1. Menneskerettighederne og retssikkerheden krænkes i Ellebæk og udrejsecentrene

1. Lidt om udrejsecentre i Danmark

Udrejsecentre er centre for udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig i Danmark, og som efter Hjemrejsestyrelsens mening ikke medvirker til hjemsendelse til deres eget land. De bliver som udgangspunkt påbudt opholdspligt på et af de tre udrejsecentre: Sjælsmark, Kærshovedgård eller Avnstrup.
Familier med hjemmeboende børn placeres på Avnstrup, hvis hele familien er udvist; ellers er det kun den udviste forælder samt evt. voksne børn, der placeres på et af de tre centre.
Før de egentlige udrejsecentre opstod, fungerede Center Sandholm og Center Avnstrup for den mindre dels vedkommende som udsendelsescentre. Afviste børnefamilier blev normalt henvist til Avnstrup, begge centre blev drevet af Røde Kors.

Opholdspligt er ikke noget, vi altid har haft i dansk asylpolitik. Det var først meningen, at opholdspligten kun skulle kunne pålægges en enkelt person på tålt ophold. Men det blev udvidet til at gælde alle med tålt ophold efter Finanslovsforhandlingerne for 2009. Den person, der blev anledning til lovens indførelse var tuneser, derfor kaldtes loven for “tuneserloven”. Tuneseren fik i 2010 medhold i en Landsretsdom om, at det overtrådte retten til familieliv i artikel 8 i EMRK, og fik en erstatning på 35.000 kr. Senere blev “kriminelle udvisningsdømte” også pålagt opholdspligt. I dag gælder det alle udlændinge uden lovligt ophold i Danmark, hvis de ikke er udrejst inden den bestemte frist og ikke samarbejder nok om deres egen udsendelse, kan de pålægges opholdspligt på et udrejsecenter og meldepligt. Fra 2013 begyndte man at planlægge udrejsecentre, der skulle ligge afsides, og hvor forholdene var så usle, at de fik beboerne til at udrejse hurtigt. De udviste måtte ikke have lønarbejde, og de blev straffet med bøder og fængselsstraffe ved forsømmelser af opholds- og meldepligt. Kun dem på tålt ophold fik lommepenge, fordi politikerne mente, at de øvrige grupper uden risiko kunne rejse tilbage til deres land – hvad der ikke var sandt.

En flygtning sagde – efter 8 år i Danmark: “Når de prøvede at få mig til at skrive under på at samarbejde og rejse frivilligt, følte jeg det som om de bad mig sige, at jeg ikke havde noget problem i mit hjemland. Og det passer jo ikke. Så det gjorde ingen forskel med pengene og alt det der.”  

Udlændingeretsadvokat Marianne Vølund: “Mere pragmatiske regler vil næppe føre til flere ansøgere. De færreste asylansøgere sætter sig ind i reglerne inden de rejser, og selvom menneskesmuglere kendte til mere pragmatiske regler for afviste asylansøgere, så tror de fleste på, at de vil få asyl. Hvis man selv vælger Danmark, er det som regel pga. familie eller bekendte, men det er oftest helt tilfældigt, efter hvor det er nemmest for menneskesmuglerne.”

Det første udrejsecenter var Sjælsmark, i 2015, med ca. 400 pladser. Det blev brugt til udlændinge, der afventede Dublinoverførsel til 1. asylland, afviste asylansøgere, der ikke medvirkede til deres udsendelse, udlændinge der tidligere havde afsonet dom for kriminalitet, andre udlændinge, der skulle udvises. Det var etableret i en nedlagt kaserne i Birkerød Kommune, som blev indhegnet og fik adgangskontrol, senere med et elektronisk overvågningssystem, SALTO, der dog nu ikke er i brug på Sjælsmark mere. Senere kom Kærshovedgård til med ca. 400 pladser i marts 2016 i Ikast-Brande Kommune i et tidligere åbent fængsel, som var nedlagt 3 måneder inden. Og nogenlunde samtidig blev asylcentret i Avnstrup omdannet til Hjemrejsecenter, med ca. 400 pladser, for udviste udlændinge, der medvirkede til egen hjemsendelse. Avnstrup var et tidligere tuberkulosesanatorium, som senere blev omdannet til en retspsykiatrisk afdeling under Sankt Hans Hospital for psykisk syge personer; senere blev det asylcenter og siden hjemrejsecenter. Nu er det udrejsecenter.

2. Sjælsmark

Udrejsecenter Sjælsmark. Foto: Kriminalforsorgen, 2018

Sjælsmark var det første udrejsecenter i Danmark, med ca. 400 pladser. Børnefamilier der var udvist boede fra 2017 til 2020 i Sjælsmark, og havde tidligere typisk boet på opholdscentre eller i Sandholm. Se DR’s dokumentar: Børnene på Sjælsmark. Røde Kors havde i løbet af 2017-18 underrettet Hørsholm Kommune om mistrivsel hos børn i Sjælsmark i 58 sager. Desuden udarbejdede psykologer i Røde Kors en Rapport om asylbørns mistrivsel i Sjælsmark, som viste, at der var stor mistrivsel hos børnene. 61% af børnene havde formentlig en psykiatrisk lidelse, der ville dog ville kræve yderligere udredning at stille en diagnose; og i alt 80% havde det muligvis. Mange børn var bekymrede for deres forældre, om de blev fængslet, om familien skulle sendes ud af landet, etc. Og de fleste forældre var bekymrede for børnene, som mistrivedes, en del havde tidligere boet andre steder i landet og havde gået i almindelig skole dér, og var kede af Røde Kors Skolen i Lynge, der var præget af stor udskiftning af børn, hvorfor en del undervisning ofte måtte begynde forfra mange gange. Forældrene havde problemer med at sove om natten. De havde hyppigt mareridt: En fjerdedel og 84% mindst en gang om måneden. 84% havde desuden et eller flere symptomer på angst, nedtrykthed, håbløshed, anstrengthed, udtalt træthed og værdiløshed hele tiden eller det meste af tiden, og viste tegn på mistrivsel. De fleste børn gik i Røde Kors skole, næsten alle børn og forældre ønskede at børnene kom i folkeskole.

Der var stor kritik af, at børn boede isoleret under fængselslignende forhold i Sjælsmark, omgivet af pigtrådshegn og omgivet af medarbejdere fra Kriminalforsorgen i uniformer. De var vidner til mange ubehagelige optrin. En video fra Sjælsmark hvor en 5-årig dreng ikke måtte få broccoli og kartofler i cafeteriaet, vakte opsigt. Faderen havde optaget den med sin mobiltelefon, da han kunne mærke situationen blive anspændt, og blev derfor ikke straffet, da politiet så og hørte videoen; han blev nemlig bagefter anmeldt til politiet med henblik på sanktionering. En ven udenfor sendte videoen bredt ud, den gik viralt og vakte stor fordømmelse af behandlingen af børn på Sjælsmark. Faderen måtte senere flygte fra Danmark på grund af mobning.

3. “Outcasted Souls” og “Stop killing us slowly”

Scener fra Sjælsmark kan også ses på to dokumentarfilm: Outcasted Souls af Edward, som havde opholdspligt dér, og Anja Dalhoffs film: I limbo om Edward på Sjælsmark, sidstnævnte på Filmstriben. “Outcasted Souls” drøfter umenneskeligheden og nedbrydning af mennesker og den danske udlændingepolitik. Forskningsrapporten: “Stop killing us slowly” fra 2018 er især baseret på interview af personer med opholdspligt i Sjælsmark, i mindre grad i Kærshovedgård. Der var et eksempel på en konfliktsituation, der blev fremprovokeret i Sjælsmark for at kriminalisere en udlænding.
De afviste asylansøgere beskyldte staten for at “dræbe dem langsomt”, ved at indskrænke deres muligheder mest muligt på forskellige områder:

Politisk/juridisk: ved stigmatisering – fx ved at kalde dem kriminelle, gennem indespærring, isolation fra resten af samfundet, ved at fratage dem rettigheder, og ikke give dem støtte fra institutionen.
Socialt og eksistentielt: intet arbejde, ingen uddannelsesmuligheder, ingen fritid, ingen rutiner, beskæftigelsesmuligheder, kriminalisering, ingen steder til religiøs praksis, ingen mulighed for at lære dansk
Fysisk: hegn, biometrisk kontrol, ringe mad og spiseforhold, sundhedshjælp indskrænket til NUS: kun hvis nødvendigt, uopsætteligt eller smertelindrende
Mentalt: PTSD, angst, depression, selvskade, selvmordsforsøg

Gennem en selvorganiseret bevægelse: “Castaway Souls of Denmark” fremsatte de afviste på Sjælsmark en række krav, som de også fremførte ved demonstrationer:

Castaway Souls of Denmark’s krav:
Retten til at have rettigheder
Bevægelsesfrihed
Opholdstilladelse
Lukning af ​​asylcentre og fængsler
At staten ophørte med at kriminalisere ​​migranter og flygtninge

Senere kom der en sultestrejke på Kærshovedgård, hvor beboerne stillede de samme krav. Forskerne bag rapporten foreslog, at man fandt løsninger, der muliggjorde at de afviste asylansøgere blev inkluderet i samfundet igen, i stedet for at man suspenderede deres rettigheder og begrænsede dem på ubestemt tid i et limbo og en juridisk gråzone – en slags de facto statsløshed, fordi den afviste ikke kunne eller turde tage tilbage til sit land, og tilværelsen blev umuliggjort for ham, dér hvor han søgte asyl.

