Kaare Djuraas, KHG Grafik: “Hamudi, pas på mor”. “Beboerne bliver ofte adskilt fra deres familier, da det hænder, at kun én af dem bliver udvist. De forlader det liv, de har bygget i Danmark. For nogle børn i familien betyder det, at de må forlade deres trygge barndom og påtage sig voksenansvar”.
Kaare Djuraas, KHG Grafik: “Mor”. Det du savner mest, når du er spærret inde og efterladt i fortvivlelse, er dine kære. Din mors, dit barns stemme. Nogen, der kan give dig ægte trøst, lindre din angst og frygt for at blive deporteret.
Det vigtigste indhold i denne blog er: Der er grænser for, hvordan Danmark kan behandle udlændinge, også dem, der ikke har lovligt ophold i Danmark mere, eller som er afviste asylansøgere. For år tilbage satte Højesteret nogle grænser i forbindelse med enkeltsager. Grænserne bør omfatte alle, ikke kun dem, der er dømt, dem, der er på tålt ophold, men alle der ikke kan sendes hjem – også afviste asylansøgere.
Se de øvrige blogs i serien her: Otte grunde til at lukke Ellebæk og udrejsecentrene
Paradigmeskiftet
Med ”paradigmeskiftet” i 2019 skulle alle flygtninges opholdstilladelser kun være midlertidige, og flygtningene skulle hjem så hurtigt som muligt. Der behøvede ikke først at være fred eller ordnede og stabile forhold i hjemlandet, som der ellers skulle være, hvis man inddrog opholdstilladelsen efter Flygtningekonventionen eller nægtede at forlænge den. Når det ”kun” drejede sig om personer med beskyttelsesophold og midlertidigt beskyttelsesophold, måtte der godt stadig være krig – blot ikke så voldsom, at enhver i området ville være i fare for at dø, eller for tortur, eller nedværdigende eller umenneskelig behandling i strid med artikel 3 i EMRK.
Og fra 2019 ville man samtidig presse alle flygtninge, asylansøgere og andre udlændinge uden for EU og EØS uden opholdstilladelse, samt ”kriminelle udvisningsdømte”, og personer på ”tålt ophold” og fremmedkrigere og ”udlændinge, som var til fare for Danmark” sammen på udrejsecentrene, for at få dem til at rejse ud hurtigst muligt, med endnu strengere straffe for pligtforsømmelser, og med jævnlige stramninger af regler for opholdet.
Hvis udlændinge selv medvirkede til at rejse hjem, kunne de bo i Avnstrup, som dengang var Hjemrejsecenter. Senere skulle dem, der medvirkede, som boede på Avnstrup flyttes til Sjælsmark for at give plads til børnefamilier i Avnstrup. En periode var Sjælsmark omdannet til modtagecenter for ukrainske flygtninge, men nu huser det desuden udlændinge, der ikke er under strengt pligtregi. I starten var Kærshovedgård for dem på tålt ophold og “kriminelle udvisningsdømte”, siden kom afviste asylansøgere og flygtninge, der havde fået ophævet deres status, til, tillige med “fremmedkrigere” og folk “til fare for Danmark”. Politikerne gjorde det ulovligt at være i Danmark, hvis man ikke mere havde lovligt ophold, og brugte derefter det ulovlige ophold i en fremmedfjendtlige retorik. Der var i forvejen lavet indgreb, der skulle straffe dem, der ikke var rejst ud af Danmark, før udrejsefristen var overskredet. De tre pligter, man havde pålagt udviste udlændinge på udrejsecentrene, blev nærmere defineret i lovforslaget L165/2018-1 og vedtaget i 2019.
Samtidig indførte man meget strengere straffe for pligtovertrædelser, se mere om straffene, den måde de gennemføres på, de konsekvenser, de har, og om de fejlagtige anmeldelser der strømmer ind til politiet – i disse blogs i serien i blog 1.b, blog 1.c, blog 4, blog 6 og blog 7.
Hvor mange af dommene skyldes justitsmord og manglende retssikkerhed?
