Leif Hjernøe, sølvsmed og forfatter
Som en værdifuld uskreven lov har Folketinget altid været en regnbuefarvet vifteformet slags fællesnævner i enhver debat om vores mangeartede nationale identitet. Nu ser det altså ud til, at den lov ikke længere kan nøjes med at være uskrevet. Hvordan ellers sikre, at intet indskrænkende misbrug af betegnelsen dansk nogensinde må kunne finde sted?
Danmark for folket
Da den socialdemokratiske digter Oskar Hansen (1895-1968) for næsten 90 år siden skrev teksten til den slidstærke sang ”Danmark for folket”, undlod han klogeligt at appellere til nationale følelser. Ordvalget var ikke rettet mod de særligt udvalgte fædrelandskærige. Det sidste af sangens tre vers siger, hvad der skulle og kunne siges, kort og godt:
”Danmark for folket/ det klinger fra Nord,/ plads for os alle/ ved samfundets bord/.Kamp imod dem, der vil storme og slå/ de friheds lyse skanser, som vort folk bygger på./ Plads for hver tanke, der levende gror,/ det er vor stærke tone i det store verdenskor/. Plads for dem alle, plads for alle, der vil/ Danmark for folket”.
I forbindelse med den hjemlige afvikling af tre etaper af Tour de France, og den nyligt veloverståede landskamp mod Brasilien i kvinde-fodbold er det diskutable ved en ukritisk brug af begreber som nationalfølelse og danskhed blevet tydeliggjort. Det gælder også en tilsvarende mere eller mindre ekskluderende anvendelse af farverne på det danske nationalsymbol: Dannebrog.
Af respektfuldt hensyn til vores kollektive nationale selvforståelse må intet dansk politisk parti med nogen ret kunne påberåbe sig at være mere dansk end andre. I den henseende har Dansk Folkeparti og nu også Danmarksdemokraterne alene på grund af de valgte partinavne for længst diskvalificeret sig selv. Da Folketinget jo udelukkende består af de i Danmark demokratisk valgte danske partier, må ethvert forsøg på at udskille sig fra den sammenhæng betragtes som falsk — det vil sige selvovervurderende selvbedragerisk — varebetegnelse.