Vi er nødt til at tage et personligt ansvar for samtalen. Vi er nødt til at tale sammen og især med dem, der er uden for vores egne ekkokamre.
Af Özlem Cekic, generalsekretær for Foreningen Brobyggerne
og Jane Sandberg, næstformand for Foreningen Brobyggerne
Da internettet i slutningen af 1990’erne blev vores alle sammens, omfavnede de fleste af os muligheden med begejstring. For nu var der mulighed for, at vi alle kunne udkomme med vores holdninger på tværs af alle mulige skel: geografiske, generationsmæssige, politiske og kulturelle. Med et par klik kunne vi ytre vores meninger og gå i debat med mennesker fra hele verden.
Dengang stod den teknologiske landvinding som et eksempel på en langt mere demokratisk adgang for alle.
I dag, et par årtier senere, kender vi internettets fortræffeligheder langt bedre, og vi ved også, at visionen om en ny og bedre verden ikke kunne indfries alene med internettet. For til trods for, at sociale medier voksede frem med lynets hast, og flere og flere mennesker fik profiler, kunne interagere med hinanden, og verden rykkede tættere på, viste bagsiden af medaljen sig også: de sociale medier har nemlig givet os langt flere muligheder for at samles i interesse- og holdningsfællesskaber, hvor vi kan dyrke synspunkter. Også de mere ekstreme. Og det har haft meget stor betydning for, hvordan vi taler sammen i det offentlige rum. Fronterne er blevet trukket skarpere op, og tonen er blevet langt mere barsk og præget af hadsk tale og dæmonisering af mennesker, som mener noget andet end os selv. Dyrkelse af ekkokamrene har bidraget til fjendebilleder.
Ofte har folk en rigtig god grund til, hvorfor det er nødvendigt, uundgåeligt og naturligt at svare, som de gør på sociale medier. Det hører vi konstant fra helt almindelige borgere. ”Ingen skal tale sådan til mig”, ”Jeg fik nok”, ”De skal smage deres egen medicin”, ”Man er nødt til at sige tingene direkte”. Vi gør det alle sammen. Stempler og tryner andre. Nogen lidt hårdere end andre. Men ingen er for fine til at gøre det. Vi er blinde for vores egne handlinger på sociale medier. Vores egne ekkokamre. Vi bliver motiveret, bekræftet og påvirket af vores omgivelser.
Venstreorienterede borgeres retfærdiggørelse af deres dæmonisering er sjældent anderledes end de borgere, der stemmer på højrefløjen. Vi påpeger blot, at det er naivt at tro, at man kan bekæmpe had med had.
Vi er nødt til at tage et personligt ansvar for samtalen. Vi er nødt til at tale sammen og især med dem, der er uden for vores egne ekkokamre. Ikke for at overbevise de andre om ”sandheden”, men for at være nysgerrig og lytte. Det kunne jo være, at man i det møde kunne møde sine egne fordomme og dæmoniseringer.
Det er præcis det, vi gør i Foreningen Brobyggerne: Danner og uddanner børn, unge og voksne til at tage de kritiske og konstruktive samtaler med ”de andre”. Ikke for at ensrette. Nej. Frihed til forskellighed er demokratiets stærkeste evne. Men frihed for alle kræver en større tolerance over for det, der er anderledes. Ingen af os er født med den evne. Men vi kan i mødet med andre mennesker, med viden og med en større bevidsthed træne den evne. Det kræver en aktiv deltagelse i demokratiet. Et personligt ansvar for brobygningen.
Og lad os slutte af med et citat fra Sokrates: Lad ham, som vil bevæge verden, først bevæge sig selv. Har du modet til at bevæge dig selv?