Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Trumpismen – et magtredskab der ikke bør undervurderes

Der opstår i disse år nogle forvrængninger i de vestlige demokratier, som synes ude af stand til at bekæmpe racismen. De næste to tekster er tankevækkende vidnesbyrd om vores situation lige nu

Den tredje november 2020 var der præsidentvalg i USA. Mere end 158 millioner stemmer blev afgivet i forbindelse med valget, hvilket svarer til omkring 66 procent af de 239 millioner stemmeberettigede. Procentmæssigt har så mange amerikanere ikke stemt ved et valg i over hundrede år, hvilket må betegnes som en succes for det amerikanske demokrati.

Valgets resultat endte med en utvetydig sejr til Joe Biden med godt 81 millioner stemmer over Donald Trump, der fik godt 74 millioner stemmer.

Vederhæftighed eller opmuntring af konspirationsteoretisk galskab

Set med danske øjne er der en tendens til at se det amerikanske præsidentvalg 2020 som et naturligt resultat af en ulige kamp mellem en form for politisk vederhæftighed på den ene side og en siddende præsident, der ifølge liberale amerikanske medier havde løjet i gennemsnit tyve gange om dagen i sine fire år ved magten. En præsident der ikke troede på, at klimaforandringer er menneskeskabte. En kandidat der havde isoleret USA fra sine sædvanlige allierede og partnere til fordel for russiske, nordkoreanske, tyrkiske og saudiarabiske diktatorer. En kandidat der havde fejlet i forhold til at lægge afstand til konspirationsteoretiske galninge som QAnon og højreekstremistiske grupper som Proud Boys. 

Ifølge denne artikels forfatter rammer ovenstående analyse ved siden af.

Demokratiets grundlæggende spilleregler består i med jævne mellemrum at give det enkelte individ en stemme til fremadrettet at være med til at bestemme, hvem der skal sidde ved magten. En kandidats evne til at appellere til sine vælgere og få dem til at identificere sig med sin person og projekt er helt afgørende. Ved valget i 2016 viste Donald Trump, at han besad denne evne i sjælden grad. En millionær, berømthed og TV-stjerne, der forstod at sige tingene, som de var, appellerede til vælgere fra begge fløje. Hans slogan om at ”gøre Amerika stort igen” gav frisk genlyd i en verden, hvor globaliseringens kaos alt for længe syntes at have været på dagsordenen. Efter sejren over Hillary Clinton gik Trump i gang med at levere varen. Han indledte en handelskrig mod Kina. Han gik i gang med at bygge en mur mod Mexico. Han fik USA ud af Paris-aftalen. Alle disse politikker appellerede til en snæver, nationalistisk interesse, der blev italesat med en racistisk undertone. Mere eksplicit og effektfuldt end nogen anden moderne politiker demonstrerede Donald Trump, hvor effektiv denne appel til snævre nationalistiske interesser kan være. Hvis den verden, som vi kendte før covid-19, havde fortsat i sit vante spor, er det svært at forestille sig, at Donald Trump ikke var blevet valgt til endnu en periode.

Donald Trumps anden chance forhindret af hans reaktion på Covid-19

Covid-19 ændrede imidlertid verden og dermed også amerikansk politik. Donald Trumps konsekvente kombination af bagatellisering og misinformation i forbindelse med pandemien gjorde ham upopulær på en måde, som hverken hans misogyni [kvindeforagt red], racisme, mobning, fremmedfjendskhed eller konspirationstænkning havde gjort det tidligere. Da Donald Trump selv i begyndelsen af oktober 2020 blev konstateret positiv, havde mere end 200.000 amerikanere mistet livet af sygdommen. Præsidentens kommentar på Twitter i forbindelse med sin sygdom forekom helt typisk i forhold til den hans sædvanlige måde at sætte sig selv i centrum, men forekom alligevel overraskende i dens totale mangel på empati, situationen taget i betragtning. ”Jeg er overbevist om, at det var en velsignelse fra Gud, at jeg fik covid”, sagde præsidenten og fortsatte: ”Det var en velsignelse i forklædning”.

Den 8. oktober 2020, altså en lille måned før det amerikanske valg, offentliggjorde Reuters resultatet af en undersøgelse om amerikanernes syn på Donald Trumps håndtering af covid-19. I undersøgelsen, der var lavet i kølvandet på, at Donald Trump selv var blevet smittet med covid-19, mente 37% voksne amerikanere, at Donald Trump havde håndteret pandemien godt, medens hele 59% mente, at pandemien var blevet håndteret dårligt.

Ønsketænkningens iboende usikkerhed

For at vende tilbage til den ovenfor formulerede anskuelse, at præsidentvalget 2020 blev afgjort til fordel for vederhæftighed, fornuft og måske endda anstændighed. Denne anskuelse må betegnes som ønsketænkning snarere end faktuel. Havde det ikke været for den dødbringende kraft, hvormed covid-pandemien ramte verden og dermed det amerikanske samfund, er det svært at se politiske argumenter, der skulle kunne hamle op med Donald Trumps snævre, nationalistiske politikker. Havde det ikke været for covid-19, er det tænkeligt, at Donald Trump havde siddet i det hvide hus endnu.

Det ser umiddelbart ud som om, den nyvalgte præsident er grundigt i gang med at lufte ud i det hvide hus efter sin forgængers højrepopulistiske og selv-offergørende indelukkethed. Det vil dog være en kæmpe fejltagelse at se trumpismen som noget, der hører det forrige tiår til. Dertil har den været alt for effektiv.

Det skal blive interessant at se, om Joe Biden og hans hold vil være i stand til at opstille et bredere politisk narrativ.

Resultatet er ikke givet på forhånd.

Læs osgå