4. Avnstrup

En dokumentarfilm: “Og hjertet er sort” fra Avnstrup, 2006, og kan ses på Filmstriben., Den viser håbløsheden hos tre afviste irakiske familier, to af familierne fik siden opholdstilladelse i Danmark. En musikvideo fra Avnstrup , 2015, viser glimt af nogle beboere og omgivelser.

Børnefamilierne fra Sjælsmark blev i sommeren 2020 overført til Avnstrup, hvor forholdene for børn var bedre, og hvor forældrene i løbet af 2021 selv kunne komme til at lave mad til børnene. Forholdene på Avnstrup – især de sundhedsmæssige og især for børn, unge og børnefamilier – er beskrevet grundigt i rapporten: Trivsel hos børn og unge på Udrejsecenter Avnstrup – et øjebliksbillede fra 2023. Børnene er nok i dag lidt mindre pressede end før, og forældrene er glade for at kunne lave mad til børnene. Men de er stadig pressede af uvished og usikkerhed, og indimellem oplever de svært psykisk syge mennesker eller anholdelser til fængsling i Ellebæk, hvilket er traumatiserende. Børnene gik tidligere enten i kommunale skoler eller i Røde Kors skolen i Lynge; den er nu flyttet til Avnstrup i 2023. I December 2023 gik 3 børn i specialklasser, ca. 31 børn på Røde Kors skole og ca. 20 børn i folkeskolen.

Avnstrup drives af Røde Kors. Der er ikke de samme disciplinærregler som under Kriminalforsorgen. Avnstrup var tidligere et tuberkulosesanatorium, derfor den afsides beliggenhed. Siden blev det brugt til retspsykiatriske patienter i en årrække, og herefter som asylcenter. Siden 2016 blev det hjemrejsecenter, for udlændinge der medvirkede til deres udsendelse. Siden 2020 er det både center for afviste og udviste børnefamilier og for enkeltpersoner og par, der medvirker til hjemrejse. I stedet blev en del enlige flyttet til Sjælsmark. Da Sjælsmark blev til modtagecenter for ukrainere i 2022, blev de hidtil indkvarterede fordelt på Avnstrup og Kærshovedgård. Aktuelt fungerer Sjælsmark delvist som supplerende modtagecenter for ukrainere, desuden som center for udviste beboere, der ikke er underlagt pligter, og i en bygning for sig med anden indgang findes Omsorgscenter Øst, der drives af Røde Kors med kapacitet på max. 20 pladser.

5. Kærshovedgård

De mest virkelighedsnære oplysninger om livet på Kærshovedgård som afvist asylansøger kan læses i ovenstående tegneseriebog, som har fortællinger fra otte nuværende og tidligere beboere.
Den elektroniske udgave på dansk og på engelsk kan købes via dette link for 50 kr.

Kærshovedgård var et åbent fængsel, men med noget nedslidte bygninger. Da det skulle lukkes ved udgangen af 2015, ville udlændingeministeren bruge det til nyt udrejsecenter for udlændinge på “tålt ophold” og “kriminelle udvisningsdømte”. Det lå afsides i en plantage i Midtjylland, 13 km fra Ikast og 6-7 km fra en mindre by, Bording. Ikast-Brande Kommune blev skræmt over at skulle huse et udrejsecenter for “kriminelle, krigsforbrydere, drabsmænd og voldtægtsmænd”, som udlændingeministeren omtalte de nye beboere som.

Så kommunens busser, som tidligere gratis havde transporteret indsatte for kriminalitet fra det åbne fængsel til og fra Ikast sammen med andre borgere, skulle ikke mere stoppe ved Kærshovedgård. Det var officielt for at undgå, at de indkvarterede på Kærshovedgård, der skulle til Ikast og skolebørn skulle sidde i samme bus.

De tidligere indsatte havde typisk korte fængselsdomme for ikke-voldelige overtrædelser. De var under opholdet især beskæftiget på værksteder på Kærshovedgård og havde selvhusholdning: skulle selv købe ind og lave mad i tekøkkener på boafdelingerne. De nye indsatte skulle oprindelig være dem på tålt ophold samt kriminelle udvisningsdømte; men dem, der kom flest af, var afviste asylansøgere. Aktuelt er mange af de sidste flygtet derfra og er enten under jorden i Danmark eller i udlandet, nogle er blevet fundet eller tilbageført til Danmark efter Dublinordningen. En del har fået asyl i Danmark siden. Ved tilbagekomst til Danmark risikerer nogle at blive fængslet, hvis de tidligere har pligtforsømmelser, de ikke er blevet dømt for, før de gik under jorden. En del søger asyl i andre lande.

Udsendelsen i DR TV fra 2017: Inde fra med Anders Agger: Udrejsecenter Kærshovedgård viser at der også i centrets start var mange problemer, og den daværende chef sagde, at det ofte var ved at koge over – og blev afskediget før udsendelsen var færdigredigeret. Kun få beboere lod sig dog interviewe til TV-udsendelsen. De fleste befandt sig meget dårligt, og flere var psykisk syge.

Den usle indretning af Ellebæk og udrejsecentre er blevet forsvaret med, at det “ikke skal være rart”, eller: “så utåleligt som overhovedet muligt”, og det skal være motiverende for at få udlændingene til at udrejse snarest. Men udlændingeministeren sagde dog på et åbent samråd, at hun ikke troede på, at folk på tålt ophold selv ville rejse hjem til tortur, og i øvrigt heller ikke, at nogen i Folketinget ville sende dem hjem til tortur. Så hvorfor denne nedværdigende og uhygiejniske indretning af Ellebæk, Sjælsmark og Kærshovedgård uden noget reelt formål? Og hvorfor pålægge dem opholdspligt, hvis de ikke kan sendes hjem? Selv hvis de frivilligt går med til hjemsendelse har Danmark et ansvar for non-refoulement-princippet, og skal holde øje med, hvordan det går i hjemlandet – ifølge Europarådets Menneskerettighedskommissær.

6. Den Danske Helsinki-Komité besøger Kærshovedgård

Den Danske Helsinki-Komité besøgte Kærshovedgård i 2017, kort efter det var blevet udrejsecenter. Den tidligere fængselsinspektør var med den første dag, og kunne konstatere, at disciplinærreglerne, som var Kriminalforsorgens, var blevet meget strengere, efter at det åbne fængsel var blevet ændret til udrejsecenter. Den beskrev forholdene:

“Udlændingestyrelsen har stået for indretning af bygningerne. Beboernes stuer fremstår, som da bygningerne blev brugt til fængsel bortset fra, at man har fjernet vaskekummerne af frygt for, at disse ville blive brugt til toilet. Afdelingerne er forsynet med vaskemaskiner og tørretumblere. (…) De fælles opholdsstuer var sparsomt møbleret og var alle forsynet med en stor fladskærm. Et enkelt sted oplystes, at fladskærmen var blevet ødelagt to gange ved hærværk, og at man nu måtte undvære. Røde Kors oplyste, at de ved ankomst ikke havde haft møbler på deres kontorer, og at alt udstyr er skaffet fra Røde Kors genbrugsbutikker. Aktuelt er man ved at sy gardiner med bistand fra beboerne”. “US (Udlændingestyrelsen, red.) kunne ikke genkende denne beskrivelse og oplyste, at hvis man havde behov for møbler, kunne man henvende sig.”
“Som en følge af overgang til kantinebespisning var afdelingskøkkenerne blevet nedlagt ved at skabslågerne var sømmet til og håndtagene fjernet, begrundet med frygt for at skabene blev brugt til affald. Der var køleskab og køkkenvask. Et enkelt sted så vi en elkedel og derudover intet udstyr. Baderummene var fælles baderum afskærmet med badeforhæng.”

