VÆRDIKAMPENS SLAGMARK MED STORE OFRE
Bjørn Elmquist, advokat (H), formand for Retspolitisk Forening
Udlændingepolitikken er præget af xenofobi og er derved i bund og grund menneskefjendsk. Snæversyn, egoisme og den overdrevne nationalisme, der kaldes chauvinisme, er styrende generelle træk.
Egoisme, intolerance og aggression er blevet ’danske værdier’
Det gælder også i andre lande end Danmark. Men lige siden Dansk Folkeparti i 2001 fik veto på området via finanslovsaftaler med den daværende Venstre-ledede regering og den dag i dag, har den holdning af sine tilhængere, der nu tæller socialdemokratiske ministre og borgmestre i Folketinget, været betegnet som “en dansk værdi”, der som en anden lakmusprøve har været afgørende for flertallet i Folketinget.
Kernen i denne intolerante og aggressive holdning er modstand mod “ikke-vestlige” personer, der – hvis de da i det hele taget kan blive i Danmark – under alle omstændigheder skal være så integrerede, at deres assimilering er total. Hvis de ovenikøbet skal have adgang til overhovedet at ytre sig, skal det være i form af kritik af folk af samme ikke-danske etniske oprindelse og af den kultur og religion, som tidligere var deres.
Udlændingeloven fra 1983.
Den stadigt gældende udlændingelov blev i sin grundform behandlet i folketingsåret 1982-83 og vedtaget den 3. juni 1983. Den blev vedtaget med et kæmpeflertal, hvor kun Fremskridtspartiet stemte imod, og jeg kunne som ordfører den gang for partiet Venstre fra Tingets talerstol fastslå, at det var “verdens mest liberale udlændingelov”.
Den hjemlede asylansøgere ret til at opholde sig her i landet under behandlingen af deres asylansøgning. Såkaldte de facto flygtninge kunne få asyl, selvom de ikke formelt var omfattet af FN’s Flygtningekonvention. Familiesammenføring blev et retskrav for de personer, der fik tilkendt asyl. Flygtninge, der fik afvist deres asylansøgning fik ret til at påklage afslaget til Flygtningenævnet, en ny domstolslignende instans, der blev oprettet ved loven. Og udlændinge var sikret ret til spontan indrejse (dvs. uden pas og visum) i forbindelse med asylansøgning i Danmark.
Der var, naturligvis under de interne drøftelser især hos de konservative og hos Venstre, folketingsmedlemmer, som mente at de bestemmelser gik for vidt. Der var for meget “pladderhumanisme og øllebrødsbarmhjertighed.”
Men to forhold fik dem til at rette ind.
Det ene var de ydre forhold, som den gang var hverdagen lige uden for de danske grænser: Østblokken bag Jerntæppet og Berlinmuren med DDR, Polen, USSR, Ungarn osv. hvor man nærmest dagligt erfarede om menneskelige tragedier og flugtforsøg, hvor selv de mest inkarnerede og reaktionære mennesker havde svært ved at forsvare afvisning ved grænserne og af spontanflygtninge. Vi ser pludselig mindelser om det for tiden, hvor krigen i Ukraine får ellers inkarnerede flygtningemodstandere her i landet til at åbne for folk på flugt derfra, mens de fastholder deres racistisk prægede modstand mod lige så hårdt ramte flygtninge fra andre steder i verden.
Det andet forhold den gang var de politiske hensyn, som var gældende i den nydannede ”firkløverregering” ledet af statsminister Poul Schlüter. De to af partierne, Kristeligt Folkeparti og CD, var klare tilhængere af de liberale dele af lovforslaget, og det gjorde opgaven for de ligesindede i Konservative og Venstre med at få deres skeptiske partifæller overtalt noget lettere.
Erik Ninn-Hansen krænker asylansøgeres retskrav
Den ”borgfred” holdt frem til Tamilsagen, hvor det ca. 7 år senere gik grueligt galt. Justitsministeren, den konservative Erik Ninn-Hansen, blev afsløret i at have beordret familiesammenføringer sat i bero for tamilske asylansøgere og dermed krænket deres retskrav efter udlændingeloven.
