Gerda Abildgaard fortæller: Kærshovedgaard (KHG) er et af de steder, der vanærer Danmark. Vi vil blive ved med at kræve lukningen af dette sted, indtil den dag, det sker, og vi er overbevist om, at det vil ske. I november var ombudsmanden på KHG, og derfor tog Merete (Fenger, red) og jeg initiativ til at lave en fredelig demonstration på p-pladsen foran KHG. Der kom omkring 70 personer. Vi fik fin presseomtale. Christian Juhl, tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten, og Lindvig Osmundsen holdt taler. Biskop Stubkjær og Benjamin Koppel kunne ikke være til stede, så vi læste deres taler. Musikalsk underholdning og fællessang “We Shall Overcome” og “Altid Frejdig”. Det blev en fin eftermiddag, hvor også en beboer fik ordet og takkede os for støtten. Benjamin Koppel var på vej til Amerika, og biskoppen var i Geneve. Her bringer vi deres hilsener.
„Brev” fra Benjamin Koppel
Når man er født i dette lille forholdsvis paradisiske hjørne af verden, som følge af en geografisk tilfældighed, bliver man automatisk en del af et af verdens mest velstillede samfund. Man har adgang til skolegang, uddannelse, foreningsliv, kan få demokratisk indflydelse, lægeadgang, har forsamlingsfrihed, kan købe ind og lave mad og se venner og familie. En nærmest uendelig frihed, som vi som danske borgere igennem generationer har vænnet os til, nyder, tager for givet. Og vi bilder os tilmed ind, at vi er solidariske med hinanden, for vi hylder og højtskatter denne frihed, både for os selv og alle andre borgere i dette land, der ligesom os selv er født til disse selvskrevne, næsten grænseløse rettigheder.
Men der er en ende på solidariteten. Der er en grænse for, hvor langt vi som samfund vil strække os i bestræbelserne på at optræde humanistisk og omsorgsfuldt overfor mennesker, der ikke er født med de samme muligheder, som ikke er blevet forkælet af ovennævnte geografiske tilfældighed. Her taler jeg om mennesker, der er flygtet fra krig og ødelæggelse, fra hjem og familie, mennesker der har efterladt deres liv i forhåbningen om at få en fremtid. Der er en grænse for vores empatiske formåen. Den rækker faktisk ikke engang til at tilbyde mennesker anstændige vilkår. Vi kan hverken finde generøsitet eller medmenneskelighed nok til at tilbyde dem levevilkår, der bare perifært kunne minde om vores egne. Fordi de for længst er bortdømte. Fordømte. Fortabte. De er blevet til liv, der ingen værdi har for vores samfund.
Jovist, paradisisk er her. Men paradiset er ikke for alle. Og når man ser på de uanstændige levevilkår, vi tilbyder mennesker, der lever på ubestemt tid på Kjærshovedgaard, kan man anstændigvis ikke andet end at væmmes ved vores samfunds ind i mellem umenneskelige menneskesyn.
Bedste hilsener, Benjamin Koppel
„Brev” fra Henrik Stubkjær
Kære Alle!
Modtag denne korte hilsen fra Geneve, hvor jeg er til Forretningsudvalgsmøde i Det Lutherske Verdensforbund. Jeg havde gerne været sammen med jer ved jeres samling her i dag. For denne offentlige markering er vigtig.
Det er et enestående og prisværdigt arbejde, I udfører i forhold til at hjælpe beboerne på Kærshovedgård, der udsættes for forhold, som ikke er det danske samfund værdigt. Tak for jeres utrættelige indsats for at sikre disse mennesker den retsgaranti, som vi troede var en selvfølge i Danmark, men som advokat Jakob Fastrup har dokumenteret, er ved at skride for disse mennesker. Hvem havde troet, at vi i Danmark skulle få et retssystem, der diskriminerer de svageste og mest udsatte?
Jeg føler ofte en magtesløshed i forhold til de umenneskelige forhold, vi byder disse borgere. Og jeg kan slet ikke genkende det Danmark, om hvilket regeringen i sit regeringsgrundlag skriver: ”Danmark er et kristent land”. Hvordan kan vores politikere opfordre alle til at støtte de iranske kvinder, der protesterer mod et undertrykkende regime i Iran ved at tage deres tørklæde af i Iran, mens man samtidig her i Danmark — hvor politikerne faktisk kunne gøre noget ved forholdene — holder iranske mænd – som protesterer og frygter samme undertrykkende regime og er flygtet fra det under umenneskelige forhold — under forhold, der systematisk nedbryder dem psykisk?
Når vi fratager de internerede på Kærshovedgård deres menneskelighed – så mister vi vores egen. Jeg taler ikke for, at vi i Danmark skal modtage alle eller at vi skal opgive en stram indvandrerpolitik. Jeg taler for, at vi skal behandle de mennesker, vi har i vores varetægt, med anstændighed og menneskelighed.
Som biskop i Viborg Stift, hvor Kærshovedgård er placeret, føler jeg et særligt ansvar for at gøre vore politikere og beslutningstagere opmærksom på de forhold, vi byder disse vore medmennesker – ikke blot de mange kristne og medlemmer af Folkekirken som er på Kærshovedgård, men alle som er placeret her uanset tro, nationalitet og overbevisning. Lader vi stå til, så dehumaniserer vi vores samfund, og så åbner vi for alverdens mørke kræfter. Lad det aldrig ske!
Lad os stå sammen om at bevare de værdier, som har været bærende i vort samfund gennem århundrede – værdier som frihed, lighed og ordentlighed.
Med venlig hilsen, Henrik Stubkjær.
„Brev” fra Jakob Fastrup
Jeg skrev i januar måned til Folketingets Retsudvalg og gjorde opmærksom på en række retssikkerhedsmæssige problemer på Kærshovedgård. Den 17/11 modtog redaktionen nedenstående om Kærshovedgaard:
Kære …
Jeg har intet hørt fra Retsudvalget, og forholdene er efter min vurdering i dag værre end da jeg skrev til udvalget. Det glæder mig derfor, at Folketingets Ombudsmand er i gang med at undersøge forholdene netop i disse dage.
Frem til 1961 blev utilpassede drenge deporteret til Limfjordsøen Livø. Blandt de deporterede var den senere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far. I samme periode blev piger og unge kvinder interneret på Storebælts øen Sprogø. Da vi i Danmark syntes, at grønlænderne fik for mange børn, blev unge piger og kvinder tvangsmæssigt og uden samtykke gjort ufrugtbare ved at der blev opsat en spiral. Også dette uhyrlige overgreb fortsatte til op i 60’erne.
Vi har i Danmark tilsyneladende desværre en tradition for at behandle marginaliserede mennesker dårligt. Kærshovedgård er, som jeg ser det, det sidste udslag af dette i vores danske historie. Når det gælder retssikkerhed, er der for mig ingen nemme løsninger: Retssikkerhed kan ikke gradbøjes!
Med venlig hilsen, Jakob Fastrup, Forsvarsadvokat