Desuden blev pligtovertrædelser efter paradigmeskiftelovene overvåget nøje via et elektronisk, helt upålideligt system, SALTO-systemet, som stadig bruges til at screene for mulige overtrædelser hver 14. dag. Efter anmeldelserne lå brak i 1½ år, er det gået så hurtigt med at anmelde dem, at de ikke når at blive tjekket efter, fx om vedkommende, der blev anmeldt for pligtforsømmelser, i virkeligheden sad i fængsel i samme periode, og derfor beklageligvis måtte forsømme pligterne i Kærshovedgård. Både anmeldelser, sigtelser og anklageskrifter er fejlbehæftede, det ser ud som om politiet heller ikke efterforsker dem, – eller kun gør det meget overfladisk. Og nødvendige oplysninger i forhold til aflysning af pligter såsom: meddelt besøgsorlov, arrest og fængsling, indlæggelse på sygehus, møder med Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen eller i en ret, eller om at Hjemrejsekontoret ved indgangen er lukket, da en ny person ankommer, og han derfor så ikke kan få et personligt biometrisk meldekort og opfylde opholdspligten fra den dag, han ankommer til Kærshovedgård.
Man kan undre sig over den skødesløshed myndighederne udviser, da der er tale om straffesager med – mulighed for 4 års fængsel. Og man kan undre sig over at et samfund som Danmark påfører mennesker sådanne lange, uproportionale og uretfærdige straffe som nedbryder de indsatte og deres familier, og som ikke forhindrer forbrydelser eller lignende. , Ifølge udlændingeministeren er 35% af beboerne på Kærshovedgård alene frem til december 2023 blevet dømt for overtrædelser af pligterne. Spørgsmålet er så, hvor mange af dommene der skyldes justitsmord? I en nylig sag kunne den indklagede redegøre for, at han ved 40 af overtrædelserne havde været til møder andre steder i landet med udlændingemyndighederne, hvorfor han ikke kunne gennemføre opholds-, melde- og underretningspligten på Kærshovedgård.
Det er urimeligt at give uskyldige udlændinge ansvaret for at kunne dokumentere lovligt forfald ved ikke-registrerede pligter i et system, hvor:
1) selve systemet giver anledning til fejl,
2) nogle anmeldelser – på grund af manglende tid til anmeldelser på dette område i Hjemrejsestyrelsen – først er kommet 1 ½ år efter de har fundet sted.
3) Myndighederne ikke selv undersøger de ting, de kan undersøge, inden de foretager en anmeldelse til politiet – fx skulle man tro, at en besøgstilladelse er skrevet ind på en eller anden computer hos den myndighed, der har udstedt den – fx i en journal om den pågældende.
For hvordan skal en beboer i Kærshovedgård kunne dokumentere at han den og den dag havde besøgstilladelse til hjemmet, og at den og den dag var isoleret på et andet center, fordi han var testet positiv for Corona; og dén dag havde han besøgt en speciallæge i Herning? Nogle gemmer deres besøgstilladelser for en sikkerheds skyld, men har man ingen egnede møbler og kun lidt plads i et aflåst skab, er der vel grænser for, hvad der kan være af papirer. Og har politiet så travlt med at komme i retten til Grundlovsforhør med én med henblik på varetægtsfængsling, at de ikke vil vente til man har ledt papirerne igennem, klapper fælden måske ved Grundlovsforhøret, så man sidder i arrest indtil dommen, – og det justeres ofte således, at dommen først kommer lige inden løsladelsen til Kærshovedgård. Der er jo ikke mulighed for at finde den, mens man sidder i varetægtsarrest, så her er endnu et eksempel på et formodet justitsmord. Den anmeldtes ret til at forberede et forsvar er desuden knægtet. Endelig gør det, at politiet ofte kommer meget tidligt om morgenen, at en del af beboerne har meget svært ved at sove.
Havde myndighederne haft bare lidt respekt for beboernes retssikkerhed, kunne de sagtens have fundet rutiner, der kunne udelukke en stor del af anmeldelserne. Fx at man ved udstedelse af besøgsorlov sendte en kopi både til beboeren og til de medarbejdere i Hjemrejsestyrelsen, der tjekker for brud på pligterne, og pålægger dem først at afgøre, om vedkommende overhovedet skal overholde pligterne på de anførte dage.
