Fra flygtning til forkæmper for menneskeværdighed
Interview med Sheku Amadu Jalloh, landsformand for SOS Racisme, Danmark.
Her møder vi en journalist og kontorfuldmægtig, der taler flere sprog og involverer sig med mange mennesker. Det er lykkedes SOS Racisme at få en aftale med vores formand imellem hans mange andre aftaler, mellem konferencen i Bruxelles og Bonn.
Jalloh er kommet til Næstved for at fortælle redaktøren sit livs eventyr, sine værdier og sine planer for et samfund, der er til at leve i. Den første kop kaffe er knap nok drukket, og almindelig hyggelig snak udveksles, før alle de gode oplevelser fra konferencen i netværket European Network Against Racism (ENAR) trænger sig på:
-Det var alle tiders konference, og det er simpelthen så inspirerende at være sammen med folk fra hele Europa, der alle sammen vil forsvare det enkelte menneskes værdighed og rettigheder. For det er beskæmmende at måtte erkende at det går den gale vej i Europa. Diskriminationen stiger, og lovgivningen ser ud til at gøre det mere og mere vanskeligt at være borger med minoritetsbaggrund, hvad enten man nu kan se baggrunden på folk, kan høre det eller opdager, at hende/ham man taler med har en anden religion end Folkekirkens.
Hvordan har SOS Racisme det i de andre europæiske lande?
-De har færre medlemmer end vi, men de er mindst lige så engagerede. Derfor var det en stor glæde at lytte til de forskellige indlæg. Og jeg er også altid oplagt til selv at fortælle, for mit liv er altså et virkeligt eventyr. Det var en fornøjelse at være med iklædt mine afrikanske dragter til møderne. Det vakte også både glæde og beundring. Ja, jeg har lært af vores fælles bekendt Malcolm Jallow, der nu sidder i den svenske rigsdag, at man kan være hel, hel afrikaner og helt svensk.
-Ja, nemlig, det er vi, mennesker, der netop helhjertet tager den nye kultur til os samtidig med at vi husker og bruger vores medbragte kulturelle rigdom, så vi kan berige de lande, vi er statsborgere i, og lade os berige af dem.
Hvordan gik det til, at du blev dansk statsborger?
-Mit liv begyndte den 14. juli 1964 i Sierra Leone der var nært knyttet til Liberia. Min mor døde, da jeg var seks måneder gammel; hende har jeg ikke kendt. Min far havde flere koner, så jeg blev sendt på kostskole.
Hvilken religion er du vokset op med?
-Jeg er født muslim og har gået på en katolsk kostskole. Det er interessant her i landet at lære noget om hvordan repræsentanter for to forskellige religioner kan leve side om side.
Hvordan blev du behandlet, når du kom med muslimsk baggrund?
-Det er intet problem. Religionerne slås ikke. Når der føres krige, er det mellem stammerne. Jeg ville være journalist, og da jeg var ung, kunne jeg uden problemer tage til New York og Baltimore at studere. Der var jeg i tre måneder, betalt af USA. Man fik fri rejse. Det er på grund af en særlig forbindelse mellem Liberia og USA.
Hvordan fik du så den ide at tage til Danmark?
-Det gjorde jeg heller ikke, men der blev uro i Sierra Leone – optræk til borgerkrig, og i 1990 måtte jeg simpelthen se at komme væk for at redde mit liv, så jeg gik om bord på et skib uden at vide, hvad det var for et skib, og hvor det skulle hen. Det viste sig at være et dansk skib, der sejlede med kaffe og containere til Europa med destination København. Jeg gemte mig i begyndelsen under en container. Først, da vi var ud for Mauretaniens kyst, blev jeg opdaget, fordi jeg var sulten. Jeg skulle op at stjæle noget mad, og så blev jeg opdaget og fanget. Jeg er hverken den første eller sidste, der har prøvet at være blind passager. For mange andre er der sket det, at de simpelthen bliver smidt ud, når skibet er i rum sø, og så ser man ikke mere til dem.
Hvordan fandt du ud af, hvor du skulle hen?
-Da jeg blev opdaget, fik jeg hver dag lidt suppe og en lille bolle. Første stop var Portugal. Politiet i Portugal satte sig i forbindelse med det danske politi for at høre, om de ville modtage mig. Jeg kan lidt portugisisk, så jeg forstod, hvad de sagde. Det var næsten alt for spændende. Tænk, dengang ville det danske politi gerne modtage en blind passager! Det tilfælde blev mit livs store held: Jeg kendte den danske sympati for Sydafrikas Mandela, så jeg blev fyldt med håb. Besætningen passede godt på mig, og jeg fik tre måltider mad hver dag fra Portugal til København.
Hvad skete der, da du kom til Danmark?
