Flemming Chr. Nielsen
Flemming Chr. Nielsen har skrevet en miniroman, Guds maskingevær hvor fortælleren ved selvstudium læser til præst i Den danske Folkekirke. SOS Racisme har fået lov til at bringe det udsnit af romanen, der handler om filmserien ETHOS og viser menneskets slægtskab og samhørighed over geografiske og dogmatiske afstande. Teksten er en planlagt prædiken.
En filmserie eller film har aldrig i den grad grebet mig som “Ethos” – eller på tyrkisk “Bir Baskadir,” der betyder “noget andet.” Ganske vist udspiller “Ethos” sig i Tyrkiet og blandt muslimer. Der er ingen danskere og ingen kristne i den. Ikke en eneste. Kort sagt skildrer den konflikten mellem de moderne og vestligt orienterede i den tyrkiske metropol og de gammeltroende og traditionelle muslimer på landet. De moderne er veluddannede. De har været i New York og Paris, og hvis de har “åndelige” interesser, gælder det peruvianske åndemanere og importeret røgelse fra Nepal. Deres tilbagestående landsmænd opfatter de som plump og primitiv pøbel.
Omvendt med muslimerne i de afsides landsbyer. De tror på Gud, og så færdig med det. De lever deres liv, som deres forældre og bedsteforældre gjorde det. Selvfølgelig møder de også den moderne verden, men med en vantro måben.
Og antag nu ikke, at filmserien tager stilling for eller imod den ene eller anden gruppe eller skikkelse. Den trænger dybt ind i hver enkelt af sine personer. Først og fremmest i den velbegavede og landlige Meryem, der på grund af sine besvimelsesanfald konsulterer en kvindelig psykiater i storbyen, men også i Meryems tunge klods af en åndeligt uflyttelig bror og i hendes psykisk nedbrudte svigerinde. Dertil den lokale imam – eller kald ham bare landsbypræst – og hans lesbiske datter, den afdankede playboy i storbyen, psykiateren og hendes kvindelige supervisor. Vi møder ikke i serien ét menneske, som ikke belyses i fuld figur. Vi får sympati med dem alle – også med voldtægtsmanden fra stenbruddet. Skal jeg alligevel her fra prædikestolen vove en kritik, er det den, at voldtægtsmanden lægger sin skyld på storbyens fangarme, hvilket jo både folkekirkeligt og kristeligt set er en fraskrivelse af det altid personlige ansvar for synden.
Men disse ord er ikke tænkt som en fattig skitse til en prædiken eller blot til en kirkebladsanmeldelse af “Ethos,” for i så fald ville jeg give den alle Paradisets stjerner. Når den rammer med så voldsom en kraft, er forklaringen, at den “handler” om mig og om de af mine nogenlunde jævnaldrende, der også er født og har levet på landet for cirka tre snese år siden. Den tvinger genkendelsens tårer frem i vore øjne.
For alle dens mennesker færdes – som os – mellem TRO og TOMHED.
Det er min bedstemor som ung, jeg genser i “Ethos.” Jeg ser hendes hånd, der griber efter det sorte tørklæde, hun vikler om hovedet, så snart hun skal uden for en dør. Også om morgenen, når hun bare skal om bag stalden i al slags vejr og ud til et vindblæst skur, hvori der er et bræt med hul i og under hullet en spand. Og nogle papirposer og lidt af en avis. Dernæst hyllet i sit tørklæde hen til møddingen med spanden, for på gården er man honnette folk. Der skal ikke kunne siges andet om dem.
Og hendes mand, min tavse bedstefar, som morgen, dag og aften er i sving med jorden og dyrene. Deres otte dydige døtre, hvoraf én var så uheldig at blive gravid i utide. Hun – den 18-årige – og min bedstemor lå grædende i hver sin seng under det sorte og indrammede broderi med de evigt gyldne ord ”Jesus lever,” og de bad i deres fortvivlelse til Gud om dog at tage denne skam og fornærmelse fra dem. Min bedstefar vandrede som en rådvild og magtesløs sky foran grebningen og hen til svinene og tilbage til gårdens køer. Eller ”gård” er som nutidsudtryk for meget sagt. Det hele var småt, slidsomt og fattigt.
Om søndagen med usvigelig vished og altid klædt i sort og bedstemor med tørklædet på vej til kirken – jeg havde nær skrevet moskéen – og side om side langsomt gående hjem igen. Og detaljer fra “Ethos” gentager sig i den jyske landlighed: så snart du er inde for døren, sætter du dine sko i entreen og ifører dig de hjemlige tøfler. Og hvis det er regnvejr, placeres fodtøjet på trappestenen og hentes ind til omgående renselse.
