Dino Copelj, forfatter og digter
Sker det at politibetjente nægter at medvirke? At de nægter at afhente folk i asylcenteret midt om natten? At de nægter at fiksere en bange dreng og tvinge ham ombord i et fly? At de husker Abolfazl, der døde i Kabul, eller den somaliske mand som forsvandt efter hjemsendelse til Mogadishu? Sker det, at politifolk nægter at ødelægge familier og slæbe rundt på grædende kvinder og børn?
Ministeren har sin karriere. Departementschefen har sin karriere. Kontorchefen har sin løn og karrieren. Men sker det, at en underordnet siger fra? At en afdelingsleder i Udlændingestyrelsen siger stop og nægter at lægge navn til? At en fuldmægtig pludselig siger fra?
Sker det, at ansatte i Udlændingestyrelsen græder i søvne? Sker det, at departementschefen brækker sig af skam? Sker det, at ministeren pludselig fortryder og ringer til sine børn og hulker i telefonen?
Sker det, at nogen siger fra?
Er Holocaust og andre folkedrab bare noget som vi skal mindes om sådan cirka et par dage om året ved at holde et minuts stilhed, tænde lys, måske deltage i en mindehøjtidelighed, hvis vores travle hverdag tillader det, og i fællesskab sige “Aldrig igen”? Har disse forbrydelser kun noget med fortiden at gøre?
Markeringen af Holocaust og andre folkedrab må aldrig være kun af historisk karakter, men skal også være noget, der sætter fokus på forbrydelser og inhuman behandling af mennesker, der desværre foregår den dag i dag. Vi skal lære noget af historien, sammenligne og drage paralleller til nutiden.
Vi skal ikke kun forklare, men også forstå forbrydelserne og mekanismerne, der lå bag disse forbrydelser. Vi kan bedst mindes og ære ofrene ved at forstå, hvorfor de blev til ofre; ved at forstå alt det, der er foregået inden ofrene blev udsat for folkemord; ved at beskytte og værne om menneskerettighederne og oprigtigt mene, når vi siger “Aldrig igen”. Hver dag!
Vi skal huske på, at vores jødiske medmennesker, der blev udsat for forfølgelse og udryddelse under Anden Verdenskrig ikke blev betragtet som individer. Jøderne blev dehumaniseret ved at blive klassificeret som en homogen masse på baggrund af deres biologiske og kulturelle karakteristika. Jøderne blev dæmoniseret som “de barbariske, skadelige andre”, der var til fare for majoriteten samt samfundet og som derfor skulle udryddes. Selv lovgivning blev indrettet sådan, at det blev helt legalt at begå forbrydelserne mod vores jødiske medmennesker.
Vi er nødt til at beskytte og værne om menneskerettighederne. Vi er nødt til at betragte det enkelte individ som menneske først. Vi er nødt til at opfatte det enkelte menneske som et ligeværdigt individ med egen fornuft og samvittighed. Menneskerettigheder er vigtige! Konteksten hvordan og hvorfor menneskerettighedskonventionen blev til er også vigtig!
Vi skal huske på, at FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, som så dagens lys i 1948, netop var et barn af en efterkrigstid, hvor hele verden slikkede de åbne sår, mens Holocaust stod frisk i erindringen. Europarådet vedtog Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) i 1950. I Danmark blev EMRK en del af lovgivningen i 1992. Formålet med menneskeretskonventioner var at skabe garantier for borgernes menneskerettigheder på baggrund af forbrydelser, der viste, hvor sårbare menneskerettighederne er, hvis ikke vi allesammen påtager os et ansvar.
Hele verden forsøgte at sige “Aldrig igen!”
Vi skal til enhver tid spørge os selv om følgende:
• Er der mennesker i samfundet, der konstant stigmatiseres, dæmoniseres og dehumaniseres?
• Er der mennesker i samfundet, der konstant bliver betragtet som en del af en ensartet gruppe på baggrund af deres biologiske og/eller kulturelle karakteristika?
• Er der grupper i samfundet, der konstant betegnes som uforenelige med majoriteten af befolkningen?
• Er der grupper i samfundet, hvis religion og etnicitet konstant sættes i en negativ kontekst, som en del af et negativt narrativ?
• Er der organisationer i samfundet, der har agt og magt til at skabe en hierarkisk dominansstruktur, hvor de definerer sig selv som de “civiliserede rigtige” og underordner “de andre” som de “barbariske forkerte”?
• Er der grupper i samfundet, hvis et
nicitet eller religion, indgår som et parameter i den gældende lovgivning?
• Er der politikere og partier i samfundet, der ser menneskerettighederne som en barriere, der forhindrer dem i at føre deres politik ud i livet?
• Er et umenneskeligt, diskriminerende menneskesyn ved at blive mainstream og en ganske naturlig del af den politiske debat?
Hvis svaret er “Ja” på alle eller nogle af disse spørgsmål, og du stadigvæk er ligeglad eller ligefrem mener, at det er rigtigt at gøre, så kan du bedre forstå den ligegyldighed, befolkningens indstilling og propagandaens magt, der var med til at skabe Holocaust, folkemord i Bosnien og andre folkemord rundt om i verden.
Hvis svaret er “ja”, bliver vi alle bragt hele vejen tilbage til oldtiden, til gladiatorernes hilsen “Ave Caesar! Nos Morituri te Salutamus!”, hvilket betyder “Vær hilset Cæsar, vi der skal dø, hilser dig.”
Ave folkens! Vær hilset, folkens! Et menneske, der har overlevet krig, forfølgelse og etnisk udrensning og som er parat til at dø for kærlighed og medmenneskelighed, hilser jer! Aldrig igen… og jeg mener det!
DINO COPELJ: SMÅ FUGLE
Jeg håber at hegn, der holder folk ude, vil forvandle sig til små tykke fugle, der viser vejen til frihedens bugt, hvor folk hjælper stakler på flugt. Hvor kærlighed fås i stride strømme, hvor mennesker lever egne drømme.
Hvor hjerter er åbne og intet vil skjule, når de rører sjæle og fodrer små fugle.