Men da først rigsretssagen mod ham og selvransagelserne i den forbindelse var overstået, begyndte angrebene på loven at tage form i anden halvdel af 1990’erne. De første, ret beskedne revisionskrav blev søgt introduceret af den nytiltrådte socialdemokratiske indenrigsminister Thorkild Simonsen, dog uden større succes grundet regeringspartneren, Det radikale Venstre.
Udlændingeloven i dag – et monument af lovsjusk.
Fra ”systemskiftet” i 2001, hvor Venstre og Konservativ som pris for støtte til de årlige vedtagelser af finanslovene blev sat under formynderskab af Dansk Folkeparti, er udlændingeloven imidlertid blevet ændret et utal af gange.
Det er i sig selv en uting, især når ændringerne ofte er affødt af en eller anden konkret sag, som man så søger en lovmæssig ad hoc løsning på ude af sammenhæng med alle de andre bestemmelser i loven. Værre endnu så brød dette med nogle grundlæggende demokratiske hensyn.
To centrale principper for al lovgivning er, at der skal tilstræbes gennemsigtighed (transparency) og forudsigelighed (predictability). Bestemmelserne skal være så tydelige og klare, at retstilstanden i så mange som muligt forskellige situationer er til at forudsige — helst af brugerne selv og ellers i det mindste af de advokater og andre private eksperter, som bistår borgerne.
Dette har Justitsministeriet for adskillige år siden udmøntet i en vejledning om god skik for lovgivning og anden regelfastsættelse, som stadig gælder, idet den faktisk genoffentliggøres med jævne mellemrum. Der står bl.a. her udtrykt med pædagogisk enkelhed, at hver paragraf højst bør bestå af 3 stykker: stk. 1, hvor hovedreglen udtrykkes, stk. 2, som indeholder undtagelser, og stk. 3, som indeholder modificationer heri, altså undtagelser fra undtagelserne.
Et andet overordnet råd er, at litreringer (afmærkning med bogstaver, red.) af paragraffer bør undgås, dvs. at man ikke bruger f.eks. § 1, § 1 a, § 1 b, § 1 c osv. På denne måde bliver teksterne lettilgængelige og nemmere at forstå, og der skabes den fornødne gennemsigtighed og forudsigelighed.
Men sådan ser udlændingeloven slet ikke ud i dag. § 9, der handler om muligheden for en udlænding for at opnå opholdstilladelse, har efterhånden 13?? litreringer, dvs. der er efter selve § 9 også § 9 a, § 9 b, § 9 c, § 9 d, § 9 e, § 9 f osv. helt til og med § 9 q. Endvidere har flere af disse paragraffer masser af stykker, ja helt op til 43. Situationen er altså, at i stedet for ideelt set én § med 3 stykker = 3 stykker i alt, er der i dag 172 stykker….!
Med Franz Kafka som inspirator?
Prøver man så at sætte sig ind i teksten og den forståelsesmæssige sammenhæng i disse regler om opholdstilladelse, bliver dette virvar en ren parodi på god lovgivningsskik. Selv erfarne advokater og andre eksperter har stort besvær med at fastlægge substansen og dermed rådgive personer, der søger besked om, hvorvidt man vil have udsigt til at opnå opholdstilladelse.
Som høringsinstans har vi fra Retspolitisk Forenings side igen og igen de sidste 10-15 år skrevet dette højt og tydeligt i vores svar og opfordret til, at loven bliver skrottet og erstattet af en helt frisk og gennemskuelig model, hvis indhold der så politisk naturligvis må tages stilling til. Gennemsigtighed og forudsigelighed er naturligvis ikke i sig selv nogen garant for, at loven i sin substans er liberal eller et restriktiv.
Men hverken ressortministeriet, justitsministeriet med dets lovkontor, statsministeriet eller for den sags skyld Folketinget har reageret.
Så lovsjusk…? Ja, også i den grad, udlændingeloven fremstår i dag som et monument af lovsjusk.
Men det kan jo være, at den gode Franz Kafka er læremester og inspirator, og det altså med andre ord er med fuldt overlæg, at denne retstilstand er skabt og opretholdt, så folk fastholdes i deres uvidende forvirring og usikkerhed og derfor helt opgiver at indgive nogen ansøgning.
Angreb på princippet om statsmagtens treadling.
I stramningshysteriet er der også gjort ihærdige bestræbelser på at få domstolene til at makke ret.
