Danmark har ”ondt i retsstaten”, når der skal placeres ansvar for politisering, og pressen bevæger sig fra
nyhedsformidling og pluralisme til ensidig ”agit-prop”.
Når noget går galt, skal ansvaret placeres. Det lyder så rigtigt og indlysende, at indsigelse må forstumme. Menneskets sunde fornuft kommer til sin ret. Her skal “retfærdigheden ske fyldest.
Lige så rimeligt, som at den, der har lavet noget godt, får æren og belønning for det, skal den, der har lavet noget skidt, have skylden og straffen. Som i andre af livets forhold kræver hensynet til samfundet og fællesskabet, at man bruger belønning og anerkendelse på den ene side og både afskrækkelse og forebyggelse på den anden side for at få borgerne, høj som lav, til at agere hensigtsmæssigt.
Ansvar politisk
I et demokrati er det flertallet, der bestemmer. Det var det afgørende krav, da enevælden blev afskaffet herhjemme, og i nyere tid var det også dét, som talte, da f.eks. apartheid skulle afskaffes i Sydafrika.
Bort med de privilegier og andre særrettigheder, som gjaldt – og gælder – for et lille begunstiget mindretal i toppen af samfundet, som regerer. Det er den afgørende “lakmusprøve” på, om et land er demokratisk eller ej.
Retsplejen. Et eksempel
Det er således også baggrunden for, at vores grundlov den dag i dag bl.a. bestemmer, at retsplejen skal have deltagelse af lægfolk, så det ikke alene er juridiske dommere ansat af staten, der afgør retssager og dermed placerer ansvar. Det samme gælder for den noget kringlede procedure for anklager mod ministre ved rigsretssager, hvor tiltalerejsning afgøres ved flertalsbeslutning i Folketinget, og for Rigsrettens sammensætning med lige antal Højesteretsdommere og personer udpeget af Folketingets partier.
Formålet var – og er – at sikre, at et mindretal, f.eks. også i Folketinget, ikke kan kaste sig over flertallet, da det jo ville være i konflikt med “folkeviljen” som udtrykt ved det seneste valg.
Mulighed for afpolitisering?
Gennem nogle årtier har der været en vis debat om, hvorvidt vi efterhånden ikke var kommet så langt videre i udviklingen efter “provisorietiden”, hvor Høyrefolk jagtede oppositionens Venstrefolk, som så organiserede sig i skytteforeninger for – om nødvendigt – at kunne forsvare sig med våben mod politisk farvet myndighedsforfølgelse, at den procedure kunne og burde afpolitiseres, så der kunne komme mere objektivitet og konsekvens i afgørelserne.
De seneste 3-4 år har den debat taget fart. Først i forbindelse med den daværende Venstreregerings og øvrige blå bloks beskyttelse af den tidligere udlændinge- og integrationsminister Støjberg mod beskyldninger for at have handlet ulovligt, og nu senest den politiske uenighed om opfølgningen af Minkkommissionens granskningsrapport.
Bestemmelser om hemmelig retspleje: ’demokratur’?
Også afvisningen fra et flertal i Folketinget af at ophæve tidligere forsvarsminister Hjorth Frederiksens immunitet, så Rigsadvokatens tiltale for overtrædelse af tavshedspligt mv. kunne komme til behandling ved domstolene, må ses i den sammenhæng, for kravet om kendskab til sagens enkeltheder rimer faktisk ikke med, hvad Folketinget ellers vedtager på det område. F.eks. har man jo for 3 år siden vedtaget en lovbekendtgørelse som indfødsretslovens § 8 F om hemmelig retspleje, hvor lukkede døre, tys-tys advokater, der ikke må tale eller have anden kontakt med deres egen klient, og manglende indsigt i beskyldningerne og beviser er gjort til gældende ret endog i forhold til den pågældende selv som sagens hovedperson.
Man får desværre en svært afviselig opfattelse af, at når det drejer sig om politikere, så “hytter fanden sine egne”. Politisering af beslutning om ansvar og evt. sanktioner kan således gå for vidt, så demokratiet eroderer og bliver til bastardestyreformen demokratur.
