Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Leder

I det danske demokrati er venlighed forvandlet til forskrækket udelukkelse af både danske statsborgere, af asylsøgere og af børn, der trænger til menneskelig voksen varme. Kun ikke coronaen har vi formået at sætte grænser for, og som sædvanlig handler danske politikere kun af skræk, samtidig med at civilbefolkningen skal finde sig i at erkende at vi selv har valgt de folk, der ikke tør venligheden. Det er ganske vist et fint kunstnerisk udtryk Karen Margrethe Høskuldsson har givet det lille barn, Henrik Nordbrandt digter om på bagsiden. Vores barn skal åbenbart sendes videre, men SOS Racisme hævder med vores modstand at venlighed faktisk er en mulighed i vore dage, ligesom det trods alt var for 80 år siden, da Europa og verden blev lagt i ruiner.

Mens vores formand, Jette Møller går i rette med myndighederne, analyseres Trumpismen i USA og i Danmark i sin nederdrægtighed som en appel til at skifte spor også hos os.

For der findes en bedre udvej: Brobyggerne viser vejen og spørger om vi har mod til at forsones. Det er heller ikke første gang i verdenshistorien, at forsoning har fundet sted, og der er ingen anden vej. Men det kræver at vi både lytter til og taler med hinanden.

Ingen, bortset fra de børn regeringsførelsen går ud over, har det så svært som Bedsteforældre for Asyl med deres ægte venlighed og deres slagsang af Benny Andersen. SOS Racisme og bedsteforældrene giver i dette nr. de umælende stemme i håbet om at både venlighed, anstændighed og fornuft kan vinde over de argumenter, der dagligt fremføres af de ’ansvarlige’, argumenter, som specialister afviser, velvillige borgere raser over, græder over eller ryster på hovedet ad, argumenter som myndighederne vel efterhånden heller ikke selv tror på. Der tales om de ulykkelige og forkomne danske børn i de kurdisk bevogtede lejre Al-Hol og Al-Roj hver dag, så det kan være at de er kommet hjem, inden tidsskriftet kommer fra trykkeriet. Skulle det vidunderlige mirakel ske, vil bladet blot stå som en skamplet til evig tid, som en manen for fremtidens ansvarlige. Det var vel så ikke det værste, der kunne ske?

SOS Racisme har mistet en af sine både venlige og kærlige medkæmpere, Tove Krag, som vi bringer en nekrolog over.

Vi bringer også en afsløring af asyllotteriet, ligesom der er kommet et åbent brev, en bøn om familiesammenføring. Men læseren kan også glæde sig over en taknemmelig tilkendegivelse fra en karantæne, der lykkeligt bliver tilbragt sammen med den elskede. For netop det sjældne held bringer empatien frem og åbenheden for den litterære kunst, som St.St. Blicher uforligneligt skildrede med Hosekræmmeren i 1829. En novelle, der virkeliggør den rædsel, som danske myndigheder uden at blinke gør sig skyldig i. Blicher skriver: ‘Den største sorg i verden her/er dog at miste den, man har kjer.’

Endelig går vi over til de patienter, der endnu kan reddes ved Morten Sodemanns og hans ligesindedes professionelle, venlige arbejde. Han har skrevet et værk, Hvad du ikke ved, får patienten ondt af. Derefter bevæger vi os baglæns i historien med en række dokumentariske og litterære perler, indtil vi kommer til en østrigsk-jødisk emigrant, der mirakuløst for vores lille land følte sig vel modtaget – dengang også på trods af magthaverne og på grund af en venligere civilbefolkning.

 Traditionen tro skal bladet også have en bagside. Forsidens Velkommen til verden? kaster et skarpere lys over virkeligheden, og vi skylder Henrik Nordbrandt TAK for hans solidaritet.

God læselyst!