Dansk asyl- og flygtningepolitik — før & nu — præsentation af Anne Nielsens seneste rapport

Du kan gøre en forskel

Bliv frivillig

Vil du være med til at gøre en forskel i kampen mod racisme? Så hvorfor ikke blive frivillig for SOS Racisme? Som frivillig har du mulighed for at hjælpe med vores arrangementer og andre spændende projekter, der er med til at skabe en mere inkluderende og mangfoldig Danmark. Vi søger altid efter engagerede personer, der ønsker at gøre en forskel og støtte vores mission om at bekæmpe racisme og diskrimination i samfundet
Er du klar? klik her!

Beretning om sider af dansk asyl- og flygtningepolitik redegør for den øjeblikkelige tilstand i dansk lovgivning på området og sætter øjeblikkets afgørelser i historisk perspektiv. Anne Nielsen, medlem af SOS Racisme Landsråd har udgivet sin undersøgelse på engelsk og lagt den på SOS Racismes hjemmeside

Ved redaktionen

Anne Nielsens rapport beskriver den danske asylpolitiks udvikling og initiativerne for at få sendt asylsøgere tilbage til hjemlandet. Livet i Udrejsecentrene tages under behandling, beskrives og kritiseres skarpt, ligesom centrene har været kritiseret både af indenlandske NGO’er og fra udlandet Konsekvenserne for de folk, der skal sendes ud afsløres i forbindelse med UNHCR’s kritik, og der peges særligt på Ellebæk.

Det historiske perspektiv

Rapporten ser migrant- og flygtningepolitik i et historisk perspektiv og viser således at Danmark inden anden verdenskrig var nærmere vores nuværende taktik end i tiden efter besættelsen:

Før anden Verdenskrig flygtede mange fra Nazityskland til de danske grænser for at søge asyl i Danmark, men de fleste blev afvist. Faktisk var der kun meget få jøder, der fik asyl. De fleste af de afviste endte i nazisternes dødslejre hvor de omkom.

Men i 1943, da den danske regering var gået af, blev der rigtig krig mellem Danmark og Nazityskland, og kort efter satte jødeforfølgelserne ind også hos os. Takket være Sveriges gæstfrihed og modige mennesker i den danske befolkning lykkedes det at redde de fleste danskere af jødisk herkomst. (Dog blev 472 mænd, kvinder og børn fanget og deporteret til Theresienstadt.)

Denne redningsdåd, der med rette har gjort Danmark berømt, bragte også nationen over på de allieredes side og i det pæne selskab ved fredsslutningen.

Dér blev vi i de følgende år:

I 1956 stiftedes Dansk Flygtningehjælp, samtidig med at regeringen sendte flere tog til Ungarn i anledning af opstanden mod Sovjetunionens voldelige reaktion på den ungarske opstand. Da togene kom tilbage med flygtninge hertil, blev de modtaget med klapsalver af borgerne på stationerne, efterhånden som de kom. Og vi fik nye og gode medborgere.

I årene 1978-85 blev Poul Hartling, der tidligere havde været Danmarks statsminister, FN’s flygtningehøjkommissær. Det var nogle år, hvor der var almindelig enighed i Folketingets partier om at Danmark skulle hjælpe flygtninge, så godt vi formåede. Der kom da også flygtninge fra så forskellige lande som Østeuropa, Latinamerika, Vietnam, Tyrkiet, Polen, Palæstina, Afghanistan, Irak, Iran, Sri Lanka, Somalia.

I 1983 vedtog man en udlændingelov der åbnede for at søge asyl i Danmark eller ved en dansk ambassade, ligesom man definerede flygtninges rettigheder i overensstemmelse med FN’s flygtningekonvention. Og i 1990’erne hjalp Danmark også Bosniere, Kosovarer og andre fra det tidligere Jugoslavien.

Mentalitetsforråelse

Det er på den baggrund de sidste 20 års stramninger og afvisninger af flygtninge og migranter skildres i beretningen og giver dagens politik det særligt uhyggelige perspektiv, der leder os tilbage til de tider hvor vi skubbede mennesker tilbage til den visse død. Og det er så meget mere skændigt, som myndighederne undlader at følge med i hvad der sker med de mennesker, som de har afvist eller tvangsudsendt.

Hjemsendelsesplaner i en Corona tid

Af rapporten fremgår det at ingen andre EU-lande, så vidt vides, har hjemsendt folk til Syrien. Danmark er i øjeblikket ved at behandle ca. 900 sager om syrere fra Damaskus området i den hensigt at flygtningene derfra ikke skal blive her. Det sker samtidig med at man formentlig ikke kan tvinge nogen ud på grund af Corona.

Det er blevet almindeligt at politikerne anklager ‘de fremmede’ for at være kriminelle. Derfor har man indrettet udrejsecentre, der er en slags fængsler, f.eks. Kærshovedgård og Ellebæk. Hvis man opholder sig disse steder er der meget snævre muligheder for at leve et menneskeværdigt liv. Det hænder at pressen nævner nogle af de grelleste tilfælde. Hvem husker ikke den grædende dreng på fem år, der ikke måtte få kartofler eller kål, fordi han var for gammel. I Avnstrup er forholdene lidt lempeligere uden høje hegn omkring.

Historien om en mor

En mor, hvis yngste barn var et år gammel og stadig blev ammet, blev tvunget til at bo i et udrejsecenter. Hun var bange for at blive idømt et års fængsel, fordi hun havde været sammen med sine to børn uden for centret. Hun brød altså opholdspligten for at tage sig af sine børn, der ellers ikke havde nogen voksen omsorg, fordi faderen arbejdede. Derfor forsøgte hun selvmord dagen før hun skulle for retten, hvilket medførte at hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Efter to dage blev hun sendt tilbage til udrejsecentret.

En måned senere blev hun uden varsel indstævnet for retten, så hverken hendes forsvarer eller hendes mand kunne være til stede og støtte hende. Hun blev dømt til tre måneders fængsel og kunne i den tid ikke se sine børn på grund af corona restriktionerne. Da hun kom tilbage til udrejsecentret, var hun blevet psykotisk: Nu taler hun til væggene og har næsten ingen kontakt med andre mennesker. Det er i sådan et tilfælde at rapporten indirekte spørger, hvem den kriminelle egentlig er.

Rapportens formal

Formålet med rapporten er at minde læseren om Den Europæiske menneskerettighedskonventions artikel 2 – retten til livet, og artikel 3: ingen må underkastes tortur, ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

I de sidste 20 år har Danmark skærpet sin politik over for fremmede, asylsøgere og flygtninge. I de sidste fem år er behandlingen af afviste asylsøgere blevet særlig mærkbart brutaliseret.

Netop i denne pandemi-tid ønsker forfatteren at minde om at disse mennesker, der har behov for beskyttelse, ikke bliver glemt. Som medlem af SOS Racisme Landsråd vil Anne Nielsen informere detaljeret om flygtninges og fremmedes straffe og vilkår. Hun peger med sin rapport på samfundets pligter over for afviste asylsøgere og afslører forholdene i udrejsecentre og i Ellebæk Udlændingecenter.

Rapporten er fuld af værdifulde oplysninger. Hele rapporten kan læses her: 20210124_Aspects_asylum_policy_emphasis_on_departure_centres.pdf – Google Drev