I rummet nedenfor står en enlig køkkenvask, som man kan hælde gulvvand ud i. Man ville normalt i Danmark – ved ombygning af et fængsel til en anden form for institution – ikke lade tingene være så grimme, uhygiejniske og dysfunktionelle som i Kærshovedgård.

“Så utåleligt som overhovedet muligt”: Kærshovedgård, 2022. Foto: privat

Man tog håndvaskene ned fra værelserne, byggede nye pavillioner uden fælles stuer eller tekøkkener og med ekstremt spartansk indrettede værelser. Normalt vil man reparere og istandsætte en institution, der tages i brug til noget nyt. Men udlændingeministeren havde jo sagt, at hun ville gøre “tålt ophold så utåleligt som overhovedet muligt”. Så derfor skulle udlændingene ikke kunne lave te, kaffe, mad, eller have lov til at opbevare mad i værelsesfløjene. Og man indskrænkede fodboldbanen og motions- og værkstedsmulighederne. Man byggede små 4-personers værelser med 2 x 2 køjesenge og meget lidt plads mellem køjerne; efter kritik fra Ombudsmanden blev de ændret til 2-personers værelser.

Toiletforholdene på Kærshovedgård er yderst spartanske, de indkvarterede skal selv have alt med sig ud og ind hver gang de skal på toilettet eller i bad: sæbe, toiletpapir, håndklæder og shampoo. De får udleveret en hygiejnepakke hver 14. dag med de nævnte ting. Med undtagelse af folk på “tålt ophold”, får de ingen lommepenge. Der er – i princippet toiletter fælles for 100 beboere – 50 beboere på hver etage – i den nye bygning.

Ifølge Helsinki-komiteen var der ikke tilfredshed med maden. “Forplejningen varetages af en relativ ny leverandør udefra. Leverandøren er pålagt at tage hensyn til beboernes madønsker, og er langsomt ved at tilpasse sig. Institutionen har forgæves forsøgt at etablere en talsmandsordning vedr. kost. Den manglende etablering begrundedes med, at beboerne var bange for hinanden.
Der serveres mad i kantinen 3 gange om dagen, kl. 7, 12 og 17. Servering sker som portionsanretninger, men kan suppleres.
Tidspunkterne er fastsat efter personalets vagtplan. Det er ikke tilladt at lave mad på afdelingerne, og heller ikke muligt (…). Det er ikke tilladt at bringe mad eller service fra kantinen over på afdelingerne eller at opbevare madvarer på afdelingerne. Beboerne har inden for rimelighedens grænser mulighed for at få hvidt toastbrød og et stk. frugt om dagen. Det besigtigede køleskab var tomt. Udover brødet og frugten har beboerne ikke mulighed for at spise mellem måltiderne. Bortset fra gruppen på tålt ophold har beboerne ingen penge til at købe mad for. Der er heller ingen forretning eller kiosk på området. Nærmeste butik er i Bording 6-7 km væk. Det er muligt at købe cigaretter hos personalet”.

Reelt øgede den store koncentration af mange mennesker, den ringe tilstedeværelse af hygiejnefaciliteter og det, at de fleste sov på 2-mandsstuer, risikoen for smittespredning. Under Corona-pandemien i 2020 var der flere udbrud af Corona på Kærshovedgård, og mange flere af beboerne på Kærshovedgård blev smittet sammenholdt med landstallene i det første Corona-år, hvor smitten skete med farligere varianter af Coronavirus, end senere hen. Der blev stillet flere ministerspørgsmål om at suspendere opholdspligten, så folk kunne flytte hjem og undgå at blev smittet ved nye udbrud, men det nægtede ministeren. Der blev sat et professionelt firma til at gøre rent, og der blev sat håndvaske og vand op ved porten og ved indgangen til cafeteriaet. Beboerne fik først udleveret håndsprit efter det 3. udbrud af Covid-19 på Kærshovedgård i efteråret 2020. Meldepligten blev dog ophævet en periode, fordi meldestanderne stod for tæt i et mindre rum, og beboerne skulle i perioder hente maden i kantinen og spise den på værelserne.

I almindelige fængsler gør man en del ud af at fangerne skal have mulighed for beskæftigelse – både af hensyn til dem selv, og for at få en nogenlunde rolig stemning, så de kan holde nogle tanker og følelser væk ved at foretage sig noget nyttigt – målet er jo, at de skal tilbage til en normal hverdag. Man skal give indsatte i fængsler ret til beskæftigelse efter Mandelareglerne, regel 96. Men på Kærshovedgård og i Avnstrup, som officielt ikke er fængsler – men i virkeligheden måske er værre end fængsler -, må de anbragte siden 2022 kun deltage i beskæftigelse, – endda frivillig, gratis beskæftigelse – hvis de skriver under på, at de vil samarbejde om frivillig hjemrejse. Det er fuldstændig urimeligt, da de fleste jo er der, fordi de ikke vil, kan eller tør rejse hjem frivilligt, fx fordi de vil blive forfulgt, fængslet eller dræbt, eller fordi de har børn eller andre nære familiemedlemmer i Danmark. I tegneseriebogen: Fortællinger fra Kærshovedgård, fortæller en mand, som var maler, at han frivilligt i lang tid havde malet vægge og gulve på Kærshovedgård.

“Det betyder noget for mig at have noget at stå op til. Det er det, der har holdt mig fra at gå fra forstanden. Men sidste vinter lavede regeringen en ny regel, der siger, man skal have underskrevet en aftale om udvisning, før man kan få lov at deltage i lejrens aktiviteter. Det var ikke længere noget liv. Så jeg valgte døden. Jeg besluttede mig for at holde op med at spise. Jeg spiste ikke noget i 110 dage.”

På grund af den støtte han fik, især fra en bestemt kvinde, der skrev til ham hver dag, fik han modet tilbage igen. Og han fik 1 1/2 år efter flygtningestatus som konventionsflygtning – efter over 6 år på Kærshovedgård.

Alene for 2022 har Udlændingestyrelsen indberettet selvmordsforsøg eller selvmordsadfærd hos 8 personer på Kærshovedgård. Det svarer til 3,7% af i gennemsnit 217 beboere i kalenderåret 2022, knap 70 gange så stor en andel, som af alle over 15 år i Danmark. Delvis som følge af, at politikkerne har pålagt udlændingemyndighederne at administrere så “tålt ophold skal være så utåleligt som overhovedet muligt”. Usle forhold og omgivelser, ingen lommepenge, ingen autonomi, cafeteriaordning, skrappe fængselsregler – selv om det officielt ikke er et fængsel, manglende behandling af alle de sygdomme, beboerne pådrager sig af stress igennem mange år, manglende adækvat medicinering af psykiske sygdomme, fx trods svær PTSD og depression, misbrug af alkohol og stoffer, trusler ved narkogæld eller krav om medvirken ved narkosalg, pres og trusler fra Hjemrejsestyrelsen, konflikter med vagter eller kriminelle beboere, forfølgelsestanker eller bekymringer. Og tab af familie og venner og manglende håb om fremtiden. Flere af fortællerne i Fortællinger fra Kærshovedgård oplyser, at det, at de ikke har noget at lave, har påvirket dem meget negativt. En har så – efter han fik sin medicin mod depression tilbage – deltaget i nogle sociale aktiviteter , især nogle som beboerne selv har stablet på benene.

7. Omsorgscentre

Der nu oprettet tre omsorgsafdelinger på udrejsecentre: på Kærshovedgård, Avnstrup og Sjælsmark: Særcenter Øst på Sjælsmarks område – indhegnet med egen indgang og isoleret fra resten af Sjælsmark. Det sidste center hed tidligere Omsorgscenter Øst, og huser dem med de største behov. Der vil kunne bo op til 20 mennesker med svære – oftest psykiske sygdomme og handicaps og med behov for pleje og behandling. Omsorgscentrene kan ses som “en sidste station” for disse mennesker. En del af dem er blevet psykisk syge af den behandling og de vilkår de har været ude for gennem mange år i asylcentre, udrejsecentre, Ellebæk og andre fængsler Danmark; så man kan sige, de i alt fald delvist er en følge af den danske udvisnings- og hjemrejsepolitik: en høj pris for utåleligheden.

