Niels Hav, forfatter og digter
Da Joe Biden blev indsat som præsident i USA, læste digteren Amanda Gorman ved indsættelsesceremonien. Digtet ”The Hill We Climb” satte ord på manges følelser og håb. Digteren kan have en tilsvarende rolle i andre kulturer. Men til daglig, og det meste af tiden, er digteren en outsider. En ensom røver i ørkenen. Sådan er det i Europa, og sådan er det i resten af verden.
Vi digtere er individualister. Vi hylder de samme dyder som beduinerne: udholdenhed og generøsitet. Nogle af vore bedste kolleger rundt i verden ved noget om sult og tørst, om heroisk fattigdom og længsel. Der er andre værdier end de materielle, at fastholde den viden er en af poesiens opgaver.
Aldrig før i verdens historie har så mange mennesker levet i eksil; krige, sult og klimaforandringer driver folk på flugt – i dag er vi alle blevet en slags nomader. Det er et paradoks, at nationalismen samtidig blomstrer. Vi er digtere og residerer i den litterære republik. Fysisk befinder vi os i Shanghai, Bogotá, Istanbul eller København, men Poesien er det mentale hjemland, vi har fælles.
Poesi er ikke for kujoner. Når sandheden skal undertrykkes, er digterne tit de første, der bliver sat i fængsel, det har sin logik. Det er digternes opgave at holde øje med magthaverne og at sige tingene, som de er. Men poesien er nabo til musikken, og når et digt lykkes, slår ordene toner an, som har en dybere resonans i sindet. God poesi er magisk.
Digte fokuserer på livets skønhed og storhed — og på almindelige menneskers dagligdags problemer. At søge sandheden er som at fange firben i mørke, og uanset hvordan vi vender og drejer os, vender røven bagud. Vi må vedgå vores forvirring. Kunst er på jagt efter en dybere sandhed end politiske løsninger, men samtidig vil poesien altid være en kritisk instans med den ekstra opgave at fortælle sandheden om reelle problemer i den virkelige verden.
Vi tilhører alle én og den samme universelle civilisation, og vi har én fælles skæbne, uanset hvilket alfabet vi bruger. Lad os satse på en ny blomstring af kunst og litteratur i en fredelig verden. Poesien kan krydse grænser og bidrage til forståelsen mellem verdens folk og kulturer og styrke respekten for individet og den personlige drøm om et liv i lykke og harmoni. Vi deler alle sammen den drøm.