Krigere uden våben!

_{Af Henrik Vestergaard Stokholm, Rektor ved Nyborg Gymnasium dimissionstalen 2022 i uddrag}

Kære studenter,

Verden er vaad og lys – Himlen er tung af Væde.

 Hjertet er tungt af Lykke, lykkeligt nær ved at græde.

Sådan er det i dag. Det er lige dele lykke og vemod — det er et af de øjeblikke, hvor livet går op i en højere enhed. I personificerer følelsen. Den følelse er årgang 2022 på Nyborg Gymnasium.

Kærlighedens pris

I er et fuldstændigt fantastisk syn med huer i alle farverne. I gør mig lykkelig langt ind i sjælen, for lige præcis det at stå her er livets mening for mig. Jeg er så stolt af jer, jeg er så vild med jer, og jeg kan ikke overskue, når I kører afsted på lastbiler om to timer. Jeg ville så gerne adoptere jer alle 381 dejlige mennesker og få jer til at blive, men så får jeg nok bøvl med jeres familier i salen — og nogle af jer ville nok hellere have tre år i isolation i et lukket fængsel end at blive lige nu. For det er også livets mening for jer at komme videre, og sådan skal dét selvfølgelig være! Men jeg savner jer allerede — det gør vi alle her på skolen. Jeres lærere og skolens øvrige ansatte står rundt omkring, og de har knoklet og kæmpet for at lave den bedste og kærligste skole for jer — det er sket på trods i lange perioder. Jeg synes, vi skal starte med at give de ansatte en hånd for deres knokleri.

I har taget ansvar for at kæmpe uden våben

I er mit håb for fremtiden og et menneskeliggjort vidnesbyrd om, at alt ikke var bedre i de gode gamle dage. Det er total bullshit fra røvsyge kynikere i museumsmontrer. Alt er nemlig bedre nu, for nu skal I ud og ændre verden. I er en helt særlig årgang – en helt særlig epoke — for I har taget ansvar, været forbilleder og ikke kun beskuet jeres egen navle. I er grunden til, at vi på Nyborg gymnasium tror på, at forandringer starter hos os selv, og at det er vigtigt at gå forrest med nye tanker, engagere sig i samfundet, udvise personligt mod og kæmpe for noget, der er større end os selv. I er grunden til, at vi tror på det bedste i mennesker. I er grunden til, at skolen har fået et menneskesyn at pejle efter. I har nemlig hævet blikket og involveret jer i stort og småt — men I kæmper også mod jer selv — og det at kæmpe, at stå imod, stå fast og gøre modstand er det, jeg vil tale til jer om. Jeg vil tale til jer om russiske krigsskibe og krigere uden våben i mine sidste ord til jer.

Og jeg vil starte lige på og hårdt med en nu berømt radiodialog og meningsudveksling mellem det enorme russisk krigsskib, Moskva og 13 heltemodige ukrainske soldater på en lille ø, som på engelsk hedder Snake Island, d. 24. februar 2022:

This is a Russian warship. I suggest you lay down your weapons and surrender to avoid bloodshed and needless casualties. Otherwise, you will be bombed. Snake Island, this is a Russian warship. I repeat. I suggest you lay down your weapons and surrender. Otherwise, you will be bombed. Do you copy?

Svaret kom prompte: Russian warship, go fuck yourself!

Den geniale, heltemodige og efterhånden verdensberømte ordveksling indkapsler det, jeg vil tale om i dag. Nemlig om det at være modig og gøre modstand mod alle odds! Om det at kæmpe for en større sag, også selvom det virker håbløst og kan koste det mest dyrebare. Om det at kæmpe mod meningsløs krig, verdens og samfundets uret, men også mod indre dæmoner i livet. Om at gøre nederlaget til sejr.

I jeres tid på Nyborg Gymnasium har I vist, at I kan tage kampen på mange fronter, og I inkarnerer både modet og modstanden. Så mit håb er, at I vil gå ud og sige: Russian warship, go fuck yourself! til mange ting i verden og i livet. For I skal ikke leve med uretten hverken i den store eller lille verden, I skal gøre modstand. I skal være krigere uden våben.