Nogle kan være psykotiske, andre demente, atter andre have svær PTSD og angst, og nogle kan have været dømt til psykiatrisk behandling, er blevet færdigbehandlet, men er udviste, uden de kan hjemsendes. Og måske ville de alligevel aldrig kunne hjemsendes lovligt jf. to domme ved EMD: Savran-dommen mod Danmark og Paposhvilidommen ved EMD, hvor det ville overtræde artikel 3. Tidligere ville de tvangsindkvarterede på omsorgscentrene måske have fået humanitært ophold på grund af sygdom; og det kunne formentlig betyde, at nogle ville kunne få en mere tålelig tilværelse i rolige omgivelser i eget hjem med støtte fra hjemmepleje og distriktspsykiatri. Institutionaliseringen, de skrappe fængselsregler på Kærshovedgård og den uro, der nogle gange kan komme fra andres adfærd på udrejsecentrene, samt indimellem afsoning af mulige pligtforsømmelser i fængsler gør dem ikke bedre.

Hvor længe er opholdet proportionalt for folk på tålt ophold?
Vurderingerne af, om opholdet fortsat er proportionalt for personer på “tålt ophold”, skal foretages hvert halve år af hhv. politiet og Udlændingemyndigheden, nu først og fremmest Hjemrejsestyrelsen. Men det har udlændingemyndighederne – ifølge Ombudsmandens jævnlige undersøgelser heraf – typisk ikke overholdt! Mens beboerne kan få op til 4 års fængsel for at komme 15 minutter for sent tilbage til et udrejsecenter eller 14 dages isolationscelle for at opbevare en cigaret eller en mobiltelefon på værelset i Ellebæk, er danske myndigheder straffri.

Man er ikke farlig for samfundet som afvist flygtning eller asylansøger. Flere af de øvrige grupper i udrejsecentre og Ellebæk, er ikke på “tålt ophold” eller “kriminelle udvisningsdømte”. Men nogle flygtninge kriminaliseres af reglerne, som de skal overholde hver dag i årevis. Disse flygtninge, er efter vores mening ikke kriminelle, men er kriminaliserede af den danske udlændingelovgivning, og de idømmes efter Folketingets lovgivning meget strenge og helt uproportionale straffe, begyndende med varetægtsfængsling. Og staten respekterer reelt ikke retten til familieliv og privatliv for de udviste. Staten bruger fratagelse af flest mulige rettigheder, og påfører dem pligt til at leve under konstant stress, usikkerhed, under indflydelse af kriminalitetsdømte for rigtig kriminalitet, og sundhedsskadelige forhold på udrejsecentre og i Ellebæk. Hele tiden med trusler om tvangsudsendelse, – for at presse flygtningen og familien til at rejse frivilligt hjem, eller til at flygte til et andet land.

Mange afviste flygtninge og asylansøgere kan reelt ikke rejse tilbage uden at komme i høj risiko for liv, helbred, tortur eller forfølgelse. Tænk på, at Danmark vedblev at tvangsudsende afghanere i 2021, hvor alle vidste at Taliban ville vinde krigen snart. I Danmark er Flygtningenævnets afgørelser endelige og kan ikke appelleres til en egentlig domstol. Et mindre antal sager kan genbehandles, hvis der er kommet nye, væsentlige oplysninger i sagen, eller hvis der er afsagt domme i EMD, der tilsiger at personen ikke kan hjemsendes, eller hvis situationen i hjemlandet er forværret drastisk; men mange ansøgninger afvises. Det er sværere at blive anerkendt som flygtning eller få opholdstilladelse på andet grundlag i Danmark end i EU generelt for nogle nationaliteter, se En fast hånd i ryggen. og blog 1.f om tilbagesendelse af børn og kvinder i særlig risiko.

Mange sager i Flygtningenævnet afvises, fordi man ikke tror på asylansøgeren, eller grundet lidt forskellige forklaringer, eller en fejlhuskning eller forkert oversættelse af en dato fra et kalendersystem til et andet. Derimod tillægges forholdene i de enkelte lande: risiko for tortur og drab etc. ofte mindre vægt end de vil gøre i andre EU-lande, hvor “Kvalifikationsdirektivet” gælder, dér ville mange kunne have fået asyl, selv om der ikke var en artikel 3-situation. bl.a. fordi en evt. individuel risiko ville blive vurderet sammen med en mindre forhøjet risiko i et land end ved en artikel 3-situation, hvor enhver er i fare ved sin blotte tilstedeværelse. Andelen der får asyl varierer dog fra land til land – og fra hjemland til hjemland og fra år til år.

Mange afviste asylansøgere burde have haft opholdstilladelse og aldrig være sat på udrejsecenter. Og mange kan ikke sendes hjem, fordi de ikke kan dokumentere et statsborgerskab, eller ikke har et statsborgerskab, eller de må ikke sendes hjem, da det overtræder non-refoulement bestemmelserne. Derfor giver det slet ikke mening at kalde pligterne for “motivationsfremmende foranstaltninger”.
Og hvis de er anmeldt for pligtovertrædelser, de ikke har siddet inde for, før de evt. får asyl eller slipper for opholdspligten, risikerer de på ny en fængselsdom og en udvisningsdom, – også selv om de aldrig nogensinde skulle have været pålagt pligter på et udrejsecenter!

Det elektroniske SALTO-system var fra december 2020 til marts 2024 afløst af eller suppleret med personlig kontrol, og overtrædelser af pligter: meldepligt, opholdspligt og underretningspligt optælles hver 14. dag, anmeldes nu hver måned, og straffes med lange fængselsstraffe, som er helt ude af proportionalitet med “forbrydelsen”. Den 22. marts 2024 blev den personlige kontrol ophævet, og SALTO-oplysninger alene kan nu bruges som bevismateriale igen. Røde Kors har anbefalet at beboerne i Avnstrup også underlægges SALTO-kontrol. Det må stærkt frarådes, når man tager i betragtning, hvor mange fejl denne kontrol har medført i især Kærshovedgård. pligt- og straf-systemet er ren chikane og mobning af de udviste udlændinge. Anmeldelserne er tit fulde af fejl, det bliver sigtelserne så også, for de bliver ikke eller kun ekstremt overfladisk efterforsket. Ifølge en omtrykt ekstern undersøgelse af SALTO-systemet, skal Hjemrejsestyrelsens personale behandle sagerne bl.a. gennem opslag i bestemte databaser, men det sker enten ikke hver gang, eller også er databaserne ikke tilstrækkelig vedligeholdt og opdaterede, eller medarbejdere i hele det system, der varetager kontrollen af de udviste på centrene, har måske glemt at indrapportere ændringer. Ved en enkelt sigtelse optalte forsvareren 27 fejl. En person var blevet straffet for ikke at gennemføre sine pligter, da han sad i fængsel; det kom først frem da sagen blev til Landsretten, den dømte havde da allerede siddet varetægtsfængslet i lang tid!

Varetægtsfængsling bør indskrænkes mest muligt af hensyn til retssikkerheden, og selv om det er et officielt mål for Danmark at mindske antallet af varetægtsfængslinger og længden af dem, så er varetægtsfængsling efter udlændingelovgivningen og Anklagemyndighedens vejledninger standard ved gentagne domme for pligtforsømmelser, selvom det ikke krummer et hår på nogens hoved; – det hænger jo slet ikke sammen!

8. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – i det følgende forkortet til EMRK – er den vigtigste af de konventioner, der krænkes for udviste udlændinge. Ny lovgivning skal hvor det er relevant vurderes i forhold til Danmarks internationale forpligtelser; det er tidligere sket i lovforslag i forhold til EMRK og EU-retten – nogle gange tillige i forhold til andre forpligtelser. En række bestemmelser i udlændingelovgivningen og i administrationen af den har måttet ændres efter domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, EMD, fordi udlændingeloven – eller processerne og afgørelserne – ikke overholdt EMRK. Danske love – samt afgørelser i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, vurderes sjældent i forhold til andre relevante konventioner udover Flygtningekonventionen, såsom Konventionen mod Tortur, Børnekonventionen, Kvindekonventionen, Istanbulkonventionen og Konventionen om Civile og Politiske Rettigheder, samt Racediskriminationskonventionen. Menneskerettighederne gælder for alle. Danmark har som medlemsstat af EMRK pligt til at sikre de nævnte rettigheder og friheder i EMRK for enhver person under dansk jurisdiktion, dvs. også for dem, der ikke bor her legalt! Tilsvarende gælder de øvrige konventioner, Danmark har tiltrådt, for alle mennesker eller for alle i de grupper som konventionerne omhandler.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev sammen med de tiltrådte tillægsprotokoller en del af dansk lovgivning siden 1. juli 1992. Det betyder, at den både er en international lov, men også har retsvirkning som dansk lov. Danmark må ikke vedtage en lov, der overtræder EMRK eller andre internationale forpligtelser; men det har Folketinget alligevel gjort i nogle tilfælde i udlændingelovgivningen. I 2016 blev en karenstid på familiesammenføring forlænget fra 1 år til 3 år for krigsflygtninge og flygtninge med individuelle beskyttelsesbehov, som ikke var konventionsflygtninge. Efter Danmark fik en dom imod sig ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, EMD, blev ventetiden ved lovændring sat ned til højst 2 år. Mange af de sager, der føres mod Danmark ved EMD, handler om udlændinges rettigheder, især i udvisningssager, hvor Danmark har fået flere domme imod sig.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention EMRK
Artikler, der jævnligt overtrædes for de udviste på udrejsecentrene og i Ellebæk:
Art. 1: Medlemsstaternes pligt til at respektere menneskerettighederne for alle
Art. 2: Ret til livet
Art. 3: Forbud mod tortur
Art. 5: Ret til frihed og beskyttelse
Art. 6: Ret til en retfærdig rettergang
Art. 8: Ret til respekt for privatliv og familieliv
Art. 12: Ret til at indgå ægteskab
Art. 13: Adgang til effektive retsmidler
Art. 14: Forbud mod diskrimination i forhold til friheder og rettigheder i konventionen

