Lamies Nassri, Project leader The Center for Muslims’ Rights in Denmark (CEDA)
Flere undersøgelser har vist, herunder Ansvarlig Presses seneste undersøgelse, at der er en skævvridning i, hvem der får taletid i medierne, når det kommer til minoriteter i Danmark. Det mest indlysende er, at dem der bliver talt om (minoriteter) får mindst taletid, mens politikere til gengæld får en stor del af taletiden og på den måde får sat dagsordenen i medierne samt normaliseret en række begreber og forestillinger, som de kan bruge i deres politiske agenda.
Minoriteter i mediebilledet
Minoriteter er med andre ord både synlige og usynlige i mediebilledet. På den ene side fylder de nok i den offentlige debat til, at man kan konstruere negative stereotyper om dem. Mens man på den anden side sjældent hører om de sider, som ikke passer til stereotyperne, hvorfor de forbliver endimensionelt synlige i medierne.
Metode: politiske betegnelser gøres upolitiske for at legitimere diskrimination
Denne skævvridning er netop en af mekanismerne i “os og dem”-debatten, hvor minoriteter bliver fremstillet som uforenelige med dansk kultur. Når vi fx hører om “ghettoer” i medierne, hører vi det ofte i flæng med “ikke-vestlige”, der forestilles at bo i “parallelsamfund”, og som fremstilles som “fysisk eller mentalt isoleret” fra resten af det danske samfund.
Forlad dit hjem, konsekvensen af første kriterie
Af samme grund legitimeres det også politisk, at det netop er beboere i almene boligområder med over 50% såkaldt ikke-vestlige beboere, der skal tvinges ud af deres hjem. Hovedkriteriet i “ghettoloven” er nemlig etnicikriteriet. Dvs. for at et almenboligområde kan tvinge beboere ud af deres hjem, skal der være over 50% såkaldt ikke-vestlige
Subjektivitet under dække af objektivitet
Men hvad der er vigtigt at forstå er, at begreber som “parallelsamfund”, “ghettoer” og “ikke-vestlige” er politiske ord, som med tiden er blevet afpolitiseret og normaliseret gennem medierne for at de kan tjene et politisk formål. Kriterierne er ligeledes ikke objektive, men designet til at legitimere en så indgribende lovgivning, som “ghettoloven” er.
Dvs. at ved at italesætte ‘parallelsamfund’, ‘ghettoer’ og ‘ikke-vestlige’, som en trussel mod fællesskabet og Danmark, og ved at tale om disse boligområder som var de ikke en del af Danmark, så bliver det nemmere for politikerne at legitimere, at man stiller samme gruppe af borgere ulige for loven og tvangsflytter dem ud af deres hjem.
Politisk opdeling: 155 kulturer over for ’den danske kultur’
Kategorien “ikke-vestlige” er et af de mest åbenlyse eksempler på en politisk opdeling i “os og dem” og en normalisering af denne. I opdelingen af ‘ikke-vestlige indvandrere og efterkommere’ bliver 155 forskellige kulturer nu samlet under én kategori og sat i modsætning til ‘den danske kultur’ og “den oprindelige dansker” på trods af, at vi har at gøre med en gruppe, der har dansk statsborgerskab og måske endda er født og opvokset i landet.
Anden Kategori: de negative forestillinger om ’deres’ normer, værdier og religion
Kategoriseringen er politisk og er baseret på negative antagelser om borgernes kulturelle normer, værdier og religion. Politikere har, med andre ord, skabt en negativ forestilling om en række borgeres normer og værdier baseret på deres fødested eller forældrenes fødested. Samtidig beskriver de disse normer og værdier som afvigende fra danske normer og værdier, og dermed som en trussel mod Danmark og den såkaldte sammenhængskraft i landet.
Konsekvensen af den anden kategori underbygger fratagelsen af rettigheder
Har man først den forestilling, og bliver den normaliseret gennem medierne, så bliver det legitimt for politikerne at tvinge en gruppe beboere ud af deres hjem. Ved at fremstille dem som fremmede er det nemlig nemmere at fratage dem deres rettigheder, fordi “de” ikke anses som danskere, og “deres” boligområder betragtes ikke som en del af Danmark.
KRITERIERNE: Man mærker hensigten
For at styrke dette trusselsbillede af såkaldt ikke-vestlige og deres boligområder i medierne og blandt befolkningen har regeringen indført en række kriterier udover etnicitetskriteriet. Disse kriterier er designet til at forstærke det stereotype og dystopiske billede af visse almene boligområder og dets beboere.
