Henrik Vestergaard Stokholm, rektor, Nyborg Gymnasium
Kære venner
Af hjertet tak for Menneskerettighedsprisen. I aner ikke hvor meget den betyder for mig personligt og ikke mindst for min dejlige skole i Nyborg. Jeg er så dybt taknemmelig, beæret, stolt og rørt. Men jeg er også ked af det. For det burde ikke være nødvendigt at give en rektor i Nyborg en pris for at passe sit job, passe på sine elever og sætte ord på den måde, vi behandler udsatte mennesker og flygtninge i det her samfund. For mig er det en del af rektorgerningen, men det er også min pligt som almindelig borger i Danmark. Jeg har godt kunnet mærke, at mine ord og min ageren er blevet bemærket mange steder, og det har faktisk overrasket mig meget. Jeg har både mødt et blindt had, som jeg ikke kendte før, men også en varme, støtte og opbakning, som har holdt mig kørende i de svære stunder.
Værdimæssigt jordskred
Grunden til jeg står her i dag er jo egentlig rigtig sørgelig, fordi de sager og søde elever, jeg har kæmpet for, grundlæggende skyldes et værdimæssigt og politisk jordskred, som truer retsstaten, ytringsfriheden, menneskerettighederne og de værdier, vores samfund bygger på. Det er så trist, og jeg siger tit undskyld på Danmarks vegne, når jeg taler med syrere, somaliere, afghanere eller de mange udenlandske elever fra 40 nationer, som bor på min skole. De forstår ikke den hårde tone eller den hjerteløse behandling af de mest sårbare i vores land. Vi kan ikke være bekendt at behandle mennesker, som vi gør. Skal vi virkelig være det eneste land i Europa, der behandler udsatte mennesker i nød på den måde, og skal vi virkelig sætte elever og familiers liv på standby på ubestemt tid på udrejsecentre med motivationsfremmende foranstaltninger?
Livsnødvendige spørgsmål til uduelige lovgivere
De spørgsmål har jeg gentaget og gentaget gennem de seneste år, og de spørgsmål bør stilles. For det er så skammeligt og det handler ikke om partipolitik og ideologier, men om anstændighed, ordentlighed og grundlæggende værdier i vores samfund. Om menneskerettigheder! Men det handler også om liv og død. De spørgsmål skal kunne stilles af alle, men fordi jeg har stillet dem, så har det affødt voldsom kritik og ønsker om, at jeg skulle fyres. En rektor må åbenbart ikke mene eller gøre noget. Sådan var det helt fra begyndelsen tilbage i 2018, da jeg involverede mig for første gang. Lad mig citere:
“Hvad er ministerens holdning til, at rektor på Nyborg Gymnasium vil trodse Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ophold til en somalisk familie, der skal forlade landet, som medfører, at børnene ikke har ret til skolegang og undervisning på gymnasiet, og mener ministeren, at en rektor kan se stort på Udlændingestyrelsens afgørelse, og hvilke følger mener ministeren, at dette bør have for hans ansættelse?”
Sådan lød §20-spørgsmålet fra Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti til daværende Undervisningsminister Merete Riisager fra Folketingets talerstol d. 6. december 2018. Spørgsmålet stillede han i vrede over, at jeg havde ladet to somaliske piger blive i deres 10. klasse på Nyborg Gymnasium og sikrede skolegangen for deres mindre søskende. Alle børnene blev i strid med Grundloven og FN’s børnekonvention meldt ud af deres skoler med to dages varsel – og kommunen stoppede al økonomisk støtte. Familien var endt i et juridisk vakuum. Jeg selv, skolen og lokalsamfundet samlede penge ind, så den stakkels familie ikke skulle sendes til et udrejsecenter, og vi lavede nødskole for de små børn. Det var og er helt uforståeligt og uretfærdigt, at en familie kunne bringes i sådan en situation, for i den Grundlov, der er grundlaget for retsstaten, står det klart defineret: Alle børn har ret til undervisning!
Den gode farisæer og den lovbrydende ministers vurdering
Alex Ahrendtsen var ikke så forstående og meldte formfuldendt ud i dagbladet Information, at rektor var ”en selvgod og selvretfærdig farisæer fra Nyborg, som lever i sin egen lille beskyttede verden med en forholdsvis sikker indtægt på et gymnasium i et stille kvarter i Nyborg”. Lokale og nationale partifæller bak-kede ham op i samme hjertelige tone. De beskyldte mig for at lege politiker og så helst, at jeg blev fyret hurtigst muligt. Den daværende Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg udtalte også, at rektor på Nyborg Gymnasium førte sin egen udlændinge- og integrationspolitik. At det var forkert for en embedsmand at blande sig i sådan en sag. Det til trods for, at jeg igen og igen udtalte, at jeg bestemt ikke var eller er politiker — og virkelig ikke ønsker at være det — men at jeg er sat i verden for at passe på mine elever, og at friheds- og menneskerettigheder gælder for alle – også børn med somalisk baggrund.
