Peter Hervik, ph.d. i antropologi
docent i International Migration og Etniske Relationer (svensk grad) uafhængig forsker tilknyttet NOISE (Netværk af Uafhængige Forskere i Uddannelse) og Foreningen til Etablering af Det Frie Universitet
Refleksioner i et historisk perspektiv på mediernes dækning af etniske og religiøse minoriteter
INTRODUKTION
Mit indlæg (28/5, red.) er som forsker og antropolog, med særligt udgangspunkt i medieantropologi, politisk antropologi og psykologisk antropologi. Det er min præmis. Jeg leverer ikke personlige holdninger, synsninger eller hverdagsfilosofiske betragtninger, men viden der har bund i solid forskning. Det betyder, at jeg skal søge at komme ud over buzzwords, hypes, tidens tendenser og nå tættere ind til racismens underliggende kræfter. Som forskere bør vi til enhver tid søge at skelne mellem årsag og symptom. Mellem barnets røde pletter og sygdommen, der producerer de røde pletter.
Det er værd at fremhæve et særligt træk ved den klassiske racisme, nemlig, at den bruger konkrete markører som hudfarve, tørklæde, sproglig formuleringsevne, lugt, toiletvaner, dannethed, civilitet og meget andet på baggrund af en dybere forankret kognitiv forståelse af, hvordan forskellige mennesker relaterer sig til hinanden. Udtrykkene er vigtige, men baggrundsforståelsen er kernen. Det er ikke selve tørklædet eller hudfarven, der er racismen, men historierne og ideologien om dem.
En grundantagelse for hele min forskning siden 1990erne er: at medierne udgør den væsentligste kilde til skabelse af holdningen til etniske minoriteter, fordi kun få danskere har social interaktion med folk, der har etnisk minoritetsbaggrund. Omvendt er danskeres holdninger og opfattelser en af de tungeste faktorer, der påvirker etniske minoriteters oplevelse af diskrimination i Danmark.
De kommentarer om mediernes ansvar, som jeg trækker på, stammer især fra tre store flerårige team-research projekter og tre dansksprogede bøger.
”DEM VI STADIG TALER OM” – mediedækningen i det lange perspektiv
Vi skylder Aidan Soei stor anerkendelse for den aktuelle undersøgelse af mediernes brug af etniske minoriteter som kilder og ansatte ved nyhedsmedierne samt de to tidligere undersøgelser af samme slags. Da jeg så den, tænkte jeg, at det er præcis det samme resultat, som vi – et team af racismeforskere – erfarede under et stort projekt i slutningen af 1990erne. Et af mange iøjnefaldende eksempler er fra Fyns Stiftstidende, hvor samme journalist på en måned skrev 19 historier om somaliere i Danmark. Der blev brugt 40 kilder, hvoraf ingen var somaliere eller dansk-somaliere. Når somaliere endelig optrådte i medierne var det stort set altid de samme tre personer. Vi skulle desuden lede langt og længe efter journalister med etnisk minoritetsbaggrund i nyhedsmedierne (Fadel, Hervik og Vestergård 1999).
Med vores erfaringer fra 25 år siden, Soeis undersøgelse, manglen på journalistisk interesse for dagens arrangement i Landstingssalen og den totale mangel på omtale af fx fagbogen om racialisering i Danmark ”Sådan er det bare” i de danske nyhedsmedier, kan man ikke overraskende konkludere, at medierne er en del af problemet og ikke en del af løsningen. Medierne synes ikke i stand til at dække emnet seriøst og nuanceret (Hervik 2021).
Tallene fra undersøgelserne er altså uomtvistelig vigtige, men er de effektive i kampen for forbedring? Uden forbedring gennem 25 år kan man tvivle. Samtidigt er tallene fagligt set ikke helt uproblematiske. De udraderer nemlig forskellene mellem grupper og personer og tegner et billedet af en homogen gruppe, der står sammen om dét at være brun, mørk, minoritet og racialt diskrimineret. Med andre ord racialiserer det problemet med repræsentation på bekostning af diversiteten, hvilket med ubehagelig parallel til majoritets-politikkens racialisering, der fx finder sted den raciale fællesbegnelse: ”ikke-vestlig”.
ER TONEN I SPROGET BLEVET VÆRRE END TIDLIGERE?