Vores ændrede verden

Det er der brug for, for verden har ændret sig i den tid, I har gået på Nyborg Gymnasium, og Nyborg Gymnasium har også ændret sig. Jeres tid på skolen har desværre været præget af en pandemi, men også af tragiske verdenshistoriske begivenheder i Afghanistan og Ukraine. D. 24. februar tror jeg, vi alle husker, da russiske tropper overskred grænsen til Ukraine og indledte en voldsom og meningsløs krig og altudslettende bombardementer — også af civile mål. Det var og er tragisk verdenshistorie. Vi var og er vidner til en live-transmitteret krig og humanitær katastrofe, og vi får alle sammen et stik i hjertet, når vi ser billeder af massakrer i Butja eller hører fantastiske præsident Zelenskij fortælle om, hvor mange børn der nu er dræbt af russiske kugler.

Både de mentale og politiske tektoniske plader har virkelig rykket sig i Europa og i verden siden 24. februar. Europa står mere samlet end nogensinde. Sverige og Finland kommer med i Nato, og Ukrainske styrker har måske stoppet Putins brutale krigsmaskine. Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig det, der er sket. Verden er forandret, og vi har gennemlevet verdenshistoriske tider sammen gennem de sidste par år. Men I har ikke bare set passivt til — mange af jer har involveret jer, kæmpet og gjort modstand.

At gøre modstand er at skabe

Modstanden er vigtig — også mod mig, mod skolen, mod systemet, mod politikerne, mod krigen og mod alt hvad der kan være uretfærdigt eller uigennemtænkt. At skabe er at gøre modstand. At gøre modstand er at skabe, som den berømte franske modstandsmand fra 2. verdenskrig, Stephane Hessel, har formuleret det. Det er så sandt, og jeg ser jer som fremtidens modstandsbevægelse — som krigere uden våben — der nu går ud og skaber forandringer. I skal ikke sprænge jernbaner eller tyske bunkers i stumper og stykker, men I skal bortsprænge ligegyldigheden og involvere jer i verden. Det har I gjort på Nyborg Gymnasium, og det skal I gøre resten af livet. Det er nemlig ikke bødlen, dødens riffelgange, hadet eller torturen, der gør os bange, men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed, som digteren og modstandsmanden, Halfdan Rasmussen, så smukt har formuleret det.

Ligegyldighed og ”laden stå til” er nemlig den største trussel i vor tid — ikke russiske tanks eller ekstreme mørkemænd fra Afghanistan. Det handler om, at vi ikke må vende det blinde øje til det, der foregår i verden, i Danmark eller i Nyborg. At vi skal kæmpe og gøre modstand mod den blinde ligegyldighed i den store og lille verden. For vi lever altså i et trygt og ret fantastisk samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Men vi bruger megen vågen tid på at brokke os over alt det, der ikke fungerer, over manglen på varmepumper, stigende benzin- og fødevarepriser og alt det, som vi mener, vi har krav på i det her ret generøse og trygge velfærdssamfund. Vi kan alle gøre en forskel, for vil man have magt over sin tilværelse, så må man gøre noget selv. Som nyligt afdøde chefredaktør på Weekendavisen, Anne Knudsen, klogt har skrevet, så kan man passivt klage over sit liv, verdens gang og de urimelige forhindringer, der lægges i vejen af strukturer og indre dæmoner, men et helt og selvstændigt menneske bliver man kun, hvis man tager ansvaret selv og kæmper imod. At man gør noget selv og ikke kun ser handlekraft streamet i fiktioner på Netflix, Viaplay eller HBO.

Vores personlige front

I 1944 skrev modstandsmanden Poul Sørensen et digt, som rammer lige ned i netop det. Det hedder “Til hver enkelt”, og det lyder sådan her:

Til hver enkelt

siger jeg, hvad du skal gøre,

når verdens nød og bitre gråd

du ser og hører uden tøven:

Du træder frem og taler vart,

du kæmper imod løgn og fart,

du er dig selv og aldrig bange,

du griber fattigt, råder rigtigt,

du ser og hører uden hvile.

