Artiklen kortlægger indvandreres og flygtninges andel i landets arbejdsstyrke, gør rede for den tilkomne humankapital og giver konstruktive forslag til forbedringer.
Når vi taler om sameksistens mellem indvandrere og danskere, vil arbejdet altid have en stor betydning.
Når vi er sammen om at udføre et stykke arbejde, er vi også sammen om at skabe værdi, som andre kan bruge til noget, og som samfundet bygger på. Hvad enten der er tale om en skrue, der skal produceres, eller pleje og omsorg, der skal gives på et plejehjem.
Når vi udfører et stykke arbejde sammen, vil der være en tendens til, at vores etniske, kulturelle og religiøse baggrund mister betydning. Om du er muslim, kristen, jøde, ateist, buddhist eller hinduist har ikke den store betydning. Det har derimod dine kvalifikationer. Både dem, du har i forvejen inden ansættelsen, og om du er parat til at yde det, der skal til for at vedligeholde og udvide dem efter ansættelsen. Betydning har også dine samarbejdsevner. Det samme gælder dine personlige karakteregenskaber: Kan vi regne med dig? At du f.eks. kommer til den aftalte tid?
Når to arbejder sammen, kommer der et naturligt fokus på Det Tredje Punkt. Dvs. at de to personer hver især forlader deres etniske herkomst og mødes i den fælles udfordring – det tredje punkt – som det er at fremstille en vare eller en tjenesteydelse, som andre har brug for. Og når det sker, opstår der mulighed for, at der kan opbygges en fælles respekt for hinanden på tværs af etniske, kulturelle og religiøse skel, hvilket er guld værd, når vi snakker om at få integrationen til at lykkes.
At få indvandrere og deres efterkommere i gang på arbejdsmarkedet handler således om meget mere end at sikre virksomhedernes økonomiske indtjening og landets BNP. Det handler således også om at skabe forudsætningerne for en vellykket integration. Og dermed sameksistens mellem indvandrere og danskere.
Statistikken over beskæftigelsesfrekvensen blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere indeholder derfor nogle af de vigtigste data, vi har til rådighed, når opgaven er at vurdere, om integrationen er vellykket, eller om den er en fiasko. Jo mere fremgang, der er for den ikke-vestlige beskæftigelse, jo mere fremgang er der for forudsætningerne for sameksistens mellem indvandrere og danskere.
I nedenstående figur har vi samlet alle de data, vi har til at beskrive udviklingen i beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. Lige fra de første data, som vi fik i 1981, til de sidste fra 2019.
Figuren har tre kurver. En blå kurve med danskernes beskæftigelses-frekvens, der i hele perioden har ligget rimelig konstant på omkring tre ud af fire i arbejde. Dernæst en grøn kurve, der viser beskæftigelsesfrekvensen blandt de vestlige indvandrere og efterkommere.
Også den har ligget rimelig konstant på omkring 10 procentpoint under danskernes niveau i alle årene. Og endelig en rød kurve med beskæftigelsesfrekvensen for ikke- vestlige indvandrere og efterkommere med store udsving i løbet af perioden.
Beskæftigelsesfrekvensen blandt ikke-vestlige indvandrere og efter- kommere har udviklet sig i form af 4 faser. Den første fase (1981 til 1996) var en fiaskofase, hvor beskæftigelsesfrekvensen faldt fra 58 til 34 procent. Den blev afløst af den anden fase, som skulle vise sig at blive den første succesfase, der varede ved helt frem til finanskrisen i 2009. I den periode (1996 til 2009) steg beskæftigelsesfrekvensen fra 34 til 57 procent.
Fra 2009 til 2016 får vi den tredje fase, der kan beskrives som en konsolideringsfase. Godt nok falder beskæftigelsesfrekvensen til 50 pct., det vil sige et fald på 7 procentpoint, som er et større fald end danskernes på 3 procentpoint. Men det ændrer ikke på, at den meget betydelige fremgang for den ikke-vestlige beskæftigelse fra 1996 til 2009 netop ikke falder sam- men som et korthus i mødet med finanskrisen, som historisk set var meget dyb og langvarig.