Og at når styrelsen lukker ned tidligere end ellers en dag, bør den meddele det videre til de samme personer, så de kan se bort fra udeblivelser hos nye beboere – eller de pågældende medarbejdere, der tjekker for forsømmelser, kunne selv forhøre sig ad hos Hjemrejsestyrelsen på Kærshovedgård. Der er så mange fejl i systemet, der giver store forskrækkelser hos de beboere, der af al magt forsøger at overholde reglerne for at undgå at blive straffet. Eller er det endnu et skjult formål med skødesløsheden: at stresse folk og derved bidrage til at gøre tilværelsen for dem så utålelig som overhovedet muligt? Er det fordi udlændinges liv i princippet helt ligegyldige – ikke kun for flertallet af politikerne, men også for politiet, domstolene og Hjemrejsestyrelsen?
Hvad ville Folketingsmedlemmerne selv hav gjort, hvis de havde opholdspligt på et udrejsecenter?
Ville Folketingsmedlemmerne, som står bag denne lovgivning, selv have kunnet dokumentere for hver enkelt dag, hvornår de var mødt ind, og undgå at misse eller komme for sent til noget møde nogensinde – bare i de knap fire år, de er valgt for? Og huske 1 1/2 år tilbage? De ville endda have assistenter, kalendere i massevis og mødeindkaldelser og TV fra Folketingssalen at støtte sig til, og selv om jobbet er stresset, har færre formentlig PTSD og deraf følgende hukommelses- og indprentningsproblemer, sådan som mange af flygtningene har.
Og ville de kunne overholde alle aftaler om meddelelse af forsinkelser, dokumentation for at have en anerkendelsesværdig årsag for at udeblive fra en aftale, dokumentation for enhver sygdom? Og huske at ansøge om orlov mindst 2 uger inden en begivenhed og affinde sig med først få svar kort tid før den dag. Ville de smilende tage imod fængselsstraffen, når force majeur ikke kunne godtages som forklaring på en hjemkomst til udrejsecentret dagen efter den aftalte: fx et væltet træ over vejen; aflysninger af tog i en længere periode, eller fordi de ikke turde rejse under en snestorm, hvor al udkørsel frarådes?
Og hvordan ville et Folketingsmedlem reagere hvis han blev udsat for det samme, som en beboer nylig var udsat for. Beboeren var samme nat blevet forsøgt skudt med en pistol, og turde derfor ikke opholde sig på Kærshovedgård, hvor han havde opholdspligt og meldepligt, men tog hjem til sin familie og ringede derfra og sagde, at han ikke turde komme derud på grund af skudepisoden. Svaret var, at han ville få fængselsstraf, hvis han udeblev. Han havde inden da henvendt sig til politiet på Kærshovedgård, som havde afvist ham – se nederst i blog 1.g Hvad ville en Folketingspolitiker selv have valgt i den situation? Nok ikke at møde og blive dræbt.
Hvordan kan en politiker, som er lige så meget et menneske, som et udvist menneske er, få sig selv til at udsætte udviste udlændinge for opholdspligt på Kærshovedgård, når alt dette sker? En far til et lille barn var pålagt ophold på Kærshovedgård. Men han forsømte nogle af pligterne, da han fik dødstrusler fra andre på Kærshovedgård, og han turde ikke bo der sammen med dem, der truede ham. Han fik opholdstilladelse i 2020, men afventer at afsone en dom for forsømte pligter. Da han er i arbejde kan det ske med fodlænke. Men hvis han får en udvisningsdom oveni, kan han risikere at skulle starte forfra igen.
I en lang periode fra efteråret 2020 indtil begyndelsen af 2022 blev der ikke foretaget anmeldelser. På grund af de ventende anmeldelser gennem 1 1/2 år, nåede flere at få deres asylsag genoptaget og fik ophold som flygtninge – de skulle formentlig slet ikke have haft et afslag i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet!
Andre på “tålt ophold” har haft 4 års opholdspligt og har fået den ophævet for at undgå krænkelse af artikel ) om ret til privatliv og familieliv. Men måske risikerer nogle af dem at skulle afsone for pligtforsømmelser og derefter en ny udvisningsdom igen! På den måde minder det om en evighedskarussel, med et liv mellem fængsel – udrejsecenter – frihed – fængsel – udrejsecenter – frihed, hvis ikke nogen stopper det vanvittige strafcirkus!
Maximumgrænsen for at være pålagt opholdspligt har hidtil udgjort 3 – knap 4 år, var den længere, var den normalt ikke proportional, hvis man var på ”tålt ophold”. Men det er kun den gruppe, politikerne mener, det skal gælde for: “de andre kan bare rejse hjem”!