Det er let at antage, at tonen er værre end nogensinde. Det gælder fx på de sociale medier. Og det gælder trusler af enhver grad mod mennesker efter deres optræden i medierne. Imidlertid viser Ekstra Bladets 90 siders tillæg med deres kampagne ”De Fremmede” i 1997, Dansk Folkepartis manifest ”Danmarks Fremtid”, ”Mediernes Muslimer” (Hervik 2002), Muhammed-karikaturkrisen, (Hervik 2012) og ”Tegn Muhammed Dag” aktivisme (Hervik 2012) noget andet. Om det er ordene, indholdet, de medfølgende tegninger, memes eller illustrationer, så var grovheden i lige så høj grad til stede for 20-25 år siden, således som også kommunikationsforskeren Rikke Andreassen har påpeget det ved flere lejligheder. Tonen var lige så skinger og hidsig som i dag. Forskellen er udbredelsen. Den ekstreme negative tale og de medfølgende trusler er blevet langt mere udbredt.
Inspireret af klimaforskeren Rob Nixon (2011) har to finske migrationsforskere (Horsti & Pirkkalainen, 2021) foreslået ”langsom vold” som et begreb, der tager fat på nogle af de processer, som leder frem til den direkte, fysiske vold. Når Udlændingestyrelsen og politikere beslutter, at syriske og afghanske flygtninge nu kan hjemsendes, så ville forskerne slå fast, at disse personer er stigmatiserede og mærket ud til senere udsendelse. Volden er ikke kun fysisk. Den proces, som flygtningen går igennem frem til hjemsendelsen, er også en form for vold. Det samme gælder trusler på liv og lemmer overfor en person, som er blevet kendt i medierne og nu modtager hadepost og trusler. Et politisk slogan som DFs ”Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark” illustrerer også den langsomme vold. Begrebet hjælper os til at vise, at volden ikke alene er fysisk som fx ”tørklædet bliver revet af”, men at personer med tørklæde peges ud som “Jer, der går med tørklæde” og gøres til genstand for særlig opmærksomhed. Det ses fx med en ny kommissions anbefaling om at forbyde tørklæder i skolerne. Det muslimske tørklæde kriminaliseres, dem der bærer det skal sanktioneres. Den langsomme vold mod muslimske piger er startet.
FRA FRYGTENS POLITIK TIL MORALSK RASERI OG ”HVID VREDE”
Hvis mediedækningen af etniske og religiøse minoriteter ikke har ført til en positiv ændring, kunne man spørge, om der så alligevel er forskelle mellem dengang og nu, som er større og bredere end udbredelsen af den negative tone i sproget og den negative handlen overfor minoriteter. Til at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt med et andet analytisk begreb: ”Moralsk raseri.” Begrebet kan medvirke til at forstå de farlige konsekvenser for samfundet, som sker som følge af akkumulering af negativ mediedækning og den politiske strategiske iscenesættelse af dansk nationalisme gennem modstand som nedgør såkaldte ikke-vestlige mennesker og især muslimer.
Forskellen mellem slut-1990’erne og 2020’erne er i min erfaringsopsamling, at den bevidste anvendelse af følelser og moralisering i nyhedsjournalistikken, underholdningsindustrien, opmærksomhedsøkonomien og i akademiet har skabt en slags permanent alarmtilstand, hvor de mindste nyheder udløser omfattende aktivistiske handlinger hos enkeltpersoner og grupper i form af mobning, udskamning, personangreb og nedgøring i et brutalt sprogbrug, der ofte er ledsaget af sværme af trusler, hvoraf de fleste er luftige og færre er livstruende.
En af vores interviewede aktivister fra det yderliggående højre forklarer, at når hun ser noget, som provokerer hende, kaster hun sig over tasterne og fyrer løs. Hun har brug for det, siger hun, og hun elsker at kaste sig ud i udvekslingerne, der følger med. Fx bliver hun rasende, når hun læser om en kvinde, som er flygtet til Danmark, som nu lægger sag an mod den danske stat, fordi familiesammenføringen har årelange udsigter. Hun siger bl.a. ”Altså, hvor jeg tænker, ’hallo’ — prøv nu, jeg kan godt forstå, hvor svært det kan være, men man må også være taknemmelig, hvor man får hjælp. Og så skrev jeg så med ironi og satire.”