Alle børns ret til undervisning
Efter juridiske granskninger konkluderede Undervisningsminister Merete Riisager, at jeg ikke havde gjort noget ulovligt — tværtimod. Hun udsendte efterfølgende et hyrdebrev til alle landets 98 kommuner, der skulle sikre, at børn og unge aldrig igen blev meldt ud af skolerne på den måde. Ministeren slog fast, at det var imod reglerne, at børnene blev nægtet undervisning, og sagen endte med, at alle børnene kom tilbage i skole – og familien fik permanent opholdstilladelse.
Historien gentog sig to år senere, da min søde elev Aya fra Damaskus i Syrien fik frataget sin opholdstilladelse tre måneder inden studentereksamen. Hun og hele familien fik heldigvis omgjort afgørelsen i Flygtningenævnet i juli måned efter en heftig kamp og voldsom debat. I hørte måske om sagen, for den eksploderede i medierne – særligt i udlandet. Både jeg selv, skolens elevråd og mange andre med os satte nemlig spørgsmålstegn ved den egenrådige danske vurdering af sikkerheden i Syrien, som er stik imod vurderinger fra FN, USA, Amnesty, EU-parlamentet, Den europæiske menneskerettighedsdomstol og det meste af den vestlige verden. Samtidig problematiserede vi det faktum, at vi sender syriske flygtninge til udrejsecentre på ubestemt tid, hvor de kommer til at rådne op.
Jeg tillod mig kort sagt at ytre mig i medierne om Ayas urimelige situation og den umenneskelige behandling af de syriske flygtninge, og jeg tillod mig at have en klar mening – både som rektor og som borger i Danmark. Det affødte massiv kritik, trusselsbreve og beskyldninger om politisk indblanding fra både Stoklund, Tesfaye og Messerschmidt. Jeg blev også indklaget til Folketingets Ombudsmand af en politiker for at ”udtale kritik af regeringens hjemsendelse af en syrisk studerende”. Klageren konstaterede harmfuldt i sit klagebrev, at det ”vel næppe kan være lovligt, at rektoren på Nyborg Gymnasium på den facon indblander et offentligt finansieret Gymnasium i vedkommendes egen politisk.
Mundkurvscirkulæret
Det gik ret heftigt til, og selvom Estrups Mundkurvs-cirkulære fra 1885, som forbød skolefolk at deltage i agitation mod regeringen, faktisk er afskaffet, så kunne man fristes til at tro, at det ikke var gået op for alle politikere i Folketinget. Der var flere, der tog anstød af, at jeg formastede mig til at ytre, at et samfund skal kendes på den måde, det behandler sine svage og udsatte.
Det var for hård kost for mange forargede folketingspolitikere – også langt ind i regeringspartiet, hvis varemærke det ellers engang var at kæmpe for de udsatte i samfundet.
Undervejs i forløbet i foråret 2021 sagde også Dansk Friskoleforening klart fra over for regeringens hjerteløse behandling af syrerne med et større debatindlæg, som blev bakket op af hele uddannelsesdanmark. Politikere fra det regeringsbærende parti og højrefløjen harcelerede efterfølgende skingert over, at andre end de særligt udvalgte 179 medlemmer af Folketinget tillod sig at mene noget om den måde, vi behandler mennesker på i Danmark. Den politiske inkvisitionsdom var klar: Pas jeres job og bland jer udenom, når de voksne fører politik i overensstemmelse med folkedybets inderste ønsker!
Skolen gennem tiden – frie ånders ret til tale
Alt det, jeg siger her, illustrerer, at der er sket noget med debatkulturen, frisindet, tolerancen og opfattelsen af skolens rolle i samfundet — og også opfattelsen af den grundlovssikrede ytringsfrihed, som også skolefolk har. I dag skal skolefolk som mig helst passe deres job som servile embedsmænd uden meninger, og de skal primært holde sig til luftige skåltaler med afsæt i uddannelsesbekendtgørelsernes smukke ord om demokrati, frisind, menneskerettigheder, tolerance og åndsfrihed. Vi må helst ikke mene noget om de emners realisering i virkeligheden, for så politiserer vi. Vi skal holde os til ideernes verden.
Det ægte frisind i det 20. århundrede
Men sådan har det ikke altid været, for op igennem det 20. århundrede var skole- og højskolefolk drivkræfter i udviklingen af det lokale og nationale demokrati, folkeoplysningen og kulturarbejdet i land og by. Lærere og skoleledere fra gymnasier, højskoler, seminarer og grundskoler skrev kronikker og debatindlæg, de stod på landets talerstole og i landets forsamlingshuse og havde klare meninger og holdninger til samfundets udvikling. Mange af dem var organiserede i forskellige partier og medlem af kommunalbestyrelser, amtsråd og også Folketinget. Flere blev også ministre og vendte tilbage til deres gerning efterfølgende. Dengang var det ikke et problem, for man så dem som demokratiske forbilleder og ikke anonyme administratorer, der ikke måtte mene noget om noget. Det var ægte frisind.