-Det er et helt specielt eventyr, som du slet ikke kan forestille dig. Det ville aldrig kunne ske i dag: Der kom to politibetjente og talte med mig. Jeg kan flere sprog, og det hjalp mig naturligvis, for jeg talte både engelsk og fransk – og lidt portugisisk. ‘Velkommen til Danmark,’ sagde de! Ja, det lyder unægtelig som en mentalitet fra en anden planet. Ja, det var godt – dengang. Når man kom illegalt til Danmark, skulle man i isolation i tre døgn, så de kunne undersøge, om ens oplysninger var sande. Derefter kom jeg til Sandholm, hvor jeg var i december-januar 1991, hvorfra jeg kom til et asylcenter i Jyderup, som nu er nedlagt.
Hvordan havde du det midt i alle de omvæltninger?
-Jeg var lykkelig. Tænk at være i live efter så længe at have været i virkelig fare. Det var en god drøm, der var ved at gå i opfyldelse. I Jyderup traf jeg en iransk pige. Vi forelskede os og giftede os. Det holdt ikke, men det var godt for os begge dengang at have hinanden at støtte os til.
Den blinde passager er blevet kontorfuldmægtig med mange tillidsposter
Vi springer frem til nutiden. Jalloh taler hurtigt og begejstret. Begejstret for sin tilværelse først og fremmest, og derfor også begejstret med tanke på alt det han vil gøre for samfundet, for antiracismen og for fællesskabet om at skaffe enhver menneskeværdighed, uddannelse og aktivitet i samfundet, beskæftigelse med lige det man har evner til og interesse for. Hans interesse for politik bruger han som medlem af Socialdemokratiet.
-Jeg kom først under Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg bl.a. lærte dansk og fik en sagsbehandler, der guidede mig, så jeg blev indviet i det danske samfund. Derefter kom jeg til kommunen og fik bolig på Østerbro, hvor jeg stadig bor. Jeg er blevet kontoruddannet og har arbejdet på Danmarks natur- og lægevidenskabelige bibliotek, hvor jeg er kontorfuldmægtig. Biblioteket er senere blevet fusioneret med Det Kgl. Bibliotek.
Nu er jeg helt overvældet over alt det du har været igennem, alle de sprog du taler – og så at du samtidig har haft det samme arbejde i 29 år. Hvilken nationalitet tilhører du?
-Jeg taler jo også alle de stammesprog, der er i de to afrikanske lande, hvor jeg var i min barndom og tidlige ungdom, men jeg er dansk statsborger, og jeg er meget optaget af mellemfolkelig forståelse. Det er et godt grundlag for at begribe at racisme er den tåbeligste af alle de illusioner, der angriber mennesker som en sygdom. Derfor er jeg jo også glad for at være blevet valgt til Landsformand for vores NGO.
Du er kommet hjem fra en konference i Bruxelles, og du skal snart til en i Bonn, så du nøjes altså ikke med at sidde på kontoret.
-Nej, jeg har mange tillidsposter: bestyrelsesmedlem i Lejernes Landsorganisation, Hovedstadens bestyrelse, og medlem af Østerbro lokaludvalg, skolebestyrelsesformand i Sortedamskolen og domsmand i Østre Landsret.
Din utrættelige energi fører dig både til mere uddannelse og endnu flere tillidsposter?
-Ja, smiler Jalloh, det er sandt. Jeg har også gennemført en diplomuddannelse i Informationssøgning og videns organiserende systemer indenfor ABM – området. ABM betyder Arkiv Museer og Bibliotek. Det har med hele uddannelsesområdet at gøre.
Så din interesse for det dynamiske i nutidens måde at uddanne sig på har ført dig videre til en endnu tillidspost, som dine kolleger har valgt dig til?
-Ja, netop: Jeg blev i november sidste år genvalgt som Arbejdsmiljørepræsentant, AMR, for omkring 100 af mine kolleger. Det var ved et kampvalg for endnu en 4-årig periode fra 01. januar 2023 til 31. december 2026. Det er jeg både stolt over og taknemmelig for. Jeg kan oprigtigt sige, at mange her i landet er antiracister, men desværre er det ofte racisterne der får ordet i medierne. Det skal vi gøre noget ved.
Mens vi taler sammen, bliver Jalloh ringet op af sin yngste søn.
Og du har også tid til familieliv?
Jalloh, som hele tiden har talt varmt, lyser endnu mere op. Han er tydeligt stolt af sine to drenge på 18 og 16 år, Ibrahim og Mamadou.
-Ja, Mamadou er lige blevet optaget i Brøndby fodboldklub for de næste to år. Ibrahim på 18 tager et sabbatår. Det er gode og engagerede drenge.
Vi slutter mødet af med en skål suppe og noget godt brød, inden Jalloh kører tilbage til Østerbro for at forberede et møde til næste dag.
Læs også:
I bladet for HK-Stat årgang 2013 er der et større interview med Sheku Amadu Jalloh; siderne tilgås ved at åbne link og klikke videre i nedre venstre hjørne, hvor der kan åbnes en sideoversigt.
Læs også:
I bladet for HK-Stat årgang 2013 er der et større interview med Sheku Amadu Jalloh; siderne tilgås ved at åbne link og klikke videre i nedre venstre hjørne, hvor der kan åbnes en sideoversigt.
