Den 13. november 2015 blev Paris ramt af terrorangreb seks steder. Spillestedet Bataclan blev angrebet under en koncert for fulde huse. Der er plads til 1500. 89 mennesker dør. Antoine Leiris, som mistede sin kone, har lavet en dokumentar, hvor han kontakter nogle af de pårørende for at lytte til deres efterliv og tanker. I denne dokumentar, “You will not have my hate/vous n’aurez pas ma haine,” skriver han et åbent brev til forbryderne:
“Fredag aften stjal I et helt særligt liv, mit livs kærlighed, min søns mor, men I får ikke mit had. Jeg ved ikke hvem I er, og jeg vil ikke vide det, I er døde sjæle. Hvis den gud som I blindt slår ihjel for, har skabt os i sit billede, vil hver eneste kugle i min kones krop have været et sår i hans hjerte.
Nej, jeg giver jer altså ikke den gave at hade jer. I har godt nok arbejdet på at få den, men at svare på had med vrede, det ville være at give efter for den samme uvidenhed som har gjort jer til hvad I er. I vil have mig til at være bange, at jeg skal se mistroisk på mine medborgere, at jeg vil ofre min frihed for at få sikkerhed. I har tabt. Der skal spilles igen.
Jeg så hende nu til formiddag. Endelig, efter at have ventet i nætter og dage. Hun var lige så smuk som da hun tog af sted fredag aften, lige så smuk som da jeg forelskede mig, faldt pladask for hende for mere end tolv år siden. Selvfølgelig er jeg helt ødelagt af sorg, den lille sejr indrømmer jeg jer, men den kommer til at vare kort. Jeg ved at hun vil være sammen med os hver dag og vi finder hinanden i dette de frie ånders paradis, som I aldrig får adgang til.
Vi er to, min søn og mig, men vi er stærkere end alle hære i verden. I øvrigt har jeg ikke mere tid til jer, jeg skal hen til Melvil som er ved at vågne af sin middagslur. Han er næsten 17 måneder, han skal spise sin mellemmad som hver dag, bagefter skal vi lege som hver dag, og denne lille dreng vil hele sit liv krænke jer ved at være lykkelig og fri. For I får nemlig heller ikke hans had.”