Skolen i dag – ej blot til lyst
I dag tør næsten ingen skoleleder sige et ord, der kan tolkes i retning af nogen form for politisk engagement af frygt for repressalier og beskyldninger om at blande sig i noget politisk. Det er tankevækkende, at alle må mene noget om skolen, men skolen og en rektor som mig må ikke mene noget om noget. Det er synd og sørgeligt, for det bør være legitimt at mene noget og blande sig, når det handler om de værdier, dannelsesidealer og grundlæggende menneskerettigheder, som skolen bygger på – så længe det ikke er hardcore partipolitik.
Vi skolefolk træder altid varsomt, for der bliver mennesker til i skolen. Men jeg selv og alle skoleledere og lærere har også et klart ansvar for at vise mulige veje og sætte klare værdier på dagsordenen. Både elever og forældre skal vide, hvorfor vi holder skole. Det gør vi ikke bare, fordi det står i bekendtgørelsen. Det gør vi, fordi vi vil noget med de unge, fordi vi holder så meget af dem, og fordi vi vil have, at de får forudsætningerne for et godt og langt liv – både de stærke og de udsatte. Og så kæmper vi altså også for dem, hvis deres retssikkerhed og menneskerettighederne bliver trådt under fode. Dannelse handler nemlig ikke kun om forløsning i åndernes rige, men om at udvikle en almen menneskelighed, at vokse og få et stadig bredere udsyn og at agere etisk, værdigt og med næstekærlighed. Dannelse handler om at udvikle sin humanitet, livsduelighed og menneskelighed i fællesskaber. Det skal vi vise dem, og det skal vi sige højt.
Vores børn og unge skal gøres handlekraftige, finde en plads i verden og blive optændt af noget vigtigt, der er større end dem selv. Det skal man ikke kun læse sig til.
Derfor er der brug for, at andre end karrierepolitikere i SoMe-ekkokamre igen får lov til at være kritiske og diskutere værdier og holdninger uden at de indklages til ombudsmanden, tages op på Folketingets talerstol eller hænges ud som partipolitiske trojanske heste. Hvis skolen bare lader som ingenting, så bliver kampen for de svage, for menneskerettigheder, åndsfrihed, næstekærlighed, tolerance og etik bare skåltaleord fra en skindød akademisk bekendtgørelse – eller noget man ser i fjernsynet. De begreber skal kunne udleves i praksis og mærkes på egen krop af elever, lærere og ledere uden risiko for repressalier. Vi skal have tilliden, Hal Kochs deliberative samtaledemokrati og det frisind tilbage, som en klog skolemand engang har defineret så rammende: ”Jeg ved, hvor jeg står politisk og religiøst, og derfor kan jeg sætte dig, der har rødder et andet sted, i frihed til at udfolde dig med det, du står for”. Lad os få frisindet tilbage og en kærlig skole, der igen må mene noget og lyse op. Grundtvig sætter ord på hvad jeg mener, for:
Trods mørkets harme, i strålearme af lys og varme vor skole stå!
Liger ret for Ali, Aya, Anders og Anna
Lad os få et samfund, hvor vi værner om menneskerettighederne og behandler udsatte og sårbare mennesker, som vi gerne selv vil behandles i vores livs sværeste stund. Lad os få et samfund, hvor der er samme rettigheder for Ali og Aya som for Anders og Anna. Lad os få et samfund, hvor vi efterlever menneskerettighederne for alle, og hvor kynisk symbolpolitik og frygten for stemmetab ikke er vigtigere end liv og død og menneskeskæbner. Hvor flygtninge ikke bruges som velfærdsstatens bombeskjold i udrejsecentre på ubestemt tid.
Hyldest til et forbillede
Som jeg sagde indledningsvis, så er jeg egentlig bare en rektor, der passer sit arbejde og i ord og handlinger forsøger at følge det bogstav og de værdier, som gymnasieloven og øvrige love og konventioner i samfundet foreskriver. Der er andre mennesker, der i langt højere grad kæmper for det hver eneste dag ved den yderste frontlinje og bastion for menneskerettigheder. En af dem er den fantastiske flygtninge-advokat, Niels-Erik Hansen. I ved, hvem han er. Han er fantastisk. Derfor vil jeg slutte talen af med at dedikere prisen til ham, fordi han er mit forbillede. Fordi han altid har hjulpet mig, og fordi han hver dag redder menneskeskæbner i det her land. Det er ham vi skal klappe af nu.
Tusind tak for prisen, kære venner, og tak for ordet!
Ps, red.: Henrik Vestergaard Stokholm blev dog — strengt — overtalt til at beholde prisen.