Denne konsolidering betyder, at da den fjerde fase – og dermed den anden succesfase – starter op i 2016, sker det med udgangspunkt i en beskæftigelsesfrekvens på omkring 50 pct., hvilket er et markant højere niveau sammenlignet med opstarten på den første succesfase i 1996, hvor beskæftigelsesfrekvensen var helt nede på 34 pct. Fra 2016 og frem til i dag er beskæftigelsesfrekvensen øget fra 50 til 56 pct.
Hovedargumentet for, at vi i dag står med en integrationssucces, er, at det ikke bare lykkedes at knække kurven med den meget negative udvikling fra 1981 til 1996, men det lykkedes at gøre det på en robust og fremtidssikret måde. Og det selvom flygtningeandelen i den ikke-vestlige population stiger markant i perioden. Fra at have udgjort ca. 5 pct. i 1981 vokser andelen i første omgang til omkring en 1/3 midt i halvfemserne og dernæst til omkring halvdelen i 2009, hvor den stort set har ligget konstant lige siden. Og når man har sagt flygtninge, har man også sagt traumer, som er en stor beskæftigelsesmæssig barriere for flygtninge.
Når man i den offentlige debat uden videre sammenligner de ikke-vestliges beskæftigelse med danskernes og de vestliges beskæftigelse, er det derfor lidt som at sammenligne æbler med pærer. Hvor omkring halv- delen af alle ikke-vestlige indvandrere som nævnt har en flygtningebaggrund, gælder det kun for under 10 pct. af de vestlige indvandrere, og for danskerne er andelen 0. På trods af en stigende og stor andel af flygtninge, er det alligevel lykkedes over tid at realisere en strukturel, dvs. vedvarende forbedring af arbejdsmarkedstilknytningen blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.
Det går således godt med integrationen i Danmark. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at det ikke kan komme til at gå endnu bedre i fremtiden. Der er fortsat masser af udfordringer at tage fat i. F.eks. er beskæftigelsesfrekvensen for kvinder med en ikke- vestlig indvandrerbaggrund al for lav.
Men når man fremadrettet skal gøre det endnu bedre for integrationen, er det afgørende at finde ud af, hvad årsagen er til den succes, vi står med. Der er i virkeligheden tale om flere årsager.
Først og fremmest skyldes det, at jobmotivationen blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er på mindst samme høje niveau som det, der kendetegner danskerne. Ja, på nogle parametre er den endda højere, hvilket kan understreges ved at henvise til to af de seneste undersøgelser på området.
Als Research publicerede februar sidste år en undersøgelse, hvor respondenterne var mellem 18 og 64 år. De skulle svare på følgende spørgsmål: „Hvor vigtigt er det for dig at have et arbejde, så du kan forsørge dig selv?” For ikke-vestlige mænd var den andel, der svarede, at det var „meget vigtigt”, på 85 pct. mod 75 pct. for de danske mænd. De tilsvarende andele for kvinderne var på 82 henholdsvis 80 pct.
I Integrationsministeriets seneste medborgerskabs-undersøgelse var respondenterne 18 år og derover, og spørgsmålet lød således: „Uanset om du har en ægtefælle eller ej, hvor vigtigt er det for dig, at din ægtefælle har et arbejde?” Den andel, der tilkendegav, at det var ”meget vigtigt”, var her 64 pct. for ikke-vestlige indvandrere og 59 pct. for ikke-vestlige efterkommere, hvorimod danskernes andel lå helt nede på 38 pct.
Uden denne høje jobmotivation blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere havde der ikke været nogen integrationssucces. Men samtidig er der en række faktorer, som har spillet sammen med jobmotivationen, når man skal forklare integrationssuccessen.
Den første og mest afgørende faktor er, at indvandrernes humankapital er blevet styrket. Det vil sige deres uddannelse, danske sprogkundskaber og kendskab til det danske arbejdsmarked. Noget af den mest sikre viden, vi har, er, at en øget humankapital medfører en styrket beskæftigelse blandt indvandrerne. Og det gælder både uddannelse og de danske sprog- kundskaber.
Dernæst har selve væksten i antallet af beskæftigede blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere sat en positiv spiral i gang. Fra 1981 til 2019 er deres beskæftigelsestal vokset fra ca. 21.000 til ca. 211.000, hvilket har styrket deres beskæftigelsesrelevante netværk, som i sig selv er en forbedring af beskæftigelsen. Vi ved fra Danmarks Statistiks løbende arbejdskraftundersøgelser, at omkring halvdelen af alle nye jobs på det danske arbejdsmarked bliver besat via netværk.