9. Overtrædelser af artikel 1 og artikel 12: Statens forpligtelse på EMRK. Ret til at indgå ægteskab.

Artikel 1: pointerer at Danmark som stat dvs. også regeringen og Folketinget og domstolene og hele administrationen har pligt til at overholde menneskerettighederne i EMRK. Derfor kan en dansk udlændingeminister ikke bare vaske hænder, hvis en flygtning uretmæssigt ikke har fået asyl og sige: “Det har regeringen armslængde til, for det har først Udlændingestyrelsen, siden Flygtningenævnet, som er et uvildigt domstolslignende organ, afgjort”. For hvis en tilbagesendelse til landet fører til høj risiko for forfølgelse, fængsling, tortur eller drab, er afgørelsen forkert. I et enkelt nyere tilfælde, hvor Komiteen mod Tortur, CAT, havde kritiseret Nævnet for at bryde Konventionen mod Tortur, gik Ministeriet ind i sagen og bad Flygtningenævnet om at genoptage den, selv om det krævede, at man fik den tvangsudsendte tilbage til Danmark, og selv om det var imod Flygtningenævnets basale principper at udføre undersøgelser for tortur, hvis man ikke troede på asylansøgeren.

Regeringen besvarer breve om refoulement med, at en dommer i sidste instans har siddet for bordenden, og regeringen har en armslængde til Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets afgørelser om asyl og udvisning. Men tit kommer et sådant skriftligt svar fra den kontorchef for Asyl- og Visumkontoret i Udlændingeministeriet, der er ansvarlig for at iværksætte en gennemgang af midlertidige opholdstilladelser for en bestemt nationalitet, med henblik på ikke at forlænge dem. Og samtidig er kontorchefen det ene ud af tre medlemmer af Flygtningenævnets Koordinationsudvalg. På den måde har den samme embedsmand netop stor indflydelse i begge instanser: der er ikke nogen armslængde! Det er Koordinationsudvalgets tre medlemmer, der afgør Nævnets overordnede linjer, fx om der er – eller om der ikke er – en § 3-situation i det bestemte land, man påtænker at udsende flygtningene til, når deres opholdstilladelser er ophævet. En udlændingeminister har en mulighed for at gribe ind i en konkret sag, men undlader det oftest, da det er nemmest.

Hvis et flertal i Folketinget bestemmer, at Danmark ikke skal overholde menneskerettighederne, må Danmark melde sig ud af EMRK. Regeringen har heller ikke ret til at tage en procesrisiko med asylansøgernes familier som gidsler, som den gjorde i sagen om 3 års ventetid på familiesammenføring til krigsflygtninge. Det havde den heller ikke i Tamilsagen, som kostede en tidligere borgerlig regering magten, og før det havde kostet flere tamilske familiemedlemmer livet. Vi andre – almindelige mennesker – har jo heller ikke lov til at bryde en lov, som kan koste andre livet, og bare afvente og se, om vi får en sag imod os!

Artikel 12: Retten til at indgå ægteskab
I 2002 strammede man udlændingeloven, og forbød asylansøgere at gifte sig i Danmark. I lovgivningen om ægteskab har man nu indføjet en sætning om, at man skal have lovligt ophold i Danmark for at kunne gifte sig. Det gælder både under asylansøgningen og efter afslag på asyl og for begge parter. Der kan dog være mulighed for at søge dispensation.

10. Mulige overtrædelser af artikel 13: ret til rimelige retsmidler

I forhold til processen i en asylsag i Flygtningenævnet har man ret til gratis advokatbistand i Danmark. Men ikke ved en genoptagelsessag, medmindre det sker på initiativ af Flygtningenævnet. I forhold til at forberede sig til interviews med Udlændingestyrelsen har man heller ikke adgang til gratis advokathjælp. Hvis man søger om humanitært ophold, har man heller ikke ret til advokatbistand. Og før man får asyl, har man ikke lov at tjene penge – undtagen de ukrainske krigsflygtninge på særloven – og med tiden også de afghanere, der havde hjulpet Danmark og kom på en særlov.
Hvis man skal køre en sag ved retten om, hvorvidt de pålagte pligter: opholdspligt, meldepligt og hos mange underretningspligt er rimelige, fordi man fx ikke tør rejse tilbage til Iran, da man mener, man er i risiko for tortur, død eller forfølgelse, og på trods af, at man har familie og børn i Danmark, vil det koste penge til advokatbistand til en retssag – selv om det faktisk er nævnt, at en sådan mulighed foreligger i Lovforslaget om pligterne, L165/2018-19.

Hvis man skal køre en retssag om, hvorvidt ens menneskerettigheder er krænket hvis man placeres på et center sammen med en person, der er sigtet for et knivoverfald på én selv eller ej, kan det også koste penge. Det er dog en rutine, der burde være indarbejdet inden for Kriminalforsorgen og resten af Justitsministeriets område, at man adskiller voldsmænd og voldsramte i en sag! Reelt udsætter staten voldsofferet for så stor en risiko for vold i den situation, at det må kunne udgøre mental tortur. Sker det på et udrejsecenter, og den tidligere voldsramte ikke tør forlade sit værelse for at hente mad og gennemføre meldepligten, er han i flere sager blevet idømt fængsel for pligtovertrædelser, som normalt ledsages af en udvisningsdom. I groteske sager – endda efter han har forladt et udrejsecenter, fordi han har fået asyl.

Hvis danske politikere ikke kan se uretfærdigheden og umenneskeligheden heri, burde de slet ikke kunne sidde i Folketinget!

Staten kan beslaglægge beløb over 10.000 kr. efter “smykkeloven”, så der er ingen mulighed for selv at tjene til at kunne betale advokathjælp i større omfang. En udvist udlænding, der havde indsamlet masser af tomme flasker i lang tid og afleveret dem i flaskeautomater fik ved en razzia sin fortjeneste minus 10.000 kr. beslaglagt af politiet.

Nogle beboere har haft en gammel bil stående ved Kærshovedgård, som blev vurderet til over 10.000 kr. Den blev konfiskeret, hvis den var indregistreret i beboerens navn. Desuden måtte den ikke holde på den officielle parkeringsplads og ejeren fik bøde, hvis den holdt et forkert sted. Så selve muligheden for at bevæge sig til og fra Kærshovedgård, blev saboteret af politiet ved hjælp af “smykkeloven”. Mulighederne for selv at skaffe penge til rådighed til en retssag er nærmest ikkeeksisterende og vil normalt kræve større beløb, end man kan skaffe, så enten kan det kun ske, hvis advokaten arbejder gratis, eller den udviste kan få nogen til at donere penge til retssagen.

Det samme kan gælde ved ansøgning om familiesammenføring med sit barn eller sin ægtefælle, hvis man er udvist og pålagt opholdspligt på udrejsecenter, mens ens barn og partner har lovligt ophold.

I forhold til straffene for pligtforsømmelser starter de fleste sager med varetægtsfængsling samme dag, som man sigtes af politiet, måske uden man har haft lejlighed til at finde en besøgstilladelse frem, eller – hvis man ejer det – en kalender, hvor man har noteret, hvor man var på bestemte dage. Og varetægtsfængslingen i en arrest trækker ofte ud, til man har afsonet næsten hele den formodede straf, beregnet efter opgørelser fra et upålideligt SALTO-system. Retssagen bliver en farce, fordi man reelt er blevet dømt og straffet på forhånd. Måske vil anklageren og dommeren først dér få at vide, at man rent faktisk havde besøgsorlov på nogle af de dage, man var blevet straffet for at have forsømt pligterne på – eller havde været indlagt på sygehus, eller sad i fængsel eller arrest under tidligere afsoninger af forsømmelser af pligterne.

