IKKE FOR SUPERHELTE
Jeanette Munksbøl, (facebook) 24. juli 2023
Det er kærligheden, som driver frygten ud! Og den begynder ALTID hos mig selv — ikke med argumenter og teoretisering eller kritik af min næste, men med et ærligt oprigtigt hjerte — som også tør være ærligt omkring det svære i livet og sige: jeg kender også til uro og frygt.
”Frygt ikke — jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!” sagde Jesus, som jeg formoder, de fleste af os har hørt om. Det betyder ALLE dage! Alle SLAGS dage! Også dage med katastrofer, angst, sorg, ondskab, ubalance og ragnarok!
DÉT er mit håb og min tro — at uanset hvordan verden vender, bor han ved troen i mit hjerte! Og at han holder mig fast på dén, også i svære, nærmest umulige tider. At jeg aldrig er helt forladt.
Af dén grund tør jeg leve mit liv uden at fortrænge dét, som OGSÅ er en del af virkeligheden! Og af dén årsag har jeg valgt så vidt muligt at leve mit liv indefra og ud. Sådan tror jeg, jeg gør mest gavn her i verden.
JEG ER ET KOLDKRIGSBARN, FØDT I MELLEMKRIGSTIDEN
Da jeg blev født i 1958, var det kun seks år siden, at min jødiske farfar, som var modstandsmand, døde af den tortur han blev udsat for under forhør af GESTAPO i Vestre fængsel i oktober 1943. Min far, som kun var 8 år på det tidspunkt, overværede mishandlingen sammen med min farmor. De blev alle tre på dramatisk vis smuglet ud af Vestre og videre til Sverige, men naturligvis var ingen af dem de samme som før. På pasbillederne ser jeg en knækket jødisk mand samt en kvinde og et barn med rædslen malet i blikket.
Krigstraumer
Krigen sluttede godt et tiår før jeg kom til verden, men fortællingerne om den levede omkring mig. De blev hviskende fortalt mig af mormor, dramatisk udpenslet af farmor, og da hele verden holdt vejret under Cubakrisen var jeg fem år, og blev instrueret i, hvor jeg skulle gemme mig, hvis der nu faldt bomber i Hundested. Krigstraumerne var meget håndgribelige – og historierne flettede sig hos min mor sammen med den religiøse endetidsfortælling og bevægelsen Moralsk Oprustning fra USA.
Jeg var således bare 9 år, da hun sagde: ”Mor véd slet ikke, hvad hun skulle gøre uden dig, lille skat! Jeg elsker dig så højt, og du skal bare vide, at hvis der en dag kommer nogle onde mennesker eller soldater og siger, at mor skal vælge mellem dig og Jesus, så må jeg jo vælge Jesus! Men det er ikke fordi jeg ikke elsker dig!”
Sådan var dramatikken og krigsretorikken alle vegne og på alle tænkelige måder i min opvækst. Hvor ville det ha’ betydet meget, hvis en rolig voksen havde sat sig hos mig og turde samle alle de halve vinde, som børn altid fanger ind – og talt ærligt, udramatisk, realistisk og alderssvarende med mig – at ha’ kunnet få svar på noget af alt dét jeg, ligesom de fleste andre børn, allerede havde opfanget!
Voksentavshed og klimamundkurv
Der er ikke brug for voksentavshed og klimamundkurv i dagens Danmark! Der er brug for voksne, som tør svare fornuftigt på de store spørgsmål, de unge går med, som tør være trygge etiske rollemodeller, og som ikke fejer askedyngerne ind under gulvtæppet eller leger Barbieland, mens verden brænder – dén slags kan man jo nærmest blive skizofren af!
Vores børn og unge skal vide, at man har ret til at føle ALLE sine følelser — både som barn og voksen!
Og dermed også frygten!
Den skal ikke pakkes væk eller distraheres af voksne, som ikke kan bære barnets spørgsmål og uro! Den skal heller ikke gøres forkert eller ikkenormal! Frygten er en del af dét at være i live og være menneske på dén her forunderlige klode!
Et barn har krav på min ro, men ikke brug for min benægtelse! Et helt menneske rummer både glæden over alt det gode — og sorgen over dét, som gik så galt eller som er helt af lave! At hjælpe børn med at forblive hele, er ikke en opgave for superhelte — men for deres heltemodige, ærlige og forhåbentlig hele voksne.