I forhold til Den europæiske Menneskerettighedsdomstol forfattede Justitsministeriet et udkast til en tekst i Europarådet, som Ministerkomitéen ved at vedtage skulle stoppe domstolen i Strasbourg med den dynamiske fortolkningspraksis, der ifølge kritikerne over årene havde ført til stigende vanskeligheder for de danske og andre nationale domstole med at følge politiske krav om flere udvisninger og færre udlændinge på ophold. Den tekst blev dog stoppet af andre medlemslande i Europarådet med de andre nordiske lande i spidsen. I stedet endte forhandlingerne med vedtagelse af Tillægsprotokol 15 om subsidiaritet og større margin for nationale domstole til at tolke egne love. Hvilken effekt det rent faktisk får på Strasbourg-domstolens praksis, er det endnu for tidligt at vurdere.
I forhold til vores egne nationale domstole har det ikke skortet på forsøg fra regeringer og folketingsflertal på, helt uagtet Grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling, at diktere, hvilke domme der skal afsiges. Det sker ved at konkretisere regler ned i mindste detalje og ved i lovbemærkningerne at skrive, at dét og dét forudsættes at blive resultatet ved domstolene. Indtil videre har domstolene dog ikke – efter min vurdering – ladet sig ubehørigt intimidere, men utrygheden er mærkbar.
Tilsigtet procesrisiko for Danmark.
Men ikke alt kan klares på den måde, for skarpe advokater og andre jurister får sig en gang imellem banet vej gennem det tætte vildnis af regler. Og samtidig er det jo ikke lykkedes at få Danmark meldt ud af Den europæiske Menneskerettighedskonvention, Europarådet og Den europæiske Menneskerettighedsdomstol. Heller ikke, hvad der er endnu mere besværligt at slippe for snærende EU-forpligtelser, hvor også Danmark jo skal balancere på en knivsæg for ikke at ende i samme situation som Polen og Ungarn med trusler om stop for EU-tilskud, hvis ikke man accepterer EU-retten forrang. Derfor bruges endnu et “fiffigt prokuratorkneb”, når forslag til nye stramninger i loven fremlægges.
Danmarks internationale forpligtelser: Hvor er statens samfundsmoral?
Justitsministeriets lovkontor skal som led i den såkaldte legalitetskontrol fremlægge en udtalelse om, om en given stramning holder sig inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser. Hvad udlægningen af de forpligtelser angår, er der søgt strammet op ved at skrive, at en dom om f.eks. at udvise en dømt udlænding med sikkerhed skal stride mod forpligtelserne, for at sådan udvisning kan undlades.
Den formulering får én til at tænke på princippet i straffesager om, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Men det virker ikke fair at bruge den beskyttelsesregel for enkeltindivider, som er oppe mod den almægtige statsmagt, når der som her er tale om at beskytte netop staten mod beskyldninger om at overtræde sine internationale forpligtelser. Burde det ikke være modsat, så et land som Danmark burde være helt anderledes omhyggeligt med at overholde sine internationale forpligtelser? Tvivlen burde i stedet komme det pågældende menneske, som er i klemme, til gode.
Den kritik preller imidlertid af mod den lakoniske betragtning, at den valgte formulering indebærer ”en procesrisiko, som vi, lovgiver og regering, er villige til at løbe…”!
Et tankeeksperiment
Tænk, hvis vi borgere udviste en tilsvarende afslappet holdning til begrebet procesrisiko? I virkeligheden er der jo desværre eksempler på den optræden, både i komplekse situationer og så de ganske enkle, hvor f.eks. en bilist helt bevidst kører over for gult. Man ved, det er forbudt, og at der kan komme en anden på tværs i krydset med risiko for død og lemlæstelse. Men man beslutter at løbe risikoen….
Denne åbenlyse mangel på god samfundsmoral passer imidlertid uden problemer, når den som med bl.a. udlændingeloven praktiseres af lovgiver og regering.
På det allerseneste er hykleriet endnu mere manifest ved regeringens lancering af Danmarks nye udenrigspolitiske strategi. Den består af fem kerneområder, hvoraf et er udbredelse af respekten for RETSSTATEN. Et grundkrav for troværdighed må dog være, at vi først fejer for egen dør og bringer orden i eget hus, før vi farer frem mod andre lande med kritik og trusler om bål og brand som del af Danmarks aktivistiske politik.