Denne alarmtilstand kalder antropologen Arjun Appadurai for en ”predatory” identitet (1996), hvor en person ligger på lur efter et nyt bytte. Kognitivt sker der det, at det du bekæmper bliver den største ting i din bevidsthed. Din perception bliver selektiv. Det du ser, er det du projicerer. Modstandere bliver reduceret til de andres position og udseende. Også den amerikanske historiker Carol Anderson har taget fat på denne bytte-jagende identitet. Hun forsøger at skildre, hvordan det alene er tilstedeværelsen af sorte, lyden af “sorte” stemmer og i det hele taget sortes tilstedeværelse på steder, som man opfatter som “hvide”, der forårsager hvidt moralsk raseri. Hendes grundargument er, at det ikke er forskellene mellem hvide og sorte i sig selv, der skaber det hvide moralske raseri, men hvides oplevelse af sorte menneskers bevægelse opad i det amerikanske samfund. Det er, med andre ord, ikke indholdet i det sagt, der er på spil, men alene synet og lyden af sorte, der provokerer, fx som terrorhandlingen i Charlottesville i 2017 (Anderson 2016).
ER RACISME BASERET PÅ UVIDENHED?
Denne antagelse ligger bag megen antiracisme-aktivisme. Nyhedsmediernes dækning af racisme og befolkningens racistiske undertoner skyldes uvidenhed, lyder det fra mange steder. Hvis bare viden om racisme i medierne, som undersøgelsen Aydan Soei taler om, kom frem, hvis bare oplevelser af racisme blev formidlet, og indsigt i strukturel racisme blev forstået, så ville racisme forsvinde. Men i 25 år er det ikke lykkedes at bekæmpe racisme ud fra denne tankegang.
Da Nicole Jacqueline Obovo Emores postede et opslag på Facebook den 9. marts 2017 om et KIMs reklameindslag, der benyttede sig af blackfacing, førte det en større debat med sig. Analysen fører til, hvad jeg har kaldt for EMORE’s dilemma, som illustrerer, at ideen om racisme ikke hviler på almindelig uvidenhed. Analyse af kommentatorsporet viste nemlig, at Emore og andres oplevelser af reklamen som racistisk, bliver ignoreret af kritikerne. Kritikerne er ligeglade. Siden forsøger Emore og hendes støtter at forklare, hvad begrebet blackfacing og dets historie går ud på. Igen er kritikerne ligeglade og ignorerer det. Emores dilemma er, at hvad der fagligt uomtvisteligt er et eksempel på blackfacing, så preller oplevelse og viden af på kritikerne, som end ikke gengiver hendes argumenter. Dermed bliver hun afmægtig og nærmest overflødig. Denne type kommentering på de sociale medier og nyhedsmedierne får tanken hen på de mekanismer, som hyldes i politisk spin, hvor sandheden altid må vige, hvis det forhindrer, at en person eller en sag kan præsenteres i et favorabelt lys. Programmeret modstand, strategisk undgåelse af faglig viden og en fejring af indifferencen styrer kommentarerne (Hervik 2021).
Det er således ikke en uvidenhed som sådan, der er problemet, men i stedet en særlig form for uvidenhed, som jeg kalder strategisk uvidenhed. Den strategiske uvidenhed henviser til den situation, hvor nogle mennesker ikke ønsker, at vi skal vide visse ting, eller som aktivt orkestrerer tvivl og usikkerhed om faktuel viden (Hervik, 2021). Strategisk uvidenhed dukkede op i analysen af nyhedsmedierne, hverdagssamtaler, såvel som i interviews med aktivister fra både den såkaldte højre og venstre værdiskala. Den er et kendetegn for den tid, vi lever i (Hervik 2021, Proctor og Schiebinger, 2018).
Ideologien, værdier og grundopfattelser er immune overfor fakta og forskningsbaseret viden. Ideen om at “være for” eller ”være imod” mennesker, kulturer, hvem man “kan li’ og “hvem man ikke kan li’, er stærkere end viden om og nysgerrighed overfor emner, man reelt ikke kender til. En af disse grundopfattelser har vi kaldt ”nationen-i-fare,” der henviser til, hvordan kognitive processer er pakket omkring følelser og affekt overfor, hvem man ikke kan lide eller sågar hader. Brugerne af denne ”hellige” værdi, anser sig selv for Danmarks beskyttere, og danske værdier som det bedste og reneste i verden. Det bedste eksempel for menneskeheden, som antropologen Ulla Fadel beskrev det (1999). Med de briller på kan Danmark pr. definition ikke være racistisk. Derved bliver talen om racisme i Danmark behandlet som manglen på civilite og udtryk for korrupt forskning (2021).
Igen er sloganet ”Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark” brugbart. En melding, der på en og samme tid er nationalistisk (vi bestemmer, hvem som skal være en del af Danmark) og racistisk, hvor
stigmatiseringen af tørklæde-bærere bruges til at fastslå, hvordan tørklæde-bæreren tænker, føler og er undertrykt.
STRUKTUREL RACISME: BEGREBETS STYRKE OG DETS BEGRÆNSNING
Bogen ”Sådan er det bare” tager et samlet blik på forskellen mellem den ”hvide” majoritetsbefolkning og såkaldt ”ikke-vestlige” mennesker. Det gælder forskelle i indkomst, tilknytning til arbejdsmarkedet, PISA-undersøgelserne, sundhedstilstand, politistyrken, frivillige foreninger, adgang til jobs og som kilder i nyhedsmedierne, magteliten, højere læreanstalter, hospitalsvæsenet, militæret, skoleområdet, ghettoer og udsatte boligområder. Hver af disse områder, hvor flere kunne lægges til, har det til fælles, at tendensen er stort og ensidigt negativ for de etniske og religiøse minoriteter, også selv om der er store variationer i disse tal. Den stærkeste forklaring på disse forskelle samlet set og lagt sammen med analysen af en kaskade af konkrete mediehistorier er racialisering og strukturel racisme.
Strukturel racisme som begreb henviser til den kulturelt indlejrede normalisering og legitimering af det ”hvide privilegiesystem” og ”det hvide overherredømme” for især USA’s vedkommende omkring forholdet til andre mennesker end én selv. Begrebet inkluderer den kulturelle indlejringshistorie og dets reproduktion og en produktion af magtrelationer, der ensidigt favoriserer den ”hvide” befolkning. Igen med variationer. Når det bliver kaldt det ”hvide privilegiesystem”, så er det ifølge filosoffen Charles Mills ikke fordi, det er ”reserveret” alene til hvide. Når den strukturelle racisme samtidig er indlejret som naturliggjorte mekanismer og ofte ligger uden for bevidstheden, så siger det sig selv, at ikke-hvide også kan indtage magtpositioner i det hvide privilegiesystem og sjældnere i det hvide overherredømme ideologi og praksis, og derved blive en del af bærere af racistiske undertoner. Det gælder fx når racisme reduceres til individuelle psykologiske oplevelser. Det er netop kritikken af ”anklager om racisme” benytter sig af, når den argumenterer for, at racistiske udfald er patologiske undtagelser eller udtryk for brodne kar. Dertil må man lægge det faktum, at selvom en person oplever racistisk diskrimination, så gør det ikke én immun for selv at udøve former for racistisk diskrimination. Dette er en vigtig erkendelse, som er nødvendig for at nå en effektiv anti-racisme (Kendi, 2019).
Strukturel racisme er et uundværligt begreb. Men der er imidlertid et vagt begreb, der nok er vigtigt, men også udgør en megastor paraply af alskens former og udtryk for racisme, der rækker udover individets oplevelser. Derved er begrebet og den virkelighed, som det forsøger at indramme, let for modstandere at ignorere. Den er jo ikke rigtig synlig. Strukturel racisme har sin begrænsede rækkevidde, idet den opererer med racisme som en meta-betegnelse, der udraderer specifikke former for racisme og deres intersektionelle relationer, fx forskellen mellem anti-Roma, anti-semitisme, anti-muslimsk og anti-sort racisme for blot at nævne nogle. Det betyder, at fx den offentlige anti-muslimske ideologi, som præger den politiske dagsorden, ikke adskilles fra anti-sort racisme, som ikke på samme måde indgår i intentionelle offentlige programerklæringer og praksis i Danmark. På grund af sit høje abstraktionsniveau bliver fokus for forskere, aktivister og nyhedsmedier ofte den individuelle raciale oplevelse, som er lettere at formidle, og hvor modstanderne bliver til, udvikler sig til en dæmonisering af hvide og en jagt på ”hvide” racister (Bonilla-Silva 2014, Lentin, 2020). Eller som sociologen Miri Song efterlyser, at anti-racismen kommer udover majoritetens væksttænkning om racisme. ”Ifølge denne dominerende tænkning er udøvere af racisme en hvid person eller en institution. Grundformodningen i denne tænkning er desuden, at selve det at tale om race og racialisering i sig selv fremstår som racistisk” (Cit. Hervik 2021, Song 2014: 109).
En anden begrænsning ved strukturel racisme som analytisk begreb er, at det ikke er i stand til at inkorporere den bevidste ideologiske holdning til og politiske brug af racisme. Racistiske holdninger er i dag opdyrket af mobile konspirations-teorier, der ikke er en del af en samfundsstruktur. Fx den ”Store Erstatning” (Grand Replacement). Konspirationsteorier, som tjener som grundsten i tænkning og skrivning om erstatning af muslimske kroppe med hvide europæiske. De racistiske ideologier og fortællinger om racisme kan eksistere uafhængig af samfundsstrukturen. De kan via internettet hentes fra hele verden og anvendes som et redskab for samfundets dominerende sociale grupper og bevægelser. Det kan være redskaber for nationalisme, imperiebygning, kolonialisme, personlig vinding, prekariatet og meget mere. Pointen er altså, at racisme som ideologi og social praksis ikke alene kan studeres som en del af samfundets struktur, men som et redskab, der kan transporteres og
lånes fra andre sociale sfærer, samfund og kontinenter og historien. Igen er der forskel mellem forskellige former for racisme. I Danmark er det anti-muslimsk racisme, som er det benyttede politiske redskab, mens der ikke findes en tilsvarende anti-sort racisme i de politiske programmer. Alligevel er de forskellige former til stede i hverdagsracismen og hverdags nationalisme.
HAR MEDIERNE ET ANSVAR?
Nyhedsmedierne er i Danmark først og fremmest kommercielle virksomheder med stor definitionsmagt. At bede sådanne virksomheder om en mere ansvarsfuld og etisk dækning er som at appellere til FACEBOOK om frivillig imødekommelse af krav om mere moral i deres arbejde med algoritmer. Selvom jeg er enig med Knud Lindholm Laus flotte kriterier for god journalistik, så er de både idealiseret og ikke egnet for den kommercielle jagt på flest mulige seere og læsere.
Journalister elsker at tale om den fjerde statsmagt og deres opgave med at afsløre magthaverne. Men kun en lille del af mediebilledet er tegnet af seriøs undersøgende og afslørende journalistik. Den er vigtig, men udgør en meget lille del af mediebilledet. Læg dertil, at journalister og politikere rangerer i surveys som blandt samfundets mindst troværdige kategorier i samfundet. Journalistik er i dag holdningsjournalistik baseret på de samme daglige spørgsmål: Hvordan føles det? Hvor alvorligt skal vi tage det? Hvad betyder det for …? Hvad er konsekvenserne? Hvad skal vi forvente? Et medie som TV-avisen har ovenikøbet udviklet et koncept, således at oplæggets tekst er stort set identisk med kildernes og eksperters svar på disse standardspørgsmål. Igen og igen gentages den samme besked. Ikke underligt, at min 91-årige mor udtalte: ”De spørgsmål er simpelthen så dumme, at man ikke gider høre dem.”
Spørgsmålet om, hvorvidt medierne har et ansvar for den vind og skæve behandling af stoffet vedrørende etniske minoriteter, flygtninge, asylansøgere og andre, der ikke tilhører den store majoritet, kan efter min mening konstruktivt ændres til et spørgsmål om, hvorvidt reaktioner og påvirkning af de træge nyhedsmedier nogensinde kan føre til en positiv ændring? Det er ikke lykkedes i de sidste 25 år at opnå mærkbare ændringer. Og selvom der bliver afholdt efteruddannelseskurser og andre forsøg, så har det tidligere vist sig, at de gode intentioner forsvinder, når først historierne brænder på (Hervik 2002). Appeller om moralitet, bedre kriterier og ansvar virker, brutalt sagt, ikke. Jo mere rabalder og reptil-niveau medierne kan levere, jo mere gang i den, jo flere forbrugere, jo flere reklamer, jo bedre fremtid.
Konklusionen er, at spørgsmålet om medierne har et ansvar, bør omdirigeres til, hvilke medier og hvordan kan man mest effektivt bekæmpe race-tænkning, racialisering og racisme? For hvem læser de forskellige medier, og hvem ønsker vi som anti-racisme aktivister at påvirke?
Ekstra bladets læserprofil: Mand fra hovedstadsområdet med erhvervsuddannelse mellem 30 og 49 år. Husstanden tjener mellem 300.000 og 600.000 kr. om året.
Politikens læserprofil: Veluddannet storkøbenhavner, økonomisk velfunderet. I gennemsnit 59 år, hvilket er 13 år ældre end befolkningens gennemsnit.
Berlingske læserprofil: Købestærke moderne mænd og kvinder, 35 til 64 år med mentalt og økonomisk overskud.
Jyllands-Postens læserprofil: Gennemsnitsalder på 56 år. Læserne har en højere indkomst sammenlignet med befolkningen.
Det fører til spørgsmålet, om det virkelig er disse målgrupper, den seriøse racisme-bekæmpelse skal rette sig ind efter. Er det den ældste halvdel af befolkningen, der skal overbevises om kendsgerninger omkring racisme og nationalisme i Danmark og dets konsekvenser for det danske samfund og demokrati?