I Ellebæk kan det for den indsatte være svært overhovedet at komme til at tale med en advokat, før han skal i retten om frihedsberøvelse og forlængelse heraf; se nærmere herom i de to notater fra Ellebæk Kontaktnetværk i blog 1.d. Da retssagerne gennemføres som videoretssager er der ingen garanti for, at man kan tale med forsvareren, som ved indsættelsen i Ellebæk ofte vil være en beskikket advokat – hverken inden eller efter en retssag, da mange forsvarsadvokater møder i retten i Hillerød i stedet for i Ellebæk. Så selv om der i princippet er retsmidler til rådighed, er de ikke altid effektive. Den indsatte har principielt ret til at vælge en advokat, men kan måske kun få noget ud af at have en advokat, hvis han har mulighed for at kommunikere med ham før og evt. under og efter retssagen, hvilket normalt forudsætter at advokaten kan tale i enrum med den indsatte inden. Ifølge Ellebæk Kontaktnetværk sker det langtfra altid, og det er vanskeligt for en indsat selv at rette henvendelse til en advokat, da han ikke må have en mobiltelefon i Ellebæk, da advokaten kan være optaget, når den indsatte ringer fra en fast telefon til det brug, og da telefonsamtalerne overvåges. Det kræver desuden hjælp fra personalet i Ellebæk – at finde en advokat. Derfor oplever indsatte sig ofte ikke godt behandlet i videoretssagerne, og mange oplever, at advokaten ingen indsigelser gør eller kender hans sag, især når han ikke har talt med den indsatte inden

11. Mulige overtrædelser af artikel 14: Forbud mod diskrimination, særligt i Kærshovedgård

Tilsammen betyder det at pålægge opholdspligt på et udrejsecenter eller sætte en person i Ellebæk, en endeløs række af chikaner og mobning af beboerne, som ikke findes i almindelige fængsler, og som ikke kan gå ud over danskere. Reelt er der tale om diskrimination.

De øvrige rettigheder, som man ikke får opfyldt, stiller de udviste dårligere end danske statsborgere, der ikke placeres på udrejsecentre eller i Ellebæk. De kan ses i sammenhæng med denne artikel, da det udelukkende er udlændinge, der opholder sig på centrene, og normalt fra lande uden for EU og EØS. EU-lande og EØS-lande accepterer normalt ikke diskrimination af deres borgere. Normalt kan borgerne opholde sig og arbejde i Danmark i kortere tid, og den tid kan forlænges, og de har som regel ingen problemer med at få et opholdsbevis, og EU-borgere har ret til permanent ophold efter 5 år – forudsat at de ikke har begået kriminalitet. Ved kriminalitet kan EU- og EØS-borgere normalt sendes hurtigt tilbage til deres hjemland efter aftale med landet.

Diskriminationen mærkes udover i Ellebæk mest gennemgribende på Kærshovedgård, hvor Kriminalforsorgens regler gælder, og hvor pligtregiet administreres allermest hårdt, og hvor der samtidig ofte sjuskes med at gennemgå mulige grund til at en beboer ikke har gennemført en pligt, uanset at han ikke har været i stand til det, – fx fordi han var indlagt eller sad i fængsel.

Man ville – efter anmodning – formentlig i alle danske fængsler udskifte en urinstinkende madras med én der ikke stank til en ny beboer – i det mindste hvis han eller hun bad om det. Det gjorde man trods flere henvendelser herom over et år – ikke hos en person med opholdspligt på Sjælsmark. Først da Sjælsmark skulle omdannes til modtagecenter for ukrainske flygtninge i 2022, blev alt inventar skiftet ud, og væggene blev malet, for de omgivelser, man bød de indkvarterede i udrejsecentret ville man ikke byde ukrainske flygtninge, som man var bedt om at tage godt imod. Og som man ikke skulle gøre opholdet “så utåleligt som overhovedet muligt” for. Man ville normalt i Danmark – ved ombygning af et fængsel til en anden Kriminalforsorgsinstitution – ikke lade tingene være så grimme, uhygiejniske og gennemført dysfunktionelle, som man har gjort det i Kærshovedgård – og før Ombudsmanden sagde fra over for det, ville man endda lave 4-sengsværelser som fast bolig for de fleste indkvarterede. I danske fængsler – og i kriminalforsorgens døgninstitutioner for voksne – er der normalt eneceller. Men på Kærshovedgård, hvor folk kan bo i årevis, er de fleste værelser 2-personers værelser med køjesenge.

Ingen danske statsborgere pålægges opholdspligt, meldepligt eller underretningspligt på samme måde som beboerne i udrejsecentrene. Og hvis man havde pålagt det, ville det være helt uden for skiven, at man straffede dem for at komme for sent, hvis det skyldtes force majeure – fx en storm hvor al unødig udkørsel var frarådet, eller hvor vejen var spærret af væltede træer. Og hvis de søgte om at slippe for det i en nødsituation, fx hvis deres barn var sygt eller skulle opereres, ville man vel normalt acceptere det. Og det samme formentlig hvis ens ægtefælle var alvorligt syg og ikke kunne klare sig selv eller få den nødvendige hjælp andet sted fra. Og hvis de var truet – fx med dødstrusler eller var blevet overfaldet af en medbeboer, ville man vel forsøge at placere dem på hver sit center.

Og hvis de havde siddet fængslet ofte, ville man have tjekket, om de havde siddet i fængsel og var lovligt undskyldt en dag, eller havde været til møde med Udlændingestyrelsen eller anden myndighed, eller deres advokat, eller deltaget i en retssag et andet sted eller været indlagt eller været til speciallæge eller ambulant kontrol på et hospital – eller havde fået tilladelse til besøgsorlov.

Men for denne gruppe anvendes omvendt bevisbyrde: hvor de ikke har gennemført en meldepligt eller ikke har opholdt sig i udrejsecentret, udspørger eller efterforsker man ikke sagen til bunds, inden man anmelder den til politiet. Og politiet efterforsker åbenbart heller ikke sagen, eller gør det ikke grundigt nok. Og eftersom der kunne gå næsten 2 år fra udeblivelsen eller overtrædelsen af en eller typisk flere pligter på én gang, fordi sagerne lå stille i 1 1/2 år efter Hjemrejsestyrelsen havde overtaget behandlingen af dem fra 2020 til starten af 2022, blev det nok sværere for de indkvarterede på Kærshovedgård at huske, hvor de var den og den dag, og få mulighed for at bevise det. Hjemrejsestyrelsen undskyldte sig med, at den havde brugt meget ekstra tid på gennemførsel af manuel kontrol.

Men for denne gruppe anvendes omvendt bevisbyrde: hvor de ikke har gennemført en meldepligt eller ikke har opholdt sig i udrejsecentret, udspørger eller efterforsker man ikke sagen til bunds, inden man anmelder den til politiet. Og politiet efterforsker åbenbart heller ikke sagen, eller gør det ikke grundigt nok. Og eftersom der kunne gå næsten 2 år fra udeblivelsen eller overtrædelsen af en eller typisk flere pligter på én gang, fordi sagerne lå stille i 1 1/2 år efter Hjemrejsestyrelsen havde overtaget behandlingen af dem fra 2020 til starten af 2022, blev det sværere for de indkvarterede på Kærshovedgård at huske, hvor de var den og den dag, og at kunne bevise det. Hjemrejsestyrelsen undskyldte sig med, at den havde brugt meget ekstra tid på gennemførsel af manuel kontrol ved ind- og udgang fra Kærshovedgård og Sjælsmark – da SALTO-systemet ikke var pålideligt. Måske var der også et mere sympatisk element i det: at Hjemrejsestyrelsen har villet afvente svaret på en uvildig undersøgelse af SALTO-systemets pålidelighed, men ikke har sagt det åbenlyst. Men uanset grund og intention betød det, at den indsatte måske ikke mere havde mulighed for at dokumentere, hvad han havde lavet den dag, og hvor han havde været. Politiet burde også have undersøgt de anmeldte pligtovertrædelser grundigt, og spurgt de indsatte ud om eventuelle lovlige grunde til pligtovertrædelse som fx indsættelse i et fængsel, indlæggelse, retsmøde, møde med Udlændingestyrelsen i Næstved, besøgstilladelse, eller andre forhold, og givet dem lov til at finde en besøgstilladelse frem, inden de tog dem til Grundlovsforhør i Herning med henblik på varetægtsfængsling. Nogle fik lov og kunne vise, at de havde en tilladelse, i andre tilfælde havde politiet ikke tid til, at de rodede papirerne igennem for at finde besøgstilladelser. Så mange af de varetægtsfængslinger, der har fundet sted, var formentlig ulovlige, og har overtrådt EMRK artikel 5 og artikel 6.