Definition og stramning af pligter og straffe og kontrolsystemer i L140 og L165
Lovjuristerne antog, i det lovforslag som skulle definere meldepligt, opholdspligt og underretningspligt samt oplysningspligt, at retten til privatliv og familieliv i artikel 8 i EMRK som udgangspunkt ville sætte samme begrænsninger for opholds-( og underretningspligtens) varighed, som retten til bevægelsesfrihed og til selv at vælge sit opholdssted, men de var ikke sikre på det.
Karkavandi, der var iraner og dømt for at være hashvagt på Christiania, fik en Højesteretsdom for, at det var urimeligt han skulle opholde sig 5 år i Sandholmlejren med meldepligt. Karkavandi ville nok i dag blive kategoriseret som “kriminel udvisningsdømt” .Han fik 15.000 kr. i erstatning.
Der manglede proportionalitet mellem længden af pålagt opholdspligt og belastningen af opholdet i udrejsecentrene og følgende:
om der er mulighed for snarlig hjemsendelse,
om vedkommende tidligere er gået under jorden,
om vedkommende har familie i Danmark,
om han er syg,
om evt. risiko for kriminalitet, etc.
De samme forhold er nævnt i lovforslaget L165/2018.
Når det gælder belastningen er den værre i Udrejsecentrene i dag end i Sandholm i 2014-16. På et samråd i UUI 14. december 2023 oplyste udlændingeministeren, at 35% af de indkvarterede på Kærshovedgård havde fået en dom i løbet af 2023, og i 90% af tilfældene eller mere skyldtes det brud på meldepligt, opholds- og underretningspligt.
Det store antal dømte gør fremtiden mere usikker for beboerne på centrene, det er næsten umuligt at bo der i flere år uden at blive dømt. En dom afsones normalt på formodet efterbevilling til anklagemyndigheden under varetægtsfængsling i en arrest, ofte Herning. Desuden er reglerne strammet voldsomt: det var Røde Kors og ikke Kriminalforsorgen, der drev Sandholm, opholdspligten var ikke defineret udover at man som hovedregel skulle sove dér, meldepligt var ofte 1-3 gange om ugen, der var ikke fængselsregler, indhegningen var ikke ligeså høj, der var ikke indført underretningspligt, og straftabellerne for pligtovertrædelser var ikke så groteske som i dag. Der var intet SALTO-system, og indtil 2016 ingen officiel målsætning om at gøre “tålt ophold så utåleligt som overhovedet muligt”. Afviste asylansøgere fik heller ikke fængselsstraf efter 3. dom, og der fulgte ikke – næsten automatisk – en udvisningsdom med enhver mindre fængselsstraf. Der var heller ingen regler eller rutiner om omvendt bevisbyrde, og om varetægtsfængsling i stort set hele straffens længde, og medarbejderne var Røde Kors ansatte – ikke fængselsbetjente. Den gang mente politikerne ikke, at personer der havde begået kriminalitet og var udvist, opholdt sig ulovligt i Danmark, hvis udvisningen ikke kunne effektueres. Beboerne på Kærshovedgård får ikke lommepenge. Nu må man ikke arbejde frivilligt eller tjene en lille smule lommepenge på udrejsecentrene mere – fraset dem, der er på tålt ophold.
Men – det blev ubekvemt for regeringen at skulle rette sig efter retten til fri bevægelighed og til at opholde sig, hvor man ville. Disse rettigheder er Danmark forpligtet af i 4. Tillægsprotokol til EMRK, artikel 2, stk. 1. Men regeringen fik i 2019 gennemtrumfet, at når man var udvist, havde man ikke mere lovligt ophold i Danmark. Så uanset hvad man gjorde: om man tog på udrejsecenter eller hjemrejsecenter, var ens ophold i Danmark ikke lovligt, selv om man var blevet pålagt at opholde sig på et bestemt udrejsecenter, og blev straffet hårdt med fængsel, hvis man ikke gjorde det.
Ombudsmanden kritiserede at det gik ud over privatliv og familieliv, mens udlændingeministeren svarede, at det netop var meningen, at man som udvist på tålt ophold – uanset at man ikke kunne sendes hjem – netop ikke skulle kunne bo sammen med sin familie!