Fronten går derhjemme, i skolen, på arbejdet og overalt i samfundet — ikke kun på slagmarker i Ukraine, Afghanistan eller Syrien. Vi har alle et ansvar, og der er brug for, at vi som de 13 modige ukrainske soldater istemmer: Russian warship, go fuck yourself og hæver blikket fra dagens jævne dont.

De bedste kammerater

Og det har I gjort, som ingen anden årgang på den her skole. I har sat skolen på Danmarkskortet, fordi I har hævet blikket utallige gange og kastet jer ud i at gøre det gode for andre — uden det skulle på CV’et og uden anden grund, end at I ville hjælpe. Det er altruisme, og det er faktisk sjældent i dag.

Allerede i sidste skoleår gjorde mange af jer modstand mod Ayas skæbne. Mange af jer rejste jer, gjorde modstand, skrev rørende debatindlæg for Aya og demonstrerede på Christiansborg Slotsplads — og andre steder i Danmark. I var de bedste kammerater i verden. I var krigere uden våben og gjorde modstand mod det fuldstændigt hjerteskærende og meningsløse i at sende en ung kvinde på et udrejsecenter på ubestemt tid. En ung kvinde som hellere vil dø i Danmark end vende tilbage til forfølgelse og tortur i Syrien.

Nederlag blev til sejr

Det var virkelig en dramatisk og hæslig tid med al for megen uvished og angst, som jeg personligt aldrig er kommet mig over. Men det var også en smuk tid, fordi kampen nyttede og viste et fantastisk sammenhold. Den dag glemmer jeg aldrig, fordi Food Camp blev omdannet til Røde Kors-hovedkvarter og var propfuld med jer elever, som kom ind for at gøre det gode — og noget der var større end os selv. I gjorde det igen til Juleindsamlingen, hvor der blev lavet alle mulige aktiviteter, og Nyborg Gymnasiums elever sprængte igen rammerne for det mulige.

Og så kom den tragiske 24. februar og Putins invasion af Ukraine. Også her markerede I elever, at der er vigtigere ting end dagens jævne dont, lektierne, sport og fritidsjobbet. Fronten gik just, hvor I stod. Jeg har aldrig glemt, hvor mange af jer der skrev til mig og ønskede at gøre noget for Ukraine, for flygtninge og for børnene, der fik smadret livet. Jeg vil aldrig i mit liv glemme, da 1316 elever stod med ukrainske flag og holdt ét minuts stilhed for ofrene i Ukraine. Jeg vil aldrig i mit liv glemme, da repræsentanter for vores Røde Kors-ambassadører holdt en rørende tale for jer alle sammen. Jeg vil aldrig i mit liv glemme, da 1316 elever sang “Kringsatt af fiender” sammen. Det er en af de stunder, jeg vil huske, til jeg dør. Det var formålet med alt det, jeg laver, og grunden til vi holder skole på Nyborg Gymnasium.

Til jer alle sammen vil jeg sige: I gjorde, og I gør Nyborg Gymnasium og hele Danmark ære. I var de første til at gøre modstand mod den nådesløse verdens blinde ligegyldighed. Og hvis I lover at bære noget af det med jer ud i verden — uanset hvor I kommer frem — vil det glæde mig så inderligt og gøre alle os, der bliver tilbage, så stolte. I har vist, at skabe er at gøre modstand, og at gøre modstand er at skabe.

Særmeddelelsen

Og lige her vil jeg stoppe op og lave en særmeddelelse. Normalt ville jeg aldrig gøre det her, men jeg er nødt til at nævne og hylde to helt særlige elever, som nogle af jer ved, har kæmpet og oplevet livets alvor på en måde, som ingen af os andre nogensinde kommer til. To elever, som har gennemgået helvede på jord, som har gjort hårdnakket modstand og kæmpet for deres families tilværelse. For livet. Kampen lykkedes, og derfor sidder Roda og Ruwayda Abdisalan Hussein fra 3.d nede i salen med huer på som studenter fra Nyborg Gymnasium. Deres far, mor og søskende sidder her også. Lige præcis det har jeg drømt om gennem fire år — siden Roda og Ruwayda gik i 10. klasse. I lange perioder og år mistede vi alle troen på, at denne her dag ville komme. Men nu sidder I her, og det er det vigtigste og mest meningsfulde, der nogensinde er sket i mit liv — både som rektor og som menneske. Vi har gennemlevet den værste og bedste tid sammen, og jeg vil aldrig glemme jer — I vil altid være i mit hjerte. Giv Roda og Ruwayda og hele familien Abdisalan Hussein en hånd! Tak.

