‘Den største sorg i verden her er at skilles fra den, man har kær’. Sådan lyder strofen fra digetern Steen Steensen Blicher, og den er mere relevant end nogensinde i disse år, hvor folk adskilles fra deres kære af alt fra sygdom til fjendtlige politikere
af David Rehling i Information 31. december 2020
Lykkelig må man vel kalde sig, hvis man sidder selvisoleret med den, man helst vil dele sin tilværelse med. Det held er overgået mig i de seneste måneder. Men jeg er bevidst om, at langtfra – meget langtfra – alle har haft samme lykke.
Den globale virusspredning har betydet, at mennesker i alle verdenshjørner er blevet ramt af afsavn. Tragisk og uopretteligt for nogle, når den elskede er revet bort af sygdommen. For andre ved en adskillelse, der kan føles som fysisk smerte.
Hvis afstand mellem elskende skyldes sygdom eller bestræbelser på at værne sig mod sygdom, er det en skæbne, man må søge at affinde sig med: Sådan er det.
Men ubærligt ond bliver adskillelsen, hvis andre mennesker med overlæg har lagt hindringer i vejen for samværet.
Den situation er beskrevet af den jyske præstedigter Steen Steensen Blicher. I sin 1829-novelle Hosekræmmeren lader han den dejlige bondepige Cecilia sidde i sine forældres hus og spinde på en indbildt rok, mens hun i vanvid gentager sanglinjerne:
Den største sorg i verden her
er dog at skilles fra den,
man har kær.
Esben vender tilbage
Cecilia er gået fra forstanden, fordi hendes far – hosekræmmeren Michel Krænsen – har nægtet at lade hende gifte sig med nabobondens søn, den gæve Esben. Hosekræmmer Krænsen begrunder afslaget med, at Esben ikke har penge nok til at udgøre et godt parti. Det får Esben til at vandre ud i verden for at gøre sin økonomiske lykke. Esben beder hosekræmmeren om ikke at lade Cecilia bortgifte, »inden jeg kommer tilbage, og vi får se, hvordan min lykke bliver«.
Men Esben kommer ikke tilbage. Cecilia må i kirken lave skandale for at forpurre sin fars forsøg på at afsætte hende til en anden og mere velbjerget side. Af sorg og længsel hensynker Cecilia i sindssyge og synger sin vemodige sang.
Og så indtræffer det alligevel, at Esben vender tilbage – som en velbeslået mand. Med hosekræmmerens velsignelse frier Esben nu til Cecilia.
Hvad der dernæst sker, vil det være en skam at røbe for dem, der ikke har læst Blichers novelle. Det bør de hurtigst muligt gøre, for det vil gøre dem endnu klogere på, hvad adskillelse af par kan afstedkomme.
Sørgelig motivmængde
I nutiden kan vi finde en sørgelig mængde motiver for at forhindre folk i at være sammen med dem, de helst vil. Nogle forældre bruger religion som stopklods for deres børns valg af partner. Eller etniske forskelle.
Det er der også myndigheder, der bruger deres magt til at gøre. Den heldigvis snart afgåede Trump-regering har ifølge borgerretsorganisationer fjernet 4.368 børn fra deres forældre, da familierne søgte at passere den mexicansk-amerikanske grænse. I november i år var forældrene til mere end 600 børn stadig ikke fundet.
I Danmark har vi også en aktuel variant af myndigheders adskillelse af familier:
Ordren fra tidligere integrationsminister Inger Støjberg (V) om at skille unge ægtepar ad. Den ’Instrukskommission’, der i midten af december aflagde delrapport om sagen, fastslår, at Støjbergs instruks om adskillelsen var »klart ulovlig«. Drøftelse af juraen – vigtig, som den er – kan skygge for, hvad Støjbergs handlinger har gjort ved mennesker.
Det har Ritzau på grundlag af kommissionens delrapport søgt at beskrive. Her er resultatet:
I delrapporten indgår 22 adskilte par. De blev adskilt, fordi mindst én af dem var under 18 år. For nogle af dem drejede det sig om uger, for andre om måneder. Efter adskillelserne blev der fra asylcentrene berettet om selvskadende adfærd, besvimelser og selvmordsforsøg blandt parrene.
Her et eksempel: Et ægtepar fra Syrien, han er 18, hun er 17:
»Han er yderst oprevet og kan ikke holde tårerne tilbage under sin beretning om ægtefællens tilstand. Han forklarer, at hun er ved at blive dybt depressiv. Han fortæller, at de venter barn.«
Og her er et andet eksempel: Han er i begyndelsen af 20’erne, hun 17 (hjemland ikke oplyst):
»De har fortalt personalet på asylcenteret, at de elsker hinanden og ikke vil adskilles. De har barrikaderet sig på deres værelse. Da politiet bryder døren op, truer han med at stikke sig selv med en kniv. Kvinden får et angstanfald.«
Er der en Steen Steensen Blicher til at genfortælle disse historier, så de ikke bliver glemt?
* * *
Vores situation har bragt David Rehling tilbage til Blichers hjerteskærende novelle om Hosekræmmeren. SOS Racisme besvarer hans spørgsmål med et JA: Hans refleksioner indleder en række boganmeldelser.
Coronatiden kræver som sjældent i mands minde kunst, kultur og forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, hvad et liv egentlig er – hvis man overhovedet kan sige noget ‘almindeligt’. Her skal anbefales fire bøger i smertende nutid, bange forudanelser og rædselernes konsekvender. Fremtiden er vores ansvar.
- Flugten fra Aleppo
- Det du ikke ved får patienten ondt af
- Skyggen fra Berlin
- Mirakel Spektakel