I en artikel på Zetland beskrev en hollandsk forsker, Arjeen Leerkes, hvorfor Holland kunne hjemsende en stor andel af de afviste asylansøgere fra bestemte lande fra 2013-2017 – 44% – mod Danmark: 4%. Holland havde inden da en hård hjemsendelsespolitik, som ikke virkede. Leerkes mente, at Danmarks store handicap var, at Danmark nærmest synes stolt af at være det strammeste land i Europa, måske efter Ungarn. Afviste asylansøgere havde stadig ret til at bruge sundhedsvæsenet adgang til advokatbistand og til at appellere deres sag, og deres børn havde ret til at gå i skole. Der var mere åbenhed om sagerne i Holland end i Danmark, så selv om nogle i Holland ikke følte sig retfærdigt behandlet, var det færre end i Danmark. I Holland brugte man tid på at gå i dialog med dem og forklare dem hvorfor, og sammen med den enkelte lægge en plan for, hvad der skulle til, for at vedkommende tog hjem; og man gav rimelige midler til repatriering. Mens Danmark med sin hårde retorik stødte de afviste fra sig, så de gjorde modstand!
Leerkes sagde også om Holland: ”Noget, man også er ret god til, i hvert fald sammenlignet med Danmark, er at holde styr på retssikkerheden”…”Man har klare procedurer for appel og adgang til advokater. Det handler om, hvorvidt folk forstår loven. Og hvorvidt folk synes, at loven bruges fair. Folk gør modstand, fordi de ikke synes, at det, at de skal bo på et hjemrejsecenter, er proportionelt med, hvad de har gjort. Det handler om opfattelsen af retfærdighed, og hvor vigtig den er”.
”Udlændinge, der har fået lov til at uddanne sig, arbejde, deltage i samfundet, er blandt dem, der først vender frivilligt tilbage”.
“Udrejsecentrene, får de mennesker, der bor i dem, til at gå i stå. De bliver deprimerede og apatiske, og så forventer vi, at de lægger planer for at rejse hjem”.
Det var kun denne ene paragraf i Tillægsprotokol 4 til EMRK artikel 2, stk. 1, der ikke gjaldt mere for de udviste.
Tillægsprotokol 4 til EMRK
Artikel 2, stk. 1. Enhver, der retsmæssigt opholder sig på en stats territorium, har inden for dette territorium ret til bevægelsesfrihed og til frit at vælge sit opholdssted.
De andre artikler i 4. Tillægsprotokol- og alle artiklerne i EMRK gjaldt alle mennesker inden for dansk jurisdiktion, dvs. hvor dansk ret gjaldt. Alligevel taler flere politikere, som om menneskerettighederne ikke gælder for afviste og udviste udlændinge i Danmark.
EMRK, artikel 8: Ret til respekt for privatliv og familieliv:
Stk 1: Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance
De lovjurister, der konkretiserede de tre pligter: meldepligt, opholdspligt og underretningspligt i lovforslaget L 165/2018, anførte i punkt 3.1 selv deres betænkeligheder: selv om den ovennævnte paragraf i tillægsprotokollen ikke gjaldt, så gjaldt retten til privatliv og familieliv efter artikel 8 i EMRK. De antog at den måske ville gælde i samme omfang som retten til fri bevægelighed i landet ville have gjort, dvs. som udgangspunkt mellem 3 og 4 år, efter de få domme, der dengang var afsagt af Landsretten og Højesteret i Danmark; men de var ikke sikre på det. Derfor skrev de i lovforslaget: ”Det bemærkes, at afgørelser om påbud om ophold kan indbringes for domstolene efter grundlovens § 63”.
Grundloven § 63, stk. 1, lyder: ”Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling”.
Så måske har danske myndigheder i virkeligheden ingen ret til at splitte familier ad på det grundlag, de har anført. At sige, at det er vigtigt at splitte familien som motivationsfremmende foranstaltning eller at få flest muligt spærret inde, vil nok ikke rigtig tælle, for det vil lugte rigeligt af fængsling, chikane og mobning!