I almindelige retssager, hvor der intet reelt bevis findes, og det hele er meget usikkert, vil man normalt lade personen gå fri. Det gør man kun i retten i Herning i de allermest sjusket efterforskede retssager fra Kærshovedgård. Og eftersom Anklagemyndigheden har fokus på at få flest muligt udvist, selvom de ikke har gjort andet galt end at blive anmeldt for pligtovertrædelser, er der eksempler på at en frigivelse efter en retssag på grund af sjusk fra Hjemrejsestyrelsens, politiets eller anklagemyndighedens side er fulgt op af anke til Landsretten for andre pligtforsømmelser, hvor der ikke findes et skriftlig bevis for at de ikke har overtrådt den – med krav om mange års udvisning!

På trods af, at det er over 3 1/2 år siden, man fandt ud af, at SALTO-systemet var upålideligt, har man ikke gennemgået alle de tidligere sager for justitsmord – eller hvert fald ikke offentliggjort en gennemgang af dem, hvis men har gjort det! Ikke så meget for at de pågældende kunne få erstatning – den vil staten alligevel indkassere efter smykkeloven, men fordi hver enkelt efterfølgende dom efter den første dom for pligtovertrædelser, bliver meget længere jf. straftabellerne. Og fordi, for afviste asylansøgere skal anklagerne allerede ved 3. dom overveje at gå efter en fængselsstraf. Det svækker tilliden til det danske retsvæsen, når man bryder retsstatsprincippet om at man er uskyldig til det modsatte er bevist i sager der alene angår udlændinge!

I Danmark vil man normalt ikke i retssystemet begynde med at straffe folk i varetægtsfængsel, med mindre der er tale om farlig eller alvorlig kriminalitet. Og man ville ikke give folk årelange straffe for nogle pligtovertrædelser af meningsløse pligter. Inger Støjberg, som fremlagde lovforslaget om definition af meldepligt, opholdspligt og underretningspligt har udtalt, at et af formålene var at få flest muligt frihedsberøvet. Samtidig var de lange straffe en betaling til Dansk Folkeparti for at stemme ja til Finansloven for 2019. Igen ville man ikke byde en majoritetsdansker en sådan usselhed.

12. Mulige overtrædelser af artikel 14 i Ellebæk

TV 2 fik som eneste TV-kanal lov til at optage en lille smule film og stilbilleder i Ellebæk i 2019 og at interviewe flere mandlige indsatte. Bygningerne var nedslidte og inventaret i stykker. Linket til TV2’s hjemmeside viser dels nogle indsatte, som ikke kan forstå, hvorfor de er der, – mange mener, de er blevet kidnappet af politiet. Flere som siger, de bliver behandlet ligesom dyr. Flere siger, at man bliver psykisk syg af at opholde sig i Ellebæk, og at de mener at Danmarks mål med det er, at de bliver så psykisk nedbrudte og syge, at de skriver under på, at de gerne vil rejse hjem frivilligt, – hvad ingen af de interviewede ønsker. Flere har gjort skade på sige selv eller forsøgt selvmord. Se mere om Ellebæk i Blog 1.a og Blog 1.d . Ellebæk er fortsat officielt ikke et fængsel, men i de fleste danske fængsler er forholdene anderledes og betydelig bedre end i Ellebæk. Ifølge Europarådets Komité mod Tortur, CPT, var Ellebæk værre end noget andet fængsel komiteen havde besøgt i hele Europa. Og ifølge dens formand egnede det sig ikke til mennesker.

Som indsat har man krav på at vide, hvorfor man er indsat – på et sprog, man forstår. Flere indsatte mener, at advokaterne i videoretssagerne om fortsat frihedsberøvelse i Ellebæk, er i ledtog med politiet, fordi de ikke har set eller talt med advokaten inden retsmødet, og han ikke har fremført noget til deres fordel.

Frihedsberøvelse bruges ikke som den sidste udvej for afviste og udviste, tværtimod står det flere steder i Hjemrejseloven, at et udvist menneske så vidt muligt skal frihedsberøves, og der er et stort antal muligheder for det i § 14 og § 16 i hjemrejseloven.

Når man er så presset, som mange er i Ellebæk, og man risikerer en tvangsudsendelse til landet, man flygtede fra, har man ofte brug for at tale med sine kære og sin familie eller med en ven, for at få empati, råd og opmuntring og drøfte situationen igennem med dem. Det er umuligt at gøre i Ellebæk fordi man ikke må have en mobiltelefon på sig. Alle telefonsamtaler fra fastnettelefonerne kan aflyttes. Heller ikke når en mor indstændigt beder om at få lov til at skype med sine børn, som passes af bedstemoren i hjemlandet, og som hun ikke har set på skærm i 8 måneder, får hun lov til det. I fængselsvæsenet uden for Ellebæk er man ved at blive mere opmærksom på børn og andre familiemedlemmer til de indsatte, og man kan ofte bruge elektroniske løsninger via skype eller smartphone , så forældre og børn kan se og tale med hinanden indimellem. Det, der ofte er mest belastende for de indsatte og deres børn er, at de ikke kan tale med børnene, se fx her:

Hvad en indsat i Ellebæk fortalte til Amnesty efter løsladelsen:
Inden X flygtede ud af Iran, sad han fængslet for sit politiske arbejde. I fængslet blev han udsat for fysisk tortur. Alligevel fortæller han, at opholdet i Ellebæk er det værste, han har prøvet:
”I Iran slog de mig, da de fangede mig. I 2008, da jeg var i iransk fængsel, havde jeg ondt i min krop. Men i Ellebæk slog de mig ikke. Jeg havde ikke ondt i min krop. Men de ’slår mig i min hjerne’. Folk som har været i Ellebæk, skal til psykolog. Efter jeg har siddet i Ellebæk, er jeg altid syg. Jeg har det ikke godt. Og efter jeg var i Ellebæk, er jeg meget bange.”
”Hvordan skal jeg snakke om Ellebæk!?”, siger X igen og igen. Hans hænder ryster, hans stemme knækker. Han fortæller om en hverdag præget af desperation. Af stress, slagsmål, PTSD-ramte mennesker i deleceller med op til fire personer i hver, isolationsfængsling for småforseelser, dårlig mad og kedsomhed. Om uhumske toiletter og desperate budskaber ridset i de graffitimalede vægge af cellens tidligere beboere. Han fortæller, hvordan vagterne kalder dem ind fra de daglige gårdture allerede efter et kvarter, selvom de har krav på op til 45 minutter udenfor. Om indsatte, som bliver så desillusionerede af hverdagen i centret, at de i værste tilfælde forsøger at tage deres eget liv.
Da X flygtede fra Iran, efterlod han sin lille søn. En dreng som nu er ni år gammel, og som ikke har set sin far i årevis. De plejede at tale på Facetime eller WhatsApp. Men i Ellebæk er noget af det første, der sker, at man får konfiskeret sin telefon. ”Jeg har en søn. Jeg har ikke set ham i otte år. Og i de seks måneder, jeg var i Ellebæk, græd min søn hver dag. Når jeg ringede til ham, sagde han: “Far, du vil mig ikke mere! Hvorfor ringer du ikke til mig på WhatsApp – på kamera?” Han ved ikke, at jeg reelt sad i fængsel.

På trods af forfølgelse og tortur siger han selv, at han aldrig har været bitter, aldrig vred. Men efter opholdet i Ellebæk er han forandret. ”Jeg er træt. Jeg har været i Danmark i fem år, og når jeg har det dårligt, tænker jeg på, hvorfor jeg tog hertil. Hvis jeg var blevet i Iran, var jeg død og færdig. Men efter fem år i Danmark har jeg opdaget, at jeg dør en smule hver dag.” X tør ikke håbe på en lysere fremtid. Mødet med det danske asylsystem har desillusioneret ham i en sådan grad, at han igen og igen spørgende udbryder ”Det her foregår i Danmark? I Europa? Jeg troede, Danmark var et demokrati!”
Hans eneste drøm for fremtiden er at se sin søn igen. Hans stemme knækker, da han siger: ”Jeg drømmer kun om at se min søn. Fordi … Fordi, jeg savner ham. Han var kun seks måneder gammel, da jeg rejste væk fra ham. Nu er han er næsten ni år gammel, og jeg har ikke set ham. Jeg drømmer om at kramme ham – bare én gang.”

