Røde Kors kalder lejrene ”Helvedes forgård”, og rundt om i den vestlige verden kaldes de efterhånden ”Europas Guantanamo”. Nogle af børnene er født i lejrene, hvor de og deres forældre har siddet i op til 4 år uden rettergang og uden udsigt til at komme for en dommer. Det er det samme, der skete for fangerne i Guantanamo
Jeg hedder Finn Parbst. Jeg er født i 1944 og har haft en god barndom med hobbies som natur, dans, frimærker, rejser og meget andet. 2. verdenskrig har jeg ikke oplevet, og den første gang, jeg opdagede, noget var galt, var, da jeg i 1956 sad klinet til fjernsynet, hvor der blev samlet ind til de flygtede ungarere. Når jeg tænker efter, så fik jeg nok mest interessen for flygtninge, da jeg mødte en østtysker, mens jeg havde et studenterjob i Helsingfors sommeren 1965. Han var flygtet, inden muren blev bygget, og jeg syntes, at det måtte være forfærdeligt ikke at kunne besøge sine slægtninge derhjemme i DDR.
Gennem ham fik jeg en frimærkebytteven i Østtyskland. Det betød, at jeg besøgte Østtyskland en del gange. Det var altid en lettelse at komme tilbage til Danmark. Man var en gang imellem træt af Danmark, men efter en tur i Østtyskland var Danmark da helt acceptabel.
Jeg blev gift og fik børn og børnebørn – som man nu gør.
Da jeg blev pensioneret, fik jeg mere tid, og for ca. 2 år siden blev jeg aktiv i ”Bedsteforældre for Asyl”.
Der har jeg haft kontakt med en Iransk familie, og jeg har fulgt meget nøje med i vores regerings holdning til de danske syrienskrigere og deres børn, og jeg er dybt uenig i den måde, den har valgt at håndtere situationen på.
Det giver sig især udtryk i forbindelse med de børn af danske statsborgere, der på grund af deres forældres fejltrin nu hensygner i de Kurdiske fangelejre al-Hol og al-Roj i det nordøstlige Syrien. Røde Kors kalder lejrene ”Helvedes forgård”, og rundt om i den vestlige verden kaldes de efterhånden ”Europas Guantanamo”. Nogle af børnene er født i lejrene, hvor de og deres forældre har siddet i op til 4 år uden rettergang og uden udsigt til at komme for en dommer. Det er det samme, der skete for fangerne i Guantanamo.
Den danske regering med Mette Frederiksen i spidsen, og desværre også mange helt almindelige danskere, går tilsyneladende ind for arvesynden. Dette på trods af at loven i Danmark siger, at man er uskyldig indtil andet er bevist. Alligevel udtaler Rasmus Stoklund gang på gang, at børnenes mødre har skåret halsen over på uskyldige mennesker. Det tror jeg ikke på, og hvor ved han det fra? Skulle det virkelig være dem alle sammen? Det er jo desværre sådan, at når et forkert udsagn bliver gentaget tilstrækkeligt mange gange, så ender det med at blive sandheden.
Desværre er der mange andre, især vestlige lande, der heller ikke tager deres borgere hjem, og argumentet for det er nogenlunde det samme: ”De er terrorister, og vi vil ikke have dem hjem”. Det betyder dog, at vi blot skubber problemet foran os. Hvis de vil til Danmark, er det nok ikke det sværeste land at komme ind i med alt det vand, som vi er omgivet af.
Politiets efterretningstjeneste (PET), regeringens rådgivere omkring terror, siger, at jo længere tid der går, jo større er risikoen for, at også de helt små børn vokser op og bliver radikaliserede i de syriske lejre. Når dertil lægges, at PET har et af de bedste af-radikaliseringsprogrammer i verden, så kan det ikke gå hurtigt nok med at starte hjemrejseprocessen.
FN’s talskvinde i torturspørgsmål, Ní Aoláin, siger i øvrigt, at forholdene i lejrene svarer til tortur – og det går Danmark vel ikke ind for?
Derfor: Tag børnene og deres forældre hjem nu! Det bør være en vigtig brik i Regeringens tryghedsskabende strategi.