Punkt 3.1, uddrag af L165/2018-1: “Opholds-, underretnings- og meldepligten vil derimod som udgangspunkt være et indgreb i retten til respekt for familie og privatliv, der er beskyttet af EMRK artikel 8. Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis skal begrebet privatliv forstås bredt, og det er således ikke muligt at give en udtømmende definition heraf. Retten til privatliv har primært til formål at sikre udvikling af det enkelte individs personlighed i relation til andre mennesker uden udefrakommende indblanding og omfatter bl.a. retten til at etablere og udvikle personlige relationer til andre mennesker og til omverdenen”. (…)
Princippet om personlig selvbestemmelsesret (personal autonomy) er et vigtigt princip for forståelsen af retten til respekt for privatliv”.
”Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det ved proportionalitetsvurderingen fortsat er de samme indgreb, der skal afvejes i forhold til det samme formål, nemlig hensynet til at sikre kendskab til den pågældendes opholdssted med henblik på, at en udsendelse kan ske, når det bliver muligt.
Det er på den baggrund ministeriets vurdering, at det i vidt omfang fortsat er de samme kriterier, der skal lægges vægt på ved proportionalitetsvurderingen, herunder bl.a. varigheden af indgrebet, den begåede kriminalitet eller udelukkelsesgrunden, om der er konkret risiko for, at udlændingen vil skjule sig for myndighederne, udsigt til udsendelse og familieforhold.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets generelle opfattelse, at en vurdering af opholds-, underretnings- og meldepligten i forhold til EMRK artikel 8 i de fleste tilfælde ikke vil føre til et andet resultat end den hidtidige vurdering af de nævnte forpligtelser i forhold til artikel 2 i 4. tillægsprotokol til EMRK, jf. Højesterets dom af 17. januar 2017, som gengivet i UfR. 2017.1228H. Det kan imidlertid ikke afvises, at vurderingen efter EMRK artikel 8 i det konkrete tilfælde vil føre til et andet resultat som følge af, at der er tale om et indgreb i en anden rettighed (retten til respekt for familie- og privatliv i stedet for retten til fri bevægelighed). Det bemærkes, at afgørelser om påbud om ophold kan indbringes for domstolene efter grundlovens § 63.s. 22-23 i L 65_2018
Med andre ord: ødelæggelsen af forældrenes muligheder for at tage sig af deres børn på udrejsecentrene, og opsplitningen af familierne, er følger af, at Folketingsflertallet med en minister i en spidsen i 2016 – tog endnu en procesrisiko i 2016 i konkurrencen mellem partierne om at være det mest barske. De udviste har sjældent selv midler – eller kræfter og juridisk kendskab nok – til at få prøvet lovligheden af det i retten og evt. til sidst ved EMD.
I mellemtiden har Danmark fået en principiel dom imod sig i Menneskerettighedsdomstolens storkammer, EMD om retten til familieliv i 2021 . Ventetiden på 3 år ved familiesammenføring for flygtninge med midlertidigt beskyttelsesasyl var for lang og skulle sættes ned til 2 år. Derfor må man forvente, at hvis EMD fik stillet samme spørgsmål i dag, om opsplitning af familien, og der var tale om en person, som ikke havde gjort noget kriminelt andet end at blive dømt for pligtbrud på et udrejsecenter, og som havde familie i Danmark, ville man nok ikke tillade længere separation af parterne end 2 år. Eller slet ikke tillade separation af parterne.
Andre lande, der har en regering, der interesserer sig for børns og familiers trivsel, ville formentlig have mere respekt for Børnekonventionen, og ikke behandle en børnefamilie sådan, som Danmark gør, men respektere børns ret til at se deres forældre, og forældrenes ret til at opdrage børnene og være sammen med dem. Der er jo ikke noget reelt formål med opholdspligten, udover at motivere folk til at rejse ud af Danmark, og det virker sjældent!
Så derfor kunne man forestille sig, at hvis der blev taget en sag op – ville staten formentlig anke den så langt som muligt i Danmark. Forhåbentlig ville Højesteret ikke give staten ret, skulle det ske, kunne den prøves for EMD. På den måde kunne Danmark komme til at bruge mange millioner kroner på at have gjort tilværelsen så utålelig som overhovedet muligt for flest mulige børnefamilier med flygtningebaggrund, men måtte standse sin separationspolitik mod disse familier, eller gøre den påbudte separation kortere, hvis Danmark tabte sagen!
