Bjørn Elmquist, medlem af Retspolitisk Forening, tidl. advokat og MF for Venstre og RV
I et demokrati skal man stedse være opmærksom på nye behov for opdateringer og forbedringer, ellers degenererer og forvitrer selve det demokratiske fundament. Forfatteren foreslår en udvidelse af den gængse lovmæssige udlægning af Grundlovens § 29, der stadig vil være i overensstemmelse med og til gavn for vores demokrati.
Historien viser en styreform med mange ansigter
Lige siden de første spæde, men vidt og bredt besungne klassiske demokratier i antikkens Athen og Rom, er selve vælgerbasen udvidet. Princippet om, at flertallet bestemmer, kunne jo naturligvis ikke give mening, når det beregnedes ud fra en yderst begrænset del af borgerne, “selvsagt” helt uden kvindeligt islæt.
Men illusionen fastholdtes i lange tider, og det var en sej og blodig kamp at komme videre. Her i Danmark er det kun godt 100 år siden, at kvinder fik stemmeret og blev valgbare til den lovgivende forsamling. Og for mændenes vedkommende gjaldt der store, omfattende begrænsninger aldersmæssigt, økonomisk og med hen-syn til vandel.
Alligevel blev der også forinden holdt mange svulstige og berømmende taler om det gældende demokrati og dets væsen som fremmeste styreform. Det skal ligeledes her erindres, at graden af demokrati også vurderes ud fra eksistensen af frihedsrettigheder og borgerlige rettigheder samt statsmagtens tredeling.
Valgretsalderen – et eksempel
I dag er det efter “gængs opfattelse” nok spørgsmålet om evt. at sænke valgretsalderen til under 18 år, der i almindelighed anses for at være det mest relevante spørgsmål i forhold til udvidelse af vælgergrundlaget til nye grupper af befolkningen og dermed styrkelse af demokratiet. Argumenter for og imod handler meget om, hvornår unge mennesker er modne nok til det ansvar. Hvis valgretten gjaldt fra 15 år, ville de 15-17-årige udgøre ca. 190.000 personer, eller 4% af vælgerskaren.
Demokratiet trues af fremmedfjendskhed
Men der kan med styrke rejses det spørgsmål, om ikke en helt anden udvidelse af stemmeretten trænger sig endnu mere på: udlændinge, som har boet her så længe (4 år) og med så stabile forhold i øvrigt, at de allerede har stemmeret til kommunal- og regionale valg. Faktisk er der mere end dobbelt så mange af dem som i gruppen af de 15-18 årige, og antallet stiger betragteligt år for år.
Anne Nielsen fra SOS RACISMEs koordinationsgruppe er dykket ned i tallene og påviser en tidobling på 40 år: fra 40.000 i 1981 til 402.000 ved det seneste valg her for et år siden svarende til ca. 10 % af den samlede vælgerbefolkning.
Med den udvikling, som jo, trods udbredt fremmedfjendskhed mange steder i samfundet, har været tilsigtet bl.a. i bestræbelserne på at tiltrække og fastholde ikke kun kvalificeret, men også nødvendig arbejdskraft, melder det spørgsmål sig med styrke, om ikke repræsentativiteten i vores demokrati lider skade, når nu 1/10 af befolkningen ikke har stemmeret til landets lovgivende forsamling, der jo samtidig afgør regeringsmagtens sammensætning og virke.
Den erkendelse vil nogle bruge som argument for at sætte en stopper for den udvikling med stadigt flere og flere udlændinge fast her i landet. Man vil kræve færre tilladelser til permanent ophold og afvikling af dette store udlændingekontingent: Danmark for danskere.
Uvilje har gjort ”Danskerne” til en fejlbetegnelse
Men skræller man følelserne fra, også de positive over for de pågældende mennesker, vil de økonomiske konsekvenser for samfundsudviklingen nok ende med at tilsige, at der skal findes andre løsninger på problemet. Ja faktisk har både fremstillingserhvervene og service-sektoren, herunder såvel det offentliges som de private velfærdsydelser et så påtrængende behov for arbejdskraft udefra, at antallet af fastboende udlændinge må antages at ville fortsætte med at stige og dermed forøge svækkelsen af den demokratiske repræsentativitet.
I daglig tale er betegnelserne ofte misvisende. Da en avisoverskrift forleden annoncerede, at der nu begås færre indbrud hos danskerne, indgik Mrs. Browns bolig i Hjørring og Mohamad al-Hars hjem i Slagelse helt sikkert i statistikken, selv om ingen af dem har dansk statsborgerskab. Og ingen vil vel afvise, at denne gruppe af mennesker er en del af befolkningen i Danmark. Men ville man kalde dem ”en del af den danske befolkning”? Og vel slet ikke ”danskere”.
Forslag til løsningsmodeller
Men tilbage til spørgsmålet om den demokratiske repræsentativitet. Én model for at løse problemet kunne være at tildele dansk statsborgerskab til mange flere end de 3-4.000 om året, som praksis har været det i lang tid. For som reglerne i dag er med udgangspunkt i grundlovens § 29, så giver det stemmeret til folketinget. Men det er lettere sagt end gjort, for prøverne er ganske svære at bestå, og uviljen mod at ”belønne de fremmede” på den måde er dybt rodfæstet.
En anden model kunne være at kopiere den kommunale valgret til folketingsvalgene eventuelt med den modifikation, at man uden dansk statsborgerskab ikke er valgbar til folketinget. Også den model vil dog utvivlsomt møde modstand, for stemmeret til landets lovgivende forsamling har altid og alle vegne været nøje forbundet med statsborgerskabet og været anset for en slags prærogativ for et lands egne borgere. Imødekommelse af udlændinges ønske om flere rettigheder i det hele taget ville være upopulær i mange kredse.
Omvendt mener mange af os, at det da ville være forfriskende og velgørende at få taget et opgør med de nationalkonservative kræfter, der ofte kammer over i chauvinistiske holdninger bl.a. i forbindelse med diskussioner om tildeling af statsborgerskab og ceremonierne i den forbindelse med afsyngelse af fædrelandssange og udveksling af ”danske” håndtryk!
Problemet kan løses, spørgsmålet besvares og diskrimination mindskes
Rent formelt ville der ved denne model skulle findes en løsning på det forhold, at stemmeretten til folketinget som ovenfor anført er omhandlet i grundlovens § 29. Men der står jo ikke udtrykkeligt dér, at ingen andre end (danske) statsborgere må tildeles stemmeret til folketinget, så ville en lov, der hjemlede det, overhovedet være grundlovsstridig? Ville det ikke kunne forklares ved præcise og overbevisende formuleringer i den pågældende lovs bemærkninger bl.a. om nødvendigheden af og det gavnlige i at øge det demokratiske samfundsgrundlag?
Sådan en ændring ville da også være et velkomment bidrag til at bekæmpe den altid og alle vegne lurende diskrimination her i landet.
