Nauja Bianco, direktør for Det Grønlandske Hus og Nordatlantisk Hus i Odense
IMPERIETS BØRN – Da Danmark vildledte FN og Grønland for at beholde sin sidste koloni Forholdet mellem Danmark og Grønland med nyere og mere kritiske briller
Der er for tiden enorm fokus på relationen mellem Danmark og Grønland. Statsminister Mette Frederiksen og formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede aftalte i juni 2022 at få lavet en redegørelse af de væsentlige historiske omstændigheder, forhold, fakta (og måske endda følelser?) knyttet til relationen mellem Grønland og Danmark. Ét er det retoriske spørgsmål om, hvorvidt Grønland overhovedet var en koloni (tænk sig, at vi fortsat skal debattere den præmis?). Noget andet er relationen mellem Grønland og Danmark efter Grundlovsændringen i 1953, som formelt afsluttede den officielle kolonirelation og gjorde Grønland til “en ligeværdig del af Kongeriget Danmark” i form af et amt. Journalist Anne Kirstine Hermanns bog “Imperiets børn” bidrager med stort engagement og aktualitet til netop den debat.
Efterkrigstiden og tiden omkring Grundlovsændringen
Bogen tager udgangspunkt i efterkrigstiden og tiden i og omkring Grundlovsændringen i 1953, som bliver så afgørende for forholdet mellem landene. FN kom til verden i 1945 efter 2. verdenskrig og pålagde de lande med kolonier at give deres kolonier selvstændighed eller indlemme landene helt og aldeles i ‘moderlandet’. Det gjaldt også for Grønland. Selvstændighed blev ikke realiseret, og bogen dokumenterer, hvordan skiftende danske regeringer gennem 1940’erne og 1950’erne førte Grønland og FN bag lyset for at bevare Grønland som en del af Danmark, som bogens undertitel indikerer.
Som forlaget Lindhardt og Ringhof skriver i deres beskrivelse af bogen, så fortælles en “dramatisk historie om mørke kapitler” i dansk kolonihistorie ved at følge historiske kilder og se på, hvad der skete, da politikere og embedsmænd besluttede, at Grønland skulle forblive en del af Danmark i den ellers globale afkolonisering, der fandt sted på samme tidspunkt. I stedet for fuldstændig afkolonisering blev der truffet beslutning om en række reformer, der endte med at gøre Grønland mere dansk end tilfældet var under kolonisering. Danisering i Grønland blev en realitet.
Grundlag og metoder
Bogen er blevet til efter research i Rigsarkivet og Folketingets bibliotek i København, i FN’s arkiver i New York samt rejser i Grønland, hvor forfatteren har boet og arbejdet som journalist. Udover det grundige researchmateriale har bogen et ekstra element – nemlig den personlige fortælling. Mellem de ’faglige’ kapitler er der nemlig 7 “øjenvidneberetninger” fra grønlændere, der har oplevet daniseringen på egen krop og oplevet danisering af deres samfund, hjem, familier og sig selv. Det er her de personlige oplevelser kommer i spil, og følelserne får plads. Daniseringen gik hårdt ud over den grønlandske kultur, det grønlandske sprog og flere generationer af grønlændere med personlige og voldsomme konsekvenser til følge.
“Eksperimentbørnene” er vel det mest levende og grelle eksempel på denne danisering, men der er flere, hvor de kommer fra. Beretningerne i bogen vidner herom.
Personlige beretninger
Øjenvidneberetningerne er et vigtigt element i den samlede og fælles historiefortælling, for den er ofte udeladt i de strengt historiefaglige redegørelser. Dermed er en væsentlig del af de grønlandske stemmer udeladt. Det er ét af de åbne sår, der fortsat eksisterer mellem Grønland og Danmark: en oplevelse af, at de grønlandske stemmer ikke tillægges vægt eller betydning, og det udelukkende er “den hvide mands historie”, der er genfortalt og har betydning.
Der er en oplevelse af, at det primært er kolonisators historier og perspektiver, der får plads og er fremherskende, frem for den koloniseredes historier og perspektiver, der får betydning.
Nuanceret og læseværdig skildrin
”Imperiets børn” er med til at give de koloniserede en stemme. Bogen afglorificerer samtidig Danmark som ‘den gode koloniherre’, som “i hvert fald ikke udviste den samme brutalitet som andre kolonilande som fx Belgien overfor Congo”, der er et ofte hørt argument for, at Danmark skulle have været et godt koloniland. Men intet er sort/hvidt – heller ikke relationen mellem Danmark og Grønland, hverken før den formelle kolonitid, under den formelle kolonitid eller efter den formelle kolonitid helt op til i dag, hvor vi lever i og med et rigsfællesskab, der er under granskning og – måske – modernisering.
“Imperiets børn” bidrager med nødvendige nuancer, der gør os i stand til at kigge kritisk på kolonitiden og den fælles historie. Bogen er læseværdig og et absolut must for alle med interesse i Grønland og relationen til Danmark. Stor anbefaling herfra!