Jørgen Kirkegaard, lektor emeritus, forfatter
Som historiker er jeg konstant vant til at se de aktuelle fænomener i det lange perspektiv for virkelig at forstå dem, — gerne i årtier eller endog i århundreder.
Og set i dette lange perspektiv har de sidste tyve års danske flygtningepolitik været helt hovedløs med Inger Støjbergs vist 100 stramninger, med et lys i lagkagen for hver stramning. Uhyggeligt, — og det vil fremtidens historikere kritisere meget og sige: Hvad tænkte de dog på? — Kun næste valg?
Den helt uomgængelige kendsgerning … er at verdens befolkningstal om ganske få årtier vil blive faldende.
Den helt uomgængelige kendsgerning, som vi må indrette os på, hvad enten vi vil eller ej, er at verdens befolkningstal om ganske få årtier vil blive faldende. Der vil blive ganske stor rift om al mulig arbejdskraft, uanset uddannelsesniveau.
Årsagen til at verdens befolkningstal endnu stiger lidt er den længere levealder, og at der endnu er et fødselsoverskud i dele af Afrika og Asien. Men faktisk var den globale levealder i 2021 faldende, så der er grænser for, hvor meget denne faktor vil hjælpe.
Overbefolkningen blev væk
Vi er alle, ikke mindst i skolen og i medierne, blevet hjernevasket med tanken om den truende overbefolkning, men det kan man nu se er helt forkert (selv Politiken har indset det, jf. artiklen 23.1.2020: Underbefolkning er problemet).
Antallet af fødsler er generelt faldende overalt i Europa og også i USA, hvor der i 2021 kun blev født 3,8 mio., — det laveste tal i de sidste 35 år. Japan har i rigtig mange år haft faldende befolkningstal, og i 2060 vil befolkningen her være svundet ind med 1/3. I Kina vil befolkningstallet begynde at falde ca. i 2028.
Årsagerne til de alt for få fødsler er mange, og her skal kun nævnes nogle få vigtige: Kvindernes udearbejde og bedre uddannelser, bedre prævention, en nogenlunde god sikring af alderdommen mange steder, forringet sædkvalitet (kemi?), bedre hospitalshjælp mv., så færre børn dør, og dertil mekanisering overalt, — faktisk ganske gode udviklinger. Men resultatet er: mangel på arbejdskraft.
Hvis en befolknings størrelse skal opretholdes, skal hver kvinde føde 2.1 barn, siger tallene. De fleste lande i verden er langt fra dette tal. I Danmark fødes der p.t. 1,7 barn pr. kvinde, hvilket er ret højt i EU-sammenhæng. En lille bitte stigning i antallet af fødsler i Danmark i 2021 ændrer intet ved de store linjer, og kun ved indvandring og den længere levetid opretholdes vores befolkningstal nogenlunde.
De fremsynede kommuner hilser flygtningene velkommen
Hvilke følger vil disse kendsgerninger så få i Danmark, bl.a. for flygtningepolitikken?
Først må det slås fast, at et nogenlunde konstant befolkningstal er afgørende på særdeles mange områder. Det drejer sig i første række om den nødvendige arbejdskraft, som jo er et brandvarmt emne for tiden. Der er en skrigende mangel på arbejdskraft overalt, — til ældreplejen (de store årgange…), børnehaverne, skolerne, fængslerne, politiet, og lige så vigtigt i industri, håndværk, landbrug og gartneri.
Desuden har flere indbyggere den største betydning i udkantsdanmark. Det er kunder i butikkerne, børn i skolerne, arbejdskraft mm. — og (meget vigtigt!) nogenlunde stabile huspriser. Derfor byder en række kommuner nu flygtninge og indvandrere hjerteligt velkomne, således Tønder, Varde, Hjørring, Ringkøbing, Sønderborg m.fl.
Den nære fremtid og den venlige flygtningenævn
Også det øvrige Danmark vil blive nødt til at ændre sin holdning til flygtninge og indvandrere og byde dem hjerteligt velkomne. Flygtningenævnet må ændre sin praksis i sine vurderinger, og hele lovgivningen må afspejle de nye realiteter. — Og det kommer, stensikkert.