Demokratikriteriet sammenholdt med menneskerettigheder
Vi bliver derfor nødt til at supplere demokratikriteriet — at flertallet bestemmer — med en række grundprincipper om respekt for menneskerettigheder, hvor hver enkelt borger har nogle individuelle rettigheder, der som altovervejende hovedregel ikke må krænkes af staten eller andre medborgere: retten til livet, forbud mod tortur, ret til retfærdig rettergang, ret til familie og privatliv, trosfrihed, ytringsfrihed samt forsamlings- og foreningsfrihed.
Magtens tredeling – og pressen, den fjerde?
Dertil kommer princippet om magtens tredeling, hvor den lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt er adskilt fra hinanden med hver deres respektive beføjelser, som de gensidigt skal påse respekteret. Den såkaldte fjerde magt er pressen, og det er helt sikkert, at en fri og uafhængig, årvågen og (magt)kritisk presse er nødvendig for og i et demokrati. Det har vi en ganske fin tradition for i Danmark, hvor de forskellige politiske anskuelser kan brydes. Sådan har det været om f.eks. Minksagen. Men desværre er der tydelige tegn på indskrænkninger af pressens pluralisme, senest i spørgsmålet om forøgelse af de danske forsvarsudgifter og om afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet samt med hensyn til problemerne mellem Ukraine og Rusland.
Pressens bekymrende enstemmighed
De 5 politiske partiers forlig i vinteren 2022 om forsvaret og om ophævelsen af det danske forsvarsforbehold i EU fandt enstemmig tilslutning i det, man kalder de store mainstreammedier, dvs. DR, TV2 og de landsdækkende aviser, med det tilsigtede store flertal for fjernelse af forbeholdet ved folkeafstemningen den 1. juni som følge.
Og det samme fænomen gælder i meget udpræget grad dækningen de sidste 10-11 måneder af krigen i Ukraine.
De sproglige udtryks afsløringer
Eroderingen i mangfoldigheden fører til ensretning af nyhedsdækningen og udvælgelsen af nyheder. I den nævnte del af den “skrevne presse” udtrykker redaktionen på lederplads og i redaktionelle signaturartikler ofte og helt bastant sin opfattelse af de “gode ukrainere” og de “onde russere” med Putin i spidsen. Alle mediets journalister laver derefter konsekvent deres nyhedsreportager, så de passer til den redaktionelle mening. Valget af, hvilke nyheder i hele nyhedsstrømmen man beslutter at bringe, og den vinkling, man giver dem, fremmer altid formålet. Det gælder også ved valget af formuleringer som modparten “hævder/påstår”, mens ens eget hold “oplyser/udtaler”. Mediets valg af kilder med hensyn til eksperter og kommentatorer fremmer på samme måde formålet, idet de citerede personer bekræfter præcis samme vinkel.
Ytringsfriheden misbrugt til ’agitprop’
Meget få personer vover at gå imod strømmen, og endnu færre kommer til loyalt udtryk i disse medier. Der mangler helt den grundlæggende nøgterne erkendelse af fælles ansvar for ikke i tide at have fundet relevante og nødvendige, varige løsninger på opgaven med sammen og i fællesskab at “høste fredsdividenden”, da den kolde krig var slut i begyndelsen af 1990’erne, så alle involverede landes sikkerhed blev tilgodeset.
I stedet ekspanderede et stadigt mere chauvinistisk EU og et stedse mere aggressivt NATO helt op til russiske grænser på en måde, som USA i sin tid under Cuba-krisen i 1960’erne i forhold til Sovjetunionen ikke kunne acceptere for sit vedkommende. Ansvaret for hele den udvikling i de sidste 30 år placeres i disse måneder ved en rent politisk og manipulerende proces ensidigt på Rusland ledsaget af sanktioner, der i deres natur og kortsynethed svarer ganske til de restriktioner, som vi i sin tid med fuld ret kritiserede Sovjetunionen og Warszawa-pagten for at håndhæve.
Den frie adgang til nyheder og ytringsadgangen bliver altså effektivt blokeret, og ytringsfriheden dermed gjort illusorisk. Medierne i vores del af verden har i sandhed vist sig skrappest til at drive AGIT-PROP, det gamle sovjetiske udtryk for agitationspropaganda.
Det kan derfor ikke overraske, at dilemmaerne mildt sagt står i kø. Her er nogle af dem.
