En sagprosa af: Kathrine Rosing Larsen
»Bare jeg dog nogensinde vil komme til at forstå hvad du taler om. Nogen gange smiler du, som om det er sjove, ting du taler om. Nogen gange ser du alvorlig ud, som om der er et eller andet du vil have vi skal forstå….
Jeg sidder her i klasseværelset sammen med de andre, gad vide om de har det samme som mig – jeg gad vide. Jeg sidder og bliver helt urolig, hvad taler du om ? Derhjemme spørger mine forældre om hvad vi dog lærer i skolen, siden man ikke rigtig har ro i sig — måske lidt frustreret ? Og mig, som har glædet sig så meget til at blive lige så dygtig som min storesøster, som nu er sendt til et sted, hvor hun skal blive dygtigere — jeg savner hende. For, måske vil hun hjælpe mig at sige en sætning helt korrekt. Men når hun kommer hjem, det gør hun to gange om året, er jeg så genert at jeg næsten ikke tør at sige til hende hvad vi lærer i skolen.
Åh-nej! Nu peger du mod døren, som om jeg skal udenfor, du ser jo helt gal ud. Ok, så bliver jeg i det mindste fri for at se så dum ud i klassen. Nu er jeg udenfor. Hvor er jeg fortvivlet og mine tårer triller ned — jeg vil så gerne forstå hvad du taler om! Nu er jeg uden for skolen, simpelthen som en mus. Jeg vil hjem til min mor, dér forstår vi hinanden. Men, så vil hun se at jeg har grædt og spørge hvad der er galt. Jeg tør i hvert fald ikke at fortælle hende at jeg er blevet smidt ud, for så vil hun skælde mig ud. Åh — mor, bare vi i fred kan forstå hvad der egentlig foregår i skolen, for det er jo et sted som har overtaget mig i stedet for at du har mig — du opdrager mig med et sprog vi har til fælles. — Mor, jeg holder meget af dig. Jeg foretrækker at blive hos dig for at gå i skole.
Hov! Jeg har en lys idé! — Jeg siger, at jeg havde hovedpine og måtte gå hjem, for så vil du putte mig i seng og der vil jeg blive liggende og falde grædende i søvn — fordi jeg ikke kan lide at skal lyve over for dig, den bedste mor i verden. Min lillebror begynder i skolen om et år, jeg vil fortælle ham at når han begynder i skole, skal han bare sidde ligeså stille på sin stol og se klog ud! Han er så sød og ser op til mig fordi jeg går i skole. Gad vide om han kan klare det?«
Jeg skrev den en meget tidlig morgen i 1980, efter et mareridt om min skolegang som barn, hvor vi kun havde danske lærere de første to år i folkeskolen.