Når børn oplever kærlighed og imødekommenhed, vil de kunne klare sig i livet, der venter dem. Hvis de mærker, at de ikke er velkomne, kan de reagere med livslang sorg eller vrede.
Engang for mange år siden boede jeg to år i Chicago med min mand og vores to små børn. Vi var unge, og min mand havde fået et spændende job på en stor forskningsinstitution. Jeg gik mange ture med den yngste i klapvognen og storesøster Nina på fire år og oplevede det amerikanske samfund på godt og ondt.
Det gode var den store venlighed, jeg blev mødt med, mange smil og mange søde kommentarer til børnene. Det var en glæde at opleve amerikanernes åbenhed. Men jeg oplevede også samfundets onde sider. Vores nabo var syg, men havde ikke råd til at betale en forsikring eller gå til lægen. Jeg mødte en sød ung familie, der ikke havde penge til overs, når de daglige udgifter var betalt, og når der var lagt penge til side til børnenes uddannelse. Man skulle regne med, hvad der svarer til omkring 100.000 kr. per år per barn til udgifterne til college. De måtte spinke og spare i årevis.
Alle frarådede mig at gå over den brede vej ind i det sorte kvarter. Jeg gjorde det alligevel, og det var uhyggeligt at opleve snavset og forfaldet og fattigdommen få hundrede meter fra det hvide kvarter, vi levede i. Det gik op for mig, hvor forvænt jeg var som dansker. Jeg kom jo fra et land, der ikke kender udgifter til sygdom og dyr skolegang og sociale forskelle i den store målestok. Jeg kiggede ind i skolegården i …
I børnehaven mødte Nina meget forskellige børn, der talte et andet sprog. De små piger kom hen til hende og tog hende i hånden og guidede hende gennem dagen, og det hele gik som en leg for hende. Jeg oplevede, at venlighed og tålmodighed kan skabe en bro mellem små mennesker. Jeg opdagede, hvor fleksible børn er og åbne og nysgerrige over for det nye, når de møder venlighed og kærlighed.
Jeg mødte mennesker, der var snavsede og fattige, men hvor var de venlige og åbne over for mig, en gæst i deres land. Jeg følte mig velkommen, selv om de kun havde lidt at byde på. Det gik også op for mig, hvor rigt et land, vi bor i her i Danmark, og hvor godt beskyttet hvert barn og hver voksen er i forhold til ikke kun (datidens) USA, men også til en stor del af verdens øvrige lande. Vi har nem adgang til lægehjælp, gratis hospitaler, gratis uddannelse, så mange gode tilbud. Vi har det godt i Danmark, goderne er fordelt, om end ikke helt ligeligt, så dog rimeligt, og vi har råd til at øse ud af vores rigdom.
Derfor harmer det mig, at vi ikke kan lukke 25 danske børn ind i landet nu på et tidspunkt, hvor vi endnu kan nå at give disse børn den behandling, de har brug for. Når børn oplever kærlighed og imødekommenhed, vil de kunne klare sig i livet, der venter dem. Hvis de mærker, at de ikke er velkomne, kan de reagere med livslang sorg eller vrede.
For omkring femten år siden mødte jeg en kvinde og hendes fire børn, der var flygtet fra Afghanistan og nu boede i en lejlighed i Vollsmose. Kvinden var digter – på sit sprog farsi. Hun var ulykkelig, fordi hun havde svært ved at udtrykke sig på dansk. Jeg hjalp hende med at oversætte nogle af hendes digte til dansk og med at udgive en bog om Silkevejen på dansk. Pludselig blomstrede hun op, og også børnene mærkede lettelsen og kunne smile. Jeg blev ven med hele familien. Det gik op for mig, at den forandring og forskel, der var sket i denne families liv, den flere år lange flugt og omstillingen til det danske samfund og det danske sprog, var så langt mere omfattende end dem, jeg oplevede i mine år i USA.
Børnene arbejdede flittigt for at lære dansk og for at blive dygtige i skolen. Nu er de alle fire blevet danskere, den ældste, drengen, er ansat i en virksomhed i København, de to næste piger er uddannede som læger, og den yngste pige er netop blevet færdig med jurastudiet og er ansat i et anerkendt advokatfirma. De børn startede på et nulpunkt, og med lidt støtte og venlighed (og deres mors opbakning) er de kommet langt.
Det er så vigtigt, at vi modtager de danske børn i Syrien med åbne arme og gode forhold, så også de kan få chancen for at glemme eller i al fald fortrænge nogle af de dårlige oplevelser, de har været igennem, og i stedet for tænke fremad. Det er også vigtigt, at deres mødre kommer til Danmark med dem. Nok skal mødrenes sag undersøges, og de skal muligvis dømmes for at have støttet ISIS, og nogle af dem skal muligvis gennem en repatrieringsproces, men det vigtigste er, at de er her i landet og på længere sigt kan støtte deres børn.
Jeg er lykkelig for at have fundet ligesindede blandt mine jævnaldrende i bedsteforældregruppen, der arbejder på at få syriensbørnene til Danmark. Vi er gode til at bakke hinanden op og supplere hinanden. Det er så glædeligt, at vi bedsteforældre er blevet aktivister. Vi har hele livets erfaringer at øse af. Vi tager ikke politisk stilling, og vi tilhører hverken rød eller blå blok. Vi er bare os selv.
Livet har lært os at tage mangt og meget med et gran salt og være pragmatikere i det politiske felt. Vi har bare et formål med vores aktivisme: At fornuft og kærlighed skal sejre. Vi har alle hjerterne vidt åbne over for børn af alle slags og er parate til at bruge tid og kræfter på at hjælpe dem.
Venlige hilsener, Pia Sigmund