…Ellers går det helt galt Af Bjørn Elmquist, medlem af Retspolitisk Forening, tidl. Advokat og MF for Venstre og RV.
Her skal påvises at dansk manglende respekt for egne regler medfører selvskabte katastrofer:
Da jeg for nogle uger siden blev opfordret til at skrive til forårsnummeret af SOS Racismes tidsskrift – denne gang under temaet RESPEKT, — ramte det midt ind i nogle tanker, som jeg gennem de sidste mange måneder har gjort mig.
Teflondemokrati
Vores myndigheder herhjemme med regering og folketing i spidsen har udstyret sig med en teflonagtig overordnet holdning gående ud på, at ”vi” har styr på det hele: klima og miljø er de absolutte prioriteter. Vi kender og har erkendt problemerne og er med valget af tiltag på rette vej til at redde miljøet. Vi er også på rette vej med hensyn til konflikten mellem Israel og palæstinenserne i Mellemøsten og krigen i Ukraine. Vi leverer komponenter til israelske kampfly, men vi følger meget nøje med i, hvad der foregår dèr. Vi har afsat omkring 150 milliarder kr. i de nærmeste år til militærudgifter og agerer i fuld takt med EU og NATO.
FØLGAGTIG OG ENSRETTENDE PRESSE.
En stort set samlet presse, i hvert fald den, man betegner som main stream, er helt med på denne officielle holdning. Støder man en sjælden gang på kritik i de medier, går den på, at det går for langsomt med genoprustningen, og at der skal mere af samme skuffe til…. Derimod har jeg intet steds hverken i nyhedsdækningen eller kommentarerne, herunder også dem, der er kommet fra de politiske partier med eller imod regeringen, om den helt evidente modsætning mellem klimamålenes nedbringning af CO2-udslip på den ene side og så på den anden side den enorme udslipsbelastning, som både de konkrete krigshandlinger og våbenproduktion i sig selv betyder. Er der nogen, som har set et ”grønt regnskab” opstillet f.eks. i forbindelse med det politiske forlig om de øgede militærbevillinger? Eller som følge af leverancerne og brugen af ammunition, missiler og panserkøretøjer til Ukraine og af kamphandlingerne i Gaza og andre steder i Mellemøsten? Den kendsgerning er efter min opfattelse et tydeligt tegn på manglende respekt for almindelige menneskers sunde fornuft, hvad der er fatalt i et demokratisk samfund. Og desværre gør denne mangel på respekt sig også gældende på en lang række andre punkter.
INTERNATIONAL RETSORDEN.
Der er gennem årene søgt opbygget en international retsorden, hvor der skulle ske uvildig pådømmelse af staters krænkelser af folkeretten og krigens love. Men store internationale aktører med USA, Rusland og Kina i spidsen har aldrig sat bestemmelserne i kraft over for egne handlinger og egne statsborgere. Og for et land som Danmark, der rent faktisk har ratificeret aftalerne og stedse fastholder, at en række lande med Rusland i spidsen overtræder reglerne, viser det sig igen og igen, at vi prøver selv at ”gå under radaren”. Det skete i forhold til vores ageren i krigen mod Irak, og på det seneste er det afsløret, at det også er sket i Libyen under vores deltagelse dèr i den væbnede aktion i 2011 mod landets daværende diktatoriske leder Muammar Gaddafi. Det har nu vist sig, at man i det danske forsvarsministerium i årevis har haft klar dokumentation for tab af civile liv i forbindelse med aktiv dansk deltagelse i væbnede aktioner. Og der er også for nyligt fremkommet oplysninger om dansk viden om seksuelle overgreb på drenge i Afghanistan under dansk militær tilstedeværelse i landet. Dette viser en total mangel på respekt over for pligten til selv at handle i overensstemmelse med de høje mål og principper, som vi siger, vi hylder, og som vi anklager andre for at krænke.
MANGFOLDIGHED CTR. ENSRETNING.
Som allerede anført fremtræder den hjemlige presse overordnet set som ganske ensidig. Ordvalg og formuleringer går igen og igen: hvis en modpart overhovedet citeres, så bliver det med udtrykkene ”hævder” og ”påstår”, mens vores egne favoritter ”siger”, ”oplyser” eller ”fastslår”.
Manipulation og propaganda
Den slags fif, rene og skære udeladelser samt manglende dækning er imidlertid ikke nyhedsformidling og oplysning, men manipulation og propaganda. Snigende og umærkelig for mange. Tag dog ikke fejl. Propaganda behøver slet ikke være så gruopvækkende åbenbar som det berygtede filmklip fra Tyskland i slutningen af 2. verdenskrig med Hitlers propagandaminister Wilhelm Goebbels: ”Wollt Ihr den totalen Krieg?”, som modtages af den brølende menneskemasses ”Jaaaa…” med heilen og tordnende jubel.
