I sidste nummer af Tidsskriftet: SOS Racisme, havde vi annonceret en filmforevisning af Polanskis film: ”Officer og Spion” om Dreyfusaffæren med efterfølgende debatoplæg ved vores redaktør Marianne Olsen 5. december 2021. Det skete i samarbejde med Cinemateket i København, med ca. 60 deltagere.
Anne Nielsen, SOS Racisme
Det er altid en fornøjelse at høre på én, der ved rigtig meget om noget og som brænder for det! Sådan var det også med Marianne og Dreyfusaffæren, som hun har været optaget af hele sit voksne liv. Marianne har også udgivet en bog til gymnasiet med tekster bl.a. fra Dreyfus’ breve fra Djævleøen ud for kysten af Fransk Guyana, hvor han blev holdt i isolation som fange fra 1895 – 1899.
Jeg havde set filmen en gang før, men var lidt forvirret over, hvem der var hvem, og hvor man nu befandt sig. Marianne begyndte med at præsentere hovedpersonerne og konteksten før filmen, og det mindskede forvirringen, så jeg sad som naglet til filmlærredet i de mere end 2 timer filmen varede. Der var to hovedtemaer i filmen: Lydighed kontra civil ulydighed, og antisemitisme kontra lige ret.
Kort om Dreyfusaffæren:
Alfred Dreyfus, som var ansat i den franske generalstab, blev beskyldt for forræderi, da man fandt en håndskreven seddel, der blev brugt som bevismateriale på hemmelige oplysninger lækket til Tyskland. Han blev dømt af krigsretten på stærke mistanker og svage beviser. Han blev degraderet og sendt på livstid til Djævleøen. Der var en udbredt antisemitisme i Frankrig i 1890’erne. At han blev dømt skyldtes alene at han var jøde. På Djævleøen blev han holdt isoleret i en hytte, i en periode lænket til sin seng om natten.
Men efter Dreyfus’ landsforvisning til Djævleøen fandt General Piquart tegn på at lækagen af hemmelige oplysninger til Tyskland fortsatte, og han fandt ud af, at den skyldige var en person ved navn Esterhazy, der blev frifundet af retten og senere rejste til England. Georges Piquart, som ganske vist var antisemit, kæmpede for sandheden og retfærdigheden, da det gik op for ham, at Dreyfus var uskyldig! Han gik først til sine foresatte og krigsministeren, men blev forflyttet til Afrika for ikke at bringe skam over hæren. Men da han kom tilbage, fortsatte han sin søgen efter sandheden, blev fængslet og udsat for attentatforsøg.
Emile Zola: Jeg anklager
Forfatteren Emile Zola forsvarede Dreyfus’ uskyld og anklagede Frankrigs præsident og regering for justitsmord og antisemitisme i et åbent brev: ”J’accuse” [jeg anklager. red.] i avisen L’Aurore. I artiklen påpegede han i sin anklage, hvad Piquart havde fundet: at beviserne var overlagte fejl, at der manglede bevismateriale ved processen, og at Dreyfus og hans forsvarer ikke havde fået forelagt noget materiale ”af hensyn til landets sikkerhed”.
For at undgå en fængselsdom på et år for falske beskyldninger måtte Zola rejse til England.
Jeg er lykkelig for at bede ’Politiken’ om at viderebringe min tak til alle danskere som gerne har villet glæde sig over i min person at se den sandhedens og retfærdighedens ånd, hvis ringe tjener jeg er. Jeg kender deres kærlighed til Frankrig og det er Frankrig selv som de viser agtelse, når de ikke opgiver håbet om at se landet i spidsen for nationerne som det frieste og mest storsindede. Emile Zola Paris, den 28. januar (1898) — d.o. v/M.O.
Oprør mod justitsmordet: civil ulydighed
Men affærens helte modsiger lydighed mod hærens krav om lydighed: Piquarts, Zolas og andres civile ulydighed satte en overvældende debat i gang med mistillid til regeringen. Hele affæren afslørede Frankrigs splittelse, så det blev tydeligt at landet blev delt i to: for og imod Dreyfus’ skyld.
Dreyfus selv fylder næsten ingenting i affæren
En tydeligt svækket Dreyfus kom tilbage til Frankrig og fik genoptaget sagen efter mere end 4 år. Han blev idømt ti års fængsel, men benådet. Herefter samlede han selv flere beviser og blev endelig frifundet i 1906, og siden rehabiliteret af hæren. Regeringen faldt, og Piquart blev belønnet med hvervet som ny krigsminister. Dreyfus var fortsat barn af sin tid og glødende patriot, og trods den udståede voldsomme uretfærdighed deltog han i 1. verdenskrig for Frankrig.
Opsamling og eftertanker
Marianne gjorde efter filmen rede for Dreyfusaffæren og hvad den betød for samtiden og eftertiden: Frankrigs republik vaklede. Begivenhederne gav genlyd i hele Europa! Hun var inde på andre film om affæren og viste et billede af en statue af Dreyfus, der blev fremstillet på foranledning af Frankrigs kulturminister, Jack Lang, i 1985. Statuen har i sig selv været placeret flere forskellige steder, fordi Dreyfus stadig er genstand for krigerisk debat i det splittede Frankrig. Siden er en kopi foræret til Israel, hvor den kan ses i Tel Aviv. Vi drøftede dilemmaet mellem ubetinget lydighed og civil ulydighed, det at sige fra, og vi talte om den racisme, der dengang i selve Europa især gik ud over jøder.
Mariannes udgangspunkt var, at når man kan indlære racisme, kan man også aflære den! Selvom vi i Danmark ikke sender folk til Djævleøen i dag, er der meget, der minder om Dreyfus-affærens dilemmaer: lydighed/civil ulydighed, nationalisme og racisme/menneskerettigheder og antiracisme — og den splittelse af befolkningen, som racisme og uretfærdighed medfører.
Alvorlig eftertanke bragte os frem til vores egen tid!