Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Børnene hjem fra Syrien – NU!

I 1945 kom der mange tyske flygtninge op gennem Jylland. Flere af dem gik forbi den lille landsby, hvor mine forældre boede. Det var kvinder og børn, som var sultne og forhutlede…

Jeg føler mig ikke specielt som ekspert i små børn og ville nok ikke selv have brugt udtrykket, men anyway. Jeg blev uddannet socialpædagog i 1985 og har altid arbejdet inden for det specialiserede handicapområde og altid på bosteder. Jeg har arbejdet med mennesker med svær autisme og  udviklingshæmning og udviklingshæmmede med andre komorbiditeter f.eks. psykiske lidelser i forskellig form. Jeg har arbejdet  både med børn og unge , men også med voksne. De sidste 14 år af mit arbejdsliv som leder. Jeg er nu på efterløn og har været det siden 1/8 2020.

I 1945 kom der mange tyske flygtninge op gennem Jylland. Flere af dem gik forbi den lille landsby, hvor mine forældre boede. Det var kvinder og børn, som var sultne og forhutlede. Mine forældre og deres dengang 2 børn boede på et lille husmandssted. De havde ikke meget, men var selvforsynende med mad.

Min far var sønderjyde, og hans slægt måtte flygte fra (dengang) Nordslesvig for ikke at blive indrulleret i den tyske hær under 1. verdenskrig. Med den baggrund og nazismens grusomheder nærede mine forældre en dybfølt afsky for Tyskland.  Men de kunne godt skelne mellem hvad, der var tysk politik og hvad, der var almindelige menneskers nød.

Min mor gav kvinderne mad. Hun kunne ikke holde ud at tænke på, at de skulle gå videre sultne og bange i et land, der så på dem som fjender.

”Nogen” – de fandt aldrig ud af hvem – anmeldte mine forældre til politiet, og min far måtte stå skoleret i Kolding og svare på hans ”forbindelse” til tyskerne. Som altså var at hjælpe nødstedte kvinder og børn.

Denne fortælling, som udspandt sig mange år før jeg blev født, har siddet i mig hele livet. Næstekærligheden som fortællingen afspejler, har været min ledetråd.

Min rejse gennem livet har bragt mig mange steder hen, og jeg har mødt mange mennesker. Jeg har arbejdet i alt 4 år i 2 forskellige afrikanske lande og mødt utrolig mange fantastiske ildsjæle, som har kæmpet for deres tilværelse og for deres lokalmiljø.

Mange gange har kampen været med livet som indsats og alligevel har de fortsat.

Disse kvinder og mænd har måtte kæmpe – og kæmper stadig – mod korrupte systemer og undertrykkelse af basale rettigheder.

Det har skærpet min bevidsthed om, at den demokratiske retsstat ikke er en selvfølge. Vi skal hele tiden være os bevidst, at glemmer vi at passe på den, så skrider den.

Jeg synes, vi bl.a. ser det i forbindelse med børnene i Syrien. Det er danske statsborgere, som er rejst til Syrien, måske for at kæmpe som IS krigere, måske for at gifte sig med mænd, som kæmper som IS krigere.

Vi danskere – også jeg – har svært ved at forstå det valg. Hvordan kan man vende sit land ryggen og kæmpe for værdier, der ligger så langt fra? Hvordan kan man drage sine børn ind i så utryg en tilværelse? 

Men det er netop i mødet med det vi ikke forstår, at retssamfundet bliver sat på prøve. At vi skal vise, hvad det danske system er gjort af. Det er i mødet med det uforståelige, at vi skal vise at retssikkerhed gælder for alle. Det er også her, vi skal vise, at næstekærlighed handler om alle vores næster – også de som har forrådt Danmark og – måske – begået forbrydelser, vi ikke tør hverken se i øjnene eller tænke på.

Disse mennesker har børn, helt uskyldige små børn, som ikke har bedt om at blive født, og som lever under ufattelige forhold.

Vi har underskrevet FN´s børnekonvention, den gælder for alle børn. Den gælder også for de børn, hvis forældre har begået forbrydelser.

Børnene skal have et liv med familien eller andre, der kan give dem kærlighed og tryghed, hvis forældrene ikke kan. Forældrene skal stilles for en domstol og dømmes for de handlinger, de har begået, som det sig hør og bør for en retsstat.

Forældrenes brøde må aldrig gå ud over børnene, det har vi som samfund ansvar for ikke sker.