Almindelige danskere udsættes ikke for umenneskelig behandling i form af “motivationsfremmende foranstaltninger” såsom at sidde indespærret i Ellebæk i op til 18 mdr.. De indsatte kan tit ikke få oversat vigtige beskeder. Hver måned presses mange nu med samtaler med Hjemrejsestyrelsen om udsendelse til hjemlandet, først ved at blive tilbudt en lille sum penge, siden med trusler om, hvor skræmmende en tvangsudsendelse kan være.

Den ringe retssikkerhed for de udviste er beskrevet i blog 1.b, 1.c og 1.d. Og desuden i et høringssvar fra SOS Racisme til udkastet til hjemrejseloven 1. januar 2020. Nogle af de ting, SOS Racisme advarede om, før man indførte hjemrejseloven, ser vi følgerne af i dag: mange udviste er blevet psykisk syge af den utålelige behandling i Ellebæk og på udrejsecentrene. Mange er gået under jorden, for at undslippe den utålelige situation. Og helt uproportionalt lange og meningsløse straffe for pligtovertrædelser har kostet dyrt i fængselspladser, selvværd, psykisk nedbrydning, fysisk sygdom, spild af år og afbrydelse af uddannelser og arbejdsforhold. Og mange er vrede eller bitre over den uret, de har oplevet i Danmark.

Alle disse former for diskrimination -eller forskelsbehandling må overtræde artikel 14, når den ses sammen med artiklerne 2, 3, 5, 6, 8, 12 og 13.

13. Artikel 1-18 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Artikel 1: Pligten til at respektere menneskerettighederne
De høje kontraherende parter garanterer enhver person under deres jurisdiktion de rettigheder og friheder, der angives i denne Konventions afsnit 1.

Afsnit I – rettigheder og friheder
Artikel 2: Ret til livet
1. Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet ved lov. Ingen må forsætligt berøves livet,
undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den pågældende forbrydelse.
2. Berøvelse af livet betragtes ikke som foregået i modstrid med denne Artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det absolut nødvendige:
a) for at forsvare nogen mod retsstridig overlast;
b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig forvaring;
c) i retsmæssig foretagen undertrykkelse af fredsforstyrrende optøjer eller opstand.

Artikel 3: Forbud mod tortur
Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Artikel 4: Forbud mod slaveri og tvangsarbejde
1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.
2. Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde.
3. Ved anvendelse af denne Artikel omfatter udtrykket “tvangs- eller pligtarbejde” ikke:
– a) arbejde, som almindeligvis forlanges udført under forvaring i overensstemmelse med bestemmelserne i Artikel 5 i nærværende Konvention, eller under betinget løsladelse fra sådan forvaring;
– b) tjeneste af militær karakter eller, i de lande, hvor militærnægtelse af samvittighedsgrunde anerkendes, for så vidt angår personer, der er militærnægtere af samvittighedsgrunde, tjeneste, der udkræves i stedet for tvungen militærtjeneste;
– c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødtilstand eller ulykker, der truer samfundets
eksistens eller velfærd;
– d) arbejde eller tjeneste, der udgør en del af normale borgerlige forpligtelser.

Artikel 5: Ret til frihed og sikkerhed
1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må berøves friheden undtagen i
følgende tilfælde og i overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
– a) lovlig forvaring af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;
– b) lovlig anholdelse eller forvaring for ikke-efterkommelse af en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;
– c) lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at stille ham for den
kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig handling, eller når der er rimelig grund til at anse det for nødvendigt for at hindre ham i at foretage en retsstridig handling eller i at flygte efter at have fuldbyrdet en sådan;
– d) forvaring af en mindreårig ifølge lovlig kendelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller for at stille ham for den kompetente myndighed;
– e) lovlig forvaring af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer der er mentalt abnorme, drankere, narkomaner eller vagabonder;
– f) lovlig anholdelse eller forvaring af en person for at hindre ham i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem udvisnings- eller udleveringssag er svævende.
2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver mod ham rettet anklage.
3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i henhold til bestemmelserne i denne Artikels stk. 1 c), skal ufortøvet stilles for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til rettergang inden en rimelig tid, eller til at blive løsladt i afventning af rettergang. Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.
4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring, skal være berettiget til at tage skridt til, at der af en domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forvaring, og at hans løsladelse beordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig;
5. Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring i modstrid med bestemmelserne i denne Artikel, har ret til erstatning.

Artikel 6: Ret til retfærdig rettergang
1. Enhver skal, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse, være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol. Dom skal afsiges i offentligt møde, men pressen og offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af hensyn til sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige eller til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville skade retfærdighedens
interesser.
2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, er i særdeleshed berettiget til:
– a) ufortøvet at modtage udførlig underretning på et sprog, som han forstår, om arten af og årsagen til den anklage, der er rejst mod ham;
– b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;
– c) at forsvare sig personligt eller ved juridisk bistand som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale den juridiske bistand, at modtage den uden betaling, når retfærdighedens interesser kræver det;
– d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner i hans interesse tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham;
– e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.

Artikel 7: Ingen straf uden retsregel
1. Ingen kan kendes skyldig i strafbar lovovertrædelse på grund af en handling eller undladelse, der ikke udgjorde en strafbar overtrædelse af national eller international ret på den tid, da den blev begået. Ej heller må der pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det tidspunkt, da den strafbare lovovertrædelse blev begået.
2. Denne Artikel præjudicerer ikke rettergang imod og straf af en person for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt, da den blev begået, var strafbar ifølge de af civiliserede nationer anerkendte almindelige retsprincipper.

Artikel 8: Ret til respekt for privatliv og familieliv
1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.

Artikel 9: Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed
1. Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.
2. Frihed til at lægge sin religion eller overbevisning for dagen skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.

Artikel 10: Ytringsfrihed
1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser. Denne Artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.
2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formelle bestemmelser, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger eller for at sikre domsmagtens
autoritet og upartiskhed.

Artikel 11: Forsamlings- og foreningsfrihed
1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.
2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Denne Artikel skal ikke forhindre, at der pålægges medlemmer af statens væbnede styrker, politi eller forvaltning lovlige indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder.

Artikel 12: Ret til at indgå ægteskab
Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love, der giver regler om udøvelsen af denne ret.

Artikel 13: Adgang til effektive retsmidler
Enhver, der krænkes i de ved denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder, skal have adgang til effektiv oprejsning for en national myndighed, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler på embeds vegne.

Artikel 14: Forbud mod diskriminering
Nydelsen af de i denne Konvention anerkendte rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet forhold.

Artikel 15: Fravigelse af forpligtelser under offentlige faretilstande
1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens eksistens, kan enhver af de høje kontraherende parter i det omfang, det er strengt påkrævet af situationen træffe forholdsregler, der gør indgreb i dens forpligtelser ifølge denne Konvention, forudsat, at sådanne forholdsregler ikke er uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.
2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra Artikel 2, undtagen med hensyn til berøvelse af livet, der er en følge af lovlige krigshandlinger, og ej heller fra artiklerne 3, 4, stk. 1 og 7.
3. Enhver stat, som benytter sig af denne ret til fravigelse, skal holde Europarådets
generalsekretær fuldt underrettet om de forholdsregler, som den således har taget og om grundene dertil. Den skal også underrette Europarådets generalsekretær, når sådanne forholdsregler er ophørt at virke, og Konventionens bestemmelser igen er fuldt ud i kraft.

Artikel 16: Indskrænkninger i udlændinges politiske virke
Ingen bestemmelse i artiklerne 10, 11 og 14 må anses som værende til hinder for, at de høje kontraherende parter fastsætter indskrænkninger i fremmede statsborgeres politiske virksomhed.

Artikel 17: Forbud mod misbrug af rettigheder
Ingen bestemmelse i denne Konvention må fortolkes som medførende ret for nogen stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller udføre nogen handling, der sigter til at tilintetgøre nogen af de heri nævnte rettigheder og friheder, eller til at begrænse dem i videre omfang, end der er hjemmel for i Konventionen.

Artikel 18: Begrænsninger i brug af indskrænkninger i rettigheder
De ifølge denne Konvention tilladte indskrænkninger i disse rettigheder og friheder må ikke anvendes i noget andet øjemed end det, for hvilke de er foreskrevet.