Stemmeretten er en så basal rettighed for enhver myndig borger, at indskrænkninger grundet køn, økonomiske og andre personlige forhold som straffeattest heldigvis i vore dage er fjernet. Men det er ikke tilfældet for valgbarheden, idet en tidligere straffet ikke uden karenstid kan blive valgt, medmindre det er til Folketinget! Dette dilemma bliver kun endnu større, når valganalyser fastslår, at det vælgersegment, som stemmer på en Glistrup eller en Støjberg, samtidig ser med størst fordømmelse på straffede personer, når det gælder f.eks. ansættelsesforhold, opnåelse af statsborgerskab og ophold i udsendelsescentre som Kærshovedgård. Her gælder betragtningen: én gang kriminel, altid kriminel, dog altså bortset fra, når disse vælgere udpeger deres egen repræsentant på tinge.
Ansvar juridisk.
I langt de fleste samfund, der betegner sig som en retsstat, foregår ansvarsplacering med evt. tilhørende sanktioner som altovervejende hovedregel i den del af statsstrukturen, som ikke er direkte styret af folkevalgte. Der er undtagelser som f.eks. USA, hvor lokale anklagere vælges politisk for et åremål ad gangen, og i adskillige lande er der også systemer svarende til vores ordning for placering af ministeransvar, som er nært forbundne med politiske instanser.
Internationale domstole
På internationalt og mellemstatsligt plan bestræbes pr. princip ansvarsplacering adskilt fra direkte politisk indflydelse. Det gælder f.eks. Den Internationale Straffedomstol og Krigsforbryderdomstolen i Haag samt EU-domstolen i Luxembourg og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ved Europarådet i Strasbourg.
På engelsk hedder retsstat rule of law. Det, at noget står i en lov, giver naturligvis ikke i sig selv nogen garanti for, at alt så er i sin bedste orden og retfærdigheden garanteret tilgodeset. At noget er blevet til lov betyder blot, at de pågældende regler er blevet vedtaget efter forskriften indeholdt typisk i et lands grundlov. Men det har dog den fordel, at det ikke bliver rent partipolitiske kriterier eller politisk farvede hensyn, der bestemmer konkrete afgørelser. Forudsat at den pågældende myndighed ikke sættes under politisk pres.
Den tilstræbte objektivitet
Når love bliver konciperet og efter deres vedtagelse anvendes og fortolkes, sker det efter juridiske principper, og selv om jura ikke er en eksakt videnskab, men menneskeskabt, så giver det dog som oftest en betragtelig sikkerhed for ensartethed og konsekvens og dermed objektivitet. Når ensartede sager får samme resultat, fremmer det retssikkerheden og dermed den almene opfattelse af, at retfærdigheden sker fyldest.
Også den juridisk betonede placering af ansvar og udmåling af eventuelle sanktioner har dog sine svagheder i form af f.eks. pres fra politiske instanser og ensrettede pressekampagner, men alligevel er denne retsstatsmodel for at øve ret langt at foretrække — også selv om der i alle disse systemer, også her i Danmark, er masser af plads til forbedringer.
Ansvar moralsk
Moral er potentielt et meget elastisk begreb, hvis indhold kan være individuelt og subjektivt præget. Og faktisk er begrebet ofte så vagt og udflydende, at det ikke er holdbart som samfundsgrundlag for placering af ansvar og udformning af eventuelle sanktioner. Men det er lige så uholdbart og forkasteligt, hvis et ansvars- og sanktionssystem helt frakobles moralen. Nogle principper er simpelthen og bør være så almen, afgørende og fundamentale, at de kan og bør tillægges vægt: fairness, tolerance, empati og åbenhed samt modstand og opgør med egoisme, nepotisme, korruption, lukkethed.
Hegels dialektik
Måske man kan finde forklaring og vejledning i den tyske filosof Hegels 200 år gamle dialektiske teori om, at enhver samfundssituations indretning og rationale kaldet en tese fører til en kritisk reaktion kaldet antitese, hvorefter denne nye situation gennem endnu en kritisk fase fører samfundet videre til en syntese, som så bliver den tese, der afføder sin antitese, der senere igen bliver til syntesen osv. osv.
Opgaven
Om dette giver grund til optimisme i den aktuelle situation, er, vurderet retrospekt, nok tvivlsomt. Der ligger alt i alt for mig at se en stor og vigtig forbedringsopgave foran os, og ja, demokrati er besværligt. Men samtidig er det den mindst ringe samfundsform af alle.