Jeg har ingen anelse om, hvorfor sko var så hellig en beklædning på landet og i “gammellivet” – både i Vestjylland og i Mellemøsten – at Johannes Døberen i ydmyghed kan tale om ”den, hvis skorem jeg ikke er værdig til at løse.” Og hvor ofte opfordrer Den Hellige Skrift ikke den og den til at tage sine sandaler af eller på? Der må have ligget en særlig betydning i fodtøj. Måske fordi sålerne på dine sko er den farlige berøring med den urene verden. I islam tager du skoene af, før du går ind i helligdommen. Og det regnes for en grov fornærmelse at kaste en sko efter folk. Hvilket også gælder i Det Gamle Testamente, hvor der i Salmernes bog står: ”På Edom kaster jeg min sko.”
Jeg tror ikke, bedstemor og bedstefar var gammeltestamentlige missionsfolk endsige muslimer. Måske var de en slags grundtvigianere, men de vidste vel ikke så nøje, hvad de var. Kun dét stod fast: at Gud i sin himmel vogtede på alle et menneskenes skridt. Han straffede de syndige, og han så i nåde til de lovlydige og rettroende. Gud var Gud, om alle mand var døde. Gud var Gud, om alle land lå øde.
En snes kilometer fra deres gård fandtes “storbyen” – eller i hvert fald byen/købstaden, hvor så meget gik i svang. Dér levede mænd og kvinder, som ikke tog det nøje med livets ubønhørlighed og alvor, men som svirede og forført af lårkort mode og blotteri kastede sig ud i det, som var en større synd end druk og kortspil.
Billedet burde være genkendeligt for mange af jer, som trofast er til stede her i vor kirke i dag (hør blot, hvordan jeg som en skuespiller drives og opildnes af min prædikenlyst). Der er ikke nogen forskel på datidens landligt-danske og især vestjyske kristendom og så nutidens landligt-mellemøstlige islam i det scenarie, som “Ethos” skildrer. Storbyen hér og storbyen dér ligner også hinanden. (…)
Et underligt spørgsmål?
Det giver anledning til et underligt spørgsmål: hvorfor er der så mange af os med en landlig og gudfrygtig baggrund, som i vores rimeligt fremskredne alder ustanseligt ser sig gale på muslimer i stedet for at møde dem med en genkendelse og måske dermed en større sympati og usikker forståelse? Hvorfor kan de ikke spise svinekød som os? Hvorfor kan deres piger ikke gå til svømning sammen med drengene? Hvorfor render de altid rundt med det forbandede tørklæde? Hvorfor lærer de ikke at snakke dansk i stedet for det ravtyrkiske, som vi ikke begriber? Tal dansk, din jyske hund!
Vores fortrængte fortid
Svaret må være, at det er os, som har glemt og fortrængt vores egen fortid. Vi ved ikke, at det er noget, vi langsomt og besværligt og omkostningstungt er vokset ud af. Vi er blevet fortidstømte skaller, der tror, at vi altid har været som akkurat nu. Vi accepterer ikke, at udvikling også hos os har taget tid, og at når vi håner den muslimske livsform, er det vore egne rødder og vor egen kristendom, vi kaster vrag på. For sådan kunne og kan man også leve. Og altid i en erkendelse af, at forandring tager tid. En generation eller to. Eventuelt flere. Og at et oprør skal ske i respekt. Som hos bondeknolden Yahya Hassan, der i sit oprør aldrig fornægtede sin slægt og dens tro. På hans gravsten står der ”den palæstinensiske digter,” som der engang var danske forfattere, der kaldte sig ”den jyske digter.”
Det er temaet i Ethos. Vist kan vi vokse ud af vores ”primitive” fortid og slå os ned i moderniteten. Men fortiden følger med. Også hos psykologen Peri med hendes præstefrue- eller lærerindeknold i nakken og hos hendes lige så frigjorte supervisor Gülbin. Hver gang Gülbin kommer hjem, genfærdsstirrer den muslimske baggrund hende ind i ansigtet – akkurat som var den min ”kristne” bedstemor og bedstefar. Det samme hos den ulykkelige playboy. Hos dem alle. HOS OS ALLE.
For engang var vi alle sammen ”muslimer,” og det er ikke overraskende, for både vores kristendom og deres islam fødtes på en karrig ørkenjord, hvor alle ville gå til grunde, hvis den enkelte skejede ud. Derfor lovens hårdhed. Det var loven for alle eller døden for alle. Det var TRO eller TOMHED.
AMEN.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.