for meget fugt i deres værelse. Efter et timelangt besøg sender socialrådgiveren fra Børn og Unge sin rapport om familiens uholdbare boligsituation til integrationsafdelingen, hvorfra man en uge senere svarer: ’Vi har allerede strakt os langt, så desværre………’.
Jeg er målløs!! De er helt sikkert underlagt stramme love og regler, det ved vi godt. Men alligevel! Hvor er den afdelings socialfaglighed?
Uden kommunens hjælp men med venlig stædighed får vi langt om længe en positiv opringning: ’Der er en lejlighed, kun 3 værelser og 67 kvm, men den er ledig nu!’ Flyttedagen aftales til d. 16. december, Erik sørger for trailer til flytningen, familien sover en sidste nat hos os, inden de præcis en uge før jul rykker ind i deres første eget hjem her i landet. Børnene erklærer, at de hellere vil blive i vores hus!
Refleksion over manglende fleksibilitet
Det har været nogle bevægede efterårsmåneder. At blive konfronteret med et utilstrækkeligt og ufleksibelt socialt system, som her helt tydeligt ikke når ud til sin målgruppe. At opleve et sandt forhindringsløb mellem bank, Udbetaling Danmark, ydelseskontor og kommunens andre afdelinger, hvor ingen påtager sig at få tingene til at hænge sammen, nul koordination. At erkende, hvor dårligt Ezatullah forstår dansk – han har i alle årene kun arbejdet i ikke-dansktalende miljøer – og hvordan han langt mindre forstår at agere i vores ’system’.
Samtidig har det været sjovt og livsbekræftende med alt det liv i huset. Børnene, der efter skoletid trillede ud på cykler og løbehjul og aften efter aften bankede på vores dør med tallerkner fyldt med herligt krydrede afghanske retter nede fra deres lille køkken. At blive inviteret på frokost på familiens sofa, mens hele flokken indtog deres måltid på gulvet. At følge Zakia og børnene til Coronatest og til vaccination. Og aldrig har vi haft så farvestrålende vasketøj hængende til tørre i haven.
I år har vi ikke været ude i verden, den store verden er i stedet kommet til os!