En kritisk gennemgang af disse kriterier viser dog, at de ikke er objektive, men derimod er tiltænkt at skabe en racificering ved at formidle en bestemt (negativ) fortælling om “ikke-vestlige” beboere. De fremstilles som særligt problematiske, uforenelige med danske værdier og som en trussel mod det danske samfund. Med andre ord er kriterierne omhyggeligt udformet for at skabe et bestemt billede af disse områder.
Tydelig vilkårlighed
For eksempel bliver personer på førtidspension talt med i gruppen af arbejdsløse, selvom de ikke er i stand til at arbejde, mens unge mellem 18-30 år ikke inkluderes i kriteriet om uddannelse, selvom de er medtaget i de andre kriterier. Det kan antages, at den største gruppe under uddannelse er mellem 18-30 år, hvilket gør det mærkeligt, at de ikke bliver talt med.
Fattigdom beregnes ud fra gennemsnitsindkomsten i regioner, hvilket betyder, at dem, der bor i Region Hovedstaden, vil blive sammenlignet med nogle af de kommuner, der har den højeste indtjening i hele landet.
Andre kriterier er blevet ændret vilkårligt. For eksempel blev kriminalitetskriteriet ændret i 2018, da kun to ud af 22 boligområder opfyldte det gamle kriterium i 2017. Ved at ændre på kriteriet kunne man opretholde den moralske panik og narrativet om de ‘farlige kriminalitetsbefængte ghettoer’.
Ord har magt
Det er derfor vigtigt at være opmærksom på den sprogbrug, der anvendes i medierne og af politikerne, da den kan påvirke vores opfattelse og holdninger til minoritetsgrupper. Ved at bruge negative og stereotype beskrivelser skabes der en virkelighed, hvor minoriteter bliver fremstillet som truende eller anderledes. Det er vigtigt at erkende, at dette ikke er en neutral måde at tale om minoriteter på, men at det kan have reelle konsekvenser for deres sociale oplevelser og integration i samfundet. Derfor er det afgørende at være bevidst om, hvordan vi bruger ordene og at arbejde for en mere nuanceret og retfærdig måde at tale om og behandle minoritetsgrupper på.
Bekæmpelse af ’de andre’ eller fælles byplanlægning
Ved at anvende disse negative betegnelser og associere dem med bestemte boligområder skabes der en opdeling mellem “os” og “dem”. Det bliver en fremmedgørelse af visse beboere og en stigmatisering af deres hjemområder. Samtidig bliver “ghettoloven” ikke kun en lovgivning om boligsociale forhold, men også en politisk strategi, der involverer byfornyelse, byplanlægning og privatisering af visse almene boligområder.
Det er vigtigt at se “ghettoloven” og den tilhørende retorik i en bredere kontekst, der også omfatter socioøkonomiske faktorer og politiske dagsordener. Ved at fokusere på etnicitet og stereotyper skabes der en illusion om, at problemet ligger hos beboerne og deres kulturelle baggrund. Dette fordrejer debatten og undgår at adressere de reelle strukturelle udfordringer og uligheder, der påvirker disse boligområder.
Det er vigtigt at skabe en mere nuanceret forståelse af situationen og anerkende, at der ikke er én ensartet virkelighed i disse boligområder. Det kræver en bredere diskussion om sociale, økonomiske og politiske faktorer, der spiller ind. Desuden er det afgørende at lytte til beboernes perspektiver og oplevelser, i stedet for at stigmatisere og marginalisere dem gennem negativ sprogbrug og stereotyper.
Bliv altid ved med at spørge
Ja, det er sandt. Når visse begreber og narrativer gentages konstant i medierne og i den offentlige debat, kan de gradvist blive en del af vores kollektive bevidsthed og virke som en “sandhed”. Det skaber en normalisering af visse opfattelser og holdninger, og det kan være svært for enkeltpersoner at udfordre disse etablerede forestillinger.
Denne reproduktion af forestillinger sker ofte ubevidst, da vi er påvirkede af vores omgivelser og de budskaber, vi konstant udsættes for. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på den magt, som ord og sprog har, og at vi som enkeltpersoner aktivt reflekterer over og stiller spørgsmål ved de begreber og narrativer, der præsenteres for os.
Ved at øge vores bevidsthed og kritiske tænkning kan vi bidrage til at udfordre og nuancere den dominerende diskurs. Det handler om at søge forskellige perspektiver, lytte til forskellige stemmer og være åbne over for alternative fortællinger. På den måde kan vi undgå at reproducere stereotype og forsimplede forestillinger og i stedet bidrage til en mere nuanceret og inkluderende debat.