Mens regnen stod i tommetykke stråler ned over København og omegn, stirrede 18 sortklædte kvinder bekymret mod himlen. De var på vej mod Rundetårn fra steder som Lolland, Karise, Udrejsecenter Avnstrup, Nordsjælland, ja hele Københavnsområdet.
Kvinderne ved Rundetårn
De kom, blev set og hørt. Regnen var stoppet — og folk stoppede op. De unge, kvikke, måtte lige læse, hvad der stod på de sorte bannere, mens de hastede forbi — men tog nysgerrigt imod papiret, der blev rakt til dem. Andre takkede kvinderne for deres indsats.
Det var lidt overvældende, at vi på en time fik delt 400 løbesedler ud — OG, at de ikke blev smidt på gaden, men faktisk læst. Hvor opmuntrende med den lydhørhed, vi fornemmede hos de forbipasserende.
Indfødte og afsylafviste i fællesskab
I 16 år har Kvinder i Sort demonstreret sammen med asylafviste kvinder fra centrene på denne dag, Verdensflygtningedagen, for at fortælle om de afviste asylansøgeres skæbne i udrejsecentrene. Meget lidt vides i offentligheden, for meget lidt bliver der fortalt om dem.
Kvinder i Sort håber, at mange, der kom forbi Rundetårn i dag, vil tænke over, hvad de så og læste, og blive mere opmærksomme på det svære svigt af asylansøgere her til lands.