Manglende ytringsadgang
Udeladelser og manglende ytringsadgang i massemedierne rammer bl.a. fredsbevægelserne. Dem er der ellers flere stykker af, også herhjemme, som tappert forsøger at komme til orde med deres manende budskaber. Ingen nævnt, ingen glemt. Men de får i disse år meget lidt plads, om overhovedet nogen, i den almindelige pressedækning. Og de politiske partier i almindelighed viser heller ingen interesse i dem. Den samme forbigåelse rammer fredsforskere, hvorimod militærfolk og ansatte på Forsvarsakademiet er i højeste kurs til udlægning af, hvad der foregår og bør ske.
Undtagelsen
Dette gælder også i de fleste andre europæiske lande. En undtagelse synes dog at være Tyskland, hvor der jo i nogen tid har været bevægelse i de politiske fronter. Mange gyser, helt forståeligt, ved den voldsomt stigende tilslutning til AfD (Alternative für Deutschland) og bevægelser endnu længere ude på højrefløjen. Men den 27. januar 2024 satte en stiftende kongres i Sahra Wagenknechts Alliance for Fornuft og Retfærdighed (Bündnis Sahra Wagenknecht eller BSW) Tysklands nyeste politiske organisation på landkortet med et klart freds- og nedrustningsprogram som det bærende. Meningsmålinger har vist en positiv modtagelse hos vælgerne med over 10 %’s tilslutning.
UDEN GENSIDIG RESPEKT OG TOLERANCE INTERNATIONALT GÅR DET GALT.
Sameksistens og Wandell durch Handel lyder af fjern fortid og er slet ikke på den aktuelle danske eller Vestens dagsorden. Næh, de er i dag nærmest fyord, som kan bringe én i vanskeligheder, hvis man åbent bekender sig til dem. Fremmed agent? I hvert fald ”udbreder af synspunkter, der er samfunds farlige og ”vand på modpartens mølle”.
Murens fald var en chance man lod ligge
Vi missede en gylden mulighed i årene efter Murens fald og Sovjetunionens og Warszawa-pagtens opløsning. Vi høstede ganske vist i nogle år ”Fredsdividenden”, men undlod at geninvestere tilstrækkeligt klogt og forudseende i det gensidigt forpligtende samarbejde, som i nødvendigt og tilstrækkeligt omfang kunne tilgodese Ruslands legitime sikkerhedsmæssige interesser i nærområdet, jf. Cubakrisen, hvor tilsvarende blev gjort gældende af og i forhold til USA mod opstilling af missilramper på Cuba og accepteret de facto af modparten. I stedet er NATO, EU og G7 blevet så offensive og aggressive i deres fremfærd, at der globalt skabes uro og modvilje mod Vesten som sådan og mod vores verdensmodel, der opfattes som neokolonialistisk og racistisk.
Håb for nye muligheder?
En meningsmåling foretaget i 2023 i 21 lande over hele verden bl.a. Danmark af den i Berlin baserede tænketank European Council on Foreign Relations undersøgte holdningen hos et repræsentativt udsnit på i alt 25.000 personer til, om der ventede deres eget land en bedre fremtid. I USA svarede 24 % ja, i EU 31, i Rusland 54, i Kina 69 og i Indien 86. Den højere tro på fremtiden andre steder end i Vesten kan skyldes, at man de steder i dag har det dårligt, og at det herefter kun kan blive bedre. Men forklaringen kan også være eksistensen af en fast vilje til at gøre en forskel.
Ufravigelige krav til egen indsats
Dette har allerede slået igennem i forhold til Danmarks og vore vestlige allieredes mulighed for at nyde respekt og støtte globalt set. Som det har udspillet sig i det seneste par år, er tilliden til os i det Globale Syd og Øst og viljen dér til at samarbejde forpligtende med Vesten blevet meget sparsom. Vi bliver nødt til med egen adfærd så hurtigt som muligt at vise og bevise, at vi selv tager de forpligtelser ganske alvorligt, som vi kræver, at de andre følger, også med hensyn til bekæmpelsen af forureningen og vores overforbrug af klodens ressourcer. Med de enorme miljø- og klimaproblemer, hele verden står over for, er der ingen vej uden om. Loyalt, forpligtende og omfattende samarbejde om de effektive – og allerede kendte – løsninger er en nødvendighed. En conditio sine qua non.