Endelig er der sket en reduktion af virksomhedernes statistiske diskrimination, dvs. den form for diskrimination, hvor arbejdsgiverne kommer til at diskriminere, alene fordi de mangler erfaringer med ikke- vestlige medarbejdere. Når den absolutte ikke-vestlige beskæftigelse udvides med ca. 190.000 personer, som den gjorde fra 1981 til 2019, og det samtidig viser sig, at virksomhederne har været og er meget tilfredse med denne nye type arbejdskraft, bliver diskriminationen mindre. Og arbejdsgiverne bliver alt andet lige mere parat til at ansætte flere med ikke-vestlig baggrund.
Pointen er, at de nævnte forbedringer i større eller mindre grad ikke står og falder med konjunkturerne, som selvfølgelig også har spillet ind. Alle former for beskæftigelse, uanset hudfarve, er afhængig af konjunkturerne i samfundet, og det gælder naturligvis også beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.
Når det kommer til stykket, er det måske begrænset, hvor meget Danmark kan gøre ved konjunkturerne, fordi de i vid udstrækning bestemmes af den globale udvikling, mange gange langt væk fra landets grænser. Men vi kan gøre noget for at styrke den strukturelle beskæftigelse blandt ikke-vestlige indvandrere og efterkommere.
På et videns- og evidensbaseret grundlag kan der her peges på tre oplagte indsatsområder.
For det første en styrkelse af indvandrernes human- kapital, dvs. deres uddannelse, danske sprogkundskaber og kendskab til det danske arbejdsmarked.
Der er behov for offensive investeringer i indvandrernes humankapital i form af velgennemtænkte planer, der over en bred front løfter deres kompetencer målrettet til kommende og fremtidige jobåbninger på arbejdsmarkedet. Og i videst muligt omfang bliver koblet op på en egentlig jobgaranti, hvis indvandrerne gradvist leverer de kompetenceløft, som er lagt fast og beskrevet i sådanne planer. Finansieringen af disse investeringer kunne passende hentes fra det økonomiske råderum, som regeringen opjusterede med 5 mia. kr. i forbindelse med den økonomiske redegørelse fra august måned sidste år, og som i alt forventes at blive på næsten 29 mia. kr. i perioden fra 2020 til 2025.
For det andet en øget kvalitet i beskæftigelsesindsatsen. Den gennemsnitlige ikke-vestlige kontanthjælpsmodtager får i gennemsnit kun omkring 10 minutters danskundervisning om ugen, selvom dansk-kundskaberne er helt afgørende for beskæftigelsen. Kun 6 procent af de flygtninge, der fik opholdstilladelse fra 2010 til 2015, har deltaget i et AMU-kursus, selvom flygtninge mange gange er i målgruppen for AMU- kurser. Kvindelige flygtninge bliver kun sendt ud i virksomhedsrettet aktivering halvt så ofte som det, der er tilfældet for de mandlige flygtninge, selvom vi ved, at den virksomhedsrettede aktivering har gode beskæftigelseseffekter, hvilket ikke mindst gælder de private løntilskudsordninger. Og i 2018 deltog omkring 40 pct. af ikke-vestlige indvandrere på kontanthjælp ikke i ét eneste aktiveringsforløb.
Og endelig for det tredje en væsentlig forbedring af den del af integrationsindsatsen, der handler om at screene og behandle traumer blandt flygtninge.
Det indtil nu bedste estimerede skøn viser, at et sted mellem 30 og 50 pct. af alle flygtninge er belastet af traumer, der som nævnt tidligere er en meget stor jobbarriere. Kommunernes indsats er præget af utilstrækkelig screening af traumesymptomer, tilbud, der kun i ringe grad eller slet ikke er dækkende for traumatiserede flygtningefamiliers behov samt for svag viden om målgruppens ressourcer og behov. Dertil kommer, at relevante oplysninger om flygtninges helbred i al for svag udstrækning følger med i overgangen fra asylcenter til kommune.
Hvis vi skal gøre integrationen endnu bedre, er der derfor al mulig grund til at sætte ind på disse tre områder. Ikke bare for, at indvandrere i øget omfang kommer til at bidrage til virksomhedernes økonomiske indtjening og Danmarks BNP. Men også for at der derved skabes endnu bedre forudsætninger for sameksistens mellem danskere og indvandrere.