Dannelse: at elske den forbandede verden

Alle de krøllede, kaotiske og fantastiske ting, vi har været igennem sammen, handler om dannelse. Det er et evigt omdiskuteret ord, som alle har en holdning til, og som ofte bliver fluekneppet og diskuteret af nidkære akademikere med trang til høj lix. Men her på skolen er det mere jordnært.

Den berømte filosof og tænker, Hannah Arendt, har meget enkelt og smukt formuleret, hvad dannelse er, og hvad det at holde skole og undervise går ud på. Hun siger det sådan her: Al undervisning går ud på at få eleverne til at elske verden i en sådan grad, at de også vil tage ansvar for den. I min optik er det den smukkeste og mest rigtige definition af dannelse, jeg nogensinde har læst. Og det er virkelig Nyborg Gymnasiums mål med jer!

Dannelse handler nemlig ikke kun om forløsning i åndernes rige og faglige mål, men om at udvikle en almen menneskelighed, at vokse og få et stadig bredere udsyn og at agere etisk, værdigt og med næstekærlighed. Dannelse handler om at udvikle sin humanitet, livsduelighed og menneskelighed i fællesskaber — og om at finde sin plads og elske den forbandede verden. For hvis skolen og vi alle bare lader som ingenting, så bliver kampen mod den nådesløse verdens blinde ligegyldighed, og for menneskerettigheder, næstekærlighed, tolerance og etik bare skåltaleord fra en skindød akademisk bekendtgørelse — eller noget man ser i fjernsynet. De begreber skal kunne udleves i praksis og mærkes på egen krop – og det har I gjort.

Den onde abe

I er fantastiske — alle I, 381, smukke studenter — og lige nu føler I jer udødelige, og I kan mærke indeni, at I skal ud og fuldføre noget stort. At det er jeres bestemmelse. Men skyggerne er børn af lyset, og derfor vil jeg nævne et sted, hvor jeg virkelig savner jeres modstand og kamp.

For jeg ved desværre, at tiden her på skolen har været hård for mange af jer. I har kæmpet mod Corona, angst, diagnoser og frygten for ikke at slå til eller være gode nok. Mange af jer har også taget et kæmpe skridt alene ved at gennemføre en uddannelse. Også et betydelig større skridt, vil jeg påstå, end mange af de studenter, som kommer fra mere privilegerede enklaver i dette samfund, hvor stort set alle unge uden at tænke nærmere over det går videre i gymnasiet.

Men de fleste af jer har indre dæmoner og en ond abe siddende på skulderen, som hvisker jer i øret hver dag. Den onde abe hvisker, at I er dumme, at I ikke er gode nok, at I er grimme, at alle har et meget bedre liv og flere venner end jer. I bruger alt for meget energi på at skjule, hvordan I virkelig har det og leve op til nogle helt urealistiske krav til livet. Og I taler ikke meget med hinanden om det — I piner jer selv og forstår ikke, at jeres liv ikke er så perfekt som de andres. I har alt for mange negative tanker om jer selv, og I føler jer ensomme. (…)

Troen på og troen mod fremtiden

I må aldrig tro på geværet, men I skal tro på jer selv noget mere. Og så skal I fortsætte den kamp for en bedre verden, som I har startet her og sige Russian warship, Go fuck yourself til de uretfærdige og urimelige ting i livet og i samfundet. I skal være krigere uden våben — og I skal fortsætte med at tro på det bedste i mennesker. Det er på grund af jer, at vi tror på det! Det er på grund af jer, vi tror på fremtiden.

Med de ord vil jeg dimittere årgang 2022 fra Nyborg Gymnasium.