Og hvis det bliver EMD, der skal stå for den sidste dom mod Danmark, ville Danmark måske få en afgørelse om, at man ikke måtte splitte familierne ad, da det ikke er proportionalt at ødelægge en familie, hvis det kun skyldes en udlændings ulovlige ophold i Danmark, og vedkommende ikke ellers har begået anden kriminalitet end at overtrædelse meningsløse chikaner. Hvis den eneste anstændige begrundelse fortsat er, at man vil være sikker på at kunne finde ham, er der nok større chancer for det, hvis han bor sammen med sin familie, end hvis han går under jorden, fordi han ikke kan udholde umenneskeligheden i udrejsecentret. Og det vil være svært at tro, at menneskerettighedsspecialisterne i EMD vil godtage den ”motivationsskabende” del af formålet som anerkendelsesværdigt!!!
Argumentet for, at det kun er dem på tålt ophold, hvor opholdspligt og underretningspligt skal være tidsbegrænset er uholdbart nu. Ansatte i Hjemrejsestyrelsen gør – fra afslaget på asyl – alt, hvad de kan – først for at overtale, siden presse den afviste til frivillig hjemsendelse; mens andre presser hans tidligere hjemland til at modtage ham – i nogle tilfælde involverer det endda kriminalisering på grund af pligtforsømmelser. Eller ifølge nogle indsatte i Ellebæk – provokationer fra vagter, der resulterer i en konflikt med en vagt, hvor konflikten fører til en dom af den indsatte.
Selv om myndighederne siger, at ”de jo bare kan rejse hjem” passer det jo ikke!
Politikerne ville formentlig heller ikke selv turde rejse til Somalia, Syrien, Irak, Iran, Afghanistan, D. R. Congo eller Myanmar, hvis de var i samme situation som de afviste! I princippet gælder den nuværende maksimale opholdstid kun for folk på “tålt ophold”, fordi de ikke har kunnet sendes hjem, mens flertallet af politikerne har antaget, at det var en frivillig sag at hjemrejse for afviste asylansøgere, som bare hellere ville nyde godt af det danske velfærdssystem. Men reelt er der mange fra forskellige nationaliteter, der ikke kan sendes hjem fra Danmark. De burde have haft asyl – i det mindste beskyttelsesasyl – og aldrig have haft opholdspligt nogen steder. P.t. er det fx syrere, afghanske kvinder, der p.t. har fået ophold i Danmark; iranere, statsløse. Mange fra nordafrikanske og andre afrikanske lande er individuelt forfulgte, men har ikke kunnet bevise det i Flygtningenævnet. Dertil kommer mange, som FN advarer imod at sende hjem, da det kan udgøre refoulement: personer fra Somalia, Myanmar, Irak, Afghanistan, Yemen, Sudan, D.R. Congo mv.
En person i Kærshovedgård var der, fordi han var vokset op i to forskellige lande, men ingen af landene ville anerkende ham som deres statsborger. På samme måde har andre statsløse siddet i udrejsecentre og hjemrejsecentre i en årrække, fordi hverken Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen ønskede at bruge reglen om udsendelseshindrede. At tre store familier har siddet på hjem- og udrejsecentre uden mulighed for uddannelse og arbejde har myndighederne været ligeglade med, fordi det vigtigste var at servicere politikerne med flest muligt hjemsendte, hvad enten det var frivilligt eller med tvang. Den ene af de tre familier har nu endelig fået ophold i 2023 efter paragraffen om udsendelseshindringer.
Når folk ikke bare rejse hjem, men opholder sig på et så forfærdelige og nedbrydende steder som Ellebæk, Kærshovedgård, Sjælsmark eller Avnstrup, selv om mange bliver skadet af det, er det, fordi de har en god grund til ikke at rejse hjem. De er ikke bare ”fattigdomsflygtninge” eller ”bekvemmelighedsflygtninge” – for intet er mere ubekvemt end at være flygtning og udvist af Danmark. Problemet er, at det, som flygtningene frygter i hjemlandet er endnu værre!
Eller, det er folk, der ikke vil rejse fra deres børn. Danske politikere ville formentlig heller ikke selv rejse fra deres mindreårige børn til et krigsramt land, uden at vide om de kunne se deres børn igen nogensinde. Og formentlig turde de heller ikke tage børnene med. Alligevel tager Danmark mødre til spædbørn, der stadig ammes, fra deres børn, og sætter dem på udrejsecentre. Havde politikerne selv fundet sig i en så umenneskelig behandling?