En revision af trossamfundsloven er indskrevet i loven fra 2017, men har været udskudt adskillige gange. Trods mange gode takter bliver spørgsmålet til revisionen om der alene skal stilles skærpede krav til trossamfundene og indføres nye greb overfor ekstremisme, parallelle retssystemer og religiøse vielser af f.eks. mindreårige. Eller, om der med revisionen er mulighed for en større religionspolitisk indsats med at trække de trossamfund, som vil være medspillere, bedre ind i folden.
Trossamfundslov siden 2017 Skærpede krav eller samarbejde
Det var på mange måder en stor religionspolitisk og religionsretlig begivenhed, da Danmark i 2017 fik en trossamfundslov. Efter en større betænkning fra trossamfundsudvalget blev trossamfundsloven enstemmigt vedtaget i folketinget. Dermed blev det løfte, som siden 1849 har stået i grundlovens §69, opfyldt.
Det erklærede formål med trossamfundsloven er at give en sammenhængende lovregulering af trossamfundenes forhold og at skabe et bedre overblik og en større gennemsigtighed i forhold til gældende ret for trossamfund. Meningen var, at det skulle gøre det lettere at gennemskue, hvilke rettigheder og pligter et trossamfund og deres medlemmer har.
Rettigheder og pligter
Trossamfundsloven regulerer anerkendelse, trossamfundsregister, det rådgivende udvalg vedr. trossamfund, vielsesbemyndigelse til trossamfund og et tilsyn med trossamfunds oplysningspligt samt muligheden for tilbagekaldelse af anerkendelse.
I 2018 kom trossamfundsregisteret til. Her blev det konkret hvilke oplysninger om indberetning af årsregnskab, medlemstal, stamoplysninger og mere, som trossamfundene skal indsende og som kirkeministeriet fører tilsyn med. De vedtægter og ritualbeskrivelser, som indgår i anerkendelsen, er nu offentlige, og de har betydning, hvis en anerkendelse skal tilbagekaldes.
Med sine krav og forventninger til trossamfund, kan trossamfundsloven siges at lægge grunden for, hvad jeg lidt friskt har kaldt aftale mellem det brede samfund og trossamfundene. Dermed er det tydeligere, hvad man som trossamfund skal leve op til og hvad man får ud af at søge anerkendelse, nemlig vielsesbemyndigelse og en række fradrag. Der er selvfølgelig stadig religionsfrihed, også til ikke at søge anerkendelse, men her er en mulighed for at trossamfund kan markere sig positivt og sende signaler om delt
Jeg har lidt friskt kaldt det en aftale mellem det brede samfund og trossamfundene. Dermed er det blevet tydeligere, hvad trossamfundene skal leve op til, og hvad de får ud af at søge anerkendelse, nemlig vielsesbemyndigelse og en række fradrag. Der er stadig religionsfrihed, også til ikke at søge anerkendelse, men her er en mulighed for, at trossamfund kan markere sig positivt og sende signaler om delt
Anerkendt eller godkendt trossamfund
Både i høringssvarene til den oprindelige lov og i arbejdet efterfølgende har mange trossamfund udtrykt sig positivt og opmuntrende om trossamfundsloven. Bl.a. var flere af de islamiske trossamfund meget begejstrede for at de nu endeligt kunne kalde sig selv anerkendte, på linje med jøder og katolikker, og ikke blot godkendte. Anerkendelsen har ikke nogen ny virkning i forhold til godkendelse, men nu bliver alle trossamfund omtalt på samme måde. En symbolsk forskel, måske, men vigtig for at skabe en forståelse af ligeværdighed og for den gensidighed, der ligger i anerkendelse. Dog var der også kritik fra trossamfundene, hvor bl.a. de mange gamle og veletablerede trossamfund fandt det besynderligt, at vielsesforrettere skulle gennemføre et kursus i dansk familieret, frihed og folkest
yre. Hvor ligger anerkendelsen i det, hvis man samtidig underkender trossamfundenes grundlæggende danskhed og respekt for frihed og folkestyre? Dog kan man med rimelighed fastholde, at det er svært for nogen, og det er en af den slags udfordringer, hvor det handler om at være på den sikre side.
Mange kritiserede også det bureaukratiske og omstændige arbejde med vedtægter, regnskaber, revision og indsendelse af tal, og det har da også vist sig, jf. statsrevisorernes kritik, at der er fejl i en stor del af indrapporteringerne. Endeligt er der for mange mindre trossamfund med små donationer og få udgifter ikke store økonomiske incitamenter til at søge anerkendelse – man kan jo ikke få fradrag fra donationer, der ikke er der. Derfor synes det samlet set, at der er en ubalance imellem gulerod og pisk, som ikke gør det entydigt attraktivt at søge om anerkendelse som trossamfund. Spørgsmålet er derfor om der er rimelighed i balancen mellem krav og forventninger på den ene side og fordele og nytte på den anden side.
Udfordringer og kritik
Det har med stor tydelighed vist sig, at Kirkeministeriets opgave med at oprette og drive et digitalt trossamfundsregister, er en stor opgave. Det er omfattende og dyrt at føre tilsyn med området, især de lovpligtige oplysninger som trossamfundene skulle indberette til trossamfundsregisteret, tager lang tid og mange kræfter, at få indsamlet. Sammen med betydelige udfordringer under og efter coronakrisen har den store arbejdsbyrde ført til kritisabelt lange sagsbehandlingstider, hvilket også er blevet omfattende dækket i pressen, hvor især Kristeligt Dagblad havde en serie om kirkeministeriets lange sagsbehandlingstider. Her blev det afdækket at der var årelange sagsbehandlingstider på mange ansøgningssager, og endda flere på op til tre og fire år, samt at flere ansøgere ikke hørte fra ministeriet i år ad gangen. På grund af udfordringerne og de øgede udgifter til administration af trossamfundslovens område har Kirkeministeriet fået forhøjet sin bevilling til opgaven, fra 1,3 mio i 2018 til 5,0 mio i 2024.
Rigsrevisionens kritik af Kirkeministeriets administration og forvaltning
I lyset af de udfordringer som Kirkeministeriet stod overfor med denne opgave, tog rigsrevisionen i januar 2022 initiativ til at undersøge Kirkeministeriets administration og forvaltning af trossamfundsregisteret. Med udgangspunkt bl.a. i Kirkeministeriets egne stikprøver fandt statsrevisorerne at ”Kirkeministeriets forvaltning af Trossamfundsregisteret har været utilfredsstillende, og at ministeriets kontrol og tilsyn med området har været utilfredsstillende.” Statsrevisorerne finder bl.a. en del af forklaringen i, at Kirkeministeriets egne stikprøver fandt fejl og mangler i ca. 74% af de indberettede regnskaber i deres prøve, og at 47% af de anerkendte trossamfund ikke indberetter i overensstemmelse med reglerne.
Det kommende revisionsarbejde – efter corona
Netop derfor er det meget rosværdigt, at der er en revisionsparagraf i trossamfundsloven, og at Kirkeministeriet – trods forsinkelser – tager opgaven med revision af loven alvorligt. Revisionen blev dog i første omgang forsinket og derfor udskudt pga. corona og et manglende erfaringsgrundlag for revision. I 2022 blev Kirkeministeriets erfaringer samlet og præsenteret i et notat, og der har været en aktiv og bred medinddragelse af anerkendte trossamfund og menigheder i det efterfølgende arbejde. I notatet kommer Kirkeministeriet med en række forslag, som skal lovfæste en del af de oplysnings- og dokumentationskrav som er nødvendige for anerkendelsen, tydeliggørelse af trossamfundenes ansvar samt flere forslag, der virker rimelige og pragmatiske. Dog er der også forslag til nyt krav om ’udtrykkelig anerkendelse af dansk ægteskabslovgivning’, en udvidelse af dekorumkravet og et forslag om nyt krav om ekstern revision af trossamfundenes regnskaber. Disse punkter og flere har der været stor debat om og kommer der til at være i højere grad når et lovforslag præsenteres, men allerede nu bliver det af mange trossamfund set som endnu mere ’pisk’, uden at der følger ’gulerod’ med.
Stramninger eller nye perspektiver med de skiftende ministre?
Kirkeministeriet har i lovprogrammet for folketingsåret 2023-2024 udskudt revisionstidspunktet i trossamfundsloven til folketingsåret 2024/25. En del af forklaringen på den udskudte revision ligger hos de forskellige ministre som har været i trossamfundslovens levetid. Og med de skiftende kirkeministre også skiftende forventninger til og forståelser af hvad trossamfundsloven skulle kunne gøre. De to tidligere kirkeministre, Joy Mogensen og Ane Halsboe-Jørgensen, har begge talt for at ”forkyndere bliver medspillere i stedet for modspillere i integrationen”, men det bliver brugt som argument for at stramme yderligere og indføre flere og skrappere krav. Som relativt nyudnævnt kirkeminister fik Morten Dahlin kritik for at ville bruge ”platformen som minister for landets trossamfund til at bekæmpe religiøs ekstremisme”. Det er sandsynligvis også ham, der skal stå for gennemførelsen af revisionen i lovgivningsåret 2024-2025, så derfor bliver det spændende at se, om det perspektiv også kommer ind.
En større forsknings- og uddannelsesopgave venter på os
Det er en ganske legitim – og svær – opgave at ville styrke indsatsen imod f.eks. parallelle retssystemer og religiøse vielser af mindreårige. For der er problemer og der er trossamfund, der er mere ’modspillere end medspillere’. Og her er krav og høje forventninger til trossamfund helt forventeligt. Alligevel ligger der også en bredere og mere inkluderende opgave foran kirkeministeren og den forestående revision af trossamfundsloven. For selvom der er ’modspillere’, så er der mange flere ’medspillere’, nemlig de omkring 200 anerkendte trossamfund. Hvis man for alvor vil bruge trossamfundsloven til at føre religionspolitik, så kan man med rimelighed bygge videre på den samfundsaftale, der allerede er indgået med trossamfundsloven. Det kunne ske ved at sikre et tiltrængt juridisk, organisatorisk og økonomisk udviklingsarbejde i trossamfundene – jf. de problemer Kirkeministeriet har stået overfor på de tre områder – samt i det hele taget give trossamfundene bedre muligheder og vilkår. Kirkeministeriet har allerede brugt kræfter på medinddragelse, og der er håb for, at der bliver lyttet i den videre proces.
Behov for ny forskning, ny undervisning og ny lærebog
Trossamfundsloven er på mange måder et fokuspunkt i en meget større udvikling. Vi har i dette århundrede set et omfattende religionsretligt lovgivningsprogram, som har udfoldet sig siden 11. september 2001, med karikaturkrisen 2005-06, med ’imam-pakken’ fra 2016, med Trossamfundsloven 2017 og endnu mere for nyligt, f.eks. med ændring af straffeloven om koranafbrænding fra 2023. Et helt nyt felt som kræver ny forskning, ny undervisning og ny lærebog. Derfor er der også mere fokus på religionsretlig forskning, f.eks. i ’religiøse råd og domstole i Danmark’, ligesom der er oprettet en forskningsgruppe i ret og religion på tværs af Det teologiske Fakultet og Det juridiske Fakultet på Københavns Universitet, som vi kalder CORAL – Copenhagen research on Religion And Law. I 2024 kommer også nye masterkurser i ’Religionernes ret, etik og praksis i Danmark’ og ’Kirke- og religionsret’, og professor Lisbet Christoffersen vandt i 2023 forlaget Samfundslitteraturs lærebogspris for sit forslag til lærebog om ’Kirke- og Religionsret i Danmark’. Der er med andre ord nok at se til, og hvis det står til mig, så kommer forskningen også til at bidrage.
Niels Valdemar Vinding er lektor i islamiske studier, ret og religion på Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet. Han har en ph.d. i islamiske studier og en master i kirke- og religionsret, og har skrevet bredt om trossamfundene uden for folkekirken. Han er initiativtager til CORAL – Copenhagen research on Religion and Law (coral.ku.dk), og arbejder på at oprette et nyt uddannelsestilbud i religion, ret og samfund. Denne artikel er den tredje, hvor af de to tidligere er bragt i SOS Racismes tidsskrift i forårs- og efterårsnummeret 2023. Denne seneste kan også læses